Hake vågnede tidligt næste dag. Det gjorde han altid, når han skulle i gang med en ny sag. Noget var allerede gået i gang i ham, og han var både spændt og nysgerrig, en fornemmelse han var alt for bekendt med. Han følte sig som en fuldblodshest, der skal føres ind i startboksen, og som ved, hvad det gælder, men alligevel helst ikke vil deltage, men stritter imod og i det hele taget er vrangvillig. Når først startlågerne er gået op og løbet sat i gang, var det en anden sag, men tiden før var den værste.
Hanna sov stadig, og han vidste, det ville vare en rum tid, før han kunne sove hos hende igen. Hun ville ikke vide af ham i sin seng, når han var midt i en mordefterforskning. Hun sagde, det føltes, som om blodlugten stadig hang i hans tøj efter besøg hos retsmedicinere og på gerningssteder. Først havde han haft svært ved at acceptere det, men det var simpelthen sådan, de havde besluttet sig for at leve - med hver sin bolig. Han havde sin lejlighed i Chapmansgatan og hun sin ved Kungsholms kirke. Hake vendte sig om på siden og så på hende. Hun havde et gammeldags ansigt, næsten gennemsigtigt med fregner omkring næseroden og en gavmild mund med lidt sprukne læber. Håret hang ned over halvdelen af ansigtet, og han strøg det forsigtigt bort med hånden. Hun mumlede lidt i søvne, men så åbnedes et øje, et næsten farveløst øje, som først så skarpt på ham, inden blikket mildnedes lidt. Hun kyssede ham hastigt på munden og vendte sig så om og sov videre.
De havde haft det rart aftenen inden. Hun havde ikke gjort noget stort nummer ud af, at han var kommet for sent til børnehaven. Siri havde heller ikke sagt noget, da han endelig dukkede op, men havde blot set lidt træt på ham, inden hun gik ud i garderoben og tog sin regnfrakke på.
"Skal vi sige noget til mor?" spurgte hun ligefremt.
Hun var kommet i den alder, hvor hun kunne lide hemmeligheder og en smule spænding for at se, hvor grænserne blev trukket.
"Hun forstår det nok," sagde Hake.
"Det er jeg ikke helt så sikker på," svarede Siri.
Da Hake trådte ud af porten denne tidlige morgen, regnede det, ganske som det havde gjort ind imellem i ugevis. Kirkegården med dens jernstakit så truende ud i den grålige dis. Horisonten indsnævredes af de store boligkarreer, og nede mod vandet syntes de mørke mure at trække sig indad for at beskytte sig mod regnen. Hake skyndte sig langs husfacaderne, og stokken måtte gøre det ud for en slags føler i regnkaskaderne, der hindrede udsynet.
Halvvejs til politistationen kom han i tanker om, at han skulle til Retsmedicinsk Institut, så han måtte kæmpe sig tilbage mod den bidende blæst til sin bil.Turen blev et mareridt, med mørkklædte skygger der pludselig storkede ud på gaden og gik ud fra som givet, at de var blevet set gennem regnskyllet, biler der uden forudgående varsel bremsede op foran ham, og bilkøer der slyngede sig hele vejen ud til Solna. Han bandede ud mellem sammenbidte tænder.
Da han var nået vel ud til Retsmedicinsk og havde fået regnfrakken af, ændredes hans sindstilstand pludselig. Nu blev han i stedet irriteret over den kunstfærdige orden og regelmæssighed, der herskede i lokalerne. De glatte vægge gjorde et sterilt indtryk, de blanke køleanordninger reflekterede lyset fra vinduerne skarpt og sagligt, og de nyvaskede obduktionsborde stod på række, som hørte de hjemme i en maskinhal. Men sådan var det, når en ny efterforskning gik i gang. Irritationen lå altid på lur.
Hake satte kursen mod det fjerneste stålbord, hvor Oskar Lidman stod sammen med Brandt og så ned på liget. Det så obskønt ud, ikke bare den opsvulmede krop og det gulerodsfarvede kønshår, der krøllede i skridtet, ikke bare det gabende sår i hovedet, der nu lyste blåt og grinende mod det, der var tilbage af det røde hår efter kronragningen, men selve det at lægge et splitternøgent menneske på det blanke bord til almen beskuelse. Som et stykke kød.
At Brandt derefter havde skåret i kroppen, og man kunne se store sting over brystkassen, hvor snittet var blevet lagt, gjorde det ikke mindre smagløst.
"Der er ikke noget vand i lungerne, så han døde af skaderne på issen" sagde Brandt, da Hake nærmede sig. "Ganske som jeg troede."
Han så triumferende på Hake.
"Er der mere?"
Brandt pegede på en skål, hvori der lå et eller andet organ.
"Dårlig lever. Det kan jeg sige på stående fod, nærmest fedt på leveren. I det hele taget var han i dårlig kondition. Men han havde hverken alkohol eller narkotika i blodet."
"Kan du sige, hvornår han døde?"
"Nej, og jeg tvivler på, om nogen kan. Det var koldt i vandet, og så går forrådnelsesprocessen jo langsomt."
"Giv mig i hvert fald en omtrentlig dato."
"Du kan godt opgive. Jeg er videnskabsmand og ikke spåmand."
"To uger, tre uger?"
Brandt jamrede sig lidt, før han trak på skuldrene.
"Snarere to, men det vil jeg ikke aflægge ed på."
"Kan du så fortælle, hvor gammel han er?"
"Han havde kondition som en tresårig, men jeg tror, han er omkring de fyrre."
"Hvorfor det?"
"Ingen prostataforstørrelse som de fleste mænd får i den alder, tænderne er ikke begyndt at løsne sig."
"Hvordan ser plomberingerne ud?"
"Jeg er ikke ekspert, men de ligner i hvert fald ikke de traditionelle øststatsplomberinger. Ikke en guldtand så langt øjet rækker."
"Og skaderne han døde af?"
"Olle Sandstedt fra teknisk afdeling var her og sagde, at det efter al sandsynlighed var et jernrør. Det må have været temmelig langt for at have fået så stor kraft, at hjerneskallen sprak."
Hake nikkede og så på Lidman, der lod en pebermyntekaramel vandre fra den ene side af munden til den anden. Det var hans seneste mani for at forsøge at holde op med at ryge. Tidligere havde han tygget tandstikkere, men til sidst var hans kone blevet træt af at finde bløde, flossede tandstikkere overalt i lejligheden.
"Vi får fotograferet ansigtet, uanset hvor grotesk det ser ud. Og den der tatovering vil jeg også have et nærbillede af." Han pegede på den sorthvide drage.
"Jeg har aldrig set noget lignende," sagde Brandt. "Den ser hverken kinesisk eller vesterlandsk ud. Et romertal to og en kinesisk drage."
Han rystede på hovedet.
Hake kastede et sidste blik på manden på stålbordet. Døden var aldrig klædelig, især ikke når det drejede sig om lig, der var blevet fundet i vandet.
Axel Hake og Oskar Lidman spiste pølser i politikantinen, inden de gik op til afdelingen for at begynde at indrette et hovedkvarter. De havde ikke så meget at komme med endnu, men laboratoriet havde allerede fremskaffet billeder, og Lidman satte dem op på en stor opslagstavle. Der var billeder fra både obduktionen og findestedet.
Døren gik op, og Tobias Tobisson kom ind. Han lignede en streg i luften ved siden af den overvægtige Lidman. Han havde gjort en dyd af at være senet og mager og så sig selv som en langdistanceløber, der kilometer efter kilometer bed smerten i sig og holdt tempoet hele vejen. Han foragtede Lidman for hans slappe kropsbevidsthed, men var samtidig lidt bange for kollegaens intelligens og hurtige kommentarer. De kunne ramme plet. Som når Lidman kom med en opstilling, der viste, at han havde forsømt mindre end Tobisson, trods dennes praleri om hvor godt han havde det takket være motionen.
"Der har du det sort på hvidt. Halvdelen af dine sygedage skyldes idrætsskader. Så er det en dårlig menisk, så er det ledbåndsbetændelse. Motion lønner sig ikke."
Tobisson blev ham svar skyldig.
Nu standsede han foran opslagstavlen og så på fotografierne. Det var første gang, han så manden. Han vendte hurtigt blikket bort og tog en notesbog.
"Jeg stemte dørklokker i går og i dag," sagde han sagligt. "Uden at vide hvilket tidspunkt, de skulle huske, ja end ikke hvilken uge. Uden at have noget fotografi af fyren."
"Er der nogen, der har set noget?"
Hake gik over til vinduet og kiggede ud. Himlen var lysnet lige over frokost, og lyset var blevet gult et kort øjeblik, hvor solen var brudt næsten igennem. Men kun næsten, for et øjeblik efter var det begyndt at øsregne igen. Nu var himlen blålilla, og Hake hørte, hvordan vandet fra nedløbsrørene plaskede voldsomt mod asfalten.
"De har set alt muligt. Det virker, som om halvdelen af dem ikke har bestilt andet end at stirre ud af vinduet dag efter dag. De har set formodede bådtyve, de har set par, der boller på havebordene mellem de optrukne både. De har set mystiske personer. Men når man presser dem, viser det sig som oftest, at det drejer sig om nogen, de vil ramme."
Han skar en grimasse.
"De har set narkovrag, bumser, arbejdssky elementer og letlevende fruentimmere, de har ..."
"Har de set noget væsentligt?" afbrød Lidman utålmodigt og smaskede med sin pebermyntekaramel.
"Nej," sagde Tobisson tvært.
"Du bliver alligevel nødt til at skrive rapport," sagde Hake og vendte sig om mod ham. "Vi famler jo bare i blinde, men man ved aldrig."
"Måske er den myrdede ham manden, der bollede hende fruentimmeret på havebordet," sagde Lidman. "En skinsyg ægtemand kan have fulgt efter dem."
Tobisson smilede til ham. Et af den slags selvsikre smil, som man kun har, når man ikke sidder med Sorteper.
"Næppe. De var der i hvert fald i går igen."
Lidman rejste sig og trak op i bukserne.
"Okay, men måske har de set noget. Under alle omstændigheder er det måske værd at følge op."
Hake nikkede til Tobisson, der stønnede tungt.
"Tjek dem."
Han gik tilbage og satte sig på kanten af et skrivebord.
"Teknisk afdeling er vel i gang med ankeret og kæden og eventuelle fingeraftryk. Oskar, du kan tjekke vores kontakter, om de har hørt noget om en henretning af en eller anden slags."
De havde en række meddelere, der plejede at vide, om der havde været noget i gære mellem de forskellige kriminelle bander. Det gjaldt både den såkaldte narkomafia og motorcykelbanderne.
"Førsteprioritet er naturligvis hans identitet."
"Hvad har du tænkt dig at gøre?" sagde Lidman.
"Jeg skal op til chefen og informere ham," sagde Hake.
"Der kan man tale om en mand uden identitet," sagde Lidman. "Jeg har ikke set Rilke siden den store bondeopstand."
Men for en gangs skyld befandt Seymour Rilke sig på sit kontor. Ganske vist måtte Hake vente tyve minutter, inden han blev sluppet ind af Rilkes sekretær, men det var politichefens normale magtdemonstration. Han var minsandten ikke til stede for hvem som helst.
Hake satte sig foran den lille mand, der tronede bag sit imponerende skrivebord og snurrede en Mont Blanc-fyldepen mellem sine små hænder. Hans hoved var stort og virkede overdimensioneret på de smalle skuldre og den lille krop. Den skræddersyede kamgarnshabit med lommetørklæde i brystlommen gav ham et lidt sippet udseende, men Hake lod sig ikke narre. Seymour Rilke havde såvel prestige som ambitioner, det havde han selv fået at føle adskillige gange.
Hake lagde billederne fra obduktionen på politichefens skrivebord. Rilke fortrak ikke en mine, da han så det opsvulmede ansigt. Han betragtede det sagligt et langt øjeblik.
"Hvem er det?"
"Det ved vi ikke. Kun at han blev myrdet for nogle uger siden og sænket ned i Pålsundskanalen med en kæde og et anker omkring benet."
"Svensker?"
"Som sagt, vi ved det ikke."
Hake havde hængt stokken over armlænet, men den gled hele tiden ned. Til sidst tog han stokken og anbragte den mellem sine ben og nærmest støttede hagen på den. Rilke brød sig ikke om den stilling. Den gav Hake en autoritet, han ikke burde have i dette lokale.
"Jeg vil gerne offentliggøre billedet," sagde Hake. "Så vil alt gå hurtigere."
"Det kan der ikke være tale om. Det ville se ud, som om vi stod helt på bar bund og ikke havde spor at gå ud fra."
"Det er nok også en ganske udmærket beskrivelse af situationen."
"Ja, men I må anstrenge jer lidt mere, inden vi gør noget så drastisk. Jeg betragter det i hvert fald som en lavt prioriteret sag."
"Hvorfor det?"
"Det ser ud som et opgør i underverdenen. Kaldte man det ikke ståplads i Nybroviken i gamle dage, når kriminelle bander gjorde det af med hinanden?"
"Vi har som sagt ingen anelse om, hvad dette er for en forbrydelse, udover at det drejer sig om et mord," sagde Hake dæmpet.
"Du får i hvert fald ikke flere folk til det her," sagde Rilke og skruede hætten af fyldepennen og begyndte at skrive.
Audiensen var slut, og Hake rejste sig.
"Er mordet lavt prioriteret, fordi det skete på Södermalm og ikke i et finere kvarter?"
Seymour Rilke så end ikke på ham.
"Vær nu ikke latterlig, Axel," sagde han.
Axel Hake ringede på hos sin nabo Lars Larsson-Varg. Den tidligere museumsinspektør åbnede døren og vinkede Hake ind. Han var klædt i et krøllet sæt lærredstøj og en smudsig Tshirt. På hovedet havde han en lille silkekalot og på fødderne et par slidte espadriller.
Stuen var overlæsset med kuriosa og billeder, og på bordet tronede en stor gipsbuste af Strindberg. Lige ved siden af lå et par boksehandsker, og i en krystalkaraffel var der vin. Han skænkede et glas til sig selv og gjorde en gestus mod Hake, der afslog.
Hake viste billedet af tatoveringen til Larsson-Varg, der så nysgerrigt på det. Han var ekspert i renaissancekunst, men var interesseret i alle slags billeder.
"Interessant," sagde han og tog en slurk vin.
"Det haster."
"Giv mig et par dage."
Han så på Hake.
"Er det et lig?"
Hake nikkede.
"Så burde man flå ham og beholde huden med tatoveringen på."
"Det er sgu da grotesk!"
"Nej, jeg mener det virkelig. På japanske museer findes der flere smukt tatoverede huder. Hele rygge med forskellige mestres mønstre. Det er jo kunstværker, for helvede. De skal bevares for eftertiden."
"Ham her flår vi i hvert fald ikke," sagde Hake bestemt.
"Som du vil."
Larsson-Varg fortsatte med at kigge på billedet.
"På stående fod kan jeg i hvert fald sige, at dragen er en såkaldt Annamdrage."
Han gik hen til reolen og tog en bog ud, åbnede den og viste et dragebillede, der vagt mindede om tatoveringens motiv.
"Det er altid noget," sagde Hake. "Ring til mig, når du ved mere."
Larsson-Varg hørte ikke, da han gik. Han var fordybet i billedet og havde taget nogle farveprøver frem, som han lagde ved siden af det.
"Måske skal den forestille guld, den der flamme," mumlede han for sig selv. "Det gør den ekstra interessant ..."
Hake spadserede langsomt ad Skutskepparvägen på Långholmen. Hele området var en oase midt i Stockholm med Mälarens vande rundt om. Det gamle fængsel var nu konferencehotel, selv om nogle af cellerne var blevet overladt til kunstnere. Men Hake gik ikke i den retning, men i den modsatte, mod det gamle Mälarværft. Det lå mere gemt af vejen, og hvis forbrydelsen var blevet begået i nærheden af findestedet, var det nok på denne side af øen og ikke ved fængslet med de mange promenader og joggingstier man skulle begynde.
Han så, hvordan småbådene, der endnu ikke var trukket på land for vinteren, lå og duvede i fortøjningerne i det skvulpende vand, der næsten var opalfarvet nu, hvor regnen havde spredt oliepletter over hele kanalen. Han stødte stokken mod en presenning, der lå over en båd, så regnvandet løb ned ad kanvassen. Han skuttede sig og slog frakkekraven op og så sig om i virvaret af trailere, bådskure og alskens skrammel. Jo, her kunne man godt begå et mord, uden at nogen så det.
På højre side af Pålsundsbron lå et smukt, orangefarvet stenhus med det mærkelige navn "Fordærvelsen", et tidligere værtshus der nu husede forskellige slags foreninger. Hake tog notesbogen, som han altid havde på sig, frem og noterede, at det skulle besøges. Nogen havde måske bemærket noget. Han forsøgte altid at fastholde sit første indtryk. Ofte gav det impulser, måske irrationelle og uvedkommende, men Hake stolede på dem og skrev dem omhyggeligt ned. Hans første notat lød: "vandbyen Stockholm". Han skrev det, fordi han havde på fornemmelsen, at findestedet var af betydning, at der var en grund til, at liget var blevet fundet netop i denne kanal. Det føltes ikke, som om mordet var begået i en forstad, og at nogen derpå havde kørt liget herind for at smide det netop her.
Hake gik videre og mødte en lille truck, der kom susende forbi ham og videre mod Pålsundsbron, en lille bro der hvælvede sig over kanalen og effektivt hindrede større både i at sejle ind. Han vendte om og gik mod trucken, der blev ført af en mand i fyrrerne. Han var iført snavset arbejdstøj og havde et indsunkent, hærget ansigt. På hovedet sad en slidt bomuldskasket, der så ud til at have været udsat for alt for megen regn. Han vendte ligegyldigt blikket mod Hake.
"Hej," sagde Hake. "Politiet. Må jeg stille dig et par spørgsmål?"
Manden så opgivende ud, som havde han været udsat for alverdens uheld denne dag.
"Er det noget specielt?"
"Vi har fundet en myrdet mand nede i kanalen derovre. Lige under Västerbron."
"Jeg har hørt om det, men jeg ved ikke noget."
Hake så, at kraven var fedtet og jakken slidt. Manden virkede nervøs, og hans måde at se sig om på samt nogle blå tatoveringer på hænderne røbede, at han hørte til fængselsklientellets skare.
"Du kører vel rundt på din truck her og ser en hel del, ikke sandt?" sagde Hake.
Manden trak på skuldrene.
"Ser og ser. Jeg har mit at passe."
Hake gik nærmere og mødte mandens blik, der på en eller anden måde var uskarpt. Som om mandens vandagtige pupiller overhovedet ikke kunne fokusere.
"Hjælper du bådejerne nede ved kanalen med at tage bådene op ind imellem?"
Manden nikkede.
"Kender du de fleste af dem?"
"Kender og kender."
Hake tog billedet af den myrdede op af inderlommen og rakte det til truckføreren.
"Har du nogen sinde set ham her i området?"
"Føj for fanden," sagde manden, men kunne ikke rive blikket væk fra billedet.
"Han er nok lidt opsvulmet, men det burde ikke være helt umuligt at genkende ham, hvis man har set ham før."
Manden gav ham fotografiet tilbage.
"Jeg har i hvert fald ikke set ham før."
Hake stak billedet i lommen.
"Heleneborgs sejlklub derhenne," sagde han. "Har de nogen, der kommer her og holder opsyn?"
"Opsyn og opsyn. Det bedste ved det her sted er, at der ikke er nogen, der holder opsyn."
"Der må da være nogen, der tager sig af klubbens både."
"Det ordner bådejerne selv."
"Men en sejlklub er vel for fanden en sejlklub."
"Det er i hvert fald ikke mit bord."
"Nogen der har meldt et stjålet anker og en tilhørende ankerkæde?"
"Jeg har ikke noget med ..."
"Måske har du hørt noget," sagde Hake skarpt.
Han var ved at miste tålmodigheden, og manden fór sammen. Som om nogen havde slået ham. Han så ned i jorden, men sagde ikke noget. Hake syntes, han lignede en pisket hund.
"Hvis du kommer i tanker om noget," sagde Hake forsonende og tog sit visitkort frem, " så lad mig høre fra dig. Vi har ikke tænkt os at spørge, hvad du tjener sort på at hjælpe bådejerne med at tage både på land. Vi er kun interesseret i mordet."
Manden så stift på ham uden at svare.
"Jamen, så tak," sagde Hake. Lige da han skulle til at vende sig for at gå, sagde manden pludselig:
"Der sidder en eller anden idiot og glor hele dagen ud af vinduet derovre i Heleneborgs gård. Jeg tror, det er en invalid. Eller også er det en lille pige. Måske har hun set noget."
Han gjorde en gestus op mod bomuldskasketten, en slags honnør, inden han satte i gear og kørte hen mod slæbestedet.
Hake så over mod den anden side af kanalen, hvor manden havde peget. Der lå et gammelt gulligt stenhus i to etager med et stort atelier i den ene gavl. Han gik tilbage over broen, krydsede Söder Mälarstrand og standsede ved gruspladsen foran huset. Han så op mod vinduesrækkerne, og ganske rigtigt, bag en mørk rude skimtede han et hvidt dukkeansigt. Han fandt ingen indgang på forsiden og gik rundt om huset, ind mellem to store lågestolper uden låge og fandt en port med kodelås. Netop som han nåede derhen, summede låsen, og portlåsen gik op. Han skød døren op og trådte ind. Der hørtes en spæd stemme fra øverste etage.
"Anden sal til højre."
Døren til lejligheden på anden sal stod allerede åben, og Hake trådte ind i et lyst, smukt værelse, der var smagfuldt møbleret i gule og beige toner. Der duftede stærkt af rosenvand. En siameserkat med apatiske øjne så hurtigt på ham, inden den fortsatte ind i et andet værelse. På den anden side af de vidtåbne døre var en dagligstue, og helt henne ved vinduet sad en lille kvinde i en kørestol. Det ene ben var kappet af lige under knæet, og pyjamasbuksebenet var sat op med en sikkerhedsnål. Over pyjamassen havde hun en elegant silkekimono. Først nu så Hake, at det var et gammelt ansigt, stærkt sminket men på en måde, der mindede om en dukke. Øjnene var porcelænsblå og kinderne let rosafarvede i det kridhvide ansigt, som om der var lidt for varmt i lejligheden, så ansigtsfarven var blevet stærkere. Hun var meget spæd og næsten helt uden bryst, et miniaturemenneske.
"Lizzi Hammarlund," sagde hun. "Telefonist, indtil en spritbilist kørte mig ned."
Hun talte med en udpræget Söderaccent, der parret med den lyse, næsten uskyldsrene stemme gjorde et komisk indtryk.
Hake præsenterede sig og så sig fascineret om. Dagligstuen blandede gamle Ludvig XIV-møbler med computere, og på et gustaviansk udtræksbord stod avanceret fotoudstyr. I stuen ved siden af, hvortil døren stod på klem, kunne han skimte en lille barneseng ved siden af et lovlig stort toiletbord overfyldt med sminke og parfumer og et spejl i guldramme.
"Jeg går aldrig ud," sagde hun. "Jeg bestiller alt herfra. Via nettet. Selv sprutten."
Hun nikkede hen mod et elegant likørglas, der var halvt drukket. Ved siden af stod en flaske grøn Chartreuse.
"Det er ikke dig, der er 'Edmund'?"
"Nej, jeg er fra politiet."
"Åh, alle påstår, at de er både det ene og det andet. Jeg spurgte nærmest, fordi 'Edmund' har sporet mig via et chatrum og skrevet, at han vil komme og hilse på mig. Sikkert en pædofil. Jeg foregav at være tolv år."
Hun lo voldsomt, til hun begyndte at hoste. Det hindrede hende ikke i at tage et cigaretetui af sølv frem og tænde en cigaret. Hake tog sin legitimation frem, men Lizzi kiggede ikke på den.
"Den slags kan vel forfalskes ligesom alt andet."
"Måske. Men jeg er faktisk politimand og interesseret i, hvad du måske har set."
"Var det ham idioten på trucken, der sagde, at jeg sad her og spionerede dag efter dag?"
"Det var ikke netop sådan, han udtrykte det."
Lizzi smilede bredt. Selv tænderne havde en næsten perfekt farve, helt hvide, og han spekulerede på, om hun også malede dem. Han kunne ikke afgøre, om hun var tredive eller tres år, så stærkt sminket var hun.
"Jeg tør sætte min sidste krone på, at han er spjældkandidat. Du så vel tatoveringerne på hans hænder?"
Hake nikkede.
"Og at han kommer ind og sidde igen, det er der ingen tvivl om. Jeg har set ham gøre ting ..."
"Jeg efterforsker et mord, Lizzi, så alt andet må gå via de almindelige politikanaler."
Lizzi Hammarlund tav surt, som om hun var blevet afvist, og drejede sig om mod vinduet, der vendte ud mod Pålsundskanalen. Lidt efter begyndte hun igen at tale på sit slangprægede barnesprog.
"Ganske rigtigt, jeg sidder her hver dag og spionerer. Der er ikke så meget andet at gøre. Men jeg er tit ude i cyberspace og kommunikerer med hele verden."
Hun strøg med hånden gennem håret, og de mørkerøde negle rimede dårligt med den lille pigehånd.
"Det er min måde at 'se' verden. Jeg rejser langt hver dag, og det er fandeme noget længere, end ham truckføreren nogen sinde har været. Sidde og køre rundt på Långholmen den ene dag efter den anden, hvad slags liv er det?"
Hun lo for sig selv igen.
"Om mordet," sagde Hake og støttede sig til stokken. Benet var begyndt at gøre ondt efter spadsereturene, og som om hun læste Hakes tanker, sagde hun:
"Sid ned."
Han satte sig på en pindestol, der sandsynligvis var kattens, den var fuld af hår.
"Ved du, at Alfred Nobel og hans far boede i det her hus? Broderen sprang sig selv og fire andre i luften med nitroglycerin i nogle laboratoriebygninger, der lå lidt længere henne på grunden. Hvis Alfred var røget med, var vi sluppet for dynamitten, og verdenshistorien havde set helt anderledes ud.Alt er bare tilfældigheder og kaos. Hvis jeg ikke var blevet kørt ned af en skide idiot, havde jeg ligget på stranden ved Buenos Aires sammen med min chef. Det var i hvert fald der, vi var på vej hen, da det hele ramlede sammen."
"Angående mordet," begyndte Hake igen.
"Ja. Mordet," sagde Lizzi. "Jeg hørte om det i radioen i morges. I ved åbenbart ikke en skid."
"Åh, en smule ved vi vel," sagde Hake og rakte hende billedet af manden, der var blevet fundet i kanalen.
"Han ser endnu værre ud end jeg," sagde hun med afsky. "Men jeg genkender ham ikke. Er han svensker?"
"Det ved vi ikke."
"Netop. I ved ikke en skid."
"Vi ved i hvert fald, at han er blevet myrdet med et kraftigt slag i hovedet og derefter sænket ned i Pålsundskanalen."
"Billedet siger jo ikke så meget, men sådan en rødtop ville jeg have genkendt, hvis han havde holdt til her i kvarteret."
Hake så en anelse opgivende på hende.
"Det er bare om at klø på," sagde Lizzi glat. "Og ikke give op. Livet er bare en eneste lang lortepølse, som man må tage en bid af hver dag. Men det gælder om at få det ned."
Hun gjorde en gestus mod sit ben.
"Se på mig," fortsatte hun. "Jeg kan dårlig pisse selv, og jeg har ikke bollet i otte år. Ikke engang drukkenboltene vil komme herop og tage mig. Men jeg har ikke tænkt mig at give op. En dag finder jeg en eller anden derude på nettet, forhåbentlig en mand, der leder efter en præcis som jeg. En enbenet tidligere telefonist."
Hun lo sarkastisk.
"Eller se på Nobel."
Hun gjorde en gestus hen mod vinduet.
"Efter broderens død fortsatte han bare eksperimenterne på en pram ude på Mälaren."
Hun lo en perlende latter, inden lungeemfysemet bed til igen, så hun begyndte at hoste. Da hun var klar, så hun op på Hake med uskyldige, blå øjne.
"Men hvorfor er i egentlig så interesserede i de døde? Det er os levende, der har brug for jer."
Da Hake kørte over Västerbron på vej tilbage til politistationen, så han ned mod findestedet. Stedet var valgt med omhu, ovenfra var det umuligt at se stedet, hvor manden var blevet fundet. Regndisen gjorde, at han på det højeste punkt af brospændet end ikke kunne se over til Riddarholmen og Gamla Stan. Vinduesviskerne på den gamle Citroën arbejdede frenetisk.
Det havde været anderledes i sommer. Et højtryk havde bidt sig fast over Skandinavien i flere måneder, og ferien i Skagen havde været usædvanlig vellykket.Axel, Hanna og Siri havde lejet et sommerhus i nærheden af det berømte Hotel Brøndum på den danske nordkyst. Et hus med sovehems og en stor dagligstue med havudsigt. De havde badet hver eneste dag på den lange strand, gået ture eller bare opholdt sig i haven. Axel og Siri blev brune som peberkager, mens Hanna med sin alabasthvide krop forblev bleg, bortset fra ansigtet der blev en anelse rødt, hvilket gjorde fregnerne tydeligere. Siri havde lært at køre på en tohjulet cykel med støttehjul, og Hake og Hanna forsøgte at lære sig dansk ved hjælp af en parlør. De konkurrerede om at udvide deres ordforråd og udspurgte ivrigt hinanden om aftenen. Efter klokken tolv måtte de kun tale dansk.
"Du er sød," sagde Axel.
"Skal vi bolle?" sagde Hanna og smilede.
Og så havde de bollet den halve nat. Hanna havde smagt af solcreme og saltvand, og hun havde revet ham på ryggen, så han måtte have en bomuldsskjorte på i flere dage. Den nat ville hun have flere børn, den nat ville hun have en hel flok unger, de kunne bade og lege med. Hun ville slet ikke holde op med at bolle, og de faldt lykkelige og udmattede i søvn i hinandens arme.
Siri, der var blevet fem år, havde villet lære at svømme. Hun havde set sin fars kunster i vandet og ville kunne gøre dem efter. Han svømmede både crawl og butterfly med bravur og havde haft svært ved at overbevise hende om, at det var en lidt for kompliceret svømmestil for en lille pige. Da Siri indså, hvor svært det var, ville hun overhovedet ikke lære at svømme.
I stedet besluttede Axel, at de skulle bygge en papirdrage, de kunne flyve med på stranden. De købte bambuspinde og papir, og Siri malede dragen med Hannas hjælp. Det blev et mægtig flot farveorgie, der ville have gjort en hvilken som helst impressionist stolt. Store felter i rødt og gult med prikker og ringe og noget, der skulle forestille forskellige dyr. Da papiret var tørt, spændte Hake det fast mellem de kraftige korslagte bambuspinde og fæstnede en lang fiskeline midt på. Der skulle flyves højt. De gik i samlet trop ned til havet, hvor vinden altid var kraftig, og gjorde sig klar til første flyveforsøg.
Hake holdt i linen. Hanna og Siri holdt selve dragen. Han begyndte at løbe, let haltende, til han kunne mærke modstand i linen, og råbte så, at de skulle slippe. Dragen tog en lang flyvetur, inden den uden videre styrtede ned i sandet. Hake så på Hanna, der trak på skuldrene.
"Du var for langsom," sagde Siri.
"Vi prøver en gang til," sagde Hake. "Måske havde jeg for lang line."
De begyndte forfra. Hake med linen, Hanna og Siri med dragen. Han løb alt, hvad han kunne, med hånden i vejret og trak til, da de andre slap taget i dragen. Den fløj op i luften, og Hake skulle netop til at udstøde et glædeshyl, da dragen begyndte at slingre for derefter at styrte til jorden igen.
Han gik hen til dragen. Bambuspindene sad skævt, papiret var flænget, og hans knæ værkede som aldrig før.
"Du skal løbe endnu hurtigere, far," sagde Siri anklagende, selv om hun kendte til sin fars handicap.
Måske var det en gengældelse for det med svømningen.
Hake satte sig i sandet og pustede ud. Han tog tapen frem og ordnede dragen, hvor papiret var flænget. Så rettede han pindene med et lille stykke af fiskesnøren.
"Hvis en af jer vil løbe, så vær så god," sagde han.
Ingen følte sig kaldet. Han rejste sig, og vinden tog fat i dragen, så den var svær at holde. Der var i hvert fald ikke noget i vejen med vejret. Han kom i tanker om, at han havde set et tv-program om gamle mænd, der fløj med drager i Kina. Ingen af dem havde løbet særlig hurtigt for at få dem i luften. Han mødte Hannas blik.
"Lad os prøve bare at slippe den," sagde hun, som om hun havde læst hans tanker.
"Hvis du giver den et ekstra puf, løfter den sig måske."
Hanna nikkede, og Hake gik så langt væk, at linen blev spændt.
"Er I klar?"
De nikkede spændt.
"En, to, tre," råbte Hake mod vinden og humpede af sted langs vandkanten.
Hanna og Siri kastede dragen op i luften, men den gjorde modstand. Han fortsatte langs stranden og mærkede hverken muslingeskaller eller sten under fødderne, selv ikke hans dårlige ben gjorde ophævelser. Han fór af sted og snublede lidt, og dragen fulgte med, men uden egentlig at løfte sig. Den snurrede rundt om sin egen akse, og til sidst faldt den ned et stykke ude i vandet. Hanna og Siri kom løbende. De soppede ud og fiskede dragen op, mens Hake lå gispende i strandkanten. Hanna holdt dragen op over hovedet, da hun vadede ind mod land. Papiret var blevet vådt, og farverne var begyndt at løbe ud. Hun lignede en afrikansk dronning i modlyset, sort og slank.
"Den duer ikke," sagde Siri.
"Den skal tørre først."
De gik lidt slukørede op mod huset.
Oppe bag klitterne stod en ældre, senet mand med sin cykel. Han havde et stort, spraglet lommetørklæde bundet om hovedet og nikkede til dem. De nikkede tilbage, og da de var kommet forbi ham, råbte han:
"Den skal have en kæmpehale."
De vinkede og gik videre. Hanna gav sig først.
"Hvad sagde han?"
"Jeg troede, du forstod dansk."
"Den skulle i hvert fald have et eller andet."
"En kæmpehale."
De var kun nogle hundrede meter fra huset, da Hanna slap dragen og begyndte at løbe op mod huset. Hake haltede bagefter.
Siri stirrede uforstående efter dem og samlede dragen op.
Hanna nåede først ind i huset og fór hen til reolen. Hake var trådt ind lige efter hende, men klatrede møjsommeligt op på hemsen.
"Hvor fanden er ordbogen?" råbte Hanna hidsigt og rodede rundt på reolen.
Axel troede, han vidste det, men den lå ikke oppe på hemsen.
Siri kom ind og så på dem. Hun havde lagt dragen til tørre ude på verandaen.
"Hvad har I egentlig gang i?"
De stoppede op, konkurrencen var ovre.
"Ham fyren sagde noget, vi ikke forstod," sagde Hanna.
"Kæmpehale," sagde Siri med godkendt dansk udtale. Hun mestrede diftongerne bedre end Axel og Hanna og efterlignede ubekymret de andre børn nede på stranden.
"Netop."
"Kæmpe er jeg ikke helt sikker på," sagde Siri. "Men hale ved jeg, hvad er."
Hun rakte hånden bagud og løftede op i sin hestehale.
"Det her er en hestehale."
"Svans!" råbte Hake og Hanna i munden på hinanden. "Dragen skal have en stor svans. En kæmpesvans."
Nu mindedes han, at mange drager havde en lang hale. Den lille hale, han havde lavet, var åbenbart ikke tilstrækkelig. Han gik i gang med at lave en, tog snøren og bandt sløjfer og andet tingeltangel på den. Allerbagest bandt han en masse tøjstrimler.
Da papirdragen var blevet tør, og halen var blevet sat på, gik de dirrende af spænding ned til stranden igen. Hake løb af sted med linen, Hanna og Siri kastede dragen op i luften. Den slingrede og så ud til at ville styrtdykke med det samme, men så rettede den sig og stak pludselig til vejrs. Han mærkede trækket i linen, og dragen steg og steg. Den hang i luften langt ude over vandet. Hanna og Siri kom glædestrålende hen til ham, og Siri fik lov at overtage dragelinen. Hanna og Hake holdt hinanden om halsen og dansede rundt.
"Kæmpehale, kæmpehale," råbte de.
Siri sendte dem blot et overlegent blik, inden hun fascineret fløj dragen videre langs Skagens strand.
Hake smilede ved erindringen, men han huskede også, at han havde svært ved at komme ud af sengen dagen efter, og at han måtte tage penicillinpiller en hel uge, før hævelsen i knæet forsvandt. Den danske læge havde bare rystet uforstående på hovedet og mumlet:
"Og De går for at være politimand."
Siri havde kigget op fra sin malebog.
"Det betyder strømer," sagde hun overlegent.
Hake drejede af fra Scheelegatan og parkerede uden for politistationen. Han trak frakken op over hovedet og gik gennem regnen over mod indgangen.