I hovedkvarteret sad Tobisson og renskrev en forhørsrapport. Han havde haft en kollega med ved forhørene, som man plejede, men konfererede ikke med ham. Hake hængte sin våde frakke til tørre og iagttog Tobisson. Efter hans mening var Tobisson en middelmådig politimand. Han var godt nok i glimrende form, han og hans veninde joggede jo så godt som hver dag, og han havde bestået alle prøver og var avanceret til inspektør på ingen tid. Han var desuden ganske analytisk. Men hans middelmådighed som politimand bestod i, at han tit ville nedgøre den forhørte, ydmyge eller i hvert fald få den mistænkte til at føle ubehag. Så voksede Tobissons selvtillid, hvilket kunne være fatalt, for pludselig klappede den forhørte helt i og blev tavs som graven. Denne mangel på situationsfornemmelse gjorde, at Tobisson, når alt kom til alt, ikke var nogen rigtig god politimand. Nu frygtede Hake, at han måske havde skræmt en del af dem, der måske kunne have set noget.
"Hvorfor talte du ikke med dem på Heleneborgs gård?"
Tobisson så ikke op, han skrev koncentreret.
"Tobisson!"
Kollegaen så op. Hake bemærkede, at hans ansigt blev en anelse blegere, og at øjnene blev en smule søvnige og tomme.
"Det gjorde jeg også," sagde han sløvt.
"Lizzi Hammarlund?"
Tobisson nikkede.
"Det sagde hun ikke et ord om."
"Du kan læse det her." Han rakte et af de nys udskrevne ark frem. "Hvis du ikke tror på mig."
Hake tog papiret og så, at det var et reglementeret forhør af Hammarlund.
"Mærkeligt. Hun sagde ikke noget om, at hun allerede var blevet forhørt."
"Mærkeligt? At en dukkekrøbling, der bare sidder og glor dag ud og dag ind, gerne vil have besøg? Jeg synes, det er mere mærkeligt, at en kriminalkommissær som du ikke tjekker med sin kollega, inden du anklager ham for ikke at passe sit job."
Hake hængte sin stok over ryglænet og satte sig ned.
"Du har ret," sagde han. "Undskyld."
Tobissons kæber arbejdede under den spændte hud, men han sagde ikke noget. Han havde egentlig kun to slags humør. Enten var han vred, eller også var han forbandet vred. Nu var det sidstnævnte, og Hake vidste, at resten af dagen blev lang.
Da Oskar Lidman kom ind godt ud på eftermiddagen, havde ingen af dem sagt et ord til hinanden.
"Hej, spøgefugle," sagde Lidman og smed en mappe på skrivebordet. "Jeg kan se, jeg er ventet med længsel."
Han så på sine kolleger.
"Skal vi så holde op med at lege stilleleg og gennemgå, hvad vi har?"
Hake nikkede og rejste sig. Han gik hen til opslagstavlen og pegede på billedet af den myrdede.
"Vi har et uidentificeret lig af en mand i fyrreårsalderen. Han er blevet myrdet med flere slag i hovedet. Vi har taget fingeraftryk, men ikke fået bid. Hvilket kan betyde, at han ikke tidligere er straffet. Eller også er han udlænding."
Hake pegede på billedet af tatoveringen.
"Han har en mystisk tatovering på armen og er blevet sænket ned i vandet med en kæde om benet og et anker for at holde ham nede. Ingen synes at have set det ske. Ingen forespørgsler hos eventuelle vidner har givet noget resultat."
Han så over på Tobisson, der så koldt tilbage på ham.
"Ifølge Olle Sandstedt er ankeret et varmegalvaniseret stålanker af almindelig fabrikat. Det kan købes overalt. I marinaer og hos skibsprovianteringer. Sikkert også på nettet. Personligt tror jeg, at det er stjålet fra en af småbådene i nærheden. Jeg har Guldbrandsen til at skaffe en liste over alle, der har bådplads ved Pålsundet."
"Guldbrandsen? Jeg troede ikke, vi fik ekstra personale."
Lidman skulle netop til at fortsætte, da han så Hakes blik.
"Åh, den store høvding ved ikke noget om det."
Hake trak på skuldrene.
"Så længe Guldbrandsen ikke forlanger overtid, tror jeg nok, han kan hjælpe os. Og man kan ikke havde dobbelt loyalitetsfølelse i en mordefterforskning. Enten er man med, eller også er man ikke med."
Men han var ikke sikker. Det var en chance, han tog. Hvis Rilke fandt ud af det, kunne han lave en masse vrøvl.
"Jeg har også skrevet et brev til bådejerne og bedt dem kontrollere, om nogen mangler et anker."
"Og hvad så?" sagde Tobisson prikkent. "Nogen har stjålet et anker, og hvad så?"
"Tjah," sagde Hake. "Der kunne jo være fingeraftryk på båden, det blev stjålet fra."
Han så atter på billedet af den myrdede mand. Han syntes ikke længere, det så grotesk ud. Han havde ligesom vænnet sig til det. Det opsvulmede ansigt, de lukkede øjenlåg og den blålige hudfarve virkede næsten velkendt. Han spekulerede på, om det var på denne måde, man langsomt vænnede sig til uhyrligheder.At tærskelen langsomt, men sikkert sank lavere for hver perversitet, man blev vidne til, så man til sidst blev immun over for alt. Eller blasert.
"Jeg har en fornemmelse af, at gerningsstedet og findestedet ligger i nærheden af hinanden."
Tobisson fnøs. Han afskyede Hakes fornemmelser for ting og sager.
"Man tager ikke livet af nogen i en lejlighed for bagefter at køre ham til en bådplads i den indre by. I så fald smider man ham et eller andet øde sted langs kysten."
"Spørgsmålet er bare, hvad slags gerningssted," sagde Lidman. "Om bord på en båd eller et sted på land."
"Vi må vente på den tekniske rapport," sagde Hake."Har du noget, Lidman?"
"Jeg har tjekket vores meddelere. Branco ved ikke noget om nogen henrettelser blandt narkoerne. Og Tom siger, at lige nu holder rockerne lav profil. Der har været alt for megen presse omkring deres kriminelle narrestreger. Han kendte i hvert fald ikke noget til noget, og han burde vide det, for han kører rundt med dem næsten dagligt."
Hake tog et billede, som politifotografen havde taget af findestedet og så på det. Anbragt lidt fra parkeringspladsen under Västerbron anede han den hvide, nedslidte bus.
"Er der nogen, der har tjekket den bus?" sagde han.
"Der står i hvert fald ikke noget om den i nogen rapport," sagde Lidman.
Hake startede på den anden side af Pålsundskanalen, ved den gule villa hvor Lizzi Hammarlund boede. Han kastede et blik op mod hendes vindue og så, hvordan hun sad med en cigaret i hånden og spejdede ud i aftenen. Eller på en computerskærm. Han havde en anelse om, at hun tog billeder af sig selv, stærkt sminket så man ikke kunne gætte hendes alder, som hun derefter sendte ud på nettet. Sandsynligvis var de pornografiske, og den lille krop og de diminutive bryster fik nok mundvandet til at løbe hos adskillige pædofile. Hake havde førhen ment, at pædofile ganske enkelt var perverse mennesker, der opførte sig kriminelt. Som voldtægtsforbrydere eller hustrumishandlere. Men da han fik børn, ændredes alt, og nu følte han et indædt had til den slags kriminelle. Det var ikke bare det, at ofrene var uskyldige børn, der blev forrådt og narret af voksne. Ifølge politiets psykolog forårsagede den slags overgreb en sådan forvirring i barnets emotionelle verden, at de senere som voksne havde svært ved at finde og give kærlighed. Efter Hakes mening var det nærmest at sammenligne med mord.
Han så over mod Långholmen på den anden side af kanalen. Det var så godt som umuligt at skelne noget, selv om regnen var hørt op de sidste par timer. Mørke skygger fra træerne, presenninger og brospænd fik det hele til at ligne et virvar af skrammel. Hake gik ud fra, at mordet ikke var foregået ved højlys dag, og hvis det var sket for et par uger eller tre siden, burde mørket have været omtrent som på denne aften.
Hake gik over broen og hen mod findestedet. Han mødte ingen spadserende eller hundeluftere. Man undgik sikkert Långholmen på denne tid af døgnet. Han drejede ned mod kanalen og molerne, der var omgivet af et tremmestakit med en træport. Hake havde heldet med sig, porten var åben, og han gik ind og fortsatte langs kajerne. Det knagede svagt fra småbådenes fortøjninger, ellers var alt stille. Hvis nogen havde skreget eller råbt om hjælp, ville det uden tvivl være blevet hørt i området, men når ingen var ude om aftenen, havde morderen måske løbet den risiko. Eller også havde det første slag i hovedet været nok til at tilintetgøre ethvert forsøg på redning. Hake vendte blikket ind mod land. Den gamle bus lyste hvidt i skumringen.
Han forlod molerne og gik over mod bussen. Der sad papskiver for busvinduerne, og den eneste indgang var på højre side over for førersædet. Han trykkede håndtaget ned, og forbløffende nok gled døren op. Ved hjælp af stokken kom han op ad de høje trin og fortsatte så ind i bussen. Forsædet var ikke blevet brugt i lang tid og var dækket af rottelorte og gammelt papir. Mellem chaufførens sæde og det indvendige af bussen var endnu en dør af masonit. Han trykkede på den og mærkede, at den var låst. Han satte skulderen imod den, hvilket fik den til at give sig en smule. Så satte han stokken i sprækken og tvang langsomt døren op. Der var ingen lås i den, men en eller anden havde anbragt en tung kiste på den anden side for at hindre døren i at gå op.
En tung stank af sved og urin slog imod ham. Der var mørkt inde i bussen, og Hake famlede sig videre. Kun et svagt skær fra forruden slap ind, og han havde svært ved at orientere sig. Naturligvis burde han have medbragt en lommelygte, men det var for sent at tænke på det nu. Sæderne i bussen var blevet revet ud, og i stedet var der opsat køjer i begge sider. For at få støtte, greb han fat i en og gik forsigtigt længere ned i bussen. Pludselig følte han noget hårdt mod knæet. Han så ned og opdagede en skarpslebet bajonet.
"Ikke et skridt mere," sagde en hæs stemme.
Hake stod bomstille. En lommelygte blev tændt og lyste ham i ansigtet. Han blev blændet og holdt en hånd op for øjnene.
"Hvad vil du?" sagde stemmen.
"Fjern den bajonet."
Men den skarpe æg skar endnu hårdere mod hans dårlige knæ.
"Hvad vil du?" gentog stemmen. "Her er ikke noget at hente."
"Jeg er fra politiet. Jeg efterforsker et mord."
Trykket fra bajonetten lettedes lidt, og en mørk skikkelse satte sig op i køjen. En arm bevægede sig i mørket, og et lys blev tændt i bussen. Det var en lille petroleumslampe, der bredte et klart, hvidt skær over en mand i halvtredserne med langt hår og skægstubbe. Han lugtede af sved og gammel sprit og var omviklet af et militærtæppe. Hænderne var opsvulmede og dækket af sårskorper. De gule negle mindede mest om kløer. Han fjernede ikke bajonetten og plirrede op mod Hake, der stod bomstille.
"Skrid så, inden jeg hugger til."
"Glem det," sagde Hake og satte sig på køjen over for manden.
Denne viftede med bajonetten foran Hakes ansigt.
"Du kommer ikke nærmere, det siger jeg dig bare."
"Jeg har ikke i sinde at gøre dig noget."
"Hvad vil du så?"
"Oplysninger," sagde Hake og så sig om.
Han forsøgte at opfatte, om der var nogen blodpletter i bussen, men det var umuligt at afgøre. Hele bussen var fuld af pletter overalt. Længst tilbage lå et lille pantry. På gulvet stod plasticflasker med kogesprit. Nogle fulde, andre drukket. Alt i alt havde bussen omkring ti køjer, men kun en af dem var beboet, de andre havde ikke engang madrasser. Hele bussen var møgbeskidt fra gulv til loft, og den eneste udsmykning var nogle buddhabilleder på en af væggene. Det var det perfekte gerningssted.
"Jeg har ikke noget at sige," sagde manden.
Han famlede efter noget under tæppet og fandt en plasticbeholder med en eller anden rødlig væske. Han tog en ordentlig slurk og betragtede Hake med et mistænksomt blik.
"Hvor længe har du boet her?"
"Siden i sommers."
"Hvis er bussen?"
"Den blev efterladt af et kollektiv i foråret. De skulle til Katmandu, men den ene efter den anden faldt fra.Til slut tog de sidste deres madrasser og forsvandt. Så flyttede jeg ind."
"Du holdt øje med dem?"
"Jeg holder altid øjnene åbne for nye muligheder."
"Du så ikke nogen med en dragetatovering?"
Manden rystede på hovedet.
"Ikke så vidt jeg husker."
Hake fandt fotografiet af den myrdede mand frem og viste det.
"Fjern det! Jeg vil ikke se det. Jeg bliver vanvittig."
Han lukkede øjnene og skuttede sig og tog en slurk mere.
Ansigtet var askegråt, blikket flakkede.
"Du har altså aldrig set ham?"
"Du må jo være tosset. Tror du, jeg svømmer under vandet?"
"Jeg mener, da han levede."
Manden rystede på hovedet.
"Og han har ikke været her i nabolaget, så vidt du ved?"
"Ikke før han blev myrdet."
Der kom et glimt i hans øjne.
"Du har hørt om mordet?"
"Som jeg sagde, så holder jeg øjnene åbne."
"Åbenbart ikke hele tiden," sagde Hake surt. "Ellers havde du vel været vidne."
"Jeg går tidligt i seng, som du måske har bemærket. Jeg har brug for min skønhedssøvn."
Han lo hæst igen og førte beholderen til munden. Hake mærkede den stikkende stank fra kogespritten.
"Prøver du at tage livet af dig selv?" sagde Hake. "Er det din plan?"
"Åh, jeg er allerede død, så det ville være tidsspilde."
Der kom noget sort i hans blik, og han lukkede øjnene et øjeblik og stoppede bajonetten ned under militærtæppet.
"Jeg tror hellere, du må gå nu, inden jeg bliver sentimental og fortæller dig min livshistorie."
"Er det så slemt?"
"Værre. Værre end du kan forestille dig."
Hake troede på ham. Han rejste sig. Støttede sig til stokken og gik ned mod udgangen.
"Du pudser ikke nogen på mig, vel? En skide socialrådgiver eller sådan noget."
"Nej, men teknikerne kommer og tjekker. Vi leder efter blodpletter og den slags."
"Det eneste blod, der findes her, er mit eget."
"Det er det, vi skal finde ud af."
Pludselig sprang manden op og tog et fast greb om Hakes hals og pressede bajonetten ind mod hans ryg. Han holdt ham i et jerngreb. Hake stod stille. Lugten fra manden var kvælende.
"Hvis jeg havde været morder, var du ikke sluppet herfra. Fatter du det?"
"Slip," sagde Hake. Han var ved at få svært ved at trække vejret.
"Jeg har boet på de skide mandehjem, og der vil jeg ikke tilbage. Jeg vil være mig selv, og jeg har fundet mit drømmested."
Han løsnede grebet en smule om Hakes strube.
"Fanden stå i dig, hvis du sender mig tilbage. Jeg har mest lyst til at skære halsen over på dig bare for at være på den sikre side."
Bajonetten blev fjernet fra ryggen og i stedet presset mod Hakes hals.
"Slip," sagde han hæst.
"Eller hvad?"
"Jeg får dig spærret inde. Du ender sandsynligvis på den lukkede med tyve andre tosser. Tørlagt. Den eneste underholdning er dine medpatienters skrig."
"Så kan jeg vel lige så godt skære til."
"Det når du ikke."
"Er du sikker?"
Bajonetten befandt sig lige under adamsæblet.
"Helt sikker."
Manden hvæsede et eller andet og slap Hake. Han gav ham et puf, så han et kort øjeblik mistede balancen, før han fik fat i en af køjerne til at støtte sig. Hake vendte sig om og så ind i mandens øjne. De udstrålede den fuldkomne ligegyldighed.
"Vi får vel se, hvad sådan en strømer kan," sagde han og trak tæppet rundt om sig.
Da Hake nåede hjem til Chapmansgatan, tog han et varmt bad. Stanken fra tøjet og kroppen var mærkbar efter besøget i den hvide bus. Han skænkede et glas rødvin og stillede det på kanten af badekarret, lod sig synke ned i det varme vand og lukkede øjnene. Han tænkte ikke på manden i den hvide bus og heller ikke på, hvem morderen kunne være. Han tænkte på Hanna og Siri. At han gav afkald på dem for at udsætte sig for vanvid efter vanvid. Til hvilken nytte? Tidligere havde han vidst det med sikkerhed. Han ønskede retfærdighed. Selv for de døde. Nu var han ikke længere helt så sikker. Og måske havde Rilke ret. Måske var det et internt opgør i den såkaldte underverden, der kun medførte, at menneskeheden blev af med endnu et svin. Men kun måske.Axel Hake vidste udmærket, at hvis man begyndte at fifle med love og forordninger, så var korruption snart en kendsgerning. Man begyndte at bære over med alt muligt. Der ville komme hakkeorden, og som sædvanlig ville de svageste være taberne. Hake drak en slurk af rødvinen. På den anden side af badekarret stod Siris plasticand og hendes isbryder Ymer. Ved siden af den stod Barnängens hårshampoo og et stykke saltvandssæbe, der kunne flyde. I forgårs havde de badet sammen her i badekarret. I dag måtte han skrubbe sig ren for at blive af med den sure lugt af druk og urin ...
Pludselig ringede det på døren. Klokken var over elleve. Han tog et håndklæde, viklede det om hofterne og steg op. Han kiggede ud gennem dørspionen. Udenfor stod Lars Larsson-Varg og trommede på dørkarmen.
"Jeg ved, du er hjemme, jeg så dig komme."
Hake åbnede døren, og Larsson-Varg så anerkendende på ham.
"Det skulle man ikke tro, når man ser dig komme humpende," sagde han.
"Tro hvad?"
"At du er så velproportioneret. Pumper du jern?"
"Jeg svømmer."
"Det gør jeg også, men jeg kommer ikke til at se sådan ud."
Han klappede sig på sin begyndende bodegamuskel.
"Butterfly," sagde Hake, som om det var en bedre forklaring.
Han tog badekåben på. Lars Larsson-Varg gik ind i dagligstuen og satte sig i sofaen. Han lagde billedet af tatoveringen på sofabordet og bankede på det. Hake så på den hvide, kinesiske drage på den sorte baggrund. På den tofarvede firkant i rødt og grønt med den guldfarvede flamme i midten.
"Fremmedlegionen," sagde Larsson-Varg.
Hake trådte nærmere.
"Og ikke en hvilken som helst enhed. Totallet ved dragens hoved betyder andet regiment."
Hake satte sig i sin lænestol og så på museumsinspektøren, der i dag var iført for store terylenebukser og hawaiiskjorte. Siden han var blevet fyret fra Nationalmuseet, havde han ladet sig kronrage, anlagt langt skæg og begyndt at klæde sig mere og mere spraglet. En protest mod sit tidligere bedsteborgerliv. Han havde en stor opgave i livet, og det var på en eller anden måde at knække sin tidligere arbejdsgiver. For tiden var han i fuld gang med at undersøge, om der ikke kunne findes fingeraftryk på maleriet "Batavernes troskabsed" af Rembrandt, der hang på museet, eftersom han havde hørt, at det kunne lade sig gøre at finde fingeraftryk i malingen på ældre malerier. Han havde svoret at bevise, at billedet ikke var malet af Rembrandt, og han havde tilbragt sommeren i Amsterdam for at lede efter fingeraftryk fra den hollandske mester.
"Fortæl," sagde Hake.
"Andet regiment er de udenlandske faldskærmssoldaters regiment. Nu hedder de REP, tidligere hed de C.R.A.P. Det stod for Commandos de Recherche et d'Action dans le Profondeur. Det forstår du nok, Axel, du kan jo fransk."
Hake nikkede.
"Det er det mest prestigefyldte og professionelle regiment i Fremmedlegionen. De bliver uddannet på Korsika og må ikke forlade øen det første år. Der hersker benhård disciplin, og nåde og trøste den der ikke kan lide at tygge pigtråd til frokost. Før i tiden var det mest tyskere og englændere, nu for tiden er der mange russere. De lærer at bokse, klatre og slå ihjel."
Han pegede på billedet af tatoveringen.
"Det der er regimentets symbol. Dragen fra Annam, som jeg var på sporet af lige fra starten, og så den brændende granat over farvefeltet."
Først nu så Hake, at den stiliserede fakkel kunne forestille en granat.
"Granaten flammer op og er symbol for hele Fremmedlegionen, ganske som farvefeltet i grønt og rødt. Grønt for håb og rødt for forsagelse."
"Det har du gjort godt," sagde han. "Vil du have et eller andet?"
"Hvad drikker du?"
"Côtes du Rhône."
"Det må så være godt nok. Og bagefter skal jeg så betro dig, hvordan man finder fingeraftryk på gamle malerier. Det kan politiet måske også få brug for."
Hake gik ud og hentede vinflasken og indså, at det blev en meget lang nat.