Politistationen i Stockholm bestod ikke bare af et hus, men en masse bygninger, der alle lå samlet i kvarteret Kronoberg. Der var eksempler på mange forskellige stilarter, fra den gamle, statelige første politistation bygget lige efter århundredeskiftet i såkaldt berlinerbarok eller imperiestil med tårne og spir - en måde at manifestere den lovlige magt - til de seneste tilbygninger i ægte halvfjerdserstil med små vinduer og lukket facade uden udsmykning. På en regnvejrsdag som denne lignede den gullige århundredeskiftesbygning et veritabelt spøgelsesslot, og de tunge facader, der omsluttede størstedelen af politietaten, lignede fængselsmure. Inden for området lå en arrest, Kronoberg Arrest, men det så ud til, at arkitekterne bag byggeriet havde villet signalere "ingen adgang for uvedkommende" snarere end "herfra slipper ingen ud". I baggrunden af det vældige område lå det brunlige rådhus i tung jugendstil. Intet under, at den gang, der forbandt politistationen og Rådhuset, kaldtes "sukkenes bro". Hele området emmede af dysterhed, og arkitekturen havde ikke gjort noget for at lette indtrykket. Som prikken over i'et var man ved at bygge et stort kontorhus i den tidligere indergård, hvor nogle lønnetræer straks blev fældet, så den smule grønt, der fandtes i området, forsvandt.
Der blev boret og hamret rundt om hele komplekset, og da Oskar Lidman ankom, var han i rædselsfuldt humør. Han slog døren op og stirrede på Axel Hake og Tobisson.
"Nu har de sataner også revet den gamle politirestaurant ned. Hvem fanden har bedt dem om det? Hvad var det, Olle Adolphson sang? 'Snart ender vi i et mareridt af glas og beton. Så kan man sidde der og råbe hurra og føle sig spærret inde'."
"Og alt så'n no'ed," istemte Tobisson.
Lidman satte sig tungt i en stol.
"Og ungerne er blottede for familiefølelse. Uforstående blikke når man beder dem hjælpe til. For fanden, da jeg var dreng, måtte man springe af sted efter smøger til far, mælk til mor og en avis til naboen. Der var ikke så meget at diskutere! Nu lover man dem en hund for at rydde op på deres værelse, og de tager pengene, og værelset ligner stadig noget, som hulebjørnenes klan holder til i."
Lidman havde to 'møgunger', som han kaldte dem, fra et tidligere ægteskab. Han tog en pebermyntekaramel frem og lod den smelte i munden.
"Desuden er de i gang med at lukke mit og konens sambasted. Lejen sættes skyhøjt op, mad og drikke bliver dyrere. Er der ikke noget, der er helligt mere?"
"Slap nu af," sagde Hake, der allerede var træt. Han havde siddet oppe alt for længe og hørt på Lars Larsson-Vargs redegørelse om den nye teknik, hvor man brugte fingeraftryk til at bestemme ældre maleriers ægthed. Så var han stået tidligt op og havde informeret sine kolleger om tatoveringens oprindelse. Desuden havde han haft et morgenmøde med Rilke, der kun havde gjort ham deprimeret. Politichefen så ingen grund til at forstærke beredskabet, når det gjaldt mordet, og havde påpeget, at Guldbrandsen ikke længere stod til rådighed. Hake var sluppet med en advarsel, men følte sig uretfærdigt behandlet. For at glemme irritationen havde han tjekket det svenske register for at se, om nogen havde været i Fremmedlegionen, men uden at finde nogen. Bagefter havde han også ringet rundt til politikredsene for at få oplysninger om savnede personer. Han holdt en liste op.
"Det er ikke, som mange tror, kriminelt at forsvinde. Egentlig er det ikke en politisag, førend der begås en forbrydelse. Men vi hjælper til, når vi har tid."
"Og det har vi ikke," sagde Tobisson.
"Nej, og derfor er listen temmelig lang, selv om jeg har udeladt alle savnede kvinder."
Han gav dem hver en kopi.
"Vi må dele os og ringe rundt til dem, der har efterlyst disse mennesker. Fire hver. Det er tolv anmeldelser de sidste tre måneder. Vi går ikke længere tilbage. En af de fire, jeg tager, er russer. Victor Jevtjenko. Han er meldt savnet af fremmedpolitiet.Ventede på afslag på opholdstilladelse. De havde ikke noget signalement. Jeg har en kontakt i de kredse."
Lidman så forundret op.
"Min søster kender en russer," forklarede Hake. "Vi begynder med det samme."
Julia Hake stod og gravede i sin have, da Hake drejede ind på gårdspladsen. Regnen var holdt op, og luften var stille. Men da han steg ud af bilen, kom der pludselig et kraftigt vindstød, et pust der kom trækkende langs grantræernes toppe og forplantede sig gennem stikkelsbærbuskene og endelig gennem græsset og frem til søsteren, hvis sorte sjal blæste op omkring hendes hoved, så hun lignede en muslimsk kvinde, der arbejdede på en mark. Hun trak sjalet ned og vendte sig mod ham. Hun så træt ud. De søgræsfarvede øjne var matte og munden en rosa streg.
"Jeg ville gerne snakke med Yuri," sagde han.
"Om hvad dog?"
"Det er en politisag."
Hun trådte spaden dybt i jorden og tørrede hænderne i bukserne.
"Du giver ham ikke problemer, vel?"
"Det er bare en forespørgsel. Hvad hedder han for øvrigt mere end Yuri?"
"Sarkis. Yuri Sarkis."
"Tak."
Julia nikkede og gik op mod huset.
"Der står kaffe på komfuret. Jeg er klar om et par minutter."
Igen tog det lang tid, før Julia anså sig for klar med sit udseende. Hun havde skiftet bukserne ud med en pastelgul kjole, en farve han aldrig tidligere havde set hende bære, og iført sig en skindjakke i et snit, der var på mode. Med nitter langs ærmerne. Ansigtet var blevet forandret med pudder og mascara. Hake syntes, hun så ældre ud, men det var åbenbart meningen. Han skulle lige til at gå ud, da hun greb fat i ham og holdt ansigtet bare nogle få centimeter fra hans.
"Lover du, at det ikke drejer sig om ham?"
"Det gør det ikke, sagde jeg jo."
"Lov det!"
Han lovede, og først da slappede hun lidt af. Hun satte sig ind i bilen og drejede bakspejlet, så hun kunne se sit ansigt og rette på håret. Da han havde kørt lidt, og de nærmede sig veganerkollektivet, blev hun irriteret og anspændt igen.
"Er det virkelig nødvendigt at trække ham ind i dine forehavender?"
"Det drejer sig om et mord," sagde Hake kort.
"Det kender han vel ikke noget til."
Hake svarede ikke. Han parkerede bilen ved gavlen af det store hus og steg ud. Nogle unge mennesker i tyverne stod og diskuterede neden for verandaen. De så anonyme ud og var klædt i grove støvler, cowboybukser og mørke vindjakker med hætte. Hake kom til at tænke på en flok alliker. Han gik hen til dem.
"Er Yuri hjemme?"
De nikkede kort og fortsatte samtalen med dæmpede stemmer. Julia blev hos dem og sendte et uroligt blik efter sin bror, da han gik ind.
Inde i huset lugtede der af mad, og fra en cd-afspiller lød rockmusik. De to piger, han havde set nogle dage tidligere, stod og diskuterede og så ud til at kede sig. Hake steg møjsommeligt op ad trappen til Yuris værelse. Da han åbnede døren, stod Yuri og Gustav Lövenhjelm og talte alvorligt sammen. Lövenhjelm så op, da Hake kom ind. Hans blik var gennemtrængende og på en eller anden måde uforsonligt.
"Et øjeblik," sagde han skarpt og fortsatte med at tale dæmpet med den unge russer.
Hake blev stående i døråbningen. Først nu så Yuri på ham, men hans blik vendte straks tilbage til Lövenhjelm. Da Hake så ham sidst, havde russeren behersket situationen og spillet på sin charme. Nu stod han med hængende hoved, nikkede igen og igen og så ned i gulvet. Det så ud, som når en ung bokser får instruktioner af sin træner.
Samtalen var snart forbi, og Gustav Lövenhjelm kom hen til Hake.
"Er du her igen med din søster?"
"Egentlig ikke, men hun er med. Jeg havde tænkt mig at snakke et par ord med Yuri."
Russeren så op, da han hørte sit navn blive nævnt, og pludselig forandredes han fra den rådvilde knægt til en ung mand med holdning.
Lövenhjelm så lidt tvivlende på Hake og ventede sikkert en eller anden forklaring, men Hake havde ikke i sinde at deltage i det magtspil, der herskede i kollektivet, så han sagde ikke mere. Dette var et politiærinde, og Hake havde ikke tænkt sig at bede om lov til at tale med nogen, uanset hvem. Han nikkede kort til Lövenhjelm og gik hen mod Yuri. Lövenhjelm blev stående et øjeblik, men forlod så værelset.
"Jeg tænkte, at du måske kunne hjælpe mig," sagde Hake til russeren. "Jeg efterforsker et mord."
Yuri var iført en tyk uldtrøje, posede bomuldsbukser, og på hovedet havde han en slags kalot af sort silke, der fik hans lyse hår til at virke endnu lysere. Hake spekulerede på, om han havde danset ballet tidligere, for han stod i en position med den ene fod på skrå foran den anden, som dansere ubevidst gør.
"Du er kommet til den forkerte mand," sagde Yuri med sin slaviske accent.
Hake tog billedet af manden fra Pålsundskanalen frem.
"Hvorfor ser han sådan ud?" spurgte Yuri med væmmelse.
"Han er død."
"Ja, men ansigtet er jo ..."
Han ledte efter ordet.
"... fedt," sagde han til sidst. "Sådan stort."
"Han har ligget i vandet. Kender du ham?"
"Hvorfor skulle jeg kende ham?"
Han søgte med blikket bag Hake, som om han håbede, at Lövenhjelm skulle vende tilbage og komme ham til undsætning.
"Han er måske russer."
"Der findes cirka hundred halvtreds millioner russere."
Han gjorde en opgivende bevægelse.
"Ikke i Stockholm," sagde Hake.
Yuri slappede af og fæstnede sine kornblå øjne på Hake.
"Jeg har aldrig set ham før."
"Men ind imellem møder du dine landsmænd her i Sverige?"
"Det kan jeg ikke beneje."
"Benægte," sagde Hake.
Yuri forstod ikke.
"Det hedder, det kan jeg ikke benægte."
Yuri skulle lige til at åbne munden, da Hake afbrød ham efter at have kastet et blik på en lap papir, som han havde fisket op af lommen.
"Siger navnet Victor Jevtjenko dig noget?"
"Victor ... hvad?" spurgte russeren og sank noget.
"Jevtjenko. Og du hørte det godt første gang."
Yuri rystede på hovedet.
"Hvorfor skulle jeg kende denne Victor."
"Det er måske ham på billedet."
Yuri strøg sig med hånden over ansigtet. Igen fik Hake indtryk af, at han forsøgte at vinde tid.
"Jeg har jo sagt, at jeg ikke kender manden på billedet. Jeg ville ønske, jeg havde kendt ham, så havde alt været ... orden nu."
"I orden, mener du."
Der kom noget hårdt i Yuris blik.
"Jeg prøver hele tiden at forbedre mit svensk."
"Det er derfor, jeg retter dig," sagde Hake.
"Det kan gøres på forskellige måder."
"Lad os nu ikke fordybe os i det. Du har altså aldrig set manden før, og du har aldrig hørt tale om nogen Victor Jevtjenko. Stemmer det?"
Yuri nikkede. Farven var vendt tilbage i hans ansigt. Hake støttede sig til stokken og stak papirlappen i lommen.
"Hvis det her har noget at gøre med, at jeg ser noget til din søster, så synes jeg, at du opfører dig ..."
Han ledte efter ordet, han ville ikke sige noget forkert.
Hake ventede.
"Ja?"
"Dumt," sagde Yuri til sidst.
Hake sad i bilen og ventede på Julia, mens hun krammede sin russiske legekammerat.Yuri kiggede hen på ham over skulderen på hende, men han lod som ingenting.
"Han sagde, du havde været uforskammet mod ham," sagde Julia, da de lagde kollektivet bag sig. "Var det virkelig nødvendigt?"
Hake så i bakspejlet, at Gustav Lövenhjelm var kommet ud af stuehuset. Han talte med Yuri, der rystede på hovedet. Nogle af de unge mennesker stod i smågrupper og syntes at vente på instrukser.
"Hørte du, hvad jeg sagde?"
Julia vendte sig om mod ham.
"Hørte du, spurgte jeg?"
"Ja, jeg hørte det."
"Jeg bad dig jo om ikke at skændes med ham. Hvad er der egentlig galt med dig? Så snart jeg møder en fyr, blander du dig på en eller anden måde."
Hake kørte videre med sammenbidte tænder. Granskoven var tæt, og skovvejen, der førte til Julias hus, var snoet. Vejkanterne var begyndt at skride sammen efter al regnen, og vejen var leret og glat. Hake kørte langsomt og stirrede frem for sig. Julia gned sig i hænderne og rettede ubevidst på håret igen og igen. Hun sad i sine egne tanker og sagde pludselig med dæmpet stemme, næsten sørgmodigt:
"Faktisk har det været sådan, lige siden jeg begyndte at komme sammen med mænd. Pludselig dukker lillebror op og skal fortælle storesøster, hvem hun bør være sammen med."
"Nu er du uretfærdig, Julia."
De havde nået sidevejen, der førte ned til klinikken, og han drejede af og standsede bilen foran stuehuset.
"Kan du ikke se, der er et mønster?"
"Jeg synes ikke, det har været sådan."
Hake lod motoren køre, han ville videre.
"Vi må til bunds i det her."
"Der er ingen bund at nå ned til."
"Men hvorfor var det så fandens vigtigt at køre derud og presse ham?"
Hake tøvede, så længe på hende og strøg med hånden over det kortklippede hår.
"Hvorfor?" blev hun stædigt ved.
Han bøjede sig hen over hende og åbnede hendes dør.
"Fordi," begyndte han. "Fordi at dette er en mordefterforskning. Har du ikke fattet det endnu? Din ven kunne måske have været behjælpelig. Det var han ikke, men det kunne jeg ikke vide på forhånd."
"Jeg synes stadig, du var uforskammet mod ham," sagde Julia tvært.
Axel Hake følte sig beklemt, da han kørte mod Kungsholmen. Ikke på grund af det Julia havde sagt om, at han blandede sig i hendes kærlighedsliv. En gang havde han grebet ind, fordi hans søster blev mishandlet af sin elsker, men beskyldningen om, at han altid blandede sig, var blot endnu et tegn på, at hun ikke var rigtig i balance. Nej, det var politimanden i ham, der havde været flinkere, end han burde, mod denne Yuiri. Han burde have taget ham med på stationen, for han fornemmede, at russeren vidste mere, end han fortalte. Hake spekulerede på, hvor langt man kunne gå af loyalitet mod en, man elsker. Eller rettere, hvor langt han, kriminalkommissær Axel Hake, kunne gå, inden bristepunktet var nået. Han skuttede sig.
I den senere tid var han begyndt at gruble over begreber som kærlighed og loyalitet. Hvad indebar disse ord egentlig? Hvordan sammenlignede man kærligheden til et barn med kærligheden til en voksen? Bestod loyalitet i altid at stille op for de nære og kære, eller var det bedre ikke at beskytte dem, lade dem tage skraldet og få dem til at tage ansvar for deres egne handlinger? Måske ville det fremme deres udvikling?
Når han havde gået rundt som katten om den varme grød, blev det altid til spørgsmålet med stort S. Elsker Hanna mig virkelig? Var det rimeligt, at hun pludselig kunne tabe al interesse for ham og dårlig se ham i flere dage, for så bagefter bare at komme op til overfladen og elske og le, som om intet var hændt, mens Hake havde ligget søvnløs flere nætter i træk og spekuleret på, om alt nu var forbi?
Ind imellem kunne Lidman se på ham med en antydning af afsmag, når de sorte ringe under øjnene blev lidt for tydelige. Lidman var en meget rationel mand, der mente, at Hake var gal, når han lod Hanna behandle ham, som hun gjorde. Lidman mente, at man altid skulle være to til en tango, og at manden førte sin dansepartner. Mere indviklet var det ikke, og alt andet var bagvendt.
Hake var ikke sikker på, hvem der førte i hans kærlighedsliv. Hvad havde han og Hanna egentlig til fælles? Han var altid optaget af sit politiarbejde og kunne lide at læse og gå til hestevæddeløb i fritiden. Hanna tegnede sine møbler og var ofte ude hos snedkere og leverandører. Elskede at sidde med et glas vin til langt ud på natten og snakke om alt og intet. Sladder fra New York, hvor hun havde boet, om tiden som sultende designstuderende i København, om gamle venner og om ideer, hun havde fået. Hake lyttede, men var ikke rigtig engageret. Han levede på en måde i nuet og tænkte sjældent på tiden i Paris som ung politibetjent, på sine forældre ude på skærgårdsøen, på gamle venner. Men det, der bekymrede ham mest, var, at Hanna pludselig bare kunne forsvinde fra ham. For nogle nætter siden, lige efter de havde elsket, havde hun hævet sig op på albuen og sagt med træt stemme og tomme øjne:
"Er det virkeligt et liv som dette, man ønsker sig?"
Hake havde ikke forstået, hvad hun mente, men han havde omfavnet hende og vugget hende ømt.
"Selvfølgelig er det det."
Så havde hun igen fået lidt liv i de farveløse øjne, og det blege ansigt blussede i mørket.
"Du bliver nødt til at minde mig om det, Axel," sagde hun til sidst og nærmest klamrede sig til ham. "Du bliver nødt til at minde mig om det ..."
Da Hake kom ind i hovedkvarteret, sad både Tobisson og Lidman der.
"Hvordan gik det med russeren?" sagde Lidman straks.
"Ingen bid," sagde Hake.
Han tog frakken af, hængte den op, humpede frem til sin stol og satte sig.
"Heller ikke for mig," sagde Tobisson. "Jeg sad en hel time og snakkede med en gammel kælling fra Småland, der fortalte, at hendes søn, der bor i Stockholm, ikke lod høre fra sig, som han plejede."
Lidman sad afventende og suttede på en pebermyntekaramel.
"Af de andre er én kommet tilbage," sagde Tobisson."En har ladet høre fra sig fra udlandet, og en blev fundet på lighuset. Hjerteslag i tunnelbanen, men uden legitimation eller kørekort. Hans kone er på vej for at identificere ham."
Hake så gennemtrængende på Lidman.
"Kom så med det, Oskar," sagde han. "Lad være med at holde os hen."
Lidman smilede lidt og læste i sine papirer.
"En Harry Stenman. Bilforhandler på Söder."
Han nød tydeligvis situationen og holdt de andre i spænding.
"Og?"
"Treogfyrre år."
"Oskar, for helvede!"
"Han var i Fremmedlegionen for ti år siden. Uddannet i andet regiment på Korsika."
"Hvordan fanden ved du det?"
Tobisson følte sig nærmest krænket.
"Fordi han har en tatovering på venstre arm, der forestiller en kinesisk drage med et total i venstre hjørne."
Der blev stille i kontoret. Det klirrede svagt i ruderne, når det blæste op langs Bergsgatan. Hake rejste sig og gik hen til Lidman og så ned i hans papirer. Hake læste signalementet, som mandens kone, Ulla Stenman, havde givet.
"Han er også rødhåret, står der. Eller var, burde man vel sige nu."
Han så bistert på de to andre.