Sommerhuset lå ude på Värmdölandet. Det var af den slags, der er bygget halvt sort, halvt lovligt. Oprindelig havde det blot været et lille hus fra begyndelsen af halvtredserne, da grundene var billige, men siden var der bygget ud med ekstra soveværelse, en lille overdækket terrasse og nogle udhuse. Det vrimlede med den slags sommerhuse i Stockholmsområdet, men det her så specielt faldefærdigt ud. Huset var brunt med grønt tagpap, malingen var skallet af omkring vinduerne, og ingen syntes at have vedligeholdt det i mange år. Gennem den tilgroede have med de knudrede æbletræer havde der tidligere været en sti op til huset, men den var næsten væk, kun en fordybning i midten af græsplænen vidnede om, hvor den havde været.
Hake standsede bilen ved en postkasse, hvor man kun med nød og næppe kunne skelne navnet Hemmesta, og stirrede op mod sommerhuset. Der var ikke lys i vinduerne, selv om det var overskyet og mørkt udenfor. Han så på Tobisson, der trak på skuldrene.
"Det er den eneste adresse, der er," sagde han.
Tobisson havde gjort et fint stykke grundarbejde. Hans kontakt med Raymond havde givet ham navnene på svenskere i Fremmedlegionen. Han havde også fundet ud af, at de havde været i Bosnien i begyndelsen af halvfemserne og oven i købet fået fat i den døde Kurre Oskarssons mor, der havde lånt dem fotografiet af vennerne.
"Jeg sagde til Kurre, at han ikke skulle rejse," havde hun sagt. "Men han hørte ikke efter. Hvem lytter til sin gamle mor?"
Det var en lille dame med øjne som peberkorn, der betragtede Tobisson indgående.
"Han mindede lidt om dig," sagde hun. "Senet og stædig. Egentlig ville han være politimand, men han havde lavet et par dumheder og var blevet straffet for vold, så det gik ikke."
Hun sukkede ved erindringen, og Tobisson forstod, at hun ikke havde haft det let under sønnens opvækst.
"Hans far stak af, da han var tre år, og mange mener, at netop drenge uden far bliver ekstra voldelige. Selv tror jeg, det lå i generne. Hans far var en drønnert og en slagsbror. Kunne aldrig bare lade stå til, men skulle altid provokere. Sådan er du vel ikke?"
Tobisson følte en kold rislen ned ad rygraden, da han blev overrasket med det direkte spørgsmål. Wendela anklagede ham ofte for aldrig at lade det uvæsentlige fare. Han forsikrede imidlertid kvinden om, at sådan var han overhovedet ikke.
Hun gik hen til en kommode og fandt fotografiet af vennerne i Sarajevo.
"De der brødre var vist de eneste rigtige hårde halse," sagde hun, da hun rakte ham billedet. "Ham Red var en ledertype, der fik drengene til at gøre, som han ville."
"Har du stadig breve fra ham?"
Hun så bedrøvet på ham.
"Forstår du, Kurre havde læse- og skriveproblemer, der hedder et eller andet specielt, så jeg tror, han skammede sig for at skrive. Ind imellem fik jeg et postkort, men jeg tror ikke, det var ham selv, der skrev dem, jeg kunne i hvert fald ikke genkende hans håndskrift."
"Hvordan kender du så til brødrene og Red?"
"Telefonen er opfundet," sagde hun og morede sig."Han ringede tit hjem."
Hun blev bedrøvet et kort øjeblik, men så smilede hun igen.
"Han kunne virkelig godt lide sine venner," sagde hun."Han trivedes sammen med dem. Især med brødrene."
"Også Harry Stenman?"
"Åh, ham beundrede han. Han var jo deres chef og havde været i Somalia og havde stor erfaring. Men jeg syntes, han var ... falsk."
"Du har altså truffet ham?"
Hun nikkede.
"Han kom og kondolerede, i sort jakkesæt og hvid skjorte. Han afleverede Kurres grønne kasket fra anden regiment i Legionen og sagde, at han som Kurres overordnede følte sig forpligtiget til at opsøge familien. Han sagde, at Kurre var en af de modigste mænd, han havde kendt, og at de havde talt om at starte et firma sammen, når kontrakten udløb. Men det troede jeg ikke en skid på, for så havde Kurre sagt det."
"Fortalte han, hvordan din søn var død?" spurgte Tobisson.
"Han sagde, han var død i kamp, at en snigskytte havde ramt ham. Jeg fik også et kondolencebrev fra Fremmedlegionen med nogenlunde samme historie. Men jeg vidste allerede dengang, at det ikke var sandt."
"Hvordan det?"
Hun fik et bistert drag om munden.
"Brødrene havde allerede været hjemme på orlov og besøgt mig. De sagde, at det var Harry Stenmans fejl, at han førte dem i et baghold, selv om han havde udtrykkelige ordrer til ikke at gøre noget."
Hun mødte Tobissons blik, og de mørke øjne var indtrængende, da hun sagde:
"Det føles på en måde retfærdigt, at Stenman nu er død."
"Han blev myrdet," sagde Tobisson.
"En passende ende for en mand af hans slags ..."
Hake og Tobisson fulgte stien mellem æbletræerne. En svag duft af rådden nedfaldsfrugt slog imod dem. Luften var kølig, og fra vandet blæste en svag brise. Sommerhusområdet lå isoleret, og der var heller ikke lys i vinduerne i nogle af de andre huse. Hake gik op til døren og bankede hårdt på. Han hørte lyde indefra, trin der så standsede. Ingen kom til døren. Han bankede på igen, og et ansigt dukkede op i vinduet lige ved siden af døren for så at dukke sig igen.
"Politiet," sagde Hake med høj stemme.
Pludselig trådte en mand frem fra hushjørnet. Han var iført plettede bukser og en grøn militærjakke. Han holdt et haglgevær rettet mod dem. Det var en af brødrene.
"Hold hænderne i ro," sagde han på skånsk.
Samtidig gik døren op, og den anden bror kom ud med en jagtkniv i hånden. Han havde træningsbukser på og en værktøjsvest over en tyk trøje.
Hake så på dem. Begge to havde kampestensfarvede øjne, som om der ikke var noget lys i dem. Hake holdt hænderne stille og lænede sig tungt til stokken.
"Jeg håber, du har tilladelse til den der," sagde han til broderen med geværet.
Brødrene vekslede et hurtigt blik. Ham med haglgeværet nikkede, og den anden gik frem til Hake og tjekkede ham for våben og gjorde derefter det samme med Tobisson.
"Vi er fra politiet," sagde Hake igen.
"Det påstår du," sagde broderen med jagtkniven, der stod ved ham.
Han fandt Hakes tegnebog og tog legitimationen frem. Han studerede den, skrabede med tommelfingerneglen på plasticen og rakte den så tilbage sammen med tegnebogen.
"De er strømere, Nils."
Nils Hemmesta holdt stadig geværet rettet mod dem, tøvede, men sænkede så løbet en anelse.
"Hvad fanden vil I?" sagde han.
"Vi vil tale med jer om Harry Stenman."
"Vi har ikke noget at fortælle jer om ham."
Hake trådte et skridt nærmere manden, mærkede hans klamme kropslugt og dårlige ånde.
"Jeg ved ikke, om du fattede det, men vi er fra politiet, og her i landet betyder det, at vi har ret til at afhøre folk, når det drejer sig om efterforskning af en forbrydelse."
"Vi har stadig ikke noget at fortælle jer," sagde den anden bror, og Hake fangede hans blik, der virkede helt upåvirket.
"Det bestemmer jeg, og hvis du ikke lægger det våben væk, så tager vi dig med herfra."
"Hvordan skulle det gå til?"
Göran Hemmesta drejede om på hælen.
"Nej," sagde Hake skarpt til Tobisson, for han fornemmede, at kollegaen havde i sinde at prøve at overmande den anden bror. "Ikke nu!"
Nils Hemmesta stod stadig med geværet nonchalant svingende fra højre til venstre.
"Prøv endelig," sagde han drævende.
"Nu går vi ind og snakker om det i stedet for at stå herude og kæfte op," sagde Hake og klemte sig forbi Göran Hemmesta. Brødrene stod tilbage, ligesom Tobisson. Nils iagttog ham.
"Troede du virkelig, du ville have en chance?" sagde han næsten nysgerrigt.
"Det her er ikke forbi endnu," sagde Tobisson roligt.
Inde i huset lugtede der af en blanding af mug, og så den helt specielle lugt af sommerhus, som skyldes, at elapparaterne tiltrækker små nullermænd, der brænder. Til Hakes forundring var der rent, og tallerkenerne var vasket op, antagelig var det en nødvendighed for mænd med paramilitær baggrund altid at holde orden. To redte senge stod inde i dagligstuen. Langs væggen stod en lav reol med billeder og minder fra Fremmedlegionen, bøger og plader. En transistorradio spillede popmusik.
De andre var fulgt efter Hake ind i stuen, og brødrene stillede sig ved døren og iagttog de to politimænd.
"Snak så," sagde Nils Hemmesta, der virkede som den ældste af dem, men der var ikke stor forskel på dem, hverken i højde eller udseende.
Hake humpede hen til en stol og satte sig.
"Sæt jer," sagde han myndigt.
Brødrene tøvede, men så satte de sig, og det gjorde Tobisson også. Han følte en vis lettelse, når de ikke stod og spærrede yderdøren. Hake tog et stykke papir frem og foldede det omhyggeligt ud.
"Nils og Göran Hemmesta, født i Löddeköping. Straffet i sammenhæng med den lokale motorcykelklubs kriminelle virksomhed. Betinget. Hvervet til Fremmedlegionen for femten år siden. Afmønstret i maj og har siden boet her. Begge arbejdsløse."
Han så op på dem.
"Hvad lever I af?"
"Det skal du vel ikke blande dig i?" spurgte Göran Hemmesta.
Hake så længe på ham. Han kom til at tænke på begrebet white trash.
"I har været udenlands længe, så jeg kan acceptere, at I ikke ved alt om Sveriges love og forordninger, men lad mig sige det på denne måde. Jeg er chef for en mordefterforskning, og vi kan snakke her, som voksne mennesker, eller vi kan køre på stationen og ordne det der. Det er op til jer."
Brødrene så på hinanden, og i en brøkdel af et sekund signalerede deres grå øjne et eller andet. Nils vendte sig mod Hake.
"Vi fik afskedspenge fra Legionen," sagde han."Og i hvilken sammenhæng figurerer vi i en mordefterforskning?"
Hans skånske dialekt var ekstra stærk, sandsynligvis fordi han havde talt fransk de sidste femten år.
"Det gælder mordet på Harry Stenman, men det ved I vel."
"Det har vi ikke noget med at gøre."
"Det er det, jeg gerne ville finde ud af," sagde Hake bestemt.
"Hvad vil du vide?"
"Traf I Harry, da I kom hjem?"
"Vi opsøgte ham."
"Hvad skete der?"
"Ingen ting. Bare en høflighedsvisit."
"Blev han glad for at se jer?"
"Hvorfor skulle han ikke blive det?"
Igen disse sure, døde modspørgsmål, som om de satte spørgsmålstegn ikke bare ved almindelig konversation, men ved hele livet. Som om den mangel på kærlighed, de havde mødt tidligere i livet, var en konstant tilstand, og alle påstande måtte mødes med et modspørgsmål. Intet gik glat med disse to soldater. Det boede i deres krop, i deres øjne, og det var ikke noget nyt, det havde været der i lang tid.
"Fordi I anklagede ham for at være årsag til Kurre Oskarssons død."
"Hvem har sagt det?"
"Kurres mor," indskød Tobisson.
Nils tøvede, lagde sine store, vejrbidte hænder på lårene og lænede sig frem mod Hake.
"Red var typen, der troede, han var smart. Han tilbageholdt vigtige oplysninger for sine kammerater, og det samme gjaldt rationeringskort og lønninger. Han tog aldrig selv nogen chancer, men lod andre gøre det. Kort sagt, han var et dumt svin."
Nils' øjne mødte nu Hakes, og dybt derinde så Hake et glimt af selvgodhed.
"Vores opgave var ikke godkendt på højere sted, men det vidste vi ikke. I stedet havde det noget at gøre med Reds egne, private affærer med den jugoslaviske mafia. Det drejede sig om benzin. Red havde fået fat i et lille tomotores fly, som han fløj lasten ind med. Men han sendte Kurre af sted for at afregne på et fabrikslager, hvor han havde regnet med at afslutte forretningen. Jugoslaverne var blevet trætte af Reds numre og ville gøre kort proces med ham, men så gik det ud over Kurre i stedet."
"Han var vores bedste ven," sagde Göran uventet. Og lige da han havde sagt det, virkede det, som om han fortrød, som om han havde talt over sig. For at forklare sagde han:
"Dernede er det vigtigt, at man kan stole på hinanden. Det kunne man med Kurre. Det var en anden sag med Red."
"Pressede I penge af Harry Stenman, da I kom hjem?" spurgte Tobisson pludselig. Han var kommet i tanker om de fire hundred tusind, der var forsvundet i den blå luft.
Nils vendte sig mod Tobisson.
"Du nærmest tigger om det," sagde han.
"Tigger om hvad?"
"Om at få en ordentlig røvfuld."
"Som Red fik?"
Kæberne arbejdede i Nils' ansigt. De store hænder knyttedes, og han havde sat fødderne fast i gulvet, som om han forberedte sig på et spring.
"Hvad sagde Harry Stenman, da I dukkede op?" sagde Hake hurtigt.
Det varede et øjeblik, før Nils slappede lidt af.
"Han sagde, at han måske kunne finde anvendelse for os," sagde han til sidst.
"Han tilbød jer et job?"
De nikkede.
"Og hvad svarede I?"
"At vi ville tænke over det."
"Men I hørte aldrig fra ham igen?"
De så på hinanden et øjeblik, inden de rystede på hovedet. Hake fortsatte med at stille spørgsmål, men det var tydeligt, at brødrene mente, de havde sagt nok, og fra nu af kom der kun enstavelsesord fra dem. Efter lidt tid fik Hake nok, rejste sig og takkede for samtalen. Han havde i sinde at vende tilbage, hvis det viste sig nødvendigt. Brødrene svarede ikke. Nils' blik søgte Tobisson, men uden at kunne holde ham fast. Da han skulle lukke døren efter dem, gik han helt tæt hen til Tobisson.
"Anytime, strømer," sagde han sagte.
Tobisson vendte sig surt om og greb ham i skjortebrystet.
"Var det en trussel?"
Nils så over hans skulder på Hake, der var på vej ned mod bilen.
"Vær sød og kom med ind et øjeblik," sagde han så med et sindssygt grin i ansigtet.
Tobisson puffede ham væk.
"You wish," sagde han kort.
De kørte ind mod byen, netop som lygterne begyndte at blive tændt. Langs Stadsgården så de lygterne tændes ved Gröna Lund og om bord på fartøjet 'af Chapman' ved Skeppsholmen. Vandet var sort som en silkedug og krusedes let af vinden. Stadsgårdsliften kørte ikke længere op til bjerget, men på den gamle station, et lille hus af træ, havde en maler sit atelier med udsigt over hele indløbet til Skeppsbron. Ved Järngraven nær ved sluserne var der mørkt og skummelt, men lidt længere væk, mod Gamla Stan og dens middelaldernaboer, så alt atter indbydende ud. Det her var på en eller anden måde Stockholm. Både dramatisk og hjemligt. Både brutalt og smukt.
Myldretidstrafikken var lige begyndt, og lige nu spillede det ingen rolle, om man kom fra nord eller syd, køerne gik i begge retninger.
Hake følte sig mærkelig rolig trods mødet med de to brødre. Han var ikke blevet bange, da Nils dukkede op med haglgeværet, i stedet var der kommet noget koldt, beregnende over ham. Han stod tilstrækkelig tæt på Göran til at slå jagtkniven ud af hånden på ham med stokken og så bruge ham som skjold. Men det var kun et kort sekund, han overvejede den taktik, et øjeblik efter følte han, at han ville kunne løse dødvandet ved at overtage kommandoen over situationen. Han indså hurtigt, at de var soldater, der var vant til at få kommandoer, og at en autoritær fremtoning ikke ville provokere dem. Tværtimod. Den slags mennesker blev usikre i usikre situationer.
Alligevel vidste han ikke rigtig, hvad han skulle mene om brødrene. De var så meget uden for alt, at det udelukkende beroede på dem selv, om de ville foretage sig noget kriminelt eller ikke. De var uden frygt for samfundets vogtere, måske også for eventuelle konsekvenser. Det var naturligvis en livsfarlig kombination. Havde de kun truffet Harry én gang, siden de var kommet hjem? Og havde det kun drejet sig om et jobtilbud? Hake tvivlede.
Tobisson sad og var fuld af had i passagersædet. Han ville have givet hvad som helst for at få lov at være alene med Göran Hemmesta. Uden våben. Han havde indøvet et højt kickbokserspark på karatekurset, og nu sad han og fantaserede om at anbringe det lige midt i det der grinende ansigt.
Trafikken lettede lidt ved Gamla Stan, og på Hantverkargatan gik det glat frem til politistationen.
"Er det ikke bedst, vi henter dem ind?" sagde Tobisson, da han steg ud af bilen.
"You wish," sagde Hake og smilede til ham.
Hake var stadig i godt humør, da han hentede Siri i børnehaven og spadserede med hende hjem til Hannas lejlighed. Hun var ikke kommet hjem endnu, men de bestemte sig for alligevel at begynde på middagsmaden.
Siris livret var spaghetti med rejer, og nu var hun så stor, at hun fik lov at være med til at lave mad. Hun stod på en lille skammel i køkkenet og kommanderede med Hake.
"Husk ... hvidløg, far."
Efter middagen gik Siri ind på sit værelse og legede selv. Hun gjorde det naturligt, uden vrøvl, og det var en sand gave. Både for forældrene og for hende selv. At kunne få ro i kroppen og sidde alene en stund og beskæftige sig med sit legetøj og sine bøger, trods alle indtryk og impulser fra en larmende børnehave, var en velsignelse. Han stod lidt i døråbningen og så på hende, inden han gik ind i dagligstuen og tændte for fjernsynet. På sofabordet lå nogle bøger. Han tog dem op. Det var bøgerne, der manglede i hans reol, bøgerne om Paris. Han var stadig forbavset, hvorfor tog Hanna dem uden at spørge ham? Måske var det bare tilfældigt, men næsten intet var tilfældigt med Hanna. Hendes lidt kølige og næsten uinteresserede livsholdning var kun en facade. I virkeligheden var hun meget omhyggelig og vidste præcis, hvad hun var i gang med.
Hake slog sig ned i sofaen og håbede, at hun snart kom hjem, han ville på galopbanen. Men hun kom alt for sent til, at han kunne nå ud til hestene, og i stedet tilbragte de aftenen sammen. Inden han skulle gå, følte han sig alligevel tvunget til at nævne det med bøgerne.
"Du, de der bøger. Hvorfor spurgte du mig ikke, inden du tog dem?"
"Hvilke bøger?"
"Dem om Paris. Eller har du taget flere?"
Hun stoppede midt i en bevægelse og lagde hovedet på skrå.
"Jeg kan høre, politimanden er på arbejde."
"Jeg undrede mig bare over, hvorfor du ikke spurgte, inden du tog dem."
Hun så lidt skyldbevidst ud, og da hun fulgte ham ud i entreen, lagde hun armene om hans hals. Hendes mund søgte hans hals, og han indåndede duften af hendes hår.
"Jeg ved ikke, hvorfor jeg tog dem, Axel. Jeg ved ikke, om det er fordi, Paris altid bare er din by, og jeg på en eller anden måde følte mig jaloux og ville vide noget om den. Eller om jeg bare var nysgerrig efter, hvad du læser, når du er alene. Tilgiv mig."
Hake sagde godnat og spadserede roligt mod Chapmansgatan. Han forbandede sig selv for overhovedet at have bragt de åndssvage bøger på banen. Det citrongule lys fra gadelygterne ved Kungsholms Kyrkoplan spredte et venligt skær over træerne og gaderne, den oplyste facade på det imponerende Landstingshus lignede en indbydelse til en fest, men Hake var dyster. Ikke på grund af bøgerne, men fordi hun havde løjet og kysset ham på halsen på samme tid. Det føltes som et Judaskys, for han troede ikke et sekund på hendes forklaring om, at hun var jaloux, eller at hun ville vide, hvad han læste. Havde hun haft rent mel i posen, havde hun ikke gjort sig alle de anstrengelser med banale bortforklaringer. Han satte farten ned ved Pontonjärgatan og overvejede at gå ind til kineseren og tage en karaffel vin, men han trængte ikke til den slags trøst nu. Han trængte til svar for at blive i bedre humør, og han vidste, at han ikke fik disse svar. Måske efterhånden. Men ikke nu, hvor han havde brug for dem.
Han var dårlig nået ind i lejligheden, da telefonen ringede. Han tog røret i håb om, at det måske var Hanna, der ville gøre rent bord og fortælle, hvad det drejede sig om, men i stedet hørte han, hvordan en lys stemme sagde, at hun måske huskede noget, der kunne være til hjælp. Det varede lidt, før han kunne placere stemmen og indså, at det var Lizzi Hammarlund, der ringede. Han lovede at komme så hurtigt som muligt.
Da han kom ind i lejligheden i den gamle stenvilla, slog det ham endnu en gang, hvor smuk den var. Lampelyset, der faldt over trægulvet, afslørede, at det var nybonet, en svag duft af voks hang endnu i stuen sammen med duften af rosenvand. Først nu så han, at der hang en krystallysekrone i loftet, og dens prismer sendte farveeksplosioner mod væggene.
I den anden ende af stuen stod en empirekommode med en buket roser på. Over den hang et portræt i guldramme. Lizzi sad ved vinduet i salonen og røg. Hun vinkede med sin dukkehånd til ham. Ansigtet var sminket lige så hvidt som tidligere, og hun havde sat håret op med nogle elegante pinde, hvilket fik hende til at ligne en lille geisha.
"Kom bare ind, kommissær," sagde hun.
Hake håbede, at hun virkelig havde noget at fortælle. At hendes ensomhed ikke var årsagen til telefonsamtalen. Han slog sig ned på en stol og anbragte stokken over ryglænet. Der lå nogle billeder ved fotoudstyret. Pornografiske nøgenbilleder af Lizzi i diverse absurde stillinger. Der var en del rekvisitter med, en teddybjørn, en dukke, et par rosa sokker. Til og med katten var med på et billede. Han spekulerede på, om hun bevidst havde lagt billederne frem, for at han skulle se dem. Han mødte hendes blik. Der var noget drillesygt i det.
"Vil du have noget at drikke?"
Hake rystede på hovedet.
"Det må du selv om," sagde Lizzi og skænkede op af sin grønne drik. "Hvad lavede du for resten forleden aften ved den hvide bus?"
"Du så mig altså?"
Hun trak nonchalant på skuldrene. Den hvide hud under kimonoen blottedes, og han så, at hun havde nogle grimme brændemærker efter cigaretter lige over brysterne. De var sminket over, men Hake genkendte brandskader.
"Jeg ser," sagde hun.
"Det var et politiærinde. Kender du ham?"
"Nej, han flyttede ind i Overland Express i sommers."
"Overland Express?"
"Det hedder den hvide bus."
"Hvordan ved du det"?
"Åh, jeg har mine kilder."
"Ved du også, hvad han hedder?"
"Nej, men han er ganske interessant. Ind imellem klæder han sig fint på. Det er, som om det slet ikke er den samme fyr. Han har cowboystøvler, rene jeans og en ruskindsjakke med frynser på. Han har været i bad og har barberet sig. Han åbner busdøren på klem og tjekker, om der er nogen, der ser ham, inden han sniger sig ud. Så retter han ryggen og går mod Pålsundsbron."
"En kæreste?" sagde Hake.
"Det vil jeg tro."
"Du har aldrig set hende komme der?"
"Hun ved sikkert ikke, hvor han bor. Ville du fortælle det?"
"Næppe," sagde han. "Du ringede ..."
"Netop. Jeg ringede om noget, der måske kan have interesse for din efterforskning. Det er vel en måned siden, at jeg sad her og kiggede ud. Pludselig så jeg en taxi standse der nede ved Pålsundsbron."
Hun pegede mod kanalen.
"Det regnede den aften, og jeg husker hændelsen, fordi passageren steg ud uden paraply og gik over broen."
"Så du ham?"
Lizzi rystede på hovedet.
"Det var for mørkt. Der jo ingen gadelygter der. Han havde hænderne i lommerne på en stor frakke og gik foroverbøjet. Taxichaufføren sad lidt og talte penge. Ham så jeg derimod tydeligt, for han havde tændt lyset inde i vognen."
"Hvordan så han ud?"
Hun trak på skuldrene.
"Jeg synes, de der kamelpiloter alle sammen ligner hinanden. Mørklødede med tunge ansigter, men ham her havde en stribe hvidt i håret, som mågelort. Da han havde regnet færdig, tændte han sit skilt og kørte sin vej."
"Så du, hvor den anden gik hen?"
"Nej, jeg var ikke interesseret. Jeg kan bare huske, at jeg syntes, det var tosset ikke at tage taxien helt hen til det sted, hvor han skulle. Hvorfor skulle han gå det sidste stykke over broen i regnvejr?"
"Det kan man jo spørge sig selv om."
"Hvad tror du"?
Hake vidste det ikke.
"Men oplysningen kan måske være vigtig?"
Hun så håbefuldt på ham.
"Det tror jeg."
"Så har jeg da været til lidt nytte."
"Absolut."
"Så smil dog lidt, din fedthas."
Han bekostede et smil og klappede hende på hånden.
"Fingrene fra fedtefadet," sagde hun alvorligt og trak hånden til sig. "Jeg så godt, hvordan du skævede til fotografierne. Får du lyster?"
"Til dig?"
"Hvem ellers?"
Men hun ventede ikke noget svar, hun havde set, hvad der var at se i Hakes øjne, og hun rullede ind i det lille soveværelse og smækkede døren i. Han rejste sig og gik hen til døren.
"Lizzi, kom nu ud. Du har virkelig været til stor hjælp."
Hun mumlede et eller andet derindefra.
"Hvad siger du?"
"Du skal ikke komme igen, strømersvin. Jeg ved, hvad I mænd er ude på, men I er så satans feje."
"Lizzi ..."
Men det eneste, han hørte, var nogle voldsomme snøft. Han forlod hende og gik ned på gaden. Aftenkulden var fugtig, som den kom drivende ind fra kanalen. Han opdagede, at der manglede en knap i overfrakken, og han holdt den sammen med den ene hånd, mens den anden holdt en smule krampagtigt om stokken. Han så op mod vinduet i stenvillaen, men Lizzi sad der ikke. Han følte sig ilde berørt og håbede, at han ikke ville forbinde rosenvandet med ulykke. Han havde altid holdt af roser og ville også gerne i fremtiden kunne glædes over duften.