Om mandagen dukkede en rødøjet Olle Sandstedt op. Han havde arbejdet hele weekenden, og hans skildpaddefarvede briller virkede smudsige, tøjet krøllet, og det så ud, som om han frøs. Hake var overbevist om, at han ikke havde lukket et øje. Sandstedt viftede med nogle papirer.
"Blodet på båden svarer til den myrdedes."
"Helt sikker?"
Sandstedt nikkede.
Hake tog materialet og kiggede det hurtigt igennem. Han så på Sandstedt, der glippede søvnigt med øjnene.
"Hurra for Olle," sagde han.
Sandstedt smilede svagt.
"Gå nu hjem og læg dig. Jeg vil ikke se dig før i overmorgen."
Retsteknikeren fumlede efter cigaretpakken, sagde hej og gik. I døren mødte han Lidman og Tobisson, men så dem knap nok.
"Har du pint ham?" spurgte Lidman, da Sandstedt var forsvundet ned ad korridoren.
"Blodet fra Harry svarer til det på båden," sagde Hake.
"Og så?" sagde Tobisson.
"Det betyder, at vi efter al sandsynlighed har et gerningssted og et tidspunkt for mordet."
"Og?"
"At det fra nu af gælder alibier for mordaftenen."
"Jeg havde mistanke om det," sagde Tobisson og sank ned i en stol.
"Du burde være glad," sagde Hake."Nu får du en chance for at møde dine venner fra Fremmedlegionen igen."
De kørte ikke ud til sommerhuset denne gang, men lod de to brødre indkalde til politistationen den næste dag. De var iført deres paramilitære tøj, grønne jakker, strikhuer og camouflagefarvede bukser. Den ene bror gik altid et par skridt bag den anden og lidt til siden. Som guerillasoldater der er på vej gennem en by og ikke vil skydes samtidig. Da de kom ind i politistationens forhal, så de alt andet end vildfarne ud. De rekognoscerede med blikket, og da de fik øje på Hake, der var kommet dem i møde, viste de ingen tegn på genkendelse, men gik blot frem til ham og hilste. Intet, de gjorde, virkede tilfældigt, alt virkede nøje planlagt. De havde en handlingsplan for alle eventuelle handlingsforløb.
Hake førte dem til forhørslokalet, hvor Tobisson og Lidman sad. Lidman så nysgerrigt på dem, da de kom ind, men de sendte ham kun et hurtigt blik. De bedømte lynsnart, hvilken plads der var bedst for dem, og satte sig nærmest udgangen. Nils Hemmesta slap ikke Tobisson med øjnene mange sekunder ad gangen, mens Tobisson blot lod, som om han kedede sig.
"Vær så god at sidde ned, så vi kan begynde forhøret."
Nils så på Hake.
"Hvilket forhør? Du sagde, du bare ville have flere oplysninger, da jeg talte med dig i telefonen."
"Du må have hørt forkert," sagde Hake sagligt.
"Jeg hørte ikke forkert," sagde Nils.
Han så mistænksomt på Hake, der startede båndoptageren.
"Lad os nu ikke skændes om ord," sagde Hake."Vi er her for at få klarhed over en del omstændigheder vedrørende mordet på Harry Stenman."
Brødrene indså, at de var blevet manipuleret, og så sig usikkert omkring.
"Det, vi er interesserede i at vide, er, hvad I to foretog jer om aftenen og natten den 29. september."
"Det kan jeg ikke huske," sagde Nils tvært. "Er vi mistænkt for noget?"
"Det kommer lidt an på, hvordan I besvarer spørgsmålene."
"Jeg kan heller ikke huske det," sagde Göran.
"Det er da ikke mere end en måned siden. Prøv nu at tænke efter, selv om det er svært."
Det var Oskar Lidman, der med foragteligt tonefald lod dem forstå, at han havde med et par sinker at gøre. Nils borede blikket ind i ham og havde tydeligvis fået endnu en person at hade.
"Prøv nu," sagde Hake blidt. "Det drejer sig om et mord."
"Vi har ikke noget med mordet på Red at gøre," sagde Nils. "Det kan vel ikke være så svært at forstå."
"Det regnede den aften. Det var en tirsdag."
Brødrene så på hinanden. Hake så, at de havde en kode for alt, men han kunne ikke knække den. Nils tog sig til øreflippen, det kunne være det. Göran trak i sin ringfinger, det kunne være det. Det kunne være hvad som helst.
"Nå?"
Nils strøg sig med hånden gennem håret.
"Vi var i sommerhuset på det tidspunkt," sagde de i munden på hinanden.
"Nogen vidner?"
"Ham," sagde de enstemmigt og pegede på hinanden.
Langt inde i Nils Hemmestas grå øjne fandtes et glimt af noget, som Hake tolkede som intelligens. Han måtte minde sig selv om at være forsigtig, for denne mand var ingen indavlet idiot.
"Der kom ikke nogen forbi?"
"Nej."
"Så I fjernsyn?"
"Vi har ikke noget fjernsyn."
"Kan I huske, hvad I så foretog jer?"
"Hørte radio, læste."
"Noget specielt program?"
"Vi plejer at høre Radio France. Ind imellem sender kammerater hilsener ad den vej."
"Hørte I noget, der kan bekræfte, at I lyttede den aften?"
De trak på skuldrene.
"I ringede ikke til nogen?" sagde Hake.
De rystede på hovedet.
"Heller ikke jeres forældre?"
Hake vidste, at de var døde, men også at de havde anmeldt deres egne sønner for at have stjålet penge og smykker, og han var nødt til at finde sprækker i deres panser.
"De er døde," sagde Göran dæmpet.
"Det er jeg ked af," sagde Hake.
"Det er vi ikke," sagde Nils.
Der blev stille. Lidman holdt op med at sutte på sin pebermyntepastil.
"Hvorfor ikke?" sagde Hake blidt.
"Det rager fandeme ikke dig."
"Behandlede de jer ikke godt?"
Tavsheden sænkede sig igen. Nils ønskede ingen medlidenhed og brød den kort efter.
"De var nogle svin."
"Ligesom Harry Stenman?"
"Ja, som Harry Stenman."
"Ønskede I også ham død?"
Nils rystede bare på hovedet.
"Bliver I ikke trænet til at dræbe i Fremmedlegionen?" sagde Tobisson pludselig. "Trænes I ikke til at vende jeres iboende had mod andre mennesker?"
Nils så først på Tobisson, derefter på Lidman, der sad overvægtig og slap, og endelig på Hake og hans stok. Foragten lyste ud af hans øjne.
"I Fremmedlegionen uddannes vi til faldskærmsjægere, der kan sættes ind på urolige steder rundt omkring i verden. Vi sorterer under den franske hær og er ikke lejesoldater. I Somalia og Bosnien havde vi kun fredsbevarende opgaver. Under FN's ledelse. Harry Stenman var et svin, fordi han ikke respekterede dette, men gjorde forretninger under dække af vort flag og trak Kurre Oskarsson med i det. Det blev Kurres død."
Han iagttog atter de tre politimænd.
"Det var Red, der var mordertypen, ikke os."
"I er altså bare et par harmløse knægte?"
"Vi er mænd. Vi er soldater, der sætter æren og selvopofrelsen højest. Det har vi svoret på over for alle vore kammerater i Legionen. Men vi kender et svin, når vi ser det. Og endnu en ting, jeres latterlige fordomme om os og jeres manipulationer er kun til at skrige af grin over. Og du, Tobisson, du havde ikke klaret dig en uge dernede. Det var heldigt, du aldrig søgte ind i Fremmedlegionen, selv om du sikkert har fantaseret om det."
Tobisson blegnede betænkeligt.
"Og nu er jeg træt af det her. Vi har sagt, hvor vi befandt os, og hvad vi lavede den aften, og hvis I vil gå videre med det, må I gøre det gennem en sagfører."
Han så på Hake.
"Vi ved i hvert fald, hvordan det her samfund fungerer, selv om vi ikke har været hjemme i lang tid."
Han rejste sig, og broderen fulgte hans eksempel. I døren vendte Nils sig om og så på Tobisson. Han pegede på ham med en rolig finger.
"Vi ses, det kan du være sikker på."
Han smilede for sig selv og gik.
"Puds dem," sagde Lidman til Tobisson. "Bid dem."
Men Tobisson syntes ikke, det var sjovt. Han følte en iskold iling ned langs rygraden, og for første gang i lang tid var han bange. Det var, som om han var forsvarsløs. Som om al karatetræning og alle udholdenhedsøvelser blot havde været udenværker, blot en måde at overbevise sig selv om, at han var sikker på sig selv, når det gjaldt vold og konflikter. Og når mødet med den virkelige ondskab så kom, var man alligevel nærmest hjælpeløs. Han forsøgte at ryste fornemmelsen af sig, men skaden var allerede sket. Han rejste sig op, gik over til båndoptageren og sagde:
"Forhøret afsluttet klokken 11:35."
Han slukkede for den og tænkte, at han måtte være på vagt i den nærmeste tid.
Hake mente ikke, de var kommet nogen vegne. Hvad brødrene angik, var det vidner, det drejede sig om.At nogen havde set dem den pågældende aften i byen, så deres alibi kunne knækkes. Først da kunne han gå videre. Han kunne naturligvis lade dem skygge for at se, om noget dukkede op, men han mente ikke, at nogen ville være god nok til at undgå at blive opdaget, og det ville han ikke udsætte sine mænd for. Uanset Nils' tale om Fremmedlegionen, så var disse mænd livsfarlige og uddannede til at dræbe.
De fortsatte med et forhør af Danne Durant på hans båd. Han meddelte, at han havde været hjemme om aftenen den 29. september, men havde ingen vidner. Han syntes oven i købet selv, at det føltes underligt, at Red var blevet myrdet kun nogle få hundred meter derfra, uden at han havde anet noget. Axel Hake tænkte, at det var mere end en underlig følelse, det var også et underligt tilfælde. Hake grillede ham, så godt han kunne, men Danne var glat og vidste alt for godt, hvilke beføjelser politiet havde.
Hake rejste sig flere gange og gik rundt i skibet for at holde varmen trods jakke og polotrøje. Han lagde mærke til, at hver gang han gjorde det, iagttog Danne ham i smug. Han fulgte interesseret Hakes bevægelser, hvordan han brugte stokken, hvor meget han kunne gå uden den, hvordan han støttede sig til den. Hake følte sig som et stykke vildt, som nogen koldt vurderede for at få kendskab til det, inden jagtsæsonen gik ind. Da han forlod båden, syntes han ikke, han havde fået noget ud af forhøret. I hvert fald ikke noget, han kunne bruge.
Også Rick Stenman havde været alene hjemme, uden vidner, den skæbnesvangre aften. Han havde naturligvis undret sig, da Harry ikke dukkede op på kontoret dagen efter, men den slags skete ind imellem. Red havde sine egne ting, og Rick var ikke den, der satte spørgsmålstegn ved dem. Han havde blot smilet nervøst og trukket hånden gennem det rødblonde hår, da Lidman spurgte ham, om han var bange for sin bror.
"Han havde temperament, og han var forbandet stolt," sagde Rick. "Men bange har jeg aldrig været. Han var jo min velgører. Uden ham var jeg gået i hundene."
Atter blev Hake forbløffet over den nærmest helgenagtige opfattelse, Rick havde af sin storebror. Han brød sig heller ikke om alle disse mænd, der savnede alibi for mordaftenen. Det ironiske var, at han også selv havde været alene hjemme den aften.
Han mindedes, at det havde regnet, at han havde tænkt at køre ud til hestene, men havde fortrudt i sidste sekund. Naturligvis vandt den hest, han havde tænkt sig at spille på, og det var derfor, han huskede den aften så tydeligt. I stedet var han krøbet sammen på sofaen, havde læst en bog om franske avlsheste og fantaseret om at købe en hoppe og lade hende bedække af en interessant fransk hingst, der ikke var så dyr, men havde en fin afstamning. Han havde tænkt på at ringe til Hanna, men vidste, at hun havde nogle venner fra designskolen hjemme til middag, så han lod være. Summa summarum var, at han heller ikke havde nogen vidner på, hvor han havde været den aften.
Da Rick havde forladt politistationen, mindede Hake Lidman om, at han skulle tjekke Reds telefonregninger. En time senere kom Lidman tilbage og meddelte, at Red havde haft en mobil med taletidskort, hvortil samtaler ikke kunne spores, med mindre de havde hans simkort. Men de havde ikke fundet nogen mobil mellem hans ejendele, så derfor var det en håbløs opgave.
Hake ringede til Ulla Stenman for at aftale et møde, men hun var rejst til sine forældre i Värmland og ville først komme hjem om nogle dage.
Lidman havde forhørt ægteparret Bergman, men de havde alibi for den aften. De havde været i Båstad sammen med deres søn, så de kunne afskrives.
Efter arbejde gik Hake direkte hjem. Han så, der var lys hos Lars Larsson-Varg, og overvejede et kort øjeblik at gå op til ham og få et glas. Sidst de sås, var museumsinspektøren jo blevet ophidset, og Hake følte behov for at få deres venskab på skinner igen. Men da han kiggede op mod vinduet, stod Larsson-Varg deroppe og betragtede ham. Hake vinkede, men naboen så blot køligt på ham og vendte sig bort fra vinduet.
De kørte, da aftenmørket havde sænket sig. De var kun fem i Folkevognsbussen, og Julia Hake sad længst bagude med Yuri tæt ind til sig. Lövenhjelm kørte, og de to andre fyre havde Julia kun set i forbifarten, når hun besøgte veganerkollektivet. Målet lå ikke så langt væk, kun en times kørsel.
Julia følte sig både ophidset og lidt nervøs. Hun havde aldrig været med til dette før, og hun vidste stadig ikke, om hun gjorde det rette. Yuri havde opsøgt hende lige over frokost. De havde kælet og siden elsket. Hans smalle hofter og slanke krop i det blege eftermiddagslys havde gjort hende syg af længsel. Hun havde gjort ting med Yuri, som hun ikke havde gjort med nogen anden mand. Bagefter havde de sovet tæt sammenslyngede i en time, inden de gik i gang igen. Denne gang havde han været en øm og blid elsker, og Julia havde fået ham til at tale russisk under samlejet. Små, små hviskende ord lød i det dunkle rum, og de lød både poetiske og ømme.
Senere var Lövenhjelm kommet med Folkevognsbussen og havde samlet dem op. Han havde trukket Yuri til side og talt lavmælt med ham, og russeren havde nikket alvorligt. Julia ville gerne have vidst, hvad de talte om, men hun ville ikke spørge. Så længe han sad tæt ind til hende i bussen, var hun tilfreds, og ind imellem klemte hun hans hånd og fik et let tryk tilbage. Som et hemmeligt morsesignal mellem to elskende. Efter godt en times kørsel standsede de i udkanten af en skov med et dybt kanaldige lige op ad vejkanten. En af fyrene tændte en pennelygte og lyste på et kort, inden de steg ud.
Gustav Lövenhjelm anførte gruppen, og Julia holdt sig tæt ved Yuri. Det var en dyb granskov, og der var ingen bebyggelse i nærheden. Skovens susen og støvlernes trampen overdøvede alle andre lyde, og det var først, da de var ganske nær deres mål, at Julia kunne udskille larmen og de dæmpede skrig. Lövenhjelm løftede en hånd, og de standsede bag ham. En af fyrene trak sin hue ned, så kun øjnene glimtede i mørket i de udklippede huller. Han gik alene frem mod stuehuset, der lå i totalt mørke. Bagved anedes lange rækker af minkbure. Fyren dukkede sig, da han nærmede sig stuehuset, og han trykkede sig ind mod muren, inden han forsigtigt bøjede sig frem og kiggede ind gennem vinduet. Han rystede på hovedet til de andre, fortsatte om til bagsiden og kom så til syne ved gavlen og gav tegn til de andre om, at kysten var klar.
De trak deres egne skihuer ned og sneg sig i samlet trop hen mod burene. Julia bar et lille kattebur og et par tykke handsker. Da de nåede minkfarmens burlænger, åbnede hun et af burene og tog to mink ud, som hun anbragte i katteburet. De små, stærke dyr forsøgte at bide hende, men da de opdagede, at det ikke hjalp, gav de op. Da hun gav tegn om at være klar, gik de andre i gang med at åbne resten af burene, og et hav af grålige skikkelser strømmede ud og videre ind i skoven. Det varede ikke længe, før alle minkene var undsluppet, og Julia følte et sting af dårlig samvittighed. Som dyrlæge var det hendes opgave at beskytte dyr, og hun vidste, at flere af disse mink aldrig ville klare sig i det fri. De ville blive ofre for rovdyr, og de var ikke opdrættet til selv at skaffe sig føden. Hun skød tanken fra sig. Det var alligevel til deres eget bedste, hun vidste, at minkene ellers ville blive sendt til garveriet og en alt for tidlig død.
Hun følte, hvordan flere af dem stødte imod hendes ben, og minkene i hendes kattebur skreg på de andre. Hun drejede hovedet for at se, hvor den anden fyr befandt sig, og opdagede, at han stod og videofilmede hele aktionen. Han stak en tommelfinger i vejret til Gustav Lövenhjelm, der nikkede og råbte, at de skulle fjerne sig.Yuri kom hen til Julia og kyssede hende hårdt på munden, inden de gik tilbage samme vej, de var kommet. Uden for Folkevognsbussen tog de skimaskerne af, og alle virkede ophidsede. Julia holdt buret med de to mink i vejret og talte venligt til dem. Fyren, der filmede, zoomede ind på hende og minkene.
På hjemvejen lod Gustav Lövenhjelm en flaske vin gå rundt mellem deltagerne, og han roste dem for deres modige optræden. Julia drak en slurk og følte varmen brede sig i kroppen. Hun var helt udmattet, men alligevel lykkelig på en eller anden måde. Det hele havde været som et eventyr, og det bidrog naturligvis til ophidselsen at have Yuri så tæt ved sig. Hun blev en smule skuffet, da Yuri ikke kunne blive natten over, de skulle e-maile til andre dyreaktivister, og det ville vare længe, før de blev færdige, sagde de. Hun lovede at holde minkene skjult, og Lövenhjelm sagde, at de snart ville kontakte hende igen.
Det var først, da Folkevognsbussen var kørt, og mørket helt omsluttede hende, at hun tænkte på, hvor absurd det hele havde været. Hun så på minkene i katteburet, inden hun gik ind i stalden og slap dem ind i et større bur. Efter at have givet dem en portion fiskefoder, som hun havde købt i forvejen, gik hun ind i huset og satte sig i en kurvestol i køkkenet. For første gang i meget lang tid følte hun sig frygtelig ensom.