Det forekom Axel Hake, at byen på en eller anden måde var sunket ned i en form for kronisk gråt. Sneen havde endnu ikke holdt sit indtog, der lå kun en sølet, regnfuld hinde over veje og kanaler. Skyggerne blev længere og længere, og det virkede, som om solen ikke orkede at kæmpe sig op over horisonten. Alt blev mørkegråt, bænkebidergråt, spurvegråt. Og dagen var næppe nået forbi morgenen, før eftermiddagen satte ind med endnu en nuance af gråt. Duegrå, blygrå. Siden var der blot aftenen tilbage, og den kom alt for tidligt med sin sortgrå kappe. Beggrå, tjæregrå. Husene antog også samme farveskala. Hvad der førhen havde været teglrødt og abrikos og tilmed havgrønt forvandledes til smudsiggrå facader, og intet afspejledes i vinduesruderne. Det var, som om nogen havde dækket dem til med en fed hinde, der udelukkede alt lys. Til og med træerne, der blot nogle uger tidligere havde flammet i rødt og guld, var nu nøgne og strakte deres sorte grene mod den mørke himmel.
Axel Hake og Oskar Lidman sad i bilen uden for Ulla Stenmans hus i Bastugatan og overvågede. De havde en radio til rådighed, og Hake havde anbragt en politibetjent på trappeafsatsen oven over Ullas lejlighed. Pludselig skrattede det i radioen, og en stemme hviskede, at hun var på vej ud. Hake steg hurtigt ud af bilen og skyndte sig om til bagsiden af den store boligkarre. Hvis hun havde tænkt sig at snige sig ud, så antog Hake, at hun gik gennem kældergangen og ind i den næste port for siden at skræve over et jernstakit, så hun kom ud på den anden side af huset. Hake fik øje på et lille cykelskur med rustent bliktag og stillede sig i ly for støvregnen, der silede ned. Han havde god udsigt til samtlige udgange, bortset fra den på den anden side, mod Timmermansgatan, og der sad Oskar Lidman.
Hake behøvede ikke vente længe. En dør gik op, og Ulla Stenman, iført regnfrakke og olivenfarvede bukser, kom ud. Hun gik hurtigt langs husmuren uden at se sig om, skrævede over stakittet og fortsatte ned ad bakken, der førte til Monteliusvägen. Hake fulgte efter på afstand. Ulla Stenman skyndte sig i retning af Kattgränd og derefter mod Hornsgatan. Hake standsede ved en husgavl, så hun fik et lille forspring. Hun gik med målbevidste skridt hen ad Hornsgatan, til hun nåede en telefonboks ved indsnævringen til Bysistäppan. Hun gik ind og ringede.
Hake valgte at gå ind i Mariahallen lige ved opkørslen fra Söder Mälarstrand. Han tog opstilling ved dørene og iagttog hende. Hun snakkede og gestikulerede og lagde så røret på. Da hun kom ud, så hun op mod den regntunge himmel, trak regnfrakken tættere om sig og gik over mod stedet, hvor Hake stod. Han bandede stille og nåede lige netop at vende hovedet bort, inden hun kom ind i butikken. Hun så ham ikke, men passerede blot nogle få meter fra ham.
Da Ulla Stenman var forsvundet ind i forretningen, sørgede Hake for at komme ud. En dame ved kassen så mistænksomt på ham, men han ignorerede hendes blik og gik rundt om hushjørnet, så han kunne kigge ind gennem vinduet fra den anden side. Ulla Stenman købte nogle kanelboller og gik så ud igen. Netop som Hake havde tænkt sig at meddele Lidman, at han skulle komme med bilen, så han, at hun drejde af til højre og var på vej tilbage til lejligheden.
Hake fulgte atter efter på afstand, og hun gik ind samme vej, som hun var kommet ud. Over jernstakittet, ind i gården og så ned i kælderen for endelig at gå op i sin egen opgang. Hake gik rundt om huset til bilen. Han var gennemblødt og arrig over, at han ikke havde taget en paraply med.
"Nå?" sagde Lidman.
"Hun smuttede ud på den anden side af huset," sagde han. "Så gik hun hen til en telefonboks og ringede."
"Skal vi gå op og snakke med hende?"
Hake rystede på hovedet.
"Jeg synes, vi skal lade hende tro, hun kan komme den vej ud når som helst. Den skal vi ikke afsløre."
"Så er det altså bare at vente igen?"
Lidman var uendelig træt af de tålmodighedskrævende overvågninger.
"Hun købte brød til kaffen. Jeg tror, hun venter gæster."
"Hvem?"
Hake vidste det ikke, men vedkommende ville nok snart dukke op. Han så på uret. Den var lidt over to. Om en halv time ville han gå ud igen og stille sig på vagt under cykelskurets tag, for han antog, at vedkommende ikke ville komme ind fra forsiden.
Han gik lidt tidligere, og det var heldigt, for han var netop nået om til bagsiden af Mälarborgen, da han så nogen klatre over stakittet ind i gården. Han forsøgte at sætte farten op, men skråningen var glat, og stokken fik ikke rigtig fat i lerjorden. Netop da han nåede frem til stakittet, smækkede døren til kældergangen i. Han gik tilbage til bilen, tog kommunikationsradioen fra Lidman og kontaktede politibetjenten inde i huset. Denne havde ikke bemærket noget, kun at døren blev åbnet meget stille på et tidspunkt. Hake sukkede og bad ham give besked, når nogen gik ud igen. Det varede et par timer, inden det knitrede i radioen igen.
"Nu var der nogen, der gik, " hviskede betjenten.
Hake åbnede bildøren og skyndte sig ud. Han slog paraplyen op, men gik ikke om til bagsiden af huset denne gang. I stedet gik han ned mod Kattgränd og ventede på den besøgende der. Han tog det for givet, at vedkommende var kommet med tunnelbanen og ikke havde i sinde at gå mod Söder Mälarstrand. Men så kom han i tanker om, at det var muligt at parkere på Torkel Knutssonsgatan lige over for Münchenbryggeriet, og gik derfor ned mod Monteliusvägen. Og ganske rigtigt. Ryggen af den besøgende forsvandt ned ad trætrappen i retning af den dybe bjergkløft ved Torkel Knutssonsgatans forlængelse.
Hake satte farten op og holdt hele tiden øje med den besøgende. Men pludselig kunne knæet ikke klare belastningerne fra trapperne, og han faldt. Han snublede om i gruset og landede på den bløde græsplæne, hvor han gled lidt videre, inden det lykkedes ham at standse.
Han havde tabt stokken i faldet og så, at den lå ved foden af trætrappen. Frakken var møgbeskidt, og benet ville ikke rigtig følge med, da han forsøgte at rejse sig. Han begyndte at kravle op mod stokken, og hver bevægelse var en kraftanstrengelse.
Den besøgende var nået til gaden neden for bjergryggen, da Hake endelig fik fat i stokken og kunne komme på benene. Han stolede ikke længere på benet og var tvunget til at være forsigtig, da han genoptog forfølgelsen. Neden for trapperne stod en bil parkeret, og Hake indså, at han ikke kunne nå ned, inden den besøgende var kørt sin vej. Han tøvede, men kastede så stokken efter bilen. Den besøgende skulle netop til at stige ind, da stokken ramte biltaget med et skarpt smæld og gled ned på gaden. Med forbløffet mine samlede manden den op og så sig omkring, men der var ingen i nærheden. Han hævede blikket, men Hake var allerede forsvundet, og det eneste, man kunne se, var bjergsiden og lidt af græsplænen. Den besøgende tog stokken og drejede den og kiggede så på biltaget. Der var en stor ridse. I samme øjeblik nåede Hake frem til ham.
"Et øjeblik," sagde han. "Det er min stok."
Den besøgende vendte sig, og Hake kunne nu tydeligt se hans ansigt. Det var Rick Stenman.
"Hvad laver du her?" sagde han og så forbavset på Hake. "Var det dig, der kastede denne her efter min bil?"
"Kom med her," sagde Hake og hev stokken fra ham."Vi skal snakke sammen."
De satte sig ind i politibilen, som Lidman havde kørt ned og parkeret uden for Münchenbryggeriet, Rick på bagsædet og Lidman og Hake på forsædet. Begge politimænd hang over ryglænet og iagttog Rick, der virkede fattet og så fra den ene til den anden uden at blinke eller vise mindste ubehag ved situationen.
"Skylder I mig ikke en forklaring?" sagde han og strøg det rødblonde hår væk fra panden. Han var en flot, ung fyr, rene træk og et følsomt ansigt. Øjenbrynene var så lyse, at de var næsten usynlige, hvilket gjorde, at panden så højere ud.
Munden var bred, og når han smilede, anede man to tænder, der var meget længere end de øvrige, hvilket gav ham et gavtyveagtigt udseende. Hake kunne godt forstå, hvis han havde succes hos det smukke køn.
"Der er ikke noget at forklare. Det drejer sig om normalt politiarbejde, og i den forbindelse finder vi så dig."
"I må have skygget Ulla, eller hvad?"
"Som sagt," sagde Hake. "Vores efterforskningsmetoder er ikke offentlig ejendom."
"Du smed jo for helvede stokken på mit biltag. Det kommer du til at betale for."
"Det var et uheld. Jeg snublede, og stokken røg ud af hånden på mig og ramte din bil."
Rick rystede på hovedet.
"Gider du lige?" sagde han lavmælt.
"Hvad bestilte du hos Ulla?" brød Lidman ind.
Han havde det svært med respektløse mænd, der troede, de havde alverdens rettigheder, men ingen pligter.
"Jeg drak kaffe," sagde Rick Stenman. "Er det ulovligt?"
"Bollede du også med hende?" sagde Lidman og stoppede en pebermyntepastil i munden.
Men provokationen virkede ikke, Ricks næsten hårløse øjenvipper blinkede end ikke. Han så roligt på Lidman.
"Ulla Stenman har mistet sin mand under brutale omstændigheder. Hun føler sig fortabt og træt og har behov for trøst. Som ven og arbejdskammerat stiller man op i sådan en situation."
"Bollede du med hende, spurgte jeg om," sagde Lidman surt.
Han havde det endnu sværere med veltalende sentimentalitet.
"Nej, hun er jo for fanden min brors enke. Fatter du ikke noget?"
"Hvorfor sneg du dig så ind?" sagde Hake.
Han tøvede for første gang.
"Det ville Ulla have."
"Hvorfor?"
"Hun sagde, at hun havde set ukendte personer snige sig omkring i nabolaget. Hun vidste ikke, om det var politiet eller forsikringsselskabet eller måske nogen fra Reds fortid."
"Hvem skulle det være?"
"Det har jeg ingen anelse om, og det har Ulla sikkert heller ikke, men hun synes, det er forbandet ubehageligt, og derfor ønskede hun, at jeg gik ind og ud gennem kældergangen. Hun vil ikke have, at nogen skal vide, hvornår hun er hjemme eller ude."
"Og du fandt vejen med det samme?" sagde Lidman ironisk.
"Hun beskrev den der genvej, da hun bad mig komme i dag," sagde Rick. "Jeg kendte den ikke før."
Hake var ikke sikker på, at han troede på Rick Stenman, og han spekulerede på, hvad det var for personer, Ulla havde fået øje på. I hvert fald ikke Lidman og ham selv, det var han sikker på. Og da Tobisson endnu deltog i overvågningen, havde hun slet ikke vist sig.
"Hvor var du i forgårs nat?" spurgte Hake uventet.
Rick havde ikke ventet det spørgsmål, og han tabte fatningen et kort sekund.
"Hjemme, tror jeg."
"Tror?"
"Jeg var hjemme."
"Vidner?"
Rick rystede på hovedet.
"Har du hørt tale om Strømpe-Leffe?"
"Nej, hvem er det?"
Hake svarede ikke, han ville ikke fortælle noget om mordbranden til udenforstående.
"Kender du så noget til Harrys livsforsikring?"
Rick nikkede.
"Blev du forbavset?"
"Ikke særlig. Red tog vare på sine nære og kære."
"Men du har ikke fået noget ud af hans død?"
Rick skulle til at sige noget, for ansigtet mistede en smule af sin lyserøde farve, men han kom hurtigt i balance igen.
"Nej, hans død er en stor ulykke for mig," sagde han roligt.
"Med mindre du kommer sammen med Ulla og får del i forsikringspengene," sagde Lidman provokerende.
Rick smilede skævt til Lidman, åbnede bildøren og så på politifolkene.
"Jeg tror, vi skal slutte nu," sagde han."Ellers må jeg have en advokat hos mig. Det her ligner jo snart det rene chikaneri."
Han så på Hake.
"Og du kommer til at betale omlakeringen af mit tag."
Så steg han ud og gik over gaden til sin egen bil.
Lidman vendte sig om mod Hake.
"Nu er vi brændt af, hvad skygningen angår," sagde han med en vis lettelse. "Han siger det helt sikkert til Ulla."
"Vi er aldrig brændt af," sagde Hake beslutsomt.
Lidman startede bilen, kørte ned mod Söder Mälarstrand og drejde af mod Slussen, Stockholms værste trafikknudepunkt. Hake var snavset og havde ondt i knæet og bad Lidman køre ham hjem. Kollegaen bandede lavmælt, for det indebar, at han var tvunget til at vende i Sluskarusellen. Det lykkedes ham ikke rigtig - de kom ud på Skeppsbron i stedet, og Lidman måtte køre en ordentlig omvej, inden han kunne slippe af med Hake i Chapmansgatan.
Det var med nød og næppe, Hake kunne komme ud af bilen. Lidman så medlidende efter ham, da han haltende forsvandt ind gennem porten. Sikke medhjælpere han havde. En krøbling og en gennembanket langdistanceløber.
Hake lå på sengen og hvilede sit knæ. Han havde smurt det med tigerbalsam, og det varmede dejligt. Han hørte biler køre forbi og nogle børn, der råbte på vej hjem fra skole. Lyset vældede ind gennem gardinerne, der var trukket for. Han tænkte på Hanna. Hvad var der sket mellem dem? Hvad var årsagen til, at Hanna trak sig mere og mere bort fra ham? Hun var ganske vist nærværende, men i lange perioder trak hun sig ligesom ind i sig selv, og det gjorde, at han var begyndt at dyrke en form for selvbeherskelse, han ikke brød sig om. Han var begyndt at være eftergivende, når han mest af alt havde lyst til at råbe og ruske hende.
Han røg en af sine sjældne cigaretter og lod røgen bølge op mod loftet. Havde hun truffet en anden? Han troede det ikke, hun flygtede ikke, men trak sig bare længere væk fra ham. Tabte pludselig livsmodet og undskyldte sig med, at hun følte sig træt. Og mellem disse tilstande en slags omklamrende, voldsomt behov for nærhed og sex.Alt var forbandet mystisk. Måske burde hun tale med en psykolog, men Hake var bange for, at han overfortolkede hendes sindstilstand, fordi han selv var stresset og udkørt.
Der stod lidt kold kaffe tilbage på natbordet, og han drak en slurk, mens han iagttog et lysmønster oppe i loftet. Hvornår var hendes humørsvingninger egentlig begyndt? Han tænkte tilbage på tiden lige efter sommeren i Skagen og kom frem til, at de nok var startet nogle uger efter deres hjemkomst. Hvad var der sket? Han tog et dybt hvæs og lod røgen sive ud af mundvigen. Han var ikke vaneryger og undede sig selv den luksus at lege lidt med røgen og lade den tage forskellige udveje, eller han lavede en røgring og sendte den tværs gennem rummet. Nej, der var ikke sket noget specielt, dagene var gået som sædvanlig, og nætterne var der intet galt ved, når de var sammen. Hun ville i hvert fald gerne være sammen med ham, og hendes forslag om en hel dag med middag og museumsbesøg havde været et skridt i den rigtige retning. Hvis der nu ikke kom noget i vejen.
Han satte sig op på sengekanten og prøvede benet. Knæet holdt, selv om det bed godt, da han forsøgte at rejse sig. I lejligheden ovenover gik Lars Larsson-Varg frem og tilbage, og da det senere ringede på døren, troede Hake, at det måske var museumsinspektøren, der ville bryde den triste spænding, der var opstået mellem dem. Men det var ikke Lars, der stod i døren, men Julia. Hun masede sig ophidset forbi Hake og ind i dagligstuen.
"Har du noget vin?" spurgte hun.
Hake gik ud i køkkenet og skænkede et glas til hende. Han iagttog i smug sin søster. Hun så udslidt ud. Ansigtet var dejagtigt, og på hovedet havde hun en rød tophue, der konkurrerede med ansigtsfarven. Hun havde klædt sig sjusket, den grove bomuldsskjorte hang uden for trøjen, og frakken var ikke knappet. Han rakte hende glasset, og hun så taknemmeligt på ham, men drak ikke. Det var, som om hun blot ønskede noget at holde fast i.
"Jeg er i knibe," sagde hun. "En helvedes knibe."
"Har han slået op?"
Hun så bistert på ham.
"Tværtimod."
"Tværtimod?"
"Ja, han vil være mere sammen med mig end nogen sinde, og det er delvis det, der er problemet."
"Det ved jeg ikke, hvordan jeg skal hjælpe dig med."
Han syntes, det virkede underligt. Hun afskyede jo, at han blandede sig i hendes kærlighedsliv.
"Hvis du er færdig med at stille tåbelige spørgsmål, skal jeg fortælle," sagde hun og satte sig og gjorde samtidig tegn til, at han også skulle sætte sig.
"Jeg kan for øvrigt give det knæ en sprøjte," sagde hun, da hun så, med hvilket besvær hendes bror gik hen til en af lænestolene. "Med hanekam."
"Hanekam?"
"Ja, du som er spiller ved vel, at væddeløbsheste til stadighed skal have en sprøjte med hanekam, det er et middel til, at leddene kan stå for den hårde belastning."
Han havde engang læst det i et fagtidsskrift. Det lød makabert, men ansås af de fleste dyrlæger at være en udmærket erstatning for kortison.
"Jeg venter," sagde han og satte sig.
Julie tog en lille slurk og så på ham over glassets rand.
"Jeg var med til at slippe alle de mink løs uden for Norrtälje," sagde hun.
Hake havde ikke hørt om episoden.
"Det stod i avisen."
"Okay."
"Men fatter du ikke? Jeg er dyrlæge og har dyrebeskyttelse som min fornemste pligt. De mink kan ikke klare sig på egen hånd. De er ikke trænede i selv at skaffe sig føden. Det, jeg gjorde, var en slags dyrplageri."
Axel Hake følte sig nærmest lettet. Han troede, det var noget værre, hun kom for, noget kriminelt der havde med russeren at gøre.
"Er det ikke bare en formsag?" sagde han forsigtigt. "De plages vel endnu mere i deres bure for derefter at komme direkte til slagteriet og pelsindustrien. Hvad slags liv er det?"
Hun så på den røde drik i glasset og drejede det lidt, så hun kunne fange lyset i den.
"Det er ikke bare det," sagde hun dæmpet. "Jeg tog to af minkene med hjem til klinikken. Der vil Gustav Lövenhjelm og de andre have, at jeg skal give minkene skab. Jeg har fået nogle ampuller, der indeholder smitten. Bagefter placerer vi dem hos to andre minkavlere og smitter på den måde hele deres bestand."
"Lad være med det," sagde Hake. "Det er at gå for vidt."
"Jeg sagde jo, at jeg sad i en helvedes knibe."
"Smid ampullerne væk og sig nej," sagde han.
"Det er ikke bare det."
"Vil Yuri forlade dig, hvis du ikke gør det?"
"Gid det var så enkelt."
Hendes smukke øjne var fulde af smerte, da hun kiggede på ham.
"Jeg tror ikke, jeg helt forstår."
"Nej, hvordan fanden skulle du kunne gøre det. Jeg har jo ikke fortalt det hele. De sysler nemlig også med afpresning."
"Hvordan det?"
"De har en videofilm af mig, da jeg slipper minkene løs, og da jeg tager de to mink. Bagefter filmede de kun mig og ikke de andre, da vi tog skimaskerne af. De truer med at sende filmen til politiet, og det betyder, at jeg mister min autorisation."
Hake følte, hvordan vreden blussede op i ham, og han kunne ikke sidde stille. Han rejste sig, gik hen til vinduet og vendte sig så brat om, at miniaturesejlbåden, som han selv havde bygget, og som stod i vindueskarmen, faldt på gulvet. Han så ikke engang på den.
"Sådan nogle sataner," sagde han hårdt.
Han greb om stokken og gik en tur rundt i stuen. Så standsede han pludselig og så på hende.
"Har du nogen sinde hørt navnet Strømpe-Leffe?"
Julia rystede på hovedet.
"Har du hørt om, at nogle af medlemmerne i kollektivet nogen sinde har boet på Overland Express?"
"Nej."
"Heller ikke Yuri?"
"Nej."
Hake tav.
"Kan du hjælpe mig," spurgte Julia ynkeligt.
Han tænkte efter og nikkede så alvorligt.