"Pyha," sagde Oskar Lidman og lod en finger køre rundt under kraven, da de sad i bilen på vej hjem.
Selv om de havde været fire politimænd, var han ikke sikker på, hvordan det ville være endt, hvis det var kommet til et egentligt sammenstød. De to betjente på bagsædet så også helt lettede ud. Hake sad i sine egne tanker. Han følte, han var blevet trukket ind i noget, som han ikke længere havde kontrol over. Han var blevet grævling, da brødrene udfordrede ham, og han havde ikke formået at slippe grebet. Ikke før det knasede. Det var gået godt, men nu bagefter syntes han, han havde været en dårlig politimand.
"Det er ikke dem," sagde han.
"Der har mishandlet Tobisson?"
"Der har myrdet Stenman og Leffe Alderson," sagde Hake. "De er voldelige, men de ville aldrig brænde Leffe inde, det er slet ikke deres stil. De konfronterer folk, det er det, de lever og ånder for. De sniger sig ikke ind på dem."
"De kan stadig godt have myrdet Stenman. Mordet på Alderson er måske noget helt andet."
"Det hele hænger sammen, Oskar," sagde Hake. "Det er jeg sikker på."
Han hvilede hovedet mod den kolde siderude. Han følte en svag kvalme og en umådelig træthed. Spændingen havde været enerverende, og han længtes efter et varmt bad. Han tog mobilen frem og ringede til Olle Sandstedt.
"Olle? Det er Axel Hake. Hej. Kan du huske, om man kunne se, om Leffe Alderson havde mærker efter bid på armen? De var forkullede? Ja, det ved jeg, men måske kunne man alligevel se det på en eller anden måde. Hvilken måde?"
Hake følte sig umådelig dum.
"Ja, det ved jeg jo ikke. Det var bare et skud i blinde. Tak og hej."
Han slukkede telefonen. Lidman sendte ham et ironisk blik.
"Tror du, det var Leffe, der slog Tobisson ned?"
"Alt er muligt," sagde Hake vagt.
"Den fyldebøtte?"
"Da han holdt bajonetten mod min rygrad, rystede han ikke på hånden. Og kun guderne ved, hvad desperate mennesker kan finde på for gode ord og betaling."
I receptionen på politistationen fik han besked om, at Seymour Rilke havde ledt efter ham. Han gik op til politichefens kontor og måtte vente de planlagte minutter, inden han blev sluppet ind. Rilke bad ham sætte sig og smilede let til ham.
"Hvordan går det med efterforskningen?" spurgte han.
Han holdt håndfladerne mod hinanden og så ud, som om han målte sine fingre.
"Vi knokler på," sagde Hake."Du får en opdatering en af de nærmeste dage."
"Det går altså dårligt?"
"Siden vi mistede Tobisson, går alt jo noget mere trægt."
"Men det er ikke bare det, vel?"
Han sagde det så henkastet, at Hake begyndte at ane uråd. Hvad havde Rilke i baghånden?
"Hvad mener du?" spurgte han.
"Du er også i gang med andre ting, det er derfor, I ikke kommer nogen vegne. Du er ikke tilstrækkelig fokuseret på opgaven."
"Selvfølgelig er jeg det. Jeg bruger hele dagen på at opklare mordene."
"Men åbenbart ikke nætterne."
Han tog et papir op fra skrivebordet.
"Jeg har fået en anmeldelse af dig fra doktor Lövenhjelm. Du er brudt ind i hans hjem og har stjålet videokassetter, der er vigtige for hans arbejde. Han skriver i sin anmeldelse, at en del af materialet handler om din søster. Doktoren har længe haft mistanke om, at din søster er indblandet i ulovlige aktiviteter. Blandt andet at slippe mink løs, og han har filmet en sådan aktion for at få bevis. De beviser har du åbenbart stjålet."
Hake sad stille. Gustav Lövenhjelm havde altså regnet ud, at Hake ikke kunne anvende videobåndet mod ham, eftersom Julia så ville blive involveret.
"Gustav Lövenhjelm er en løgner og en charlatan," sagde Hake.
"Han er en meget anset forsker og ekspert i dyreværnssager. Desuden er det ikke kun ham, der har anmeldt dig. En pige, Maja Salander, har sagt, at du truede hende, da du begik indbruddet."
Rilke lagde papiret fra sig på sit elegante skrivebord.
"Hvad fanden har du gang i, Axel?"
"En mordefterforskning."
"Jeg kan ikke have dig her," sagde Rilke, ikke uden en vis triumf i stemmen. "Min tillid til dig er brudt."
"Så hvis jeg anmeldte dig på falsk grundlag, så ville du straks blive frataget dine opgaver, mens vi venter på en undersøgelse?"
"Det er ikke det samme."
Hake rejste sig.
"Er der mere?"
"Jeg har bedt kommissær Bolinder om at overtage sagen," sagde Rilke. "Lidman bliver hans inspektør og så nogle flere. Nu sætter vi alle sejl til. Det er et dobbeltmord, vi har med at gøre, og sagen har højeste prioritet. Som du ved."
Hake syntes, det blinkede en anelse i politichefens øjne.
"Din store lort," sagde Hake.
"Hvad?"
"Din skide ... krykhusar."
Han haltede ud af kontoret og smækkede døren hårdt i efter sig.
Axel Hake følte sig ejendommeligt rolig, da han trådte ud af politistationen. En kort eftermiddagsbyge havde vasket byen ren, og det forekom ham, at han så den med nye øjne. Det var, som havde han sat vinduesviskerne i gang, så han pludselig kunne se, hvor han var på vej hen. Lidman var blevet rasende, da han kom tilbage fra Rilke. Ikke på politichefen, men på ham.
"Hvad helvede har du gang i for tiden, Axel?" havde han hvæset. "Indbrud?"
"De var i gang med afpresning, Oskar," sagde Hake og samlede sine ejendele sammen i hovedkvarteret. Han var suspenderet i tre uger, mens undersøgelsen stod på, og han ville ikke have sine ting liggende, når Bolinder tog over. Det var ikke så meget, en bærbar computer, en mappe med strøtanker om forbrydelsens anatomi. Naturligvis skulle han efterlade alt, der havde med efterforskningen at gøre, men dette anså han for sine private ejendele.
Lidman fulgte ham med øjnene.
"Hvad vil du gøre?" sagde han til sidst.
Hake trak på skuldrene. Han vidste det ikke.
"Måske skulle du benytte lejligheden til at få knæet opereret," foreslog Lidman.
"Jeg har tres procents chance for at få et stift ben ved en operation. Så dårlige odds spiller jeg ikke på."
Lidman fulgte hver af hans bevægelser. Netop som Hake skulle til at gå, smilede han og sagde:
"Du har ikke tænkt dig at slippe denne sag, vel?"
Hake svarede ikke, men gik ud i det dejlige vejr. Han lagde vejen forbi Hanna. De havde kun snakket i telefon sammen et par gange, siden de var oppe at tottes, og hun lød afventende og fjern. Han overvejede at gå op, sige undskyld og fortælle, at han havde fri nogle uger, så nu kunne de være meget mere sammen. Han håbede, det ville gøre en forskel.
Der blev ikke lukket op, da han ringede på, så han fandt sin egen nøgle og gik ind. Der var indelukket. De store vinduer ud mod Kungsholms kirke havde lukket sollyset ind hele dagen, men ingen havde luftet ud. Han gik over til et af vinduerne og åbnede det. En sval brise strømmede ind i stuen. Han stod lidt i solskinnet og bare nød det. Sådan skulle livet være, tænkte han.
Han fik lyst til et glas vin og tog en flaske i vinreolen. Så trak han den ene køkkenskuffe ud efter den anden for at finde en proptrækker. Pludselig fik han øje på noget. Det var en brun kuvert fra emigrationsmyndighederne. Hake åbnede den med bankende hjerte. Det var svar på nogle spørgsmål, Hanna Sergel havde stillet myndighederne. Nej, børn behøver ikke pas for at rejse til Frankrig, nu hvor Sverige er med i EU. Nej, man skal have begge forældres underskrift, hvis man emigrerer til Frankrig og medbringer et barn, som forældrene har fælles forældremyndighed over.
Hake mærkede den kolde sved løbe ned ad rygraden. Det forekom ham, at køkkenet begyndte at dreje, og han var nødt til at gribe fat i køkkenbordet for at stå fast. Hanna havde altså tænkt sig at emigrere til Frankrig, sandsynligvis Paris. Og hun havde åbenbart ikke tænkt sig at fortælle ham om det. Han fattede det ikke. Det var helt ubegribeligt. Hvad fanden tænkte hun på? Han blev mere og mere vred. Han smed brevet ned i skuffen, lukkede den med et brag, stillede vinflasken tilbage og lukkede vinduet. Han ønskede ikke, at Hanna skulle bemærke, at han havde været der. Han måtte væk, inden han kvaltes. Måtte tænke.
Han skyndte sig ned ad trappen. Netop da så han, at Hanna og Siri var på vej ind gennem porten. Han blev stående på trappen, for han vidste, at de altid tog elevatoren. Fra trappeafsatsen kunne han iagttage dem begge. Hanna holdt Siri i hånden. De smilede til hinanden og lo. Han syntes, Hannas smil så falsk ud, at hendes brede, fyldige mund virkede ond. Og da hun løftede Siri op, så hun kunne trykke på elevatorknappen, syntes han, hun virkede kunstig. Overdrevent kærlig. Da de var steget ind i elevatoren og kørt op, satte han sig tungt på stentrappen og stirrede frem for sig.
Julia havde parkeret sin Landrover bag ved bjerget, der skrånede ned mod veganerkollektivets gård. Hun havde møjsommeligt arbejdet sig op til toppen af bjerget og så siddet i flere timer bag nogle graner og set ned på gården gennem en kikkert. Der var ikke foregået meget i den tid.
På et tidspunkt var nogen kommet ud og var gået hen til Folkevognsbussen og stuvet noget ind. Men det var ikke Yuri. Og så var dørene uden videre blevet slået op en halv time senere, og alle var kommet ud på én gang. Julia så gennem kikkerten, at Yuri også var med. Han strakte sig som en kat, der lige er vågnet op. Gustav Lövenhjelm lagde armen om hans skulder og ruskede ham let, da de gik hen mod Folkevognsbussen.
Henne ved bussen begyndte Gustav Lövenhjelm at snakke, og Julia så, hvordan medlemmerne af kollektivet stod med bøjede hoveder og lyttede til lederens instruktioner. Så nikkede de og kravlede ind gennem bagdøren. Gustav Lövenhjelm satte sig ind bag rattet og kørte af sted.
Da bussen var forsvundet bag vejsvinget, gled Julia ned ad bjerget og landede med et bump i rabatten, hvor hun havde parkeret bilen. Hun ventede ti minutter, inden hun startede og kørte ind på pladsen foran den store, gule trævilla. Hun tog tasken med veterinærudstyret med sig, gik hen til døren og ringede på. Lidt efter kom Maja Salander og lukkede op. Hun så lidt forbløffet ud.
"De kørte for bare nogle minutter siden," sagde hun. "Der er ingen hjemme lige nu."
"Det gør ikke noget," sagde Julia og masede sig forbi pigen.
"Jeg ved ikke, om de bryder sig om det," sagde Maja usikkert.
"Hvorfor skulle de ikke det?"
"Din bror brød jo ind her, og så var der også den anden ballade. Med Yuri."
"Jeg har ikke noget med min bror at gøre. Det er hans eget ansvar. Og det andet var bare en kurre på tråden," sagde hun let.
Hun gik gennem rummet og op ad trappen.
"Hvad skal du?" sagde Maja mistænksomt.
"Hvad fanden tror du?"
Julia så strengt på pigen.
"Det ... det ved jeg ikke."
"Jeg er dyrlæge, ikke? Det er sådan en, der har ansvar for dyrebeskyttelse, ikke? Og det går du vel op i. Eller er det kun for at få sex, du er kommet ind i kollektivet?"
Maja rødmede dybt.
"Du har ingen ret til ..."
"Hør nu efter. Jeg har ansvaret for Elina og hendes hvalpe. De bor i mit distrikt. Jeg har taget mig af hende hele tiden, og jeg har ikke tænkt mig at slippe den opgave, bare fordi I har travlt med alt mulig andet."
Maja Salander sank lidt sammen.
Julia gik ind på Yuris værelse, hvor hunden lå med sine hvalpe. Maja fulgte efter.
"Det er nok bedst, jeg ringer til Gustav på hans mobil," sagde hun, da hun stod i døråbningen.
"Ko," sagde Julia tvært. "Er du bare en dum ko, der søger en leder, der skal tage sig af dig?"
"Han har sagt, at jeg skal ringe, hvis der sker noget usædvanligt, mens han er væk."
"Det her er for fanden da ikke usædvanligt," sagde Julia. "Hvalpene skal vaccineres, og det er mit job at sørge for, at det bliver gjort. Er du ligeglad med dem?"
"Selvfølgelig ikke!"
"Så gå ned og sæt en ordentlig balje vand over på komfuret og råb, når det koger. Eller du vil måske ikke hjælpe til?"
"Selvfølgelig vil jeg det."
Hun forlod værelset og gik ned ad trappen. Julia sneg sig hen til døren og åbnede den på klem. Hun hørte, det skramlede nede i køkkenet. Så gik hun hurtigt gennem værelset og trak Yuris seng ud. Helt nede i hjørnet var der en løs gulvplanke. Engang, hvor Yuri troede, hun sov, havde hun set, at han havde et gemmested der. Nu tog hun en kniv frem og lirkede planken op. Det var ikke noget stort hul, men etageadskillelsen var dyb nok til, at man kunne stuve lidt forskellige småting derned. Hun fiskede et bundt sedler op. Det var en ganske anselig sum i dollars. Så fandt hun en adressebog, der var fuld af navne på personer verden over og adresser til kollektiver og aktionsgrupper. Til sidst fandt hun det, hun ledte efter. Et pas. Hun lagde de andre ting tilbage, men beholdt passet. Så satte hun planken på plads, skubbede sengen tilbage og gik over til hundene og klappede dem.
"I har jo fået jeres sprøjte for flere uger siden, så I skal ikke have mere," sagde hun stille.
Lidt efter kom Maja Salander op med en stor gryde med varmt vand. Hun så helt stolt ud. Måske har hun fundet sig en ny førerhund, tænkte Julia.
"Du kan stille den der og vaske hvalpene med sæbe og vand. Jeg har vaccineret dem, men de trænger til at blive vasket. Det er fint med et håndklæde."
Maja gjorde, som hun fik besked på, og Julia foregav at skrive i sin journal. Hun så op på pigen, der koncentreret vaskede den ene hvalp efter den anden. Det gør nok ikke noget, at de bliver rene, tænkte Julia og lukkede sin journal.
Axel Hake havde siddet på stentrappen i en time, før han gik hjem, drak en hel flaske vin og faldt i søvn på sofaen. Han sov længe, og først ved femtiden næste dag vågnede han med bliksmag i munden og tunge øjenlåg. Da han vidste, han ikke ville kunne holde ud bare at gå rundt og lave ingenting, tog han bilen ud til Rick Stenman. Han boede ved Tantolunden i et af de store, buede huse med udsigt over Mälaren og Årstaskovene.
Ved ottetiden kom Rick ud og satte sig ind i sin bil, en Mazda. Han kørte op på Ringvägen, og Hake fulgte efter i passende afstand. De passerede Eriksdalshallen og kørte mod Götgatan, krydsede den og fortsatte mod Södermannagatan. Men inden Rick nåede den, foretog han en U-vending og kom over på den anden side for så at standse uden for Harrys Biler. Han parkerede, åbnede garagen med sin egen nøgle og gik ind.
Hake standsede, en anelse forvirret. Var bilfirmaet ikke solgt? Han blev siddende i bilen og ventede. Lidt efter kom en taxi, og Maxim Olgakov steg ud. Også han lukkede sig ind med egne nøgler og forsvandt.
Hake steg ud, købte sig et flute, ost og en tomat og gik så tilbage til bilen for at spise sin ensomme morgenmad.
Ved frokosttid kom både Olgakov og Rick ud af garagen. De steg ind i Ricks bil og kørte. Hake var lige efter dem. Ved Folkungagatan satte Rick Olgakov af og fortsatte så ad Katrinevägen. Næste stop var ved Katarinaliften, hvor en ung kvinde stod og ventede. Hake genkendte hende ikke. Hun var på Ricks alder, iført en flot kappe og med kortklippet hår. De kørte rundt om Sluskarusellen, op til Hornsgatan og videre mod Mariatorget. De skal sikkert til Ulla Stenman, tænkte Hake. Men Rick drejede ikke af mod Bastugatan, men fortsatte ad Hornsgatan og standsede så uden for en restaurant. Hake parkerede lige bag ham. Han så, de gik ind i restauranten, og sad lidt og funderede på, hvad han skulle gøre. Til sidst fik nysgerrigheden overhånd. Han gik forsigtigt hen mod restauranten, fortsatte forbi, men kastede et hurtigt blik ind gennem de store vinduer. Til hans lettelse sad Rick med ryggen mod vinduet. Hake standsede uden for døren og lod, som om han læste menukortet, der var ophængt ved indgangen, mens han smugkiggede ind i lokalet. Rick sad bøjet frem over bordet og holdt kvindens hånd i sin. Hun så kærligt på ham. Han bøjede sig frem og kyssede hende ømt, inden han lænede sig tilbage. Kvinden smilede til ham og strøg ham over kinden.
Hake vendte tilbage til bilen. Det var uden tvivl to turtelduer, han havde set. Der var ikke noget kunstigt i deres interesse for hinanden. Han satte sig ind i bilen og blundede. Han havde stadig en fad smag i munden efter vinen, og knæet værkede efter den megen stillesidden.
Så var det altså ikke Rick, der var Ulla Stenmans elsker. Det måtte være en anden. Men hvem? Hake startede bilen og kørte væk, og i samme øjeblik vidste han, hvem han måtte besøge.