I løbet af natten var ordet afpresning dukket op i hans drømme, og da han vågnede, klædte han sig hurtigt på og kørte mod Söder. Han fandt Pia på Femman i den årle morgenstund. Hun sad sammen med A-holdet og drak kaffe. Alle ventede på, at Systembolaget i Rosenlundsgatan skulle åbne. Hake bad hende gå med en tur, men hun ville ikke ud, så de flyttede hen til et bord længere inde i caféen. Hun så ud, som om hun havde været oppe hele natten, for øjnene var hule og tømmermændene stærke.
"Kan vi ikke snakke senere?" bad hun. "Jeg er helt vissen lige nu."
"Jeg skal bare bruge et par hurtige oplysninger," sagde Hake.
Hun nikkede opgivende.
"Tror du, at Leffe havde gang i en form for afpresning?"
Hun smilede mat og pegede hen mod de andre i lokalet. Der sad to yngre fyre, der så helt færdige ud, en ældre, velklædt mand, der hele tiden strøg sig gennem skægget og nervøst rettede på slipset, og så en medtagen kvinde, der stirrede ned i kaffekoppen.
"Sådan var Leffe også. Han magtede slet ikke presset."
"Men det gør du?"
"Kun ind imellem," sagde hun svagt. "Ellers er jeg som dem."
Hun missede med øjnene.
"Tror du, at vi kunne klare en afpresning med alt, hvad det indebærer med at holde nerverne i ro?"
"Det var måske det, der var fejlen, han klarede det ikke."
Hun rystede på hovedet.
"Leffe var delvis mytoman som så mange andre alkoholikere, men han løj ikke for sig selv om, hvad han kunne klare, og hvad han ikke kunne klare. Han blev let skræmt, og det var derfor, han flyttede fra Marginalen, tror jeg, selv om han aldrig sagde det direkte."
"Skræmt af hvad?"
"Jeg har jo sagt, at det ved jeg ikke, men jeg tror, det måske har noget med hans kammerat Walter Klum at gøre."
Hun så tankefuldt ud gennem vinduet på den gryende vintermorgen.
"Walter flyttede fra Marginalen en dag. Han kom en del sammen med Leffe. Siden sås de kun sjældent, og så en dag begyndte Leffe at drikke voldsomt, som jeg fortalte dig. Så voldsomt at de smed ham ud. Jeg tror, at Walter ville have ham med i noget, som han ikke havde nerver til, og derfor blev han bange og begyndte at drikke. Han sagde engang i en brandert, at Walter havde gjort det godt."
"Hvor er Walter nu?"
"Driver omkring. Han kom ikke sammen med os, han var en af Leffes kammerater. Måske er han tilbage på Marginalen."
Men Walter var ikke på Marginalen. Han flyttede inden sommeren, og de, der flyttede, plejede ikke at vende tilbage, ifølge Gurra Viken, der sad på næsten præcis samme sted som ved forrige besøg. Klædt i samme badekåbe og med samme fede mave vældende ud over pyjamasbukserne.
"Walter var ikke rigtig med, han var lige så forsigtig som Leffe," sagde Gurra. "Han tog hjem til sin mor i Småland, så snart noget blev besværligt. Hun var hans evige backup."
"Du ved ikke, hvor i Småland?"
Han rystede på hovedet. Dobbelthagerne skvulpede, og tyrenakken blev rød.
"Men én ting er sikker.Walter ville aldrig brænde Leffe inde. Det havde han slet ikke nerver til, hvis det er det, du tror."
Hake kørte til Danderyd og gik op til den nye afdeling, hvortil Tobisson var blevet flyttet. Wendela sad og bladrede i et sportsblad og hilste, da Hake kom ind. Han skævede til Tobisson, der lå og stirrede lige frem for sig. Han var blevet endnu mere mager, men ansigtet så ikke så dødt ud som tidligere.
Hævelserne havde fortaget sig lidt, og bandagen omkring hovedet var taget af. Den halve isse var kronraget, og man kunne se en række mørkeblå sting.
"Hvordan går det?" spurgte Hake.
"Hvordan fanden tror du?"
"Tobias," sagde Wendela misfornøjet.
Men Hake ville hellere møde den vredladne Tobisson end den nedtrykte og uinteresserede.
"Kan du huske, da du fik listen over savnede personer?"
"Ja?"
"Jeg kan huske, du sagde noget om en eller andens mor i Småland, som du havde siddet og snakket længe med."
"Hendes søn havde ikke ladet høre fra sig. Jeg tror, politiet får omkring tre tusind af den slags telefonsamtaler om året."
"Men hun havde meldt ham savnet, ikke sandt? Så langt går vel de færreste."
Tobisson så træt på Hake.
"Hvor vil du hen?" sagde han.
"Du kan ikke huske kvindens navn? Eller sønnens?"
Tobisson lukkede øjnene og tænkte.
"Det var usædvanligt, husker jeg. Det lød lidt tysk."
Hakes puls slog hurtigere.
"Prøv," sagde han.
"Jeg prøver også, kan du vel nok forstå."
"Tobias!" sagde Wendela igen.
Tobisson så på Hake med et blink i øjenkrogene.
"Det tager nok tid, før jeg kommer tilbage. Eller hjem," sagde han betydningsfuldt.
"Tysk?"
"Pramm eller Klam eller noget i den retning."
"Og til fornavn?"
"Walter, tror jeg. Jeg har en slægtning, der hedder Walter, og han er tysk, så det er nok derfra, jeg har den tyske forbindelse. Men min mor brød sig ikke om ham på noget sprog. Hun var indfødt smålænding."
"Walter Klum?" sagde Hake.
"Netop," sagde Tobisson. "Hvad er der med ham?"
"Det ved jeg ikke rigtig, men jeg tror, han ligger inde med oplysninger, der vedrører Strømpe-Leffe. De boede på ungkarlehotellet Marginalen samtidig."
Med hovedet fuld af tanker om Walter Klum og hans mystiske forsvinden kørte Hake til politistationen og parkerede udenfor. Området lignede én stor byggeplads med rørinstallationer og byggematerialer overalt. En sky af betonstøv gjorde det svært at trække vejret. Han gik op i hovedkvarteret, hvor Lidman, Guldbrandsen og kommissær Bolinder sad sammen med yderligere nogle betjente. De så forbløffede ud. Hake holdt hænderne op i en afværgende gestus.
"De har ganske vist trukket anmeldelsen mod mig tilbage, men jeg er ikke kommet tilbage endnu. Er man suspenderet, så er man det."
"Har man ikke humor, så har man det, som en sjov mand engang skrev," sagde Lidman.
Bolinder så forbeholdent på Hake. Han var en tør og korrekt kommissær, som Hake tidligere havde arbejdet sammen med.
"Hvad vil du?" sagde han.
"Jeg ville bare veksle et par ord med Oskar."
Lidman rejste sig.
"Du kan ikke køre videre ved siden af efterforskningen, Axel," sagde Bolinder, da de gik hen mod døren."Alt, hvad du ved, skal igennem det her rum."
Hake gad ikke svare, men trak Lidman lidt hen ad korridoren.
"Jeg har brug for din hjælp," sagde Hake.
"Du hørte, hvad Bolinder sagde," sagde Lidman forsigtigt.
"Kom nu, Oskar. Det kan være vigtigt."
Lidman rystede på hovedet.
"Sorry," sagde han. "Du ville have gjort det samme, hvis du var i mine sko."
"Ville jeg?"
"Man kan ikke have dobbelt loyalitet i en mordefterforskning. Det har du selv sagt. Enten er man inde, eller også er man ude. Du er ude, og jeg har tænkt mig at blive inde."
"Okay," sagde Hake og gik.
"Axel," råbte Lidman efter ham. "Det er ikke noget personligt."
Med vreden sydende i kroppen kørte Hake hjem. Han ringede til afdelingen for savnede personer og fik at vide, at anmeldelsen om Walter Klums forsvinden var trukket tilbage. Hake takkede og fik telefonnummeret til Walters mor. Han ringede, men der blev ikke svaret.
Den fortabte søn var altså vendt hjem. Han spekulerede på, hvor han holdt til. Måske i Småland, hvis man skulle tro Gurra. Hake satte sig tungt i sofaen og mærkede, hvor træt han var.Træt af alt og alle.Træt af manglen på kammeratskab og træt af kærlighedens labyrint. Han følte sig forladt. Han følte sig tom.
Det ringede på døren, og Hake gik ud og lukkede op. Lars Larsson-Varg stod udenfor. Han holdt et billede i hånden. Det var billedet af tatoveringen.
"Jeg ville bare aflevere det her," sagde han ydmygt.
Hake tog billedet.
"Kom ind," sagde han.
Larsson-Varg trådte ind i dagligstuen.
"Jeg vil også gerne sige undskyld," sagde han. "Det var utilgiveligt af mig at bede dig om at deltage i et indbrud. Du er en retskaffen, hæderlig politimand, og jeg skammer mig over at have forsøgt at få dig til at gå bag om ryggen på dine kolleger og tilsidesætte dine etiske principper."
"Det er i orden," sagde Hake. "Lad os glemme det."
"Jeg håber, du kan tilgive mig."
"Som sagt, så lad os glemme min politimoral."
Han gik ud i køkkenet og hentede en flaske vin og to glas. Larsson-Varg satte sig og fik et glas i hånden.
"Jeg får bøder for min opførsel," sagde han. "Heftige bøder. Men mere bliver det ikke. Jeg havde jo trods alt bare gemt mig på museet og forsøgte ikke at stjæle noget."
"Og du har ikke tænkt dig at forsøge igen?"
"Jeg er smidt ud derfra."
Hake så, at han undgik hans blik.
"Lad være," sagde Hake. "Det er det ikke værd."
"Jeg er sikker på, at det ikke er Rembrandt, der malede billedet. Og jeg har i sinde at bevise det. På en eller anden måde. Hvordan går det for øvrigt med din mordefterforskning?"
Hake havde ikke til sinds at sige, at han var blevet suspenderet, det var ikke lige det rette forum, så han sagde bare, at det var et tålmodighedskrævende og drøjt puslespil, der skulle lægges.
"Gad vide, hvem der har lavet tatoveringen?" sagde Larsson-Varg. "Den er vældig flot."
"Du har vel ikke tænkt dig at blive tatoveret?"
Lars Larsson-Varg så skælmsk på Hake.
"Forestil dig en del af 'Batavernes troskabsed' på ryggen eller brystet. Måske høvdingen med sit ene øje og sværdet rede til hug. Og nu kan man jo også tatovere med guldfarve, det kunne man ikke før i tiden.Tænk dig kongekronen i hollandsk guldnuance. Jeg siger ikke Rembrandts guldnuance, hvis du gider bemærke det."
Han pegede på billedet af tatoveringen.
"Samme guldfarve som på granaten på den tatovering."
Hake håbede, at Lars Larsson-Varg ikke ville gøre alvor af sine ideer. Efter endnu en flaske vin, der for størstedelens vedkommende blev drukket af den tidligere museumsinspektør, slingrede denne af sted til sin lejlighed. Hake lænede sig bagover og lod tankerne flyde frit. Pludselig satte han sig ret op og ned.
"For helvede," sagde han højt.
Han rejste sig og travede rundt i lejligheden.
"For helvede!"
At han ikke havde tænkt på det tidligere. Det var jo sådan, det måtte hænge sammen. Han satte sig ved skrivebordet, tog sin notesbog frem og begyndte at skrive. Jo mere han skrev, jo tydeligere blev puslespillet. Han lukkede bogen og så tankefuldt ud gennem vinduet. Netop sådan måtte det hænge sammen. Han rystede på hovedet.
Nu så han pludselig det hele for sig som i et forklaret lys. Helt sikker var han ikke, der var nogle ting, han måtte gøre, for at få det hele bekræftet.