De to mænd måtte være lysgardister. Men hvorfor kom de her forklædt som almindelige mennesker, og hvorfor havde de ikke straks grebet fat i Been og taget ham med? Vidste de ikke, at Peeters var efter ham? Been havde mest af alt lyst til at stikke af. Vække Gali og komme væk fra kroen så hurtigt som overhovedet muligt. Kromutter havde travlt, men Been var nødt til at spørge hende om noget.
”Har du set de to mænd før?” spurgte han og slog diskret med hovedet hen mod dem.
”Hva’? Er du her endnu? Har du ikke lavet ulykker nok for i dag?”
”Jo. Jeg går lige om lidt, men har du?”
”Hvad?”
”Set de to før?”
”Et par gange, ja.”
”Hvad laver de her?”
Hun stillede krusene til afdrypning i et stativ. ”Det samme som alle andre. Drikker øl.”
”Men hvem er de?” ville Been vide.
”Aner det ikke. De sidder altid i det hjørne der og snakker sammen. De blander sig ikke og snakker ikke med andre. Det eneste mærkelige ved dem er, at de kommer her og drikker øl midt på dagen, men ved du hvad, jeg har været her så længe, at jeg ikke spørger folk om, hvorfor de drikker mit øl. Det eneste, jeg interesserer mig for, er, om de betaler for det, og det gør de to der. Hver gang.”
Krofatter kom tilbage med en øltønde på en lille vogn med to skæve hjul. Mens kromutter og krofatter samarbejdede om at få øltønden løftet af vognen og på plads på disken, smuttede Been uset forbi dem, hen ad gangen og ud på lageret. Han kravlede op på de tønder, han lige havde gået og vendt, lagde øret mod væggen og opdagede, at han havde haft ret, da han lå på gulvet oppe i værelset aftenen før og tænkte, at kroens vægge var tynde som papir. Han kunne høre hvert et ord af, hvad de to mænd sagde til hinanden.
”… også derfor det er mærkeligt, at han er kommet hertil,” sagde den ene med en høj, lidt pibende stemme.
”Ja. Godt vi ikke skulle på vagt i dag,” svarede den anden. Det var ham, der var blevet ramt af øl, kunne Been høre. Han havde en dybere og kraftigere stemme. ”Hellere sidde her med en god øl end trampe rundt ude i skoven. Al den natur giver mig fandeme myrekryb.”
”Jeg ved, hvad du mener. Tænk, at man kan længes efter at stå og kigge ud over en stor asfalteret parkeringsplads.”
De lo og skålede.
”Jeg forstår bare ikke,” sagde manden med den mørke stemme, ”hvad Peeters laver her på vores base. Så vidt jeg ved, er hans hovedmission at skaffe den der harddisk. Så skal han sgu da ikke rende rundt her hos os.”
Been spidsede ører. Også det som kun var halvt, og som han sad og pressede ind mod trævæggen.
”Jo, men hele deling 66 er jo i gang med at scanne området ved Dunmar. De er allerede nået ud i en afstand af noget, der ligner 20 kilometer fra byen, så jeg tror kun, det er et spørgsmål om tid, før de finder den.”
”Jeg har hørt, at han jagter et par personer. Det gør han ikke uden en meget god grund, det kan jeg godt sige dig. Måske er det, fordi han tror, de har harddisken på sig. Så kan den i princippet befinde sig lige på den anden side af den her væg.” Der lød et par høje bank på væggen lige ind i Beens øre. Han sprang tilbage og faldt ned på gulvet med gispende åndedræt. Han havde hørt nok. De måtte se at komme væk. Det var alt for farligt at opholde sig på kroen. Han løb hen ad gangen, forbi kromutter og krofatter, der stadig stod og baksede med øltønden, sprang op ad trappen i fire lange skridt, brasede ind i værelset og begyndte at pakke deres ting sammen. Læderklappen som kromutter havde lavet, pakkede han ned i en af sidelommerne på den ene rygsæk. Netop som han var ved at stramme alle remmene til og lukke alle lommerne, hørte han et eller andet blive smadret nede i krostuen og kromutter råbe højt. Så hørte han en gås skræppe og en hund gø udenfor. Han betænkte sig ikke et sekund længere, men lænede sig ind over Gali og ruskede hende i skuldrene. Et øjeblik frygtede han, at hun stadig var påvirket af bedøvelsen, og at han ikke kunne vække hende, men så vågnede hun og mumlede: ”Hvad sker der?”
Been sagde ”Shhhh.” Så trak han hånden til sig og tog fat i rygsækkene. Heldigvis var Gali blevet lagt i seng med alt sit tøj på, så de var straks klar til at komme af sted. Been listede hen over gulvet, åbnede vinduet og lod Gali kravle ud på taget først. Så fulgte han efter, og sammen kurede de langsomt ned på taget af et udhus bag ved kroen, hvorfra de via en stor trætønde kunne kravle ned på jorden.
Vaks kom løbende hen til dem med Gysse efter sig. ”Det er Peeters,” hviskede Vaks. ”Han er lige kommet i en jeep sammen med en hel flok mænd.”
Been så to jeeps holde foran kroen, lige inden han som den sidste af de fire forsvandt ind i skoven og blev opslugt af de mørke skygger, som enhver på flugt hurtigt lærer at føle sig hjemme i. Der lød et par skarpe skud inde fra krostuen, og en flok fugle, der sad i et træ, lettede og forsvandt i et sus af baskende vinger.
”Vent,” sagde Been og kiggede tilbage mod kroen. Han kunne stadig se den mellem træstammerne. Der lød flere skud, og pludselig kom lysgardisterne løbende ud ad døren. Et flakkende lys blussede op inde bag vinduerne, og en mørk røgsky steg op fra taget.
”Kom nu,” hviskede Gali indædt og hev ham i armen.
Store flammer brød gennem kroens tag, og Peeters og hans mænd satte sig op i deres jeeps. Kromutter og krofatter var ikke kommet ud. Been fik tårer i øjnene, der slørede hans blik, og pludselig var det ikke kroen, men sit eget barndomshjem, han så brænde. Peeters var nådesløs. Han ville brænde hele verden ned, hvis det var det, der skulle til, slå alle, han mødte, ihjel, drage gennem landskabet og kun efterlade sig et udbrændt spor af død og ødelæggelse. Indtil dette øjeblik havde Been kun kunnet tænke på at komme så langt væk fra Peeters som muligt, men nu – i netop det øjeblik, hvor kroens tag sank sammen og faldt brændende ned i krostuen – blev han klar over, at nogen måtte stoppe Peeters. Nogen måtte simpelthen gøre et eller andet for at stoppe døden og ødelæggelserne, og der var ikke andre til at gøre det end Gali og ham. Så lod han sig trække ind i skovens skygger. Det første stykke var det Vaks, der løb forrest, men da de var nået godt ind i skoven, tog Been føringen og drejede mod nord.
”Hvad nu?” sagde Vaks. ”Hvor skal vi hen?”
”Døde å,” mumlede Been sammenbidt.
”Sådan!” udbrød hunden. ”Det kan jeg lide at høre.” Så fik den et ængstelig udtryk i øjnene. ”Selvom jeg altså også bliver helt bange ved tanken.”
”Hvad har fået dig til at ændre mening?” spurgte Gali.
”Jeg hørte to af lysgardisterne snakke sammen inde på kroen,” sagde Been. ”De finder harddisken inden for et par dage, hvis vi ikke gør noget.”
”Hvordan kan de vide det?” spurgte Gali.
”Det ved de heller ikke, men det gør jeg. De har udstyr, der kan opdage harddisken, hvis de kommer tæt nok på den. De har bevæget sig i en ring ud fra Dunmar, og de er nået ud i en afstand af 20 kilometer fra landsbyen. Døde å ligger cirka 30 kilometer fra Dunmar.”
”Vi behøver ikke gå nordpå for at få fat i harddisken,” sagde Gali.
Been kneb øjnene sammen. ”Hvad mener du med det?”
”Hvad nu, hvis harddisken befandt sig lige her?”
”Her? Det gør den jo ikke!” Been mærkede sin hud krympe sig sammen, som om den var ved at løsgøre sig fra resten af kroppen. Gali var altså mærkelig. Nu var han sikker. Bedøvelsen havde stadig tag i hende, eller også var det de opiumsdråber, som kromutter havde givet hende. ”Hør her, Gali. Vi ved begge to, at den harddisk ligger i Døde å. Vi er de eneste, der ved, hvor den er. Og vi er de eneste, der kan stikke en kæp i hjulet på Peeters og hans planer. Jeg siger ikke, vi kan standse ham, men det siger sig selv, at hvis han gør sig så store anstrengelser for at få fat i den metaltingest, så er det, fordi den er vigtig. Vi tager til Døde å, får fat i harddisken, finder Baltamus, giver den til ham, og så tager vi direkte tilbage til Dunmar. Det er min plan.”
Gali blev pludselig bleg, skyndte sig om bag et træ og kastede op. Det var bevis nok for Been. Hun var ikke sig selv. Da hun dukkede frem igen, var hun bleg, men fattet. ”Du har ret,” sagde hun. ”Lad os komme af sted til Døde å.”
De satte i løb, og Gali måtte flere gange standse for at kaste op. Hun var heller ikke så hurtig, som hun plejede at være. Adskillige gange var hun ved at falde over trærødder, hun aldrig ville være faldet over normalt. Skyldtes det mon bedøvelsen, eller det at hun nu kun havde et øje? Been blev kold af skræk ved tanken om, at det var det sidste, der var tilfældet. Selv følte han sig lettere og i bedre form end længe. Smerterne fra forhøret var næsten helt forsvundet, selv lillefingeren dunkede kun af og til, og beslutningen om at forsøge at få fat i harddisken havde også gjort ham lettere på en eller anden måde. Inderst inde vidste han, at det var det eneste rigtige at gøre, og den eneste grund til, at han havde været så længe om at se det, var, at han havde været lammet af skræk. Nu var han brudt ud af lammelsen.
”Ved du præcis, hvor harddisken ligger?” spurgte Vaks på et tidspunkt.
”Ikke præcis,” svarede Been. ”Men sådan nogenlunde.”
”Har du da ikke gemt den et godt sted?”
”Det kan man ikke ligefrem sige.”
”Hvad mener du?”
”Jeg gemte den ikke. Jeg kylede den bare fra mig.”
”Hvad siger du?” råbte Vaks.
”Shhh. Ikke så højt. Hverken Gali eller jeg anede jo, hvad det var for noget. Vi troede bare, det var … ja, noget ubetydeligt skrammel eller sådan noget.”
”Du godeste,” sagde Vaks og rystede på hovedet.
De var nået så langt væk fra kroen, at de kunne sætte farten ned. Det var en ualmindeligt varm dag, og de burde have ligget i hedeskjul på det tidspunkt af dagen, men
Been tænkte på de varme vindpust som Peeters’ ånde, der ramte dem i nakken hele tiden. Der var ikke noget at gøre. De måtte fortsætte. Mens de klatrede op ad en skrænt, hørte de en helikopter flyve lavt hen over trætoppene. Been håbede på, de ikke blev set, og helikopteren fortsatte da også hen over skoven og forsvandt. Men det sagde noget om, at Peeters havde fået tilkaldt forstærkninger. Deres eneste chance var at blive i de tættest bevoksede dele af skovene, hvor køretøjer ikke kunne komme frem, og hvor selv helikoptere ville have svært ved at lande.
Been holdt nøje øje med Gali, og ud på aftenen var det ved at være længe siden, hun havde kastet op sidst, og hun bevægede sig også hurtigere, mere sikkert, end hun havde gjort i starten. Derfor fortsatte de med at gå, helt indtil mørket sænkede sig, og Gali beklagede sig ikke. Det var Been, der til sidst måtte lade rygsækken glide ned på jorden og foreslå, at de skulle stoppe for natten.