De sad tæt sammen uden at tænde bål. De turde ikke af angst for, at lysgardisterne skulle se det. Mørket lå så tæt omkring dem, at Been næsten fik åndenød.
”Hvad er der?” mumlede Gali. ”Græder du?”
”Vel gør jeg ej,” knurrede Been. ”Det er bare …”
”Hvad?”
”Jeg … jeg er bare ikke sikker på, at vi gør det rigtige. Det er vanvittigt at gå tilbage mod dem, der jager en. Og jeg har ikke lyst til at blive fanget af Peeters igen. Bare tanken om det gør mig skrækslagen.”
”Det var da dig selv, der …”
”Ja, det ved jeg godt. Da jeg så Verdens ende brænde, kom jeg til at tænke på Dunmar. Måske er den også brændt ned. Hvad nu, hvis lysgardisterne er ved at brænde alle landsbyer af? Det er jo frygteligt. Nogen må stoppe dem! Nogen må gøre noget. Da jeg så dem sætte ild til kroen, blev jeg klar over, hvem ’nogen’ er. Det er os. Dig og mig og Vaks og Gysse. Vi er de eneste, der kan gøre noget. Og det eneste, vi kan gøre, er at få fat i harddisken. Jeg aner ikke, hvad der skal ske bagefter, men det må vi finde ud af til den tid. Nu drejer det sig om én ting, og den ordner vi først. Også selvom …” Han gik i stå. Kunne ikke få sig selv til at sige resten.
Der blev stille mellem dem. Kun deres vejtrækning kunne høres i den sorte nat. Lidt efter gled de ned på jorden og faldt i søvn på hver deres kappe. Beens ord hang over dem hele natten og gav dem hver især urolige drømme, men næste morgen var Gali helt sig selv. Hun vågnede først og var allerede i gang med at pakke sine ting sammen, da Been vågnede.
”Det lysner,” sagde hun. ”Lad os komme videre.”
”Hvad med morgenmad?” mumlede Been. Hun kastede et par kiks over til ham. ”Hov, hvor har du dem fra?” spurgte han overrasket.
”Verdens ende,” svarede hun.
”Jamen, du var da bedøvet det meste af tiden.”
”Jeg tog dem, inden jeg blev bedøvet.”
”Nå. Så var du hurtig, for bartskæreren kom da over til os næsten med det samme.”
”Altså, hvis du ikke vil have dem, kan du bare sige til. Jeg kender andre, der godt kan spise dem.”
”Ja, mig for eksempel,” sagde Vaks ivrigt og slikkede sig om munden.
Been skyndte sig at spise kiksene og skylle efter med et par mundfulde vand. Han havde svært ved ikke at smile. Ikke på grund af kiksene, men fordi Gali lød fuldstændig som sig selv. Nu var han bare spændt på, om hun ville være lige så klodset og falde over lige så mange grene som dagen før, men den frygt viste sig hurtig at være ubegrundet. Hun var hurtig, smidig og opmærksom på den mindste lyd eller bevægelse i krattet – som altid. Mens de lå i hedeskjul midt på dagen under et gammelt knudret egetræ, der var gået ud for længst, fortalte Been hende om, hvad han havde oplevet, mens hun havde ligget på værelset over krostuen og sovet.
”Hældte du øl ud over en lysgardist?” lo Gali. ”Det ville jeg godt have set.”
”Han blev rasende, men kromutter reddede mig heldigvis.”
De blev begge tavse ved tanken om, hvad der siden skete med kromutter. Hende var der ingen, der kom og reddede.
”Vi har altså ikke ret meget tid,” sagde Gali, mens hun strøg hånden over Gysses fjerdragt.
Been rystede på hovedet.
”Så lad os komme videre,” sagde hun pludselig og rejste sig.
”Er det ikke for tidligt?” Been kiggede op på himlen. Solen hang stor og mægtig lige over deres hoveder og væltede varme ned over dem. Sveden løb ned ad Beens ansigt, selvom han lå helt stille og viftede sig for ansigtet med en stump af et blad fra en palme af en slags.
”Haster det, eller haster det ikke?”
Been tænkte sig om et øjeblik. Alle deres vanddunke var stadig godt fyldte. Havde de kun haft lidt vand tilbage, ville han aldrig have gjort det, men fordi han havde fyldt alle dunke til randen på kroen, rejste han sig. ”Det haster,” sagde han og rullede sin kappe sammen. De forlod skyggen under egetræet og begav sig ud i varmeflimmeret, der bølgede omkring dem som et hav. Et dødt, tørt hav.
Da solen hen mod aften havde mistet en god del af sin styrke, fik Vaks færten af et dyr.
”Det lugter som en … som en fugl, en stor fugl,” snøftede hunden lavmælt. ”En ung kalkun, der er blevet væk fra sin mor.”
”Kan du virkelig lugte alt det?” hviskede Been imponeret.
Hunden snusede efter igen. ”Det er i hvert fald en kalkun.”
Been og Gali var et perfekt jagtteam. De havde lært at arbejde sammen, da de var madfindere for en umættelig mand. De lod Vaks følge sporet med sin næse, og de fulgte lige
efter med hver deres slangebøsse klar til skud. Been havde Gysse siddende øverst i sin rygsæk, og den sad tit og småsnadrede med sig selv, men hver gang de optog jagten på et dyr, var det, som om gåsen fornemmede det og blev tavs.
Vaks forsvandt gennem et tjørnekrat, som Been og Gali måtte finde en vej udenom. De blev ført gennem et område med tæt underskov, der gjorde det vanskeligt at bevæge sig lydløst, for jorden var oversået med gamle tørre grene og kviste, der knækkede med et højt smæld, hvis man trådte på dem. Men pludselig standsede hunden op med vibrerende snude.
”Vi er tæt på,” mumlede den. ”Meget tæt på.”
Been tog rygsækken af, lukkede Gysse ud og lagde sig på maven, ligesom Gali allerede havde gjort. Så mavede de sig langsomt fremad, og med håndtegn signalerede Gali, at hun ville bevæge sig mod venstre, Been skulle bevæge sig mod højre, og Vaks skulle fortsætte ligeud. Been vendte sin ene tommelfinger opad som tegn på, at han havde forstået, og kravlede gennem et buskads så lydløst som muligt. Han lyttede efter den mindste raslen i bladene og stivnede totalt, da hans ører opfangede lyden af et eller andet dyr længere fremme til venstre for ham. Han kravlede fremad, bøjede nogle blade og grene til side og fik øje på kalkunen. Den stod og skrabede i jorden med sine ben. Han hævede langsomt slangebøssen og ladede den med en god stor sten. En kriblen løb gennem hans krop, og han fik kildren i maven. En kalkun var et godt bytte. Der var mad til mange dage. Det var vigtigt at ramme præcist med det første skud. Kiksede man det, ville fuglen være over alle bjerge, inden man kunne nå at skyde igen, men kalkunen var dybt optaget af sin egen madjagt og var så tæt på, at det ville blive let at nedlægge den. Hans mund løb allerede i vand ved tanken om det kalkunlår, han skulle sætte tænderne i til aftensmad. Ud ad øjenkrogen fik han øje på Gali et stykke derfra på den anden side af kalkunen. Hun var tættere på, end han var. Det var bedre at lade hende få det første skud. Også fordi hun var en bedre skytte end Been, det måtte han modvilligt indrømme. En ren mesterskytte. Han så hende hæve slangebøssen, stramme elastikken. Så skød hun. Kalkunen gav et spjæt og forsvandt ind i skoven i fuld fart.
”Fandens!” råbte Gali og trådte ind i den lysning, byttet for et øjeblik siden havde befundet sig i. Been var målløs. Han havde aldrig nogensinde set Gali skyde forbi så stort et mål før. Han havde tværtimod set hende skyde fugle i flugt ned fra himlen og set hende ramme små røde egern højt oppe i de højeste grantræer. Nu havde hun lige skudt forbi en stor fuldvoksen kalkun, som ikke var overvældende langt væk, og Been vidste i det øjeblik, at hendes dage som mesterskytte var forsvundet sammen med hendes venstre øje.
Bålets flammer dansede for dem, men de ænsede det ikke. De sad tavse omkring det lille bål. De var ret sikre på, at lysgardisterne ikke var lige i nærheden, og Been havde nedlagt to egern og et firben, som de ristede over bålet. Gali var i dårligt humør. Hun var alt for vred på sig selv.
”Det er også den forbandede forbindings skyld,” sagde hun. ”Hvor længe skal jeg egentlig beholde den på?”
”Øhm … nogle dage endnu,” sagde Been hurtigt. ”Bartskæreren sagde, at den skulle sidde så længe som muligt, og i hvert fald fire dage.”
”Jeg er ved at gå amok over den,” mumlede Gali. ”Jeg kan ikke se ordentligt med den på.”
Been vidste, at det var nu, han burde fortælle hende det. Fortælle, at hun aldrig ville komme til at se med det øje igen. Men han kunne ikke få sig selv til det.