Peeters lo og holdt den glimtende metaltingest op foran sine øjne. ”Så lille og dog så betydningsfuld. Er det ikke ufatteligt? Hva’, unger? Er det ikke utroligt?”
Been svarede ikke. Han sad og stirrede ned i gulvet foran sig. Al den kraft og indre styrke, der havde drevet ham af sted, mens de var på flugt, havde forladt ham nu. Han havde næsten ikke engang kræfter til at sidde på stolen. Han ville bare gerne ligge ned. Sove. Hvor var han dog træt.
”Jeg kan love dig for, at mine mænd er helt vilde efter at komme tilbage til Stella. Vi er mange, der er glade for, at jagten er slut. Det burde I også være. Vi tager jer begge to med tilbage til fremtiden, til Stella, hvor livet er let og sorgløst i sammenligning med det middelalderhelvede, I lever i.” Han tørrede sved af panden med bagsiden af hånden. ”Jeg fatter fandeme ikke, hvordan man kan overleve herude i længere tid uden air-con.”
Been vidste, hvad air-con var. Det var det luftkølingssystem, som alle huse i Stella var udstyret med, og som kontrollerede temperaturen. Hvis der var noget, Been havde savnet, siden han var sluppet væk fra Stella, var det lige præcis køligheden indendørs.
Peeters tog harddisken, lagde den i en pose, der glimtede, som var den lavet af metal, og puttede den i lommen. Han klappede på lommen, smilede, vendte sig mod sine mænd og sagde: ”Smid dem i arresten og lad os så se at få pakket sammen og komme hjemad. Jeg vil have det hele pakket ned og klar inden midnat. Camp 1 og 3 kan også godt begynde at pakke sammen. Der er samlet afgang i morgen tidlig klokken 07:00.”
Been og Gali lå i arresten, som ikke var en rigtig arrest. Der var ikke tremmer for vinduerne eller døren, men der stod bevæbnede vagter hele vejen rundt om bygningen. Lokalet var helt bart. Ingen stole, ikke noget bord, ikke den mindste lille ting. Det passede Been udmærket. Han lagde sig på gulvet og følte sig fuldstændig tom og kold indvendig. Gali derimod gik rundt og rundt, kiggede ud ad vinduet, gik mere rundt, kunne ikke stå stille så meget som bare et øjeblik.
Been havde været sikker på, at han ville falde i en dyb søvn, så snart han kom ned at ligge, men nu hvor han lå ned, kunne han ikke sove. Tusinde tanker myldrede rundt i hovedet på ham. Det han først og fremmest tænkte på var, hvordan de skulle slippe væk. Han kom i tanke om den lysgardist, der havde hjulpet ham på flugt ved Tårnstenen. Hvor var han mon henne nu? Og kunne han hjælpe igen?
Nej, Been du er en drømmer, sagde han til sig selv. Det havde kromutter ret i. Der ville ikke kommer nogen og redder ham denne gang. De ville blive ført til Stella, og der var intet, der kunne forhindre det. Hvad ville der ske med ham og Gali, når de kom derind? Sidst han havde været der, var han kun blevet behandlet godt, fordi hans storebror, Jaap, var øverstkommanderende. Hvem mon var kommandør, nu hvor Jaap var død? Det måtte være Peeters selv. Han havde jo været Jaaps højre hånd. Men hvis det var Peeters, hvordan kunne han så bruge så meget tid på at jagte to børn? Been vidste, at der var tusinde ting at tage sig af for kommandøren inde i byen. Men måske var den harddisk bare så enormt vigtig, at kommandøren ikke turde andet end selv at lede eftersøgningen af den.
Been så keglen for sig. Keglen, som var Stellas højeste bygning og lysgardens og kommandørens tilholdssted. Sidst havde Been boet i en lejlighed nær keglens top. Kun et par etager under Jaap, der boede allerøverst. Denne gang var han sikker på, at Gali og han ville blive indkvarteret i de nederste etager. Der hvor afhøringslokalerne og fængselscellerne lå. Det var ikke til at holde ud at tænke på. Hvad mon Peeters ville med dem, nu hvor han havde fået fat i harddisken? Hvorfor trak han dem ikke bare ud bag ved hangaren og skød dem som et par gale hunde? De havde jo ingen som helst værdi for ham. Det var faktisk et rigtig godt spørgsmål. Han satte sig op og kiggede på Gali, der stod og så ud af vinduet.
”Hvorfor vil han have os med tilbage til Stella? Hvad vil han med os?”
”Jeg står lige præcis og tænker på det samme,” mumlede Gali. ”Måske vil han tvinge os til at fortælle, hvor Baltamus og de andre er.”
Been gøs ved tanken om den behandling, de ville få. Han lagde sig ned igen og forsøgte at slappe af, men kroppen var spændt, musklerne dirrede, han kunne umuligt slappe af.
Himlen gled langsomt fra blå over strøg af gult til dyb orange. Been stod ved vinduet sammen med Gali og kiggede på de flotte farver. Det ville måske være den sidste solnedgang, de fik at se nogensinde. Det var helt uvirkeligt at tænke på. Selvom lyset snart var forsvundet fra himlen, var der stadig stor aktivitet rundt omkring. Mænd og forskellige fartøjer myldrede frem og tilbage i skæret fra en række store projektører, der oplyste den asfalterede landingsbane, så man skulle tro, det var højlys dag. Alle helikoptere var trukket udenfor og var ved at blive læsset. En enkelt gang fik Been et glimt af Peeters, der gik og kommanderede til højre og venstre. Han var utålmodig. Ville bare hjem. Ligesom Been, der kom til at tænke på Dunmar, som han nu aldrig ville få at se igen.
Pludselig gik en af de store projektører ud. Der blev straks lidt mørkere, men alle fortsatte arbejdet, som om de dårligt nok havde opdaget noget, og der var da også stadig rigeligt lyst til at se, hvad man lavede. Men så gik en projektør mere ud og lige efter en til. Så lød der skud efterfulgt af en eksplosion.
”Hvad sker der?” sagde Gali.
”Aner det ikke,” svarede Been. ”Har de haft et uheld?”
”Så ville de vel ikke skyde.”
Nu lød der endnu flere skud, og flere projektører gik ud. Der lød råb og skrig rundt omkring, og det myldrede med mænd, der skød i alle retninger.
”De er under angreb,” sagde Gali. ”Der er nogen inde i skoven, der angriber basen.”
”Det kan ikke passe,” hviskede Been, men han håbede inderligt på, at det var rigtigt. ”Hvem skulle det være?”
”Aner det ikke, men det er nogen, der har geværer og granater.”
”Det er jo umuligt,” sagde Been.
I det samme eksploderede en granat ikke så langt fra arresten. Been og Gali kastede sig væk fra vinduet, og en regn af glassplinter faldt ned over dem, da trykbølgen fra eksplosionen blæste vinduesglasset ind i rummet. De kom hurtigt på benene, rystede glassplinter af sig, så godt de kunne, men Gali blødte fra et snitsår på det ene knæ, og Been var blevet ramt både på hånden og siden af halsen. Men det var overfladiske sår, som de ikke engang tog sig tid til at kigge nærmere på, for vagten uden for vinduet var forsvundet. Gali sprang op i vindueskarmen, sad et øjeblik og kiggede sig godt for, så sprang hun ud med Been lige efter sig. De løb mod skoven, deres eneste håb om redning, men arresten lå sådan cirka midt på flyvepladsen, så der var et godt stykke at løbe, og overalt myldrede det med soldater, jeeps og tunge våben. En af projektørerne blev tændt igen, og Been og Gali skulle gerne være langt inde i skoven, før alle projektørerne igen lyste hele området op.
De løb hen mod den nærmeste hangar, lå et øjeblik og trykkede sig op mod væggen, mens de fik vejret. Så spurtede de videre, rundt om hjørnet på bygningen og lige ind i en stor lysgardist med skudklart gevær. Men han blev lige så overrasket som dem, og Gali var den hurtigste. Med et hurtigt spark i hans knæhaser fik hun ham til at falde bagover. Han ramte asfalten med et ordentligt bump, og Been væltede en stabel trækasser ned over ham. De fortsatte i fuld fart forbi den åbne port og hen mod skoven, mens en eksplosion fik en helikopter i nærheden til at bryde i brand. Dens brændstoftank var fyldt, og eksplosionen var endnu kraftigere end den første. Trykbølgen slyngede Been og Gali til jorden, men ingen af dem blev
ramt af vragstykker, så de kom hurtigt på benene igen. Endnu en projektør blev tændt, og Been og Gali kunne se, at den direkte vej til skoven var spærret af soldater, der stod som sorte silhuetter længere fremme. De løb til venstre mellem et par hangarer, kun for at ende i en blindgyde. Et bjerg af containere spærrede vejen for dem, de måtte tilbage. Men netop som de vendte sig om, kom en jeep drønende mellem hangarerne med retning lige imod dem. Dens lygter var slukkede, og den bremsede med hvinende dæk lige foran dem. De var fanget igen. En mørk skikkelse rejste sig op i jeepen og viftede med den ene arm.
”Spring om bord! Hurtigt!”
Been undrede sig. Det lød ikke som en ordre. Mere som en invitation. De tøvede.
”Kom nu, for pokker! Vi har ikke hele natten! I kan vel for fanden kende forskel på at blive fanget og blive reddet.”
”Reddet?” mumlede Been. Der gik et øjeblik, før han genkendte stemmen. Det var Baltamus.