De kørte som død og helvede gennem mylderet af soldater, helikoptere og udstyr af den ene og anden slags. Ingen stoppede dem eller råbte dem an. Sikkert fordi de kørte i en af lysgardisternes jeeps. Baltamus flåede rattet fra side til side, og Been og Gali tumlede rundt på bagsædet, men det betød ingenting. Det eneste, der betød noget, var, at de var reddet, og at det var Baltamus, der havde gjort det. Been fattede ikke, hvordan han kunne være her, lige da det så allersortest ud, men det ville han sikkert fortælle mere om, når de var nået i sikkerhed. Hvis de nåede i sikkerhed. Baltamus havde tændt forlygterne, for de var nået til flyvepladsens udgang, der henlå i totalt mørke, men i skæret fra forlygterne fik Been øje på et vagthus, en bevæbnet vagt og en bom, der var slået ned.
”Hold fast,” råbte Baltamus og satte endnu mere fart på. Vagten sprang til side, da jeepen kørte ind i bommen, der knækkede som en tændstik, men også smadrede jeepens forlygter. De kørte med høj fart ind i det totale mørke.
”Bare rolig,” råbte Baltamus. ”Vi har en projektør.” Han rakte armen frem, trykkede på en knap, og en enkelt lysstråle oplyste vejen foran dem. Men det var en spinkel lysstråle. Slet ikke kraftig nok til, at de kunne køre så stærkt, som de havde gjort. Et par gange var de ved at køre galt, fordi Baltamus ikke i tide opdagede, at vejen slog et sving, så da asfaltvejen blev til en hullet grusvej, standsede Baltamus helt og kommanderede dem ud af jeepen.
”Vi forsvinder ind i skoven,” sagde han og greb et par tasker, som han rakte til Been og Gali.
”God ide,” svarede Been. Det var han trods alt mere tryg ved end den hasarderede kørsel. Gali sprang ud som den første, men lige idet Been skulle til at følge efter, mærkede han Baltamus’ hånd på sin arm.
”Der er lige en ting, jeg er nødt til at vide,” sagde Baltamus, mens han drejede nøglen og slukkede motoren. Der blev helt stille. Motorlarmen havde holdt alle andre lyde væk, men nu erobrede skovens nattelyde det tabte tilbage. En ugle tudede i det fjerne, en par cikader spillede en skærende melodi, som kun de selv kendte. Baltamus vendte sig mod bagsædet og spurgte: ”Hvem har harddisken?”
Been svarede ikke lige med det samme. Han følte sig pludselig meget dårligt tilpas. Det var, som om han skrumpede ind, blev mindre, tørrede ud. Svaret på spørgsmålet var for svært at få over sine læber. Han måtte tvinge sin mund til at svare. ”Peeters,” hviskede han.
Baltamus bandede sagte, og idet han gjorde det, var det, som om skovens lyde helt forsvandt. Der var kun én lyd i verden, og det var den hviskende ed fra Baltamus’ læber, som sagde alt. Som fik Been til at krympe endnu mere. Peeters havde harddisken. Peeters havde harddisken. Ordene rungede i Beens kranie, og de gjorde ondt. Gav ham hovedpine. Gjorde ham tør i munden. Han måtte have noget vand, men det var der ikke tid til. Havde alt virkelig været forgæves?
”Kommer I?” råbte Gali.
Baltamus åbnede døren og sprang ud. Been fulgte efter, og tre mørke skikkelser forsvandt hurtigt imellem de forkrøblede træer og tørre buske.
Det var så mørkt, at de egentlig burde finde et skjulested og vente på lidt dagslys, men Baltamus gav dem noget i hånden, som Been ikke kunne gætte, hvad var.
”Tag den på sådan her,” sagde Baltamus, og pludselig havde han et lys i panden, der gjorde det muligt for Been at se, hvad det var, han havde fået. Det var en lille lampe med en rem.
”Det er en pandelampe,” sagde Baltamus. ”Den …” Han blev brat tavs, da lyset fra hans lampe indfangede Galis ansigt. ”Hvad i al verden er der dog sket med dig?”
Gali forsøgte at smile, men det lykkedes ikke helt godt. ”Jeg er … såmænd blevet … enøjet.”
”Hvordan skete det?”
”Det var Peeters,” sagde Been hurtigt. Han kunne se, at Gali ikke havde lyst til at fortælle om det. ”Han skød efter os, men ramte et træ. Gali fik en splint i øjet, og …” Been tav.
Baltamus lagde en hånd på Galis skulder. ”Det er jeg ked af at høre.”
Gali nikkede og forsøgte sig med et nyt smil. Det lykkedes bedre denne gang. ”Det er ikke så slemt,” sagde hun. ”Jeg er jo ikke fuldstændig blind, og jeg synes faktisk, jeg ser sej ud med den klap for øjet.”
Baltamus lo. ”Gode gamle ukuelige Gali. Du har ret. Du ser ret sej ud, men hvis du bliver træt af klappen en dag, så sig til. Det kan være, jeg kan lave et glasøje til dig på et tidspunkt.”
”Et glasøje?” Gali kiggede op. Been havde aldrig hørt om glasøjne før, og det havde Gali heller ikke.
Baltamus nikkede. Pandelampens lys hoppede op og ned. ”Ja. Et kunstigt øje, der fuldstændig ligner et almindeligt øje. Man kan få dem inde i Stella, ved jeg.”
”Men kan man så se med det der glasøje?” ville Gali vide.
”Nej. Dog ikke. Det ligner et normalt øje på en prik. Det kan vist endda følge det andet øjes bevægelser, så man slet ikke kan se, det er kunstigt, tror jeg nok. Ja, det er ikke noget, jeg ved så forfærdeligt meget om, må jeg indrømme.”
Been afbrød ham. ”Hvordan vidste du, at vi var blevet fanget og sad i arresten på flyvepladsen?”
”Jeg fik et tip over radioen om, at I var blevet fanget,” svarede Baltamus, ”og blev holdt indespærret på flyvepladsen.”
”Hvem gav dig det tip?”
”Godt spørgsmål. Jeg har faktisk ikke den fjerneste ide om det. Og faktisk vil jeg foreslå, at vi venter med at snakke,” sagde Baltamus, mens han kiggede sig til begge sider.
”Selvfølgelig,” sagde Gali hurtigt. ”Lad os komme videre.”
Been tænkte på, at Baltamus indenfor de sidste to minutter havde lært ham to helt nye ord. Sådan var det altid, når han var sammen med Baltamus. Den mand var fuld af overraskelser. Glasøje og pandelampe. Glasøje og pandelampe. Been smagte på de nye ord. Det var gode ord. Ord, der sagde noget om den ting, de beskrev. Pandelamper kunne selvfølgelig ikke hedde andet end pandelamper. Det gav jo sig selv, når man nu fik en lampe i panden, når man tog den på. Det var en ret fiks opfindelse. Hvis folk fra Dunmar så ham nu, ville de helt sikkert tro, han var blevet til en lygtemand. Been kunne ikke lade være med at smile ved tanken. Så satte han efter de to andre, der allerede var på vej væk. Lysstrålen hoppede og dansede, så man blev helt rundtosset, men efter et stykke tid havde de vænnet sig til det, og de bevægede sig i højt tempo, når man tænkte på, det var nat. Men de havde ikke gået mere end en halv times tid, før Baltamus stoppede op ved en hulning i skovbunden for at få vejret.
”Jeg er for gammel til det her,” prustede han.
”Så gammel er du da heller ikke,” svarede Gali.
”Hvor gammel tror du da, jeg er?” sagde Baltamus.
Gali tænkte sig om et øjeblik. ”Du er omkring 40 år.”
Baltamus lo. ”Og hvad siger du, Been?”
Been studerede Baltamus’ ansigt i skæret fra pandelampen. Han havde rynker ved øjnene, men ikke voldsomt mange; en svag fure fra næsefløjene ned langs munden, men kun når han var bekymret eller anspændt; grå stænk i håret ved tindingerne, men de var først lige begyndt at komme. Han så ikke rigtig gammel ud. Måske på alder med Beens far, hvis han havde levet. ”Det siger jeg også,” svarede Been. ”Cirka 40.”
”Godt skudt … men helt forkert. Jeg er lige blevet 60.”
Been og Gali nægtede at tro det. De protesterede så højlydt, at Baltamus måtte tysse på dem.
”Vi må videre,” hviskede han. ”Jeg skal bare have noget vand først.” Han satte en drikkedunk til læberne og drak i lange slurke. I skæret fra sin pandelampe kunne Been se sveden løbe i stride strømme ned ad Baltamus’ pande og kinder. Sådan havde han det også selv, men han var vant til det. Vant til at løbe, selv når det var så varmt, at det føltes, som om lungerne stod i brand. Alligevel drak han også lidt. Så fortsatte de gennem skoven.
Første gang Been så et par små lysende prikker i mørket foran sig, gav han et råb fra sig og sprang i dækning. De andre kastede sig ned ved siden af ham, og de slukkede alle tre deres pandelamper.
”Hvad er der?” hviskede Gali.
”Jeg så et eller andet længere fremme til højre. Et par små lys. Det må være lysgardister.”
”Det er ikke sikkert,” hviskede Baltamus.
”Hvad skulle det eller være?” hvæsede Been.
”Et dyr,” svarede Baltamus.
”Et dyr?” Been fnøs. ”Dyr har ikke lys på. De har ikke batterier, som …”
”Hvis et dyr bliver ramt i øjnene af en direkte lyskilde, reflekteres lyset i øjet og kastes tilbage,” forklarede Baltamus, ”og så ser det ud, som om dyret har lysende øjne.”
”Det kan ikke passe,” mumlede Been.
Baltamus tændte sin pandelygte, rejste sig op og lyste fremad mod højre. ”Kom så og se,” sagde han og skubbede til de to andre. De rejste sig op, lyste samme sted hen og så ikke to, men seks små lys i mørket. Da Baltamus kastede en sten efter dem, forsvandt de.
”Godt,” sagde Been. ”Jeg overgiver mig. Heldigvis. Jeg er glad for, det ikke var lysgardister. Lad os komme videre.”
De fortsatte fremad, og Been så jævnligt lys i mørket. Der var mange dyr, som var aktive om natten, og det kom ikke bag på Been, men nu kunne han pludselig se dem. Måske kunne det udnyttes, så de også kunne gå på jagt om natten fremover. Det måtte afprøves, men på et senere tidspunkt. De løb, indtil Baltamus endnu en gang insisterede på en pause.
”Vi er nået langt nu,” sukkede han. ”Vi kan godt puste ud et stykke tid her.”
Been lod sin taske falde til jorden og dumpede ned ved siden af den. ”Jeg fatter altså stadig ikke,” sagde han og slog ud med armene, ”at den harddisk kan være så vigtig.”
Baltamus svarede ikke. Han drak. Men da han var færdig og havde fået vejret, sagde han: ”Nej, det er måske svært at forstå, men det er den altså. Lysgardisterne tror at alle ’terrorister’, som de kalder os, flygtede fra Stella, men vi har stadig en godt gemt gruppe derinde. Vi har ingen kontakt med dem, så vi aner faktisk ikke, om de er fanget eller frie, eller hvad de er. Men vi regner med, at de ikke er blevet opdaget. De lever helt almindeligt som alle andre i byen, og de har ikke været indblandet i nogle af de ting, vi lavede dengang. De er det, vi kalder ’en sovende’ gruppe. De skal vækkes, før de træder i aktion.”
”Og hvordan vækker man dem?”
”Det er faktisk et af vore problemer lige nu,” svarede Baltamus. ”For vi kan ikke komme i kontakt med dem. Vi har ingen radioforbindelse længere. Vi ved overhovedet ikke noget om dem. Lever de? Er de blevet opdaget for længe siden? Sidder de i keglens fængsel? Vi aner det ikke.”
”Men der står vel ikke noget om dem på den der harddisk,” sagde Been.
”Nej, men der ligger tegninger over hver eneste gang, hvert eneste rør, hver eneste ventilationsskakt i kraftværket, og det samme gælder for keglen. Med de informationer vil den sovende gruppe stadig have gode muligheder for at trænge dybt ind i de centrale dele af kraftværket og keglen og skabe ravage.”
”Men vi fik jo ram på kraftværket dengang,” sagde Gali. ”Gjorde vi ikke?”
”Ikke helt. De store centrale computersystemer blev ødelagte, og vi har en formodning om, at de mistede mange af deres informationer om, hvordan værket skal bygges, men på den her harddisk ligger det hele. Derfor kan de spare mange års arbejde, hvis de får fat i den.”
”Men de har den altså nu,” sagde Been. ”Hvordan skal vi få den fra dem igen?”
”Det ved jeg ikke.” Baltamus lød modløs.
Gali begyndte at le. Lige der, midt i skoven og mørket, begyndte hun at grine, og lyden var så forkert – hele tanken om, at det overhovedet var muligt at grine, var så fremmed – at Been mærkede et raseri flamme op i sig. Han skulle lige til at råbe, at der fandeme ikke var det mindste at grine af, da han i skæret fra sin pandelampe så noget, der fik ham til at gispe efter vejret.