Baltamus’ hytte var den største i lejren, men det var, fordi den rummede et stort værksted, hvor han var i gang med adskillige større projekter. Lejren bestod af seks træhytter alt i alt. De lå godt gemt under store trækroner, der beskyttede mod at blive opdaget fra luften, og hele vejen rundt om lejren – i en afstand af fem hundrede meter – løb der et system af ledninger, der udløste en alarm, når nogen nærmede sig.
Been havde en underlig snurrende fornemmelse i kroppen de første par dage, efter han var kommet til bevidsthed, og han følte sig slap og kraftesløs og helt sikkert ude af stand til at påbegynde hjemrejsen. Det var nu også rart at være i lejren og snakke med mennesker, de havde en fortid sammen med. Mennesker, de betragtede som deres venner. Først og fremmest Xpen, som var på deres egen alder, men også Diiter, Moe, Tinne og de andre. De var alle sammen flygtet i helikopter, efter de havde saboteret det nye kraftværk i Stella. De havde alle sammen mistet venner og familiemedlemmer i kampen mod styret i Stella. Xpens far Laas var blevet dræbt i skoven med strålestok – præcis som Beens far var det. Det knyttede dem sammen, selvom de aldrig snakkede om det. Gali snakkede en del med Moe, der var en stor fyr med et bredt, smittende smil. Han var ikke fyldt tyve endnu, men var den stærkeste mand i lejren, og han arbejdede nærmest for to.
Mens Been gik og kom til kræfter, forsøgte han at deltage i det daglige liv i lejren, så godt han nu kunne. Der var mange ting, der skulle gøres hver dag for at opretholde livet. Der skulle for eksempel arbejdes på vandledningen, der skulle sørge for, at de kunne få rindende vand i husene. To kilometer fra lejren havde de fundet et fugtigt område, hvor grundvandet lå meget tæt på jordoverfladen. Der var allerede bygget et lille pumpehus, men selve pumpen var ikke helt færdig endnu, og rørledningen skulle graves ned i jorden hele vejen til lejren. De gravede med skovle, spader og hakker, og det var hårdt arbejde. Selve rørledningen havde også været svær at lave, for de havde ingen plastikrør eller betonrør eller nogen som helst anden form for rør. I stedet brugte de nogle hule lianer, der fungerede som en slags vandtanke for de træer, de voksede i, så de var perfekte til formålet. Been og Gali havde flere gange fundet den slags lianer og skåret dem over, så de kunne få noget at drikke. De kaldte dem for drikkedimser. Lianerne var bare sjældne, så folkene i lejren havde brugt meget lang tid på at skaffe alle de lianer, de havde brug for. Næste problem var, at de ville rådne, hvis de blev gravet ned i jorden, så Baltamus havde fundet ud af at indkapsle dem i ler og så bage dem hårdt i solen. Til at samle lianerne til ét langt rør brugte de bast fra et andet slags træ, og efter en del
eksperimenter havde de fundet ud af at lave vandtætte samlinger. Nu skulle rørene bare lægges i jorden, og det betød en masse gravearbejde. De var selvfølgelig nødt til at holde pause midt på dagen i op til fire eller fem timer, for da var det så stegende hedt, at man intet kunne foretage sig. Sommeren var på sit højeste nu, og varmen var endnu værre, end den havde været året før. Derfor var det ekstra vigtigt at få den vandledning gjort færdig. Det ville spare dem meget tid. Som det var nu, måtte de hente vand i store spande flere gange om dagen.
De skulle også bruge en del tid på at jage og skaffe sig mad, og det var noget, som de tidligere byboere ikke var ret gode til i forhold til Been og Gali, der vidste alt om spiselige planter og rødder, og hvordan man sneg sig ind på de vilde dyr uden at skræmme dem væk. Andre var i gang med at anlægge bede med særlig frugtbar jord, hvor de ville dyrke grøntsager og frugter, men så længe vandforsyningen ikke var etableret, kom man ikke langt med at dyrke noget som helst.
Been kunne ikke arbejde helt på lige fod med de andre endnu, og han følte sig underligt til mode. Ikke direkte trist, men absolut heller ikke glad. Fordi han ikke kunne arbejde lige så hårdt som de andre, havde han tid til at tænke. Han sagde ikke ret meget, og han gik mere for sig selv, end han plejede. Selv Galis selskab undgik han af og til. Så strejfede han om i skoven og tænkte. På sin fremtid; på Smerteherrens spørgsmål; på Smerteherrens identitet. Han havde hele tiden ment, at det var Peeters, men nu var han ikke længere så sikker.
Been og Gali boede i den træhytte, hvor Xpen og et par af mændene boede, og det mindede dem meget om dengang, de havde været slaver af en umættelig mand. Da havde de også ligget på madrasser flettet af palmeblade. Men der var dog en meget stor forskel fra dengang. De befandt sig ikke på stedet mod deres vilje. Hvis de ville, kunne de rejse sig op og forlade stedet, uden at nogen ville stoppe dem. De var frie, og det gjorde det hele langt mere udholdeligt, selvom de knoklede lige så meget nu, som de havde gjort dengang.
”Peeters har jo nok opdaget, at det var en forkert harddisk, han fik,” sagde Gali en aften, hvor de lå og skulle til at sove.
”Sikkert,” mumlede Been.
Gali lo. ”Han må være eksploderet af raseri. Jeg kan se ham for mig. Råbende og skrigende, hamrende sin knyttede hånd i bordet, bandende og svovlende. Uha, godt vi ligger her.”
”Jeg håber aldrig, jeg kommer til at se hans grimme fjæs igen,” sagde Been.
Gali nikkede. ”Nej, det kan jeg også godt undvære, men spørgsmålet er, hvad han har tænkt sig at gøre. Tror du han opgiver at få fat i den rigtige harddisk?”
”Aldrig i livet.”
”Nej, vel? Han har sikkert sendt sine folk ud i alle retninger for at finde os.”
”Skræmmende tanke,” mumlede Been og lukkede øjnene.
”Hvorfor undgår du mig?” spurgte Gali pludselig.
Been sukkede, men svarede ikke.
Hun prikkede ham i siden med en spids albue. ”Jeg spurgte dig om noget.”
Han sukkede igen. ”Jeg undgår dig da ikke, men så længe jeg ikke rigtig kan deltage i det hårde arbejde, er jeg jo mere i vejen end til nogen nytte.”
”Jamen, du går jo og spekulerer over et eller andet, Been. Det kan jeg se.”
”Jeg tænker bare på Dunmar,” hviskede han.
”Vil du gerne hjem?”
”Ja.”
”Det kan jeg godt forstå,” sagde Gali.
”Vil du med?”
”Selvfølgelig,” svarede hun hurtigt. ”Når du er helt frisk, tager vi af sted.”
Been nikkede i mørket. Ingen kunne se det, men han mærkede en fred falde over sig, og sådan faldt han i søvn.
Det tog Baltamus tre dage at få adgang til harddiskens indhold. Til gengæld mundede de ud i gode nyheder. ”Alt det vigtige er der,” jublede han til et aftenmøde. ”Konstruktionsplanerne for kraftværket, keglen, metrosystemet, og … hold nu fast … en stribe dokumenter om Stella Nova.”
”Stella Nova?” mumlede folk rundt omkring.
”Nemlig!” fortsatte Baltamus begejstret. ”Jeg har været i tvivl om, hvor de ville lægge den. Sådan som jeg ser det, er der tre steder, de kunne vælge. Alle tre steder har fordele og ulemper, men de har åbenbart bestemt sig for Rodudalens udmunding.”
Nyheden løftede straks humøret hos alle, undtagen hos Been. Hele dagen havde han gået og tænkt over, om han skulle bruge mødet til at fortælle, at Gali og han ville tage tilbage til Dunmar næste dag, og til sidst var han blevet enig med sig selv om at gøre det. Han følte sig helt frisk igen og havde arbejdet på vandledningen det meste af dagen. Men hvornår skulle han sige det? Det var lidt svært, midt i al denne jubel og glæde. Måske han skulle vente, indtil mødet var ved at være slut.
”Men de informationer, der ligger på harddisken, er jo ved at være ret gamle nyheder,” sagde en tynd fyr ved navn Diiter.
”Det er rigtigt,” nikkede Baltamus. ”Vi aner ikke, hvor langt de er med byggeriet. De kan have været i gang i flere år, uden vi har vidst noget om det. Det har naturligvis ikke været omtalt i nogen medier. Indbyggerne i Stella vil sikkert først blive informeret, når Stella Nova er bygget færdig.”
”Så hvad gør vi nu?” spurgte en anden.
Baltamus remsede flere punkter op og strittede med en ny finger, for hvert punkt han nævnte: ”Først og fremmest skal vi have fundet ud af, hvor langt man er med byggeriet af Stella Nova. Dernæst skal vi have skabt kontakt til den sovende gruppe. Der må være mindst én af dem, som befinder sig udenfor Stella.”
”Hvorfor tror du det?” spurgte Moe.
”Fordi det ikke længere er muligt at modtage radiosignaler fra Stella. De har sat en støjsender på, der ødelægger signalet. Ikke desto mindre modtog jeg en tekstbesked fra en eller anden om, at Been og Gali blev holdt fanget på flyvepladsen. Afsenderen må altså have opholdt sig uden for Stella. Og det må have været en af de sovende, for beskeden var kodet præcis sådan, som den sovende gruppe har lært at kode deres meddelelser. Jeg foreslår, at vi sender nogen af sted for at finde Stella Nova.”
”Hvor mange?” spurgte Tinne, der var en kvinde i trediverne, som Gali kendte godt fra dengang, hun havde boet hos Xpen.
”To,” svarede Baltamus.
”Jeg melder mig frivilligt,” sagde Moe straks og rejste sig op. Der blev stille i lokalet. Been kiggede rundt på de andre. Tænkte de mon på det samme, som han gjorde? Nemlig at Moe var håbløs til at bevæge sig lydløst rundt i skoven. Han var for stor og for klodset til den mission, og når han nu havde meldt sig som den første, var der da ingen, der ville melde sig som nummer to. Been skulle i hvert fald ikke nyde noget.
”Jeg melder mig også,” sagde Gali pludselig.