Der var en svimlende udsigt ud over byen, og Been så for første gang pyramiden i det fjerne. Den så endnu større ud end keglen inde i Stella. Men hvor var han? Det var, som om to forskellige verdner blandede sig til én. Pyramiden forsvandt, lyset forsvandt, og foran ham tonede Smerteherren frem. Han stak sit ansigt helt hen til Beens, og for første gang så Been hans ansigt klart og tydeligt. Smerteherren var hans egen bror! Jaap. Det kunne ikke passe! Jaap?
”Du ved jo godt, hvad jeg vil spørge om, kammerat!” knurrede en rå stemme.
Kvalmebølgen voksede sig så stor, at Been umuligt kunne holde den nede. Han bøjede sig frem og kastede op på gulvet mellem sine ben.
”Føj for satan!” skreg stemmen.
Peeters sprang tilbage for ikke at blive ramt. ”Dit svin!” Han sparkede til stolen, så den kørte hen over gulvet og ramte imod glasset. Så tog han fat i armlænene og trak den om på den anden side af bordet. ”Du har bare at svare på mine spørgsmål, og hvis du ikke kan det, har jeg ikke noget at bruge dig til. Er du med på den?”
Been så Jaap for sit slørede blik. Hvad var spørgsmålet? Han kunne jo ikke svare uden at kende spørgsmålet.
”Og hvis jeg ikke kan bruge dig, ryger du lige direkte ud af det her hul,” sagde Peeters samtidig med, at han tog sin strålestok, forlængede strålen og stak den gennem glasset i vinduespartiet. Glasset krakelerede i tusinde stykker, og en trykkende varm luft slap ind i lokalet. ”Dig og din lille veninde har fandeme voldt mig problemer nok. Så nu spørger jeg for allersidste gang, okay?”
Been var ude af stand til så meget som bare at nikke. Han så sylespidse pigge lige foran sit ansigt. De var få millimeter fra hans øjeæble, hans næse, hans mund, hele hans krop. Hvis han ikke sad fuldstændig stille, ville han blive gennemhullet. Men det var svært at sidde stille, når hele verden kørte rundt og rundt omkring ham og gav ham en frygtelig kvalme. Samtidig vidste han, at han ikke ville kunne svare på spørgsmålet. Han var færdig. Død. Og i det øjeblik var det ikke så frygtelig en tanke. Bare det ville gå hurtigt.
Smerteherren snerrede: ”Er du sikker på, at du egner dig til at blive fortæller?”
Been spærrede overrasket øjnene op. Var det spørgsmålet? Det kunne han nemt svare på. Han var søn af Kaan Kabana. Alene det burde være svar nok. Han bar på en arv, men bar han samtidig på en tvivl? Han huskede den fortælleraften, hvor han var gået i panik. Hvor han var gået i stå foran en masse mennesker. Hvor hans mor havde måttet redde ham.
Smerteherren tog fat i Beens ansigt med sin hånd, som om han ville flå det af kraniet. Han ventede på et svar. Et ærligt svar. Og hvis Been løj, ville han blive gennemboret. Var han da ikke sikker på sit svar? Chokeret opdagede han, at det var han faktisk ikke. Han havde ikke det, der skulle til for at blive fortæller, det følte han helt ind i sin knoglemarv. Det ville knuse hans mor. Hun ville bryde sammen, når han fortalte hende det, og han havde allerede dårlig samvittighed over for sin far, der havde gjort alt, hvad han kunne, for at Been skulle gå i hans fodspor.
”Nej,” hviskede Been.
”Hvad? Jeg kunne ikke høre dig?” råbte Smerteherren.
”Nej,” gentog Been. ”Jeg er ikke sikker på, at jeg egner mig til at blive fortæller.”
Smerteherren strakte armene op over sit hoved i triumf, mens han lo og lo, og Been bare ønskede, at piggene ville komme. For han var ikke en rigtig Kabana. Han ville aldrig blive fortæller som sin far og farfar. Aldrig.
”Hører du dårligt knægt?” Peeters knaldede Been en lussing. ”Jeg spurgte, hvor harddisken er!”
Been var forvirret. Havde han ikke lige siddet i Smerteherrens stol? Og nu stod den arrede mand, som Been i det øjeblik havde glemt navnet på, og forlangte at få at vide, hvor harddisken var. Hvilken harddisk? Alt var så forvirrende.
”Kommandøren var lige ved at flå mine indvolde ud, da jeg kom tilbage med en helt forkert harddisk,” knurrede den arrede mand. ”Det må ikke ske igen.”
”Kommandøren?” mumlede Been, der i det samme kom i tanke om sin plageånds navn. ”Jeg troede, du var kommandøren.”
”Mig?” Peeters lo højt. Så stoppede han brat og kiggede undersøgende på Been. ”Hør engang, er du slet ikke klar over …”
”Hvad?”
”At kommandøren stadig er Jaap Kabana?”