Kapitel 3

Zoey

 

„Klarer han sig?“ Jeg forsøgte at hviske så jeg ikke vækkede Stark. Det havde jeg åbenbart ikke held med, for hans lukkede øjenlåg flaksede, og hans læber fortrak sig ganske let i et blegt genskær af hans sædvanlige selvsikre smil.

„Jeg er ikke død endnu,“ sagde han.

„Det er ikke dig jeg taler til,“ sagde jeg, lidt mere irriteret end jeg havde tænkt mig.

„Så så, u-we-tsi-a-ge-ya,“ skældte bedstemor Redbird kærligt på mig, mens søster Maria Angela, priorinden for benediktinernonnerne, hjalp hende ind på det lille infirmeri.

„Bedste! Dér er du!“ Jeg løb hen til hende og hjalp søster Maria Angela med at sætte Bedste forsigtigt i en stol.

„Hun er bare bekymret for mig.“ Starks øjne var lukkede igen, men man kunne stadig ane en antydning af hans smil.

„Det ved jeg, tsi-ta-ga-a-sha-ya. Men Zoey er en kommende ypperstepræstinde, og hun må lære at styre sit temperament.“

Tsi-ta-ga-a-sha-ya! Det ville have fået mig til at grine hvis ikke Bedste havde været så bleg og skrøbelig at se på, og hvis jeg ikke helt generelt havde været så bekymret. „Undskyld, Bedste. Jeg bør styre mit temperament, men det er lidt svært når alle dem jeg elsker højst, hele tiden er lige ved at dø!“ Jeg gjorde hurtigt sætningen færdig og måtte tage en dyb indånding for at samle mig. „Og burde du ikke ligge i sengen?“

„Snart, u-we-tsi-a-ge-ya, snart.“

„Hvad er en tsi-ta-ga-a- for-en-tingest?“ spurgte Stark grødet, men sårene til trods lød han munter og nysgerrig, mens Darius var ved at smøre en tyk creme over hans brandsår.

„Tsi-ta-ga-a-sha-ya,“ rettede Bedste hans udtale. „Det betyder hane.“

Der kom et fornøjet glimt i hans øjne. „Alle siger du er en vis kvinde.“

„Hvilket er mindre interessant end hvad de siger om dig, tsi-ta-ga-a-sha-ya,“ sagde Bedste.

Stark lo, men kun kort på grund af smerterne.

„Lig stille!“ beordrede Darius.

„Søster, jeg syntes du sagde I havde en læge her!“ Jeg forsøgte ikke at lyde helt så panikslagen som jeg følte mig.

„En menneskelæge kan ikke hjælpe ham,“ sagde Darius inden søster Maria Angela kunne nå at svare. „Han har brug for hvile og ro og ...“

„Hvile og ro er rigeligt,“ afbrød Stark ham. „Som jeg sagde før: Jeg er ikke død endnu.“ Han så Darius ind i øjnene, og jeg så krigeren trække på skuldrene og nikke kort som om han gav den yngre vampyr ret.

Jeg burde bare have ignoreret den lille udveksling mellem dem, men min tålmodighed var forduftet flere timer forinden. „Okay, hvad er det I ikke fortæller mig?“

Nonnen der havde assisteret Darius, sendte mig et langt, koldt blik og sagde: „Måske har den sårede unge mand brug for at vide at hans offer ikke var forgæves.“

Nonnens krasse ord gav mig omgående dårlig samvittighed. Min hals snørrede sig sammen, og jeg kunne ikke svare kvinden med de hårde øjne. Det offer Stark havde været villig til at yde, var hans liv for mit. Jeg sank trods den tørre fornemmelse i min hals. Hvad var mit liv værd? Jeg var bare ung – kun lige sytten. Jeg havde dummet mig så mange gange. Jeg var en reinkarnation af en pige der var skabt for at fange en falden engel, og det betød at jeg ikke kunne lade være med at elske ham inderst inde i min sjæl, selvom jeg vidste jeg ikke burde ... ikke skulle ...

Nej. Mit liv var ikke Starks offer værd.

„Det er jeg klar over.“ Der var ikke antydningen af tøven i Starks stemme. Pludselig lød han stærk og sikker. Jeg fik tårerne blinket væk og så ham ind i øjnene. „Det jeg gjorde var bare en del af mit job,“ sagde han. „Jeg er kriger. Jeg har svoret med mit liv at tjene Zoey Redbird, ypperstepræstinde og højtelsket af Nyx. Det betyder at jeg arbejder for vor Gudinde, og det betyder ikke en skid at blive slået til jorden og blive lidt forbrændt, hvis det kan hjælpe Zoey med at slå de onde.“

„Vel talt, tsi-ta-ga-a-sha-ya,“ sagde Bedste.

„Søster Emily, jeg overtager din vagt på infirmeriet for i nat. Vær sød at sende søster Bianca herop. Måske skulle du tilbringe lidt tid i tavs meditation over Lukasevangeliet kapitel 6, vers 37,“ sagde søster Maria Angela.

„Som du ønsker, søster,“ sagde nonnen og skyndte sig ud af lokalet.

„Lukasevangeliet? Hvad er det for et vers?“ spurgte jeg.

„'Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes. Fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse',“ sagde min bedstemor og udvekslede et lille smil med søster Maria Angela. Netop da bankede Daniel let på døren som stod på klem.

„Må vi komme ind? Der er én der virkelig har brug for at se Stark.“ Daniel så sig over skulderen og gjorde en bliv-der -gestus. Det bløde vuf! som svar, fortalte mig hvem det var.

„I må ikke lade hende komme ind.“ Stark skar en grimasse i smerte da han brat vendte ansigtet væk så han ikke kunne se Daniel eller døren. „Sig til ham Jack, at hun er hans nu.“

„Nej.“ Jeg stoppede Daniel da han begyndte at trække sig væk. „Få Jack til at bringe Tess herind.“

„Zoey, nej, jeg ...“ begyndte Stark, men min løftede hånd fik ham til at tie stille.

„Bring hende bare ind,“ sagde jeg. „Stoler du på mig?“

Stark så på mig i noget der føltes som meget lang tid. Jeg så tydeligt hans sårbarhed og smerte, men til sidst nikkede han og sagde: „Jeg stoler på dig.“

„Gør det, Daniel,“ sagde jeg.

Daniel vendte sig om og mumlede noget over skulderen og trådte så til side. Jack, Daniels kæreste, kom først ind i stuen. Hans kinder var lyserøde, og hans øjne var overraskende blanke. Han stoppede efter et par skridt og vendte sig igen om mod døren.

„Kom bare. Det er okay. Han er her,“ lokkede Jack.

Den lyshårede labrador retriever kom dappende ind på stuen, og jeg blev overrasket over hvor hurtigt hun bevægede sig af en så stor hund at være. Hunden stoppede kort op ved Jacks side og kiggede op på ham mens hun logrede med halen.

„Det er okay,“ gentog Jack. „Han har det bedre nu.“ Jack vinkede hen mod sengen. Tess vendte hovedet i den retning han havde peget, og så direkte på Stark.

De stirrede på hinanden, og jeg sværger, vi holdt alle sammen vejret.

„Hej, min tøs.“ Stark talte tøvende, med gråd i stemmen.

Tess virrede med ørerne og lagde hovedet på skrå.

Stark holdt en hånd frem og gjorde en kaldende gestus. „Kom her, min fine komtesse.“

Som havde hans kommando væltet en dæmning inde i hunden, stormede Tess fremad mens hun peb og logrede og bjæffede – hun lød og opførte sig meget mere som en hundehvalp end man skulle have troet muligt med hendes mere end halvtreds kilo.

„Nej!“ kommanderede Darius. „Ikke op i sengen!“

Tess adlød krigeren og stillede sig tilfreds med at presse hovedet ind til Stark og stikke snuden ind under hans armhule mens hun logrede med hele kroppen. Stark hvis ansigt glødede af lykke, klappede hende igen og igen og fortalte hende hvor meget han havde savnet hende og hvor god en pige hun var.

Jeg opdagede først at jeg også stod og tudede da Daniel rakte mig en serviet.

„Tak,“ mumlede jeg og tørrede mine øjne.

Han smilede kort til mig, og så gik han hen til Jack, lagde armen om sin kæreste og klappede ham på skulderen (og rakte også ham en serviet). Jeg hørte Daniel sige til ham: „Kom, lad os finde det værelse søstrene har gjort klar til os. Du har brug for at hvile.“

Jack snøftede og hikstede. Så nikkede han og lod Daniel føre ham ud af stuen.

„Vent, Jack,“ råbte Stark efter ham.

Jack så hen mod sengen hvor Tess stadig havde hovedet presset ind mod Stark der havde sin arm rundt om labradorens hals.

„Du har taget dig godt af Tess mens jeg ikke kunne.“

„Det var da ingenting. Jeg har aldrig haft en hund før, så jeg vidste ikke hvor dejlige de er.“ Jacks stemme knækkede kun en anelse over. Han rømmede sig: „Jeg er ... jeg er glad for at du ikke er, øh, ond og klam og alt det der længere, så hun kan være sammen med dig igen.“

„Jah, nu vi er ved det.“ Stark krympede sig da smerten ved at bevæge sig satte ind. „Jeg er ikke ligefrem hundrede procent på toppen endnu, og selv når jeg bliver det, så er jeg ikke helt sikker på hvordan min kalender kommer til at se ud. Så du vil gøre mig en stor tjeneste hvis vi kunne deles om Tess.“

„Mener du det?“ Jacks ansigt glødede.

Stark nikkede udmattet. „Ja. Vil du og Jack tage Tess med tilbage på jeres værelse, og måske tage hende med ned og besøge mig senere?“

„Helt klart!“ sagde Jack. Så rømmede han sig: „Jo, som jeg sagde tidligere, så har hun ikke været noget problem.“

„Godt,“ sagde Stark. Han løftede Tess' snude i sine hænder og kiggede labradoren ind i øjnene. „Jeg har det okay igen, min flotte tøs. Gå du nu med Jack, så jeg kan blive helt rask.“

Jeg vidste det måtte gøre sindssvagt ondt på ham, men Stark satte sig op og bøjede sig frem for at kysse Tess og lade hunden slikke ham i ansigtet. „God pige ... jah, min flotte tøs ...“ hviskede han og kyssede hende igen. „Gå nu med Jack! Gå så!“ sagde han og pegede hen mod Jack.

Efter et sidste slik i Starks ansigt og et enkelt modvilligt klynk vendte hun sig væk fra sengen og traskede hen til Jack, mens hun logrede med halen og stak snuden ind til ham for at sige hej. Jack tørrede sine øjne med den ene hånd og kælede for Tess med den anden.

„Jeg passer godt på hende og kommer ned med hende igen så snart solen går ned. Okay?“

Det lykkedes Stark at smile. „Okay, tak, Jack.“ Så sank han ned i puderne.

„Han har brug for hvile og ro,“ sagde Darius henvendt til os alle sammen, mens han genoptog arbejdet med at tilse Stark.

„Zoey, måske kan du hjælpe mig med at få din bedstemor hen på hendes værelse? Hun har også brug for hvile og ro. Det har været en lang nat for os alle,“ sagde søster Maria Angela.

Min bekymring flyttede sig fra Stark til Bedste, og jeg vidste ikke hvem af de to jeg skulle kigge på – jeg holdt så meget af dem begge.

Stark fangede mit blik. „Tag dig af din bedstemor. Jeg kan mærke at solen snart står op. Og så går jeg ud som et lys.“

„Hmm ... okay.“ Jeg gik hen til hans seng og stod der og følte mig lidt kejtet. Hvad skulle jeg gøre? Kysse ham? Give hans hånd et klem? Give ham thumbs-up og et tumpet smil? Jeg mener, han var ikke min officielle kæreste, men han og jeg havde et bånd der var mere end bare venskab. Jeg følte mig forvirret og bekymret og dybest set ude hvor jeg ikke kunne bunde, så jeg lagde bare en hånd på hans skulder og hviskede: „Tak fordi du reddede mit liv.“

Han så ind i mine øjne og resten af stuen forsvandt. „Jeg vil altid våge over dit hjerte, om så mit eget skal stoppe med at banke for at sikre det,“ sagde han stille.

Jeg bøjede mig ned, kyssede ham på panden og mumlede: „Lad os forsøge at undgå det, okay?“

„Okay,“ hviskede han.

„Vi ses når solen går ned,“ sagde jeg til Stark hvorefter jeg skyndte mig hen til Bedste. Søster Maria Angela og jeg fik hende forsigtigt op at stå og nærmest bar hende ud af Starks stue og ned ad en kort gang til endnu et rum der lignede en hospitalsstue. Bedste føltes lillebitte og skrøbelig under min støttende arm, og min mave knugede sig igen sammen.

„Det er ikke noget at bekymre sig om, u-we-tsi-a-ge-ya,“ sagde hun mens søster Maria Angela lagde puder under hende for at gøre det mere behageligt.

„Jeg henter din smertemedicin,“ sagde søster Maria Angela til Bedste. „Jeg sørger også lige for at persiennerne i Starks stue er lukkede og gardinerne er trukket godt for, så I har lige et par minutter at tale sammen i. Men når jeg kommer tilbage, insisterer jeg på at du tager din pille og får noget søvn.“

„Du kræver ikke så lidt, Maria Angela,“ sagde Bedste.

„Du burde jo vide det, Sylvia,“ sagde nonnen. Og så skyndte hun sig ud af stuen.

Bedste smilede til mig og klappede på sengen ved siden af sig. „Kom og sid ved siden af mig, u-we-tsi-a-ge-ya.“

Jeg satte mig ved siden af Bedste, trak benene op under mig så forsigtig som muligt så sengen ikke rokkede for meget. Hendes ansigt var forslået og forbrændt af den airbag der havde reddet hendes liv. Der var mørke syninger i hendes underlæbe og hendes kind. Hun havde en forbinding rundt om hovedet, og hendes højre arm var pakket ind i en voldsom gipsforbinding.

„Ironisk, ikke sandt, at mine sår ser så forfærdelige ud, men de er langt mindre smertefulde end de usynlige sår du bærer i dit indre,“ sagde hun.

Jeg skulle lige til at fortælle Bedste at jeg faktisk havde det helt fint, men hendes næste ord skar direkte gennem det sidste af min fortrængning.

„Hvor længe har du vidst at du var reinkarnationen af jomfruen A-ya?“