Kapitel 12

Zoey

 

Efter Afrodites dystre men formentlig præcise prognose, troede jeg ikke jeg ville være i stand til at sove, men udmattelsen overvandt mig. Jeg lukkede mine øjne, og et stykke tid var der kun en lykkelig intethed. Desværre har lykken det med ikke at blive ret længe i mit liv.

 

I min drøm var øen så blå og smuk at den blændede mig. Jeg stod på ... Jeg kiggede mig omkring ... på taget af en borg! En borg som så virkelig gammel ud, bygget i store blokke af groft tilhuggede sten. Taget var helt ekstremt sejt. Muren havde skydeskår der lignede tænderne på en kæmpe. Der var planter overalt på taget. Jeg bemærkede endda citron- og appelsintræer med grene som tyngedes af duftende frugter. Midt i det hele stod et springvand, formet som en smuk nøgen kvinde der holdt hænderne over hovedet, og fra de tragtformede hænder løb krystalklart vand. Der var noget bekendt ved stenkvinden, men mit blik blev hele tiden trukket væk fra den skønne taghave og ud mod den endnu mere fantastiske udsigt der bredte sig på alle sider af borgen.

Jeg holdt vejret og gik hen til muren og kiggede ned og ned og ned og ud mod det funklende blå hav. Vandet var smukkere end smukt. Det var samme farve som drømme og latter og den helt perfekte sommerhimmel. Selve øen bestod af forrevne bjerge der var dækket af mærkelige fyrretræer der mindede mig om kæmpe paraplyer. Borgen lå på det højeste af øens bjerge, og da jeg kiggede ud i det fjerne, kunne jeg se yndefulde landejendomme og en hyggelig lille by.

Alt var badet i det blå skær fra havet hvilket gav stedet en magisk fornemmelse. Jeg indåndede brisen og kunne dufte salt og appelsiner. Det var en solrig dag – himlen var fuldkommen skyfri, men i min drøm irriterede det skarpe lys overhovedet ikke mine øjne. Jeg elskede det! Det var en anelse køligt og ret blæsende, men jeg var ligeglad. Jeg kunne godt lide den friske fornemmelse af blæsten mod min hud. I det øjeblik var øen samme farve som akvamariner, men jeg kunne forestille mig hvordan den ville se ud i skumringen hvor solen ikke længere beherskede himlen. Den blå farve ville blive dybere, mørkere, og til sidst helt safirfarvet.

Mit drømme-jeg smilede. Safir ... Øen ville blive nøjagtig samme farve som mine tatoveringer. Jeg lagde nakken tilbage og slog ud med armene og favnede dette vidunderlige sted jeg havde skabt i min egen sovende fantasi.

„Det lader ikke til at jeg kan undslippe dig, selv ikke når jeg flygter fra dit nærvær,“ sagde Kalona.

Han stod bag mig. Hans stemme kriblede ned ad min ryg, op over mine skuldre og lagde sig om min krop. Langsomt lod jeg mine arme falde ned til siden. Jeg vendte mig ikke om.

„Det er dig der sniger dig rundt i andres drømme, ikke mig.“ Jeg var glad for at min stemme lød så rolig og kontrolleret.

„Du er altså stadig ikke villig til at indrømme at du er draget mod mig?“ Hans stemme var dyb og forførende.

„Jeg opsøgte ikke dig. Da jeg lukkede mine øjne, var det bare for at sove.“ Jeg talte næsten automatisk, undgik hans spørgsmål og tvang mig selv til ikke at huske det sidste minde jeg havde om hans stemme og hans arme rundt om mig.

„Du sover tydeligvis alene. Hvis du var sammen med en anden, ville det være meget sværere for dig at lade mig røre dig.“

Jeg undertrykte den forvirrede længsel hans stemme fik mig til at føle, og arkiverede den lille oplysning til senere – det at sove med en anden gjorde det faktisk sværere for ham at nå mig, præcis som Stark havde sagt forleden nat. „Det rager ikke dig,“ sagde jeg.

„Du har ret. Alle de menneskesønner der sværmer om dig, så ivrige efter at sole sig i dit nærvær, er under min værdighed.“

Jeg orkede ikke påpege hvordan han havde fordrejet mine ord. Jeg havde for travlt med at forholde mig roligt og tvinge mig selv til at vågne.

„Du jager mig bort, og alligevel opsøger du mig i dine drømme. Hvad siger det om dig, A-ya?“

„Det er ikke mit navn! Ikke i dette liv!“

„Ikke i dette liv, siger du. Det betyder at du har accepteret sandheden. Du ved at din sjæl er en reinkarnation af den jomfru som Ani Yunwiya-stammen skabte med det formål at elske mig. Det er måske derfor at du bliver ved med at komme til mig i dine drømme, fordi din vågne bevidsthed modsætter sig, men din sjæl, din ånd, selve din essens længes efter at være sammen med mig.“

Han brugte det gamle navn for cherokee-stammen – mit og min bedstemors folk. Jeg kendte godt legenden. Et smukt, vinget, udødeligt væsen var kommet for at leve sammen med cherokee-folket, men i stedet for at være en menneskekærlig gud på jord, var han ond. Han misbrugte kvinderne og udnyttede mændene. Til sidst gik stammernes Vise Kvinder, kaldet Ghigua-kvinderne, sammen og skabte en jomfru af jorden. De gav A-ya liv foruden særlige gaver. Hendes formål var at udnytte Kalonas begær til at lokke ham ned under jorden så han kunne blive fanget i jordens skød. Deres plan lykkedes. Kalona kunne ikke modstå A-ya, og han blev fanget i jordens indre – eller det havde han i hvert fald været lige indtil Neferet befriede ham.

Og nu hvor jeg havde delt et minde med A-ya, vidste jeg kun alt for godt at der var sandhed i legenden.

Sandhed, sagde mit sind. Brug den styrke der ligger i sandhed, til at bekæmpe ham.

„Ja,“ indrømmede jeg. „Jeg ved at jeg er en reinkarnation af A-ya.“ Jeg tog en dyb indånding for at samle mig, vendte mig og konfronterede Kalona. „Men jeg er nutidens inkarnation af hende, hvilket betyder at jeg foretager mine egne valg, og jeg vælger ikke at være sammen med dig.“

„Og alligevel fortsætter du med at opsøge mig i dine drømme.“

Jeg ønskede at nægte at jeg havde opsøgt ham – at sige noget klogt og ypperstepræstinde-agtigt – men det eneste jeg kunne gøre, var at stirre på ham. Han var så smuk! Som sædvanligt havde han meget lidt tøj på. Et par jeans, og det var alt. Hans hud var bronzefarvet og perfekt. Den dækkede hans muskler med en glathed der gav mig lyst til at røre ham. Kalonas ravfarvede øjne strålede. De mødte mit blik med en varme og et venskab der gjorde mig stakåndet. Han så ud til at være omkring de atten, men da han smilede så han endnu yngre ud, mere drenget, mere tilgængelig. Alt ved ham skreg supersexet fyr jeg burde være himmelråbende forelsket i!

Men det var en løgn. Kalona var i virkeligheden super skræmmende og super farlig, og det måtte jeg aldrig glemme – uanset hvordan han så ud – uanset hvad minderne forankret dybt i min sjæl ønskede at han skulle være.

„Ah, du nedværdiger dig langt om længe til at se på mig.“

„Tja, siden du ikke vil forsvinde og lade mig være i fred, tænkte jeg at jeg hellere må opføre mig høfligt,“ sagde jeg med en påtaget skødesløshed.

Kalona lagde nakken tilbage og lo. Lyden var smittende og yderst forførende. Den fik mig til at længes efter at træde nærmere ham og tage del i hans milde latter. Jeg havde nær taget et skridt frem mod ham da hans vinger i netop det øjeblik rørte på sig. De sitrede og åbnede sig en anelse så sollyset glitrede i deres sorte dybder og fremhævede de dybblå og lilla toner der sædvanligvis lå skjult i deres mørke.

Synet var som at løbe ind i en usynlig mur. Jeg huskede igen hvad han var – et farligt udødeligt væsen der ville fratage mig min frie vilje og i den sidste ende min sjæl.

„Jeg forstår ikke hvad du ler af,“ sagde jeg hurtigt. „Jeg siger bare sandheden. Jeg ser kun på dig fordi jeg er høflig, selvom jeg virkelig ville ønske at du ville flyve din vej og lade mig drømme i fred.“

„Åh, min kære A-ya.“ Han genvandt fatningen. „Jeg kan aldrig lade dig i fred. Du og jeg er forbundne. Vi kan være hinandens frelse, eller hinandens undergang.“ Han tog et skridt tættere på mig, og jeg gengældte hans bevægelse ved at tage et bagud. „Hvad vælger du? Frelse eller undergang?“

„Jeg kan kun tale for mig selv.“ Jeg tvang min stemme til at være rolig, og jeg var endda i stand til at tilføje en snert af sarkasme selvom jeg kunne mærke murværkets kølige sten presse mod mig som væggene i en fængselscelle. „Begge dele lyder ret ubehagelige. Frelse? Helt ærligt, du lyder som Troens Riddere, og eftersom de ville betragte dig som en falden engel, så kan du næppe kaldes en ekspert i frelse. Undergang? Tja, seriøst, du minder mig stadig om Troens Riddere. Siden hvornår er du blevet så kedsommeligt religiøs?“

I to skridt havde han lukket hullet mellem os. Hans arme blev til tremmer der burede mig inde mellem stenmuren og ham. Hans vinger skælvede og åbnede sig omkring ham så han formørkede solen med sin egen mørke glans. Jeg kunne mærke den forfærdelige, vidunderlige kulde der altid strålede ud fra ham. Den burde have frastødt mig, men det gjorde den ikke. Den hæslige kulde trak i mine allerinderste sjælestrenge. Jeg havde lyst til at trykke mig ind til ham og lade den søde smerte føre mig bort.

„Kedsommelig? Lille A-ya, min tabte kærlighed, dødelige har i århundreder kaldt mig mangt og meget, men kedsommelig er jeg aldrig blevet kaldt.“

Kalona knejsede over mig. Der var simpelthen så meget af ham! Og al den nøgne hud ... Jeg vristede mit blik fri fra hans brystkasse og så op i hans øjne. Han smilede ned mod mig, fuldstændig afslappet og i fuld kontrol. Han var så pokkers sexet at jeg næsten ikke kunne få vejret. Klart nok, Stark og Jonathan og, ja, Eric, var nogle lækre fyre – helt ekstremt lækre faktisk. Men de var ingenting i sammenligning med Kalonas udødelige skønhed. Han var et mesterværk, en statue af en gud der personificerede fysisk perfektion, bare endnu smukkere fordi han var i live – han var lige her – han var her for mig.

„J-jeg vil have at du skal træde væk.“ Jeg forsøgte forgæves at holde min stemme i ro.

„Er det i sandhed hvad du vil have, Zoey?“

Hans brug af mit navn gav mig et stød og påvirkede mig endnu stærkere end når han kaldte mig A-ya. Mine fingre trykkede hårdt mod borgens stenmur, mens jeg forsøgte at holde fast i mig selv og undgå at falde for hans fortryllelse. Jeg tog en dyb indånding og forberedte mig på at lyve og sige ja, jeg ville fanden gale mig have at han skulle træde væk.

Benyt dig af den styrke der ligger i sandheden. Ordene var en hvisken i mine tanker.

Hvad var sandheden? At jeg måtte kæmpe med mig selv for ikke at kaste mig i armene på ham? At jeg ikke kunne holde op med at tænke på hvordan A-ya havde overgivet sig til ham? Eller den anden sandhed – at jeg ønskede at jeg bare var en normal pige hvis værste problemer var lektier og skolens lede tøser?

Sig sandheden.

Jeg blinkede. Jeg kunne sige sandheden.

„Lige nu ønsker jeg virkelig bare at sove. Jeg vil være normal. Jeg vil bekymre mig om skole og afbetalingen på min første bil og hvor åndssvagt høje benzinpriserne er for tiden. Og jeg ville være glad hvis du kunne gøre noget ved de problemer.“ Jeg fastholdt hans blik og lod denne flig af sandheden give mig styrke.

Hans smil var ungdommeligt og drilsk. „Hvorfor kommer du ikke hen til mig, Zoey?“

„Jo, ser du, det ville rent faktisk ikke hjælpe på nogle af de problemer jeg nævnte.“

„Jeg kunne give dig så meget mere end de små, ligegyldige ting.“

„Jah, det er jeg sikker på, men intet af det ville være normalt, og lige nu ville jeg virkelig, helt ærligt, hellere end noget andet, have en ordentlig dosis normal.“

Han så mig ind i øjnene, og jeg kunne se at han forventede at jeg ville miste modet, at jeg ville blive nervøs og begynde at stamme, eller værre, gå i panik. Men jeg havde sagt sandheden, og det var en lille, smuk sejr for mig og en som gav mig styrke. Det var Kalona der til sidst vendte blikket væk, Kalona hvis stemme med et var snublende og usikker. „Jeg behøver ikke være sådan her. For dig kunne jeg være så meget mere.“ Han så mig igen ind i øjnene. „Jeg kunne vælge en anden sti hvis du var ved min side.“

Jeg forsøgte at skjule den syndflod af følelser hans ord havde vækket i mig, da han rørte den del af mig som A-ya havde vækket til live.

Find sandheden, insisterede mit sind. Og igen fandt jeg den og udtalte den højt. „Jeg ville ønske jeg turde tro på dig, men det gør jeg ikke. Du er gudesmuk og magisk, men du er også en løgner. Jeg stoler ikke på dig.“

„Men det kunne du komme til,“ sagde han.

„Nej,“ sagde jeg oprigtigt. „Det tror jeg faktisk ikke.“

„Prøv. Giv mig en chance. Kom til mig og lade mig bevise mit værd. Af hele dit hjerte, min elskede, sig det enkle lille ord: ja.“ Han bøjede sig ned og i en bevægelse der var yndefuld og stærk og forførende, hviskede det faldne udødelige væsen ind i mit øre. Hans læber rørte min hud så let at det sendte kuldegysninger gennem hele min krop. „Overgiv dig til mig, og jeg lover at jeg vil opfylde dine hedeste drømme.“

Jeg trak vejret i korte, hurtige gisp og pressede håndfladerne hårdere mod stenene bag mig. I det øjeblik ønskede jeg intet hellere end at sige det ene ord. Jeg vidste hvad der ville ske hvis jeg gjorde det. Jeg havde allerede oplevet den slags hengivelse gennem A-ya.

Han klukkede, en lyd der var dyb og selvsikker. „Kom nu, min fortabte kærlighed. Ét lille ord, og dit liv vil være forandret for altid.“

Hans læber var ikke længere lige ved mit øre. I stedet havde hans blik igen fanget mit. Han smilede og så mig ind øjnene. Han var ung og perfekt, magtfuld og elskelig.

Og jeg ønskede så inderligt at sige ja, at jeg var bange for at åbne munden.

„Elsk mig,“ mumlede han. „Elsk kun mig.“

Selv gennem det begær jeg følte, bearbejdede mit sind hvad han sagde, og jeg fandt endelig et andet ord end ja. „Neferet,“ sagde jeg.

Han skulede. „Hvad med hende?“

„Du siger at jeg kun skal elske dig, men du er ikke engang ledig. Du er sammen med Neferet.“

Noget af hans ubesværede selvsikkerhed forsvandt. „Neferet vedkommer ikke dig.“

Hans ord stak mig i hjertet, og det gik op for mig at en stor del af mig havde ønsket at han ville nægte at de var sammen – at han ville sige at det var slut. Skuffelsen gav mig styrke, og jeg sagde: „Jeg tror faktisk hun vedkommer mig. Sidst jeg så hende, forsøgte hun at dræbe mig, og det var da jeg afviste dig. Hvis jeg siger ja til dig, går hun fra forstanden – den smule der er tilbage af den. Og kaster sig over mig. Igen.“

„Hvorfor taler vi overhovedet om Neferet? Hun er her ikke. Se den skønhed der omgiver os. Overvej hvordan det ville være at herske over dette sted ved min side – at hjælpe mig med at bringe de gamle traditioner tilbage til en verden der er blevet alt for moderne.“ En af hans hænder gled ned og kærtegnede min arm. Jeg ignorerede sanseindtrykkene der sitrede i min hud, og alarmklokkerne der ringede for fuld styrke ved hans kommentar om at bringe de gamle traditioner tilbage, og jeg brugte min mest klynkende teenagertone.

„Seriøst, Kalona, jeg vil virkelig ikke have mere drama med Neferet. Jeg tror ikke jeg ville kunne klare det.“

Han slog ud i frustration. „Hvorfor taler du stadig om Tsi Sgili? Jeg befaler dig at glemme hende! Hun betyder intet for os.“

I samme øjeblik hans arme ikke længere holdt mig fangen mod stenene, smuttede jeg hurtigt sidelæns, fast besluttet på at lægge lidt afstand til ham. Jeg havde brug for at tænke, og det kunne jeg ikke med hans arme rundt om mig.

Kalona fulgte efter, og denne gang pressede han mig op mod et af de lave punkter i muren – en åbning mellem kamtakkerne. Der var kun støtte op til mine knæ. Derfra og opefter kunne jeg mærke den kølige vind der strøg mod min ryg og tog fat i mit hår. Jeg behøvede ikke at se bagud. Jeg vidste faldet var svimlende og at det blå hav ventede langt, langt nede.

„Du kan ikke flygte fra mig.“ Kalona kneb sine ravfarvede øjne i. Jeg så at vreden begyndte at ulme under hans forførende facade. „Og du må indse at jeg meget snart vil herske over denne verden. Jeg vil genindføre de gamle traditioner, og jeg vil dømme disse moderne mennesker, skille hvede fra avner. Hveden skal blive ved min side, gro og trives og forsyne mig med næring. Avnerne vil blive brændt væk.“

Jeg mærkede et sug i mit hjerte. Han benyttede sig af et gammelt, poetisk bibelcitat, men jeg havde absolut ingen tvivl om at han beskrev verdens ende og enden på utallige liv – vampyrer, ynglinge og mennesker. Fyldt med kvalme lagde jeg nakken tilbage og så totalt uforstående på ham. „Hvede? Avner? Beklager, jeg er stået af. Du bliver nødt til at oversætte til noget jeg kan forstå.“

Først sagde han ingenting. Han betragtede mig bare i tavshed. Med et lille smil rakte han hånden frem og kærtegnede min kind. „Du spiller et farligt spil, min lille fortabte kærlighed.“

Min krop var lammet.

Hans hånd gled langsomt fra min kind ned over siden af halsen og ætsede et spor af frysende varme over min hud.

„Du leger med mig. Du tror du kan spille skolepigen der ikke ænser andet end hvilken kjole hun nu skal have på eller hvem af drengene hun vil kysse næste gang. Du har undervurderet mig. Jeg kender dig, A-ya. Jeg kender dig alt for godt.“

Kalonas hånd fortsatte ned, og jeg gispede i chok da han lagde hånden over mit bryst. Han kørte tommelfingeren over det mest følsomme sted, og et isnende stik af begær rystede mig. Uanset hvor hårdt jeg anstrengte mig, kunne jeg ikke lade være med at skælve ved hans kærtegn. Jeg var fanget af hans hypnotiske berøring, der på taget, i mine drømme, med havet bag mig og Kalona foran mig. Og jeg vidste med en forfærdelig klarhed at det ikke blot var A-yas minder der var draget imod ham. Det var mig – mit hjerte – min sjæl – mit begær.

„Nej, ikke mere. Stop.“ Jeg ville have sagt ordene højt og kraftfuldt, en ordre han ikke kunne overhøre, men i stedet lød jeg hviskende og svag.

„Stop?“ Han klukkede igen. „Det lader til at du har mistet din sandhed. Du ønsker ikke at jeg skal stoppe. Din krop længes efter min berøring. Du kan ikke nægte det. Så ryst denne tåbelige modstand af dig. Accepter mig og din plads ved min side. Slut dig til mig, og sammen vil vi skabe en ny verden.“

Jeg svajede ind mod ham, men det lykkedes mig at hviske: „Jeg kan ikke.“

„Hvis du ikke slutter dig til mig, vil du være min fjende, og du vil blive brændt sammen med resten af avnerne.“ Mens han talte, bevægede hans blik sig fra mit ansigt ned mod mine bryster. Nu holdt han dem begge i sine hænder. Hans ravfarvede øjne var blevet helt bløde, og de så uklare ud idet han kærtegnede mig og sendte iskolde bølger af uønsket begær gennem min krop og afsky gennem mit hjerte, mit sind og min sjæl.

Jeg skælvede så kraftigt at mine ord lød hakkende. „Det er en drøm ... kun en drøm. Det er ikke virkeligt.“ Jeg talte som for at overbevise mig selv.

Hans begær efter mig gjorde ham endnu mere forførende. Han smilede intimt mens han fortsatte med at kæle for mine bryster. „Ja, du drømmer. Men der er også sandhed og virkelighed her. For ikke at tale om dine dybeste, allerhemmeligste længsler. Zoey, i denne drøm kan du gøre som du lyster – vi kan gøre som vi lyster.“

Det er kun en drøm. Jeg gentog ordene for mig selv. Søde Nyx, lad styrken i denne næste sandhed vække mig.

„Jeg ønsker at være sammen med dig,“ sagde jeg. Kalonas smil lyste af vild triumf, men inden han kunne fange mig i sin udødelige og alt for velkendte omfavnelse, tilføjede jeg: „Men sandheden er at uanset hvor meget jeg vil have dig, så har jeg valgt at følge Nyx. Kalona, jeg vil ikke forråde min Gudinde ved at overgive mig til dig!“ Idet jeg råbte de sidste ord, kastede jeg mig bagud så jeg faldt fra borgens tag og styrtede ned mod den klippefyldte kyst langt, langt nede.

Gennem mine egne skrig kunne jeg høre Kalona råbe mit navn.