Kapitel 27

Zoey

 

„Vil du også have en cola?“ kaldte jeg over min skulder til Stark der ventede utålmodigt på mig i den meget stille, meget uvante opholdsstue i kollegiet. Jeg siger uvant for der var stille, selvom der var ynglinge, både drenge og piger, der sad i klynger og gloede på fladskærmsfjernsynene. Ingen snak. Ingen latter. Ingenting. De kiggede op da Stark og jeg kom ind i lokalet. Faktisk var jeg ret sikker på at nogle af dem sendte os hadefulde blikke, men de sagde stadig ingenting.

„Nej, ellers tak. Snup nu bare din sodavand og lad os komme ovenpå,“ sagde han og var allerede på vej hen mod trappen.

„Okay, okay, jeg kommer. Jeg skal bare ...“ Og så løb jeg direkte ind i en pige ved navn Rebecca. „Hov, undskyld!“ sagde jeg og tog et skridt tilbage. „Jeg så dig ikke fordi ...“

„Ja tak, jeg ved hvad du lavede. Det samme som du altid laver. Du gloede på fyre.“

Jeg rynkede panden. Jeg kendte ikke Rebecca ret godt. Udover at hun var helt vild med Eric. Nå ja, og så havde jeg taget Stark i at bide og praktisk taget voldtage hende – inden han havde valgt det gode og aflagt løfte til mig som min kriger. Rebecca havde selvfølgelig ikke husket det med voldtægten. Hun havde kun husket biddet og nydelsen, igen takket være den nar Stark havde været.

Det gav hende ikke lov til at køre den latterlige attitude over for mig. Men jeg havde ikke tid til at sætte tingene på plads, og helt ærligt var jeg ret ligeglad med at hun var et stort, stinkende bundt jeg-er-jaloux-på-Zoey. Så jeg gav bare igen med en af Afrodites utiltalende fnyse-lyde og gik uden om hende og hen til køleskabet som jeg åbnede, og begyndte min jagt på cola.

„Det var din skyld, var det ikke? Du ødelagde det hele.“

Jeg sukkede. Jeg fandt en dåse cola og vendte mig om. „Hvis du mener at jeg fik Kalona der ikke er den jordiske Erebos, men i virkeligheden et ondt, faldent udødeligt væsen, af vejen, og jagede Neferet der ikke er Nyx' ypperstepræstinde, men i virkeligheden en ond Tsi Sgili der ønsker at overtage verden, væk, så ja. Ja, med lidt hjælp fra mine venner, så var det min skyld.“

„Hvorfor tror du, du ved så meget?“

„Jeg tror helt sikkert ikke at jeg ved ret meget. Hvis jeg gjorde, ville jeg vide hvorfor du stadig ikke kan se at Kalona og Neferet og skyggeravnene er onde, selv efter de slog professor Anastasia ihjel.“

„Skyggeravnen slog hende kun ihjel fordi du pissede dem af ved at stikke af og gå i kamp med Kalona, og vi er faktisk mange der mener han er Erebos.“

„Fat det dog, Rebecca. Kalona er ikke Erebos. Han er skyggeravnenes farmand. Han skabte dem ved at voldtage indianerkvinder. Det ville Erebos ikke gøre. Er det ikke gået op for jer?“

Hun virkede som om hun ikke havde hørt et ord af hvad jeg havde sagt. „Alt var fint så længe du var væk. Nu er du tilbage, og nu er alt igen helt forskruet. Jeg ville ønske at du ville skride én gang for alle og lade os andre gøre som vi vil.“

„Jer andre? Mener du de ynglinge der ligger på infirmeriet og nær var blevet dræbt af jeres vingede venner? Eller mener du Dragen der sidder derude og sørger over sin hustrus død helt alene?“

„Det var ikke sket hvis det ikke havde været for dig. Der var ingen der angreb før I stak af.“

„Seriøst, har du ikke hørt et ord af hvad jeg har sagt?“

„Hey, Rebecca.“ Stark stod i døren ind til køkkenet, lige bag Rebecca.

Hun vendte hovedet, kastede med håret og sendte ham et flirtende smil. „Hejsa, Stark.“

„Eric er ledig på kødmarkedet,“ sagde han ligefremt.

Hun blinkede og så lettere forvirret ud.

„Han og Zoey har slået op,“ tilføjede han.

„Åh, virkelig?“ Hun forsøgte at lyde uberørt, men hendes kropssprog afslørede hendes selvtilfredshed. „Det var på tide han slog op med dig.“

„Det var omvendt, din ... din ... so!“ røg det ud af mig.

Rebecca tog rent faktisk et skridt frem mod mig og hævede en hånd som for at slå mig hvilket chokerede mig så voldsomt at jeg ikke engang tænkte på at tilkalde et af elementerne for at sætte hende på plads. Heldigvis var Stark ikke nær så chokeret, og han trådte hurtigt ind imellem os.

„Rebecca, jeg har gjort dig tilstrækkeligt ondt. Tving mig ikke til at smide dig ud herfra. Bare gå din vej,“ sagde han og så meget krigeragtig og truende ud.

Rebecca trak omgående kløerne til sig. „Nå, ja ja. Som om hun rager mig nok til at jeg vil risikere mine negle.“ Hun snurrede rundt og trampede fornærmet væk.

Jeg åbnede min cola og tog en stor slurk inden jeg sagde: „Ja, det var virkelig foruroligende.“

„Jah, jeg må være ved at miste skarpheden. Mit gamle jeg ville aldrig komme i vejen for en god tøsekamp.“

Jeg rullede med øjnene. „Det er bare så typisk drenge. Kom, lad os gå ovenpå hvor tingene er mindre sindssyge.“

Vi gik ud af køkkenet og var nødt til at gå gennem opholdsstuen for at nå hen til trappen hvilket betød endnu en omgang sindssyge. Rebecca hviskede og tiskede midt i den største klynge af ynglinge, men stoppede dog længe nok til at sende mig onde øjne, og alle de andre sendte mig også dræberblikke.

Jeg satte farten op og nærmest sprang op ad trappen.

„Okay, det var skræmmende,“ sagde Stark mens vi skyndte os op til mit værelse.

Jeg nikkede bare. Det var svært for mig at finde de rette ord til at beskrive hvordan det føltes at næsten alle på min skole, mit hjem, tydeligvis hadede mig. Jeg åbnede døren til mit værelse og blev omgående overfaldet af en orange pelskugle der sprang op i mine arme mens hun mjavede som en vrissen gammel kone.

„Nala!“ Jeg overhørte hendes irritation og kyssede hende på næsen så hun kom til at nyse ind i mit ansigt. Jeg lo og fik colaen jongleret over i den anden hånd så jeg hverken tabte den eller min kat. „Jeg har savnet dig, min pige.“

Jeg trykkede ansigtet ind i hendes bløde pels så hun holdt op med at beklage sig og i stedet tændte for spindemotoren.

„Når du er færdig med at snave din kat, så har vi noget vi skal have diskuteret – vigtige sager,“ sagde Afrodite.

„Vær nu ikke så odiøs,“ sagde Daniel.

„Er det her odiøst nok for dig, Daniel?“ Afrodite sendte ham en ubehøvlet fingerhilsen.

„Stop så!“ sagde Lenobia inden jeg kunne bede dem stoppe. „Liget af min gode veninde ligger stadig derude og ulmer, og jeg er ikke i humør til at høre teenagere mundhugges.“

Afrodite og Daniel mumlede rent faktisk undskyld og så flove ud, hvilket jeg tog som en perfekt anledning til at tage ordet. „Okay, samtlige ynglinge nedenunder hader mig.“

„Virkelig? Da vi kom ind, var de bare som lalleglade, hjernevaskede sektmedlemmer,“ sagde Daniel.

„Ja,“ sagde Stark. „Jeg måtte næsten forhindre hende Rebecca i at overfalde Zoey.“

Jeg kunne se på Afrodite og Daniels blikke at de tænkte på Starks ikke specielt rare fortid. Ingen af dem sagde noget.

„Det kommer ikke bag på mig,“ sagde Lenobia.

Jeg så på staldmesteren. „Hvad foregår der? Kalona er væk. Langt væk. Jeg tror ikke engang han er her i landet længere. Hvordan kan han stadig påvirke ynglinge?“

„Og vampyrer,“ tilføjede Daniel. „Du var den eneste professor der kom ud for at være sammen med Dragen. Det betyder at de andre også stadig er under Kalonas indflydelse.“

„Eller at de simpelthen lader frygten vinde,“ sagde Lenobia. „Det er vanskeligt at vurdere om de er bange, eller om dæmonen satte noget i gang i dem, som så stadigt er virksomt selvom han ikke længere er her.“

„Han er ikke en dæmon,“ hørte jeg mig selv sige.

Lenobia sendte mig et spidst blik. „Hvad får dig til at sige det, Zoey?“

Jeg rørte uroligt på mig under hendes borende blik og satte mig på sengen med Nala i mine arme. „Jeg ved bare ting om ham, og en af dem er at han ikke er en dæmon.“

„Hvad forskel gør det hvad vi kalder ham?“ spurgte Sally.

„Tja, navne har magt,“ sagde Daniel. „Traditionelt siger man at hvis man bruger ens hele navn i en besværgelse eller et ritual, så kan det være mere bindende end hvis man bare sender energien tilfældigt ud eller måske bare bruger et fornavn.“

„Det er en rigtig god pointe, Daniel. Så lad os ikke kalde Kalona en dæmon,“ sagde Lenobia.

„Og lad os heller ikke glemme at han er ond, som de andre ynglinge har gjort,“ sagde Sally.

„Men ikke alle har glemt det,“ sagde jeg. „Ynglingene i infirmeriet var ikke underlagt Kalonas besværgelse, og det er Lenobia og Dragen heller ikke – eller Anastasia. Men hvorfor? Hvad er det med jer, som ikke gælder alle andre?“

„Vi er allerede blevet enige om at Lenobia og Dragen og Anastasia alle har betragtelige gaver fra Nyx,“ sagde Daniel.

„Okay, hvad er så specielt ved de ynglinge der gjorde modstand mod skyggeravnene?“ sagde Afrodite.

„Hanna kan få planter til at blomstre,“ sagde Daniel.

Jeg gloede på ham. „Blomstre? Seriøst?“

„Jah.“ Daniel trak på skuldrene. „Hun har grønne fingre.“

Jeg sukkede. „Hvad ved vi ellers om ynglingene på infirmeriet?“

„T.J. er totalt sej til at bokse,“ indskød Sally.

„Men er de evner sande gaver?“ spurgte Lenobia. „Mange vampyrer har talenter. Det er normen og ikke spor usædvanligt.“

„Er der nogen der ved noget om ham Alan?“ spurgte jeg. „Jeg kender ham kun overfladisk fra drama. Han var helt vildt forelsket i professor Nolan.“

„Jeg kender ham,“ sagde Sally. „Han er smadder sød.“

„Okay, han er sød,“ sagde jeg og følte mig helt overvældet over hvor håbløs vores opgave virkede. Ynglingene var søde og gode til forskellige ting, men det er ikke det samme som at være velsignet med en gave fra Nyx. „Hvad med den nye pige, hende Røde?“

„Ingen af os kender hende overhovedet.“ Daniel kastede et blik på Lenobia. „Gør du?“

Lenobia rystede på hovedet. „Nej, jeg ved kun at hun havde Anastasia som mentor, og at de var kommet tæt nok på hinanden på blot et par dage til at hun var villig til at risikere sit liv for at redde sin lærer.“

„Hvilket ikke betyder at der er noget særligt ved hende bortset fra at hun har taget det rigtige valg, og ...“ Jeg stoppede brat op da det gik op for mig hvad jeg havde sagt. Og så lo jeg. „Det er svaret!“

Alle glanede ad mig.

„Der mistede hun den,“ sagde Afrodite. „Det måtte ske før eller siden.“

„Nej! Jeg har ikke mistet den. Jeg har fundet det. Fundet svaret. Gudinde, det er så indlysende! De er ikke specielt begavede. De er bare ynglinge der foretog det rigtige valg.“

Ingen sagde noget i adskillige øjeblikke, og så samlede Daniel tråden op. „Lige som i livet. Nyx giver os alle et valg.“

Jeg smilede stort til ham. „Og nogle af os vælger klogt.“

„Nogle af os dummer os,“ sagde Stark.

„Gudinde! Det er virkelig indlysende,“ sagde Lenobia. „Der er ikke noget mystisk ved Kalonas besværgelse.“

„Det handler bare om et valg,“ sagde Afrodite.

„Og sandheden,“ tilføjede jeg.

„Det giver mening,“ brød Daniel ind. „Jeg kunne ikke forstå at der kun var tre professorer der var i stand til at gennemskue Kalona. Jeg har altid betragtet alle vampyrerne her som specielle og troet at de havde Gudinde-givne gaver.“

„Og det har de fleste,“ sagde Lenobia.

„Men gaver eller ej, så er det altid et valg at finde sandheden og følge den sande vej.“ Stark talte stille, og hans blik fangede mit. „Det må ingen af os glemme.“

„Hvilket kan være grunden til at Nyx har bragt os hertil. For at minde os om at alle hendes børn har et frit valg,“ sagde Lenobia.

Det er hele pointen med A-ya. Jeg har valget om ikke at følge hendes sti. Men ville det ikke betyde at også Kalona har et frit valg og kan vælge mellem godt og ondt? Tankerne hvirvlede rundt i mit hoved. Jeg skubbede dem til side og sagde: „Okay, nogen ideer til hvad næste skridt er?“

„Absolut. Du følger efter Kalona. Vi andre tager med dig,“ sagde Afrodite. Da vi alle gloede på hende, fortsatte hun: „Hør nu, Kalona har bevist at han er ond, så lad os tage valget om at knuse ham.“ Før jeg kunne sige noget, tilføjede Afrodite: „Det er ikke umuligt. En af mine åbenbaringer viste mig Zoey overvinde ham.“

„Åbenbaringer?“ sagde Lenobia.

Afrodite gengav kort de to åbenbaringer hun havde haft, og undlod at nævne at i 'den mindre gode' havde jeg sluttet mig til Kalona. Da hun var færdig, rømmede jeg mig, mandede mig op (billedligt talt) og sagde: „I den ubehagelige åbenbaring var jeg sammen med Kalona. Ja, sammen med ham. Vi var elskende.“

„Men i den anden åbenbaring gjorde du noget for at besejre ham,“ sagde Lenobia.

„Så meget stod klart, også selvom alt andet var et forvirret sammensurium,“ sagde Afrodite. „Så som jeg sagde før, hun er nødt til at gå til Kalona.“

„Jeg bryder mig ikke om det,“ sagde Stark.

„Det gør jeg heller ikke,“ sagde Lenobia. „Jeg ville ønske vi vidste mere – havde flere detaljer om hvad der medførte udfaldet af hver af åbenbaringerne.“

„Gudinde! Hvor er jeg dum,“ sagde jeg og fiskede en lap papir op af lommen. „Jeg havde helt glemt Kiannas digt.“

„Urgh, det havde jeg også,“ sagde Afrodite. „Jeg hader digte.“

„En sandhed der er mig helt ubegribelig, min skønne,“ sagde Darius der netop da trådte ind på værelset sammen med Mary Ann og Susannah. „En person med din intelligens bør sætte pris på poesi.“

Afrodite smilede sødt til ham. „Jeg ville kunne lide hvis du læste det højt for mig, men på den anden side ville jeg så kunne lide hvad som helst.“

„Godt, vi nåede til det med digtet,“ sagde Mary Ann og dumpede ned ved siden af mig og begyndte at kæle for Nala, mens Susannah satte sig ved siden af Sally. „Jeg spekulerede på hvad Kianna var kommet op med.“

„Godt, så læser jeg det bare højt,“ sagde jeg og begyndte:

 

„Et tveægget sværd

Der både kan dræbe

Og sætte fri

Jeg er din gordiske knude

Bringer du forløsning eller død?

Lyt til sandheden og:

Find mig ved vand

Rens mig i ild

Aldrig igen fanget i jord

Hør luften hviske

Hvad ånden godt ved:

Alt er muligt, selv for den der er knust

Hvis blot du tror

Venter frihed for os begge.“

 

„Jeg hader at sige det, men selv jeg kan høre at det er fra Kalona til dig,“ sagde Afrodite i den knugende tavshed der fulgte oplæsningen.

„Jep, sådan lyder det også for mig,“ sagde Mary Ann.

„Orh, for helvede da,“ mumlede jeg.