Kapitel 32

Zoey

 

„Venedig er syv timer foran,“ forklarede Lenobia. Hun havde mødt os ved sikkerhedstjekket. „Når I lander, vil det være sidst på eftermiddagen. Forsøg at sove så meget I kan på flyet. Det Højeste Råd samles lige efter skumring, og det forventes at I er til stede og på mærkerne.“

„Hvordan skal Stark klare solen?“ spurgte jeg.

„Vi har informeret Det Højeste Råd om Starks behov. De har forsikret mig om at Stark vil blive skærmet mod solen. I bør vide at de er ret spændte på at møde ham og ekstremt nysgerrige omkring denne nye type vampyr.“

„Nysgerrige, så de vil studere mig som en forsøgsrotte?“ spurgte Stark.

„Det vil vi ikke tillade,“ sagde Darius.

„Jeg synes I bør have i tankerne at Det Højeste Råd består af syv af de viseste og ældste ypperstepræstinder der lever i dag. De opfører sig ikke umenneskeligt, og de er eftertænksomme,“ sagde Lenobia.

„De er altså alle lidt som Shekinah?“ spurgte Jack.

„Shekinah var Ypperstepræstinde over alle vampyrer, så hun var enestående, men hvert rådsmedlem er udvalgt blandt samtlige vampyrer til den post. De varetager posten i halvtreds år, og så vælges et nyt medlem. Man kan ikke sidde på posten i flere perioder i træk. Rådsmedlemmerne kommer fra hele verden, og de er kendt for deres visdom.“

„Hvilket betyder at de burde være kløgtige nok til ikke at falde for Kalona og Neferet,“ sagde jeg.

„Det er ikke mangel på kløgt vi skal være på vagt over for,“ sagde Afrodite. „Det er deres valg. Der er masser af kløgtige vampyrer i vores Nattens Hus som bare så på og lod Kalona og Neferet køre deres løb.“

„Afrodite har en god pointe,“ sagde Daniel.

„Vi må bare være forberedt på det værste,“ sagde Darius.

„Præcis hvad jeg tænker,“ medgav Stark.

Lenobia nikkede alvorligt. „Husk på, at udfaldet af det her kan ændre verden som vi kender den.“

„Nå, men så er der jo slet ikke noget at være nervøs over,“ sagde Afrodite.

Lenobia sendte hende et skarpt blik, men sagde ingenting. I stedet overraskede hun mig ved at se på Jack. „Jeg synes du skal blive her,“ sagde hun.

„Nej, ikke tale om! Jeg er der hvor Daniel er,“ sagde Jack.

„Daniel går faren i møde,“ sagde Lenobia.

„Så skal jeg netop med ham!“

„Jeg synes han bør komme med,“ sagde jeg. „Han er en del af det her. Og i øvrigt ...“ fortsatte jeg og fulgte mine instinkter og vidste ud fra den gode fornemmelse jeg havde, at jeg skulle sige hvad Nyx ønskede at alle skulle høre: „Jack har en affinitet.“

„Hvad? Har jeg?“

Jeg smilede til ham. „Det synes jeg. Din affinitet gælder den moderne verdens magi: teknologi.“

Daniel smilede stort. „Det er sandt! Jack forstår sig på lyd og billeder og computere. Jeg troede bare han var et teknisk geni, men i virkeligheden er han et teknisk geni i anden potens begavet af Gudinden.“

„Hvor er det sejt!“ sagde Jack.

„I så fald har du ret, Zoey. Jack bør tage med jer. Nyx har givet ham den gave med et særligt formål, og det formål kunne meget vel vise sig at være nyttigt for jer.“

„Jah, og så er der ...“ Jeg arbejdede mig hen imod at fortælle hende om vores sidste medrejsende, da Jonathan kom luntende hen til os med sin rejsetaske over den ene skulder.

„Tager din gemal også med?“ Lenobia så spørgende på Jonathan.

„Ja, sgu da!“ sagde Jonathan og lagde en arm omkring mig. „Man ved aldrig hvornår Zoey får brug for at bide mig.“

„Okay, Jonathan, den er alle vist med på.“ Jeg kunne mærke varmen i mine kinder.

„Som gemal til en ypperstepræstinde har du tilladelse til at træde ind i rådssalen,“ sagde Lenobia til Jonathan. „Men du har ikke taleret.“

„Der er mange regler om hvordan man opfører sig i rådssalen, er der ikke?“ spurgte Daniel.

Jeg fik pludselig kvalme. „Regler?“

„Det er der,“ sagde Lenobia. „Det er et ældgammelt system for at forhindre kaos og samtidig give alle en fair chance for at blive hørt. I må følge reglerne, ellers vil I blive eskorteret ud af rådssalen.“

„Men jeg kender ikke reglerne!“

„Hvilket er grunden til at min veninde Erke, staldmester på San Clemente, møder jer i lufthavnen. Hun følger jer til jeres værelser på øen og briefer jer angående etikette foran Rådet.“

„Må jeg ingenting sige?“

„Er du sent udviklet?“ spurgte Afrodite Jonathan. „Det var dét Lenobia lige sagde.“

„Jeg er slet ikke sikker på at du bliver lukket ind i rådssalen,“ sagde Lenobia til Afrodite.

„Hvad? Men jeg er ...“ Hun spruttede og gik i stå. Sandheden var at Afrodite teknisk set var menneske. Et usædvanligt menneske, men stadigvæk.

„Erke har anmodet om at du må være til stede,“ fortsatte Lenobia. „Vi må vente og se om de tillader dig at få foretræde eller ej.“

„Hvad med om I går om bord? Jeg skal lige veksle et par ord med Lenobia,“ sagde jeg.

„Flyet afgår fra gate 26,“ sagde Lenobia. „Vær velsignet, og må Nyx være jer nær.“

„Vær velsignet!“ sagde alle, og så gik de hen mod den snoede kø til sikkerhedskontrollen.

„Hvordan har de sårede ynglinge det?“ spurgte jeg.

„Meget bedre. Tak for det du gjorde for dem,“ sagde hun.

Jeg rystede affærdigende på hovedet. „Jeg er kun glad for at de har det bedre. Hvad med Dragen?“

„I dyb sorg.“

„Jeg er virkelig ked af det,“ sagde jeg.

„Besejr Kalona. Stop Neferet. Det vil hjælpe Dragen.“

Jeg ignorerede den kriblende panik der bredte sig i mig, og skiftede emne. „Hvad vil du gøre ved de røde ynglinge?“

„Jeg har tænkt over det, og det jeg synes vi skal gøre, er at ære deres ypperstepræstindes vilje. Jeg vil tale med Mary Ann når jeg vender tilbage til skolen, og så finder vi ud af hvad hun mener som er bedst for hendes folk.“

Det føltes underligt at høre Lenobia kalde Mary Ann for ypperstepræstinde, men på en god måde. „Du skal vide at der er flere røde ynglinge end dem der er sammen med Mary Ann.“

Lenobia nikkede. „Det har Darius informeret mig om.“

„Hvad vil du gøre ved dem?“

„Som med de andre så bør Mary Ann være med til at tage den beslutning. Det er en vanskelig situation. Vi ved ikke nøjagtigt hvad de er blevet til – eller ikke er blevet til.“ Lenobia lagde sin hånd på min skulder. „Zoey, du må ikke lade det der muligvis sker her, komme i vejen for dig. Fokuser på Kalona og Neferet og Det Højeste Råd. Stol på at jeg kan håndtere vores Nattens Hus.“

Jeg sukkede. „Okay, det skal jeg nok. Eller i hvert fald, forsøge.“

Hun smilede. „Jeg har informeret Det Højeste Råd om at vi betragter dig som vores ypperstepræstinde.“

Jeg mærkede et lille chok. „Seriøst?“

„Seriøst. Det er du, Zoey. Du har fortjent det. Og du er forbundet til Nyx på en måde ingen anden yngling eller vampyr nogensinde har været. Fortsæt med at følge Gudinden og gør os stolte,“ sagde hun.

„Jeg skal gøre mit bedste.“

„Og det er alt hvad vi beder dig om. Vær velsignet, Zoey Redbird.“

„Vær velsignet,“ sagde jeg. Så fulgte jeg efter mit slæng til gate 26 mens jeg forsøgte ikke at tænke alt for meget på at en ypperstepræstinde for Nyx ikke burde drømme om sin Gudindes tidligere kriger.

 

„Bedste, hej! Hvordan har du det?“

„Åh, lille fugleunge! Jeg har det bedre i dag. Jeg tror at det har styrket mig at stormen sluttede. Is er smukt, men kun i mindre doser,“ sagde Bedste.

„Hey, tro nu ikke at det betyder at du er nødt til at skynde dig hjem til lavendelgården. Lov mig at du lader søster Maria Angela passe på dig et stykke tid.“

„Åh, frygt ikke, u-we-tsi-a-ge-ya. Jeg holder ganske meget af den gode søsters selskab. Kommer du og besøger mig i aften? Hvordan står det til på skolen?“

„Det er derfor jeg ringer, Bedste. Jeg er lige ved at gå om bord på skolens jetfly for at tage til Venedig. Kalona og Neferet er der, og det ser ud til at de manipulerer med Det Højeste Råd.“

„Sikke noget skidt, u-we-tsi-a-ge-ya. Du går ikke ind til kampen alene, vel?“

„Nej, slet ikke, Bedste. Hele slænget er med mig, plus Jonathan.“

„Godt. Du skal ikke skamme dig over at drage nytte af hans bånd til dig. Det er naturens orden.“

Bedstes konstante kærlighed, uanset hvor mærkeligt og fyldt med vampyrer og monstre mit liv var blevet, var fundamentet for hele min verden. „Jeg elsker dig, Bedste,“ fik jeg grådkvalt frem.

„Og jeg dig, u-we-tsi-a-ge-ya. Du skal ikke være bekymret for en gammel kone. Koncentrer dig om din opgave. Jeg er her når du har vundet slaget.“

„Du lyder så sikker på at jeg vinder.“

„Jeg er sikker på dig, u-we-tsi-a-ge-ya, og sikker på at du har Gudindens gunst.“

„Bedste, jeg havde en virkelig sær drøm om Kalona.“ Jeg sænkede stemmen selvom jeg var gået lidt på afstand mens vi ventede ude ved gaten. „Jeg så at Kalona ikke altid har været ond. Han var engang Nyx' kriger.“

Bedste var stille lidt. Til sidst sagde hun: „Det lyder snarere som en åbenbaring end en drøm.“

Jeg kunne mærke at det hun sagde, føltes rigtigt. „En åbenbaring! Betyder det at det er sandt?“

„Ikke nødvendigvis, men det betyder at det du så, var vigtigere end en simpel drøm. Virkede det sandt?“

Jeg bed mig i læben og indrømmede: „Ja, det jeg så føltes sandt.“

„Husk at afstemme dine følelser med sund fornuft. Lyt til dit hjerte, dit sind og din sjæl.“

„Jeg prøver.“

„Afvej dine følelser med logik og tænk det igennem. Du er ikke A-ya. Du er Zoey Redbird, og du har din egen frie vilje. Hvis det bliver for overvældende, så gå til dine venner, særligt Jonathan og Stark. De er forbundet til dig, Zoey, og ikke genfærdet af en urgammel cherokee-jomfru.“

„Du har ret, Bedste. Det skal jeg huske. Jeg er mig, og det kan intet ændre på.“

„Zoey! Vi går om bord nu!“ råbte Jonathan.

„Jeg er nødt til at smutte, Bedste. Jeg elsker dig!“

„Min kærlighed følger dig, u-we-tsi-a-ge-ya.“

Jeg gik om bord i flyveren med en følelse af at være blevet fornyet af min bedstemors kærlighed. Hun havde ret. Jeg måtte afbalancere hvad jeg vidste om Kalona, og hvad jeg troede jeg vidste om ham.

Min positive indstilling blev bestyrket af det seje jetfly vi fik lov at flyve i. Det var ligesom på første klasse, med kæmpe læderstole der kunne tippes helt tilbage, og ekstra kraftige vinduesskodder som jeg omgående gik rundt og trak for.

„Solen er der ikke lige nu, din nød,“ sagde Afrodite.

„Jeg ordner det bare nu i tilfælde af at nogen af jer glemmer...“ Jeg satte anførselstegn om ordet med fingrene, „... at trække dem for senere.“

„Jeg har ikke i sinde at brænde din kriger,“ sagde Afrodite. „Så ville min kriger få alt for travlt.“

„Jeg vil aldrig have for travlt til dig,“ sagde Darius der tog plads ved siden af hende og løftede armlænet mellem dem så de kunne putte sig ind til hinanden.

„Får vi serveret drikkevarer på turen?“ spurgte Daniel mens tvillingerne satte sig ned bag i flyet for at slippe for synet af Afrodite og Darius.

„Det håber jeg. Jeg kunne godt bruge en cola,“ sagde jeg og elskede at alle virkede lige så normale som jeg selv pludselig følte mig.

„Lenobia sagde at vi måtte klare os selv på denne tur, men jeg tør vædde med at hvis vi kigger lidt rundt når vi først er i luften, kan vi finde noget at drikke,“ sagde Darius.

„Jeg ved hvor de gemmer colaen,“ sagde Stark. „Det her er det samme fly der hentede mig i Chicago. Jeg finder noget så snart vi er lettet.“ Så gestikulerede han mod den tomme plads ved siden af sig. „Vil du sidde her?“

„Hey, Zoey!“ råbte Jonathan fra en plads længere tilbage i flyet. „Jeg har holdt en plads til dig her.“

Jeg sukkede. „Ved I hvad, jeg sætter mig her for mig selv og forsøger at sove. Jetlag er ikke spor sjovt,“ sagde jeg og valgte et sæde midt mellem Jonathan og Stark.

„Jeg tager en valium. Jeg ved hvordan man flyver,“ sagde Afrodite. „Jeg vil være klar til at gå i butikker så snart vi lander i Venedig.“

„Butikker?“ råbte Susannah.

„Shopping?“ sagde Sally.

„Måske vi skulle rekognoscere med Afrodite,“ sagde Susannah.

Jeg smilede for mig selv mens tvillingerne flyttede op ved siden af Afrodite der skar ansigt, men hurtigt kastede sig ud i en ivrig opremsning af shoppingmulighederne i Venedig.

„Her.“ Stark rakte mig et tæppe og en pude. „Det kan blive koldt i en flyver, særligt når man forsøger at sove.“

„Tak,“ sagde jeg. Jeg havde lyst til at fortælle ham at jeg gerne ville sove op ad ham, men at jeg ikke brød mig om hvordan det fik Jonathan til at have det (han var midt i en stor diskussion med Jack om hvorvidt Mac eller PC var bedst).

„Det er okay. Jeg forstår,“ sagde Stark og sænkede stemmen.

„Du er verdens bedste kriger.“

Han smilede det selvsikre, frække smil jeg elskede så højt, og kyssede mig oven på hovedet. „Tag nu og sov. Jeg holder et mentalt øre på dine følelser. Hvis det begynder at blive mærkeligt, vækker jeg dig.“

„Jeg stoler på dig,“ sagde jeg.

Jeg puttede mig med tæppet og den pude min kriger havde givet mig, og faldt i søvn næsten så snart vi var i luften.

Hvis jeg drømte, huskede jeg det ikke.