Kapitel 11

Hold pressen udenfor

Der var kaffe og rundstykker, da Rigsvåbnet igen var fuldtalligt. Anna aflagde beretning om de udsendte medarbejderes oplevelser. Nu så det ud, som om man var ved at få hul på en vanskelig sag.

Brevet fra rigspolitiet til krematorierne havde foreløbig givet otte svar, der fortalte om uregelmæssigheder. To af de krematorier, hvortil man havde sporet Stani, havde ikke givet svar. Asger holdt løbende kontakt til sammenslutningens sekretariat. Her var man meget ulykkelige over sagens udvikling, og sekretariatet havde bedt om et møde. Man ville gerne have hjælp til opklaringen og særlig til at begrænse skaden. Man var også meget bekymret for, at pressen skulle få nys om forholdene. Asger lovede at komme til møde med sekretariatet tre dage senere.

Som ventet var sekretariatet meget konservativt indrettet. Træpaneler i mahogni og tunge møbler. Sikkert en udfordring for det rengøringsselskab, der havde entreprisen. Direktør Søren Lautrup-Møller vred sine blege klaverfingre og talte længe om, at problemet med tandguldet ville være ødelæggende for alle hans medlemmer, hvis det nogensinde kom til pressens kendskab.

”Det må du indstille dig på, at det gør,” svarede Asger. ”Det er kun et spørgsmål om tid. Alt for mange ved allerede besked. Det er netop en sådan sag, som den samlede presse vil betragte som ”gefundenes Fressen” og jublende kaste sig over.”

”Men er der slet intet, vi kan gøre?”

”Kun at skrive en erklæring til et kommende pressemøde og fortælle, hvordan I selv i samarbejde med politiet slår ned på alle ulovligheder i egne rækker. Du kan skrive erklæringen og have den liggende klar. Vi kommer nok til at lave en samtidig politiindsats over hele landet, hvor vi allerede i morgen besøger alle de steder, hvor der er konstateret uregelmæssigheder.”

Straks efter mødet ringede han til Anna og bad hende forberede aktionen næste dag. Hun indvendte, at man hermed ville gøre det vanskeligere at få fat i Stani. Men Asger forklarede, at det nødvendigvis skulle ske nu, før pressen fik nys om sagerne. Anna skulle koordinere en samlet indsats til næste formiddag kl. 10.00, hvor man med uniformeret politi ville foretage anholdelser på de krematorier, der havde registreret ulovligheder.

”Kan du hente mig ved flyet til aften? Så smutter jeg lige ind i Magasins delikatesseafdeling og tager lidt mad med hjem, så vi kan få lidt kvalitetstid i aften.”

Flyet var selvfølgelig forsinket, og da de nåede Annas fiskerhus, var det for længst mørkt. De fik hurtigt ild i brændeovnen og sad fredsommeligt med et glas rødvin og diskuterede morgendagens indsats. Alt var aftalt med de ti krematorier, det lokale politi skulle besøge. Forventningerne til resultatet var ikke store. Inden længe var det mere lysten til lidt lækkert, der optog Rigsvåbnets to ledende medarbejdere.

”Jeg har en dåse foie gras, syltede artiskokbunde og nogle lækre oliven. Og så for resten en flaske Aloxe-Corton, der stod så forladt på en hylde. Men brød fik jeg ikke med.”

”Så rister jeg nogle skiver ciabattabrød. Så har vi da vist et beskedent måltid, søde Asger.”

Annas kat Hudibras blev kaldt Hudi. Asger var begyndt at kalde den ”Ydi”. Han var nemlig faldet totalt for Annas bedstemor Emmas charmerende franske udtale. Nu var katten meget fornøjet med, at dens to højtelskede mennesker begge var ankommet til fiskerhuset. Den gik som sædvanlig rundt i ottetaller, spandt højlydt og fik sandelig et pænt stykke foie gras som belønning.

En af tremmerne i fodenden af Annas provencalske jernseng var bøjet helt ud af facon næste morgen.