Kapitel 15

Rambuktyverier

Det var, som om vinteren ikke ville slippe sit tag i landet. Eller den virkede ekstra lang, fordi den allerede var begyndt midt i november. Nu var det trods alt sidst i februar. Selv om Anna kun havde godt otte meter facade mod Strandgade, havde hun det samme stykke i den anden ende af den lange have, der mod syd mundede ud i Gasværksvej. Hun syntes, at det var træls ofte at skulle skovle sne begge steder både morgen og aften. Fra Asger fik hun ikke megen sympati. Der var altid forpligtelser ved at have eget hus, mente han gravalvorlig. Og al den gode motion var jo ikke ligefrem skadelig for hendes skikkelse.

I løbet af en uge havde der været rambuktyverier i Skanderborg, Silkeborg, Horsens og to steder i Århus. Hver gang i guldsmedeforretninger der ellers havde ofret betydelige summer på sikkerhed i form af alarmer og rullegitre for vinduerne. I denne uge havde det gentaget sig i flere midtjyske byer.

”Måske har det ikke noget med jeres sag at gøre,” sagde Jørgen Flintholm til Asger. ”Men det drejer sig da om ædelmetaller. Jeg vil bede jer om at lede og koordinere indsatsen for at få fat i de tyveknægte. Forsikringsselskaberne synes ikke, at politiet gør nok. De er begyndt at lægge pres på politikerne. Så jeg sender aben videre til dig. Vi skal have fat i dem. Måske skal vi placere jeres mobilkontor midt i Jylland, så I kommer tæt på begivenhederne. Men det er selvfølgelig din afgørelse.”

Asger samlede dem, der var hjemme, i kommandorummet og fortalte om den nye opgave, der skulle løses sideløbende med de undersøgelser, der allerede var i gang.

”Vi rykker alle ned til Skanderborg. Det er tæt på begivenhederne og centralt i forhold til vejnettet. Rosa! Du får straks en masse logistikopgaver. Mobilstationen skal straks køres til Skanderborg. Du må sørge for, at alle oplysninger og dokumentation vedrørende den oprindelige sag bliver overført til mobilstationen. Find hotelpladser til hele styrken. Giv Carl og Bent besked om at skifte hotel og slutte sig til os i aften. Dennis må hjælpe dig med at få det hele på skinner i en fart.”

”Agner! Vil du pakke alle våben, ikke kun de lette. Du tager Rosa og Dennis med i den tilbageværende RAV4. Vil du give kommandør Stark besked om, at vi vil være væk i en periode, og hvordan vi holder kontakt. Anna, Thomas og jeg tager min bil, for vi behøver en ekstra, når vi er så mange af sted.”

”Anna! Du finder ud af, hvem der står for undersøgelserne på de fem steder, hvor der har været rambuktyverier. Er der tale om flere stationer, må du få en repræsentant fra hver til at komme til briefing på mobilstationen i morgen klokken 9.00. Vi skal samtidig have øjeblikkelig adgang til alt, hvad der måtte findes af overvågningsvideoer fra tyverierne. Selvfølgelig også rapporter, vidneforklaringer, osv. Alt skal til Rosa, så vi holder hende beskæftiget. Thomas! Du hjælper Anna og sørger for at reservere plads til os alle otte kl. 20.00 i hotellets restaurant. Så får vi lidt mad og prøver at lægge en lidt mere grundig slagplan.”

Der bredte sig en forventningsfuld stemning som altid, når hele holdet skulle af sted på opgave. Anna ringede til faren, Jesper Storm, i Kandestederne.

”Hej far. Kan du have Hudi i et stykke tid? Hele holdet skal af sted på opgave nede i landet. Det bliver lidt over hals og hoved, så hvis du også kan komme og hente ham, vil det være super.”

”Selvfølgelig, min skat. Jeg kører hjemmefra om et kvarter. Hvad med min model?”

”Den dejlige Rosa skal også med. Så du sidder tilbage med Hudi og smerten. Det må vi råde bod på senere.”

Sidst på eftermiddagen var holdet på vej sydpå og talte om den forestående opgave. Alle var også spændt på at gense mobilstationen, der nu var ombygget for anden gang. Vejen var nogenlunde fri for sne, men vejret var gråt og kedeligt. Netop nu skete så mange ting i verden, som skabte livlig debat i bilerne. Den forholdsvis fredelige revolution i Ægypten. Opstanden i Libyen, hvor man pludselig så den regerende beduin forvirret og helt ude af trit med virkeligheden. Benzinprisen røg op over 12 kroner og medførte rystelser over finansmarkederne. Jo, verden var af lave.

Lidt efter klokken 20 sad hele holdet i et separat lokale i forbindelse med restauranten på Hotel Skanderborghus. Der var ikke mange gæster på hotellet på denne årstid, så Thomas havde valgt dette lokale i samråd med overtjeneren, så man kunne spise og snakke i fred. Agner, Rosa og Dennis havde været omkring mobilstationen, der var stillet op ved byens politistation og forbundet med de nødvendige kabler. Chaufføren Lars fra Taulov, som alle nu kaldte Lars Bom, havde sat Rosa ind i de seneste installationer.

Stemningen omkring bordet var fin. Alle var ivrigt optaget af, hvad der nu skulle ske. Anna fortalte, at rambuktyverierne strakte sig over to politikredse, og at en ledende efterforsker fra hver kreds ville komme til mødet næste dag. Der var en del snak frem og tilbage om, hvordan man kunne imødegå fremtidige indbrud af samme karakter. Alle var ivrige efter at høre, hvad de to efterforskere kunne fortælle. Man havde en ret sikker fornemmelse af, at det var de samme gerningsmænd, fordi fremgangsmåden var så ens og kontant. Anna sagde, at efterforskerne havde en masse overvågningsoptagelser med fra kameraer opsat ved forretningerne. Måske kunne de give en fornemmelse for, hvor mange gerningsmænd der var involveret.

Rosa fortalte begejstret om mobilstationen, hvor alt nu var klart til at modtage de otte fra Rigsvåbnet.