Kapitel 20

En gammel bekendt

Med forventet tysk præcision gik aktionen i gang den følgende fredag klokken 10 om formiddagen. Anna var kort forinden blevet præsenteret for Karl Heinz, og hun og Asger havde deltaget i den briefing, der gik forud for aktionen. Foruden en halv snes efterforskere og en indsatsstyrke på 30 mand til at dække de formodede værkstedsbygninger, hvor man håndterede guldet, havde tyskeren 4 efterforskere og en anden indsatsstyrke på 12 mand til at undersøge selve slottet. 6 mand landede med en helikopter i slotsgården, mens resten trængte ind gennem hovedporten. På begge steder gik aktionen i gang samtidig. Anna fulgte styrken på værkstederne og Asger på slottet.

Den tyske næstkommanderende, Peter Huber, en alvorlig mand lidt ældre end Anna, ledede indsatsen ved værkstedsbygningerne. Alt forløb med tysk grundighed. Tre mand var travlt beskæftiget med at behandle det indkomne guld. En ”rensede tænder”. Dvs. han fjernede alle tandrester i et svovlsyrebad, så guldet blev tilbage. Heldigvis med en kraftig udsugning på. De to øvrige var beskæftiget med at smelte det indvundne guld og udstøbe det til guldbarrer. Et par leverandører blev fanget i samme arbejdsgang, og alle blev foreløbig placeret i et salatfad. Så gik folkene i gang med en metodisk ransagning af bygningerne.

På slottet meldte Karl Heinz og Asger sig hos en styrke ved hovedindgangen, mens helikopteren satte de seks mand ned i den lukkede slotsgård for at imødegå evt. flugtforsøg. Efter en kort parlamenteren blev hoveddøren lukket op. De indtrængende insisterede på at tale med Herr Doktor Vladimir Ratnoff. En høj, flot selvsikker mand i et dyrt jakkesæt præsenterede sig som Ratnoffs forretningsfører Hermann Lang. Han var ledsaget af et par veltrænede mænd, der helt sikkert var bodyguards.

”Herr Doktor Ratnoff er desværre ikke til stede i dag. Men jeg kan svare Dem på alle spørgsmål i forbindelse med Ratnoffer Weingut.”

”Det tager vi bagefter,” sagde Karl Heinz. ”Vi vil gerne tale med Herr Ratnoff med det samme. Vi ved med sikkerhed, at han opholdte sig på slottet sent i aftes. Så hvor er han?”

”Han tog af sted på forretningsrejse tidligt i morges. Jeg ved desværre ikke, hvor han opholder sig i øjeblikket. Vi plejer at have forbindelse om aftenen.”

I mellemtiden havde Asger kaldt Anna på mobilen. Hun skulle komme over i slottets hall med det samme.

”Anna, jeg har på fornemmelsen, at du kender dette jakkesæt, der har præsenteret sig som Hermann Lang?”

”Jeg kender ham bedre som Simon Lang. Vi to har vist et mellem-værende, vi skal have klaret, hr. Lang, eller hvad De nu hedder!”

Annas grønne øjne lynede. Alle i rummet kunne se, at hun var gal i skralden. Alligevel kom det bag på alle, at hun gik lige hen til ham og plantede lynhurtigt og med fuld kraft en knytnæve midt på hans næse.

Den ellers så klædeligt solbrændte mand var blevet noget hvid i ansigtet, mens blodet strømmede fra hans maltrakterede gynter. Ved Annas og hans korte møde tidligere havde han talt fejlfrit dansk. Så der kunne ikke være tvivl om, at han forstod alt, hvad Anna og Asger sagde. Karl Heinz så derimod noget desorienteret ud og fik en hurtig opdatering.

Før nogen kunne reagere, sprang Lang ud ad en dør, der førte til kælderetagen. To folk fra indsatsstyrken fulgte efter ham, mens resten pacificerede de to bodyguards, der begyndte at hive deres våben frem. De blev hurtigt afvæbnet, lagt i håndjern og ført ud til et salatfad. Man havde medbragt to salatfade, for at kunne holde folk fra slottet adskilt fra de øvrige.

Lang havde fået et forspring gennem de lidt indviklede kælderkorridorer.

Efter nogle lange, spildte minutter nåede forfølgerne frem til et stort garagerum, hvor flere mindre køretøjer stod klar. En rampe førte op til en elektrisk reguleret port og ud i det fri, hvor en meget tæt allé førte til en uanselig port ud mod en lille grusvej. Her havde Lang dog haft lidt for travlt. Den lille Fiat Punto, han havde taget, var kørt frontalt ind i et egetræ. Lang var først langsomt ved at komme til bevidsthed, da forfølgerne nåede frem. En ambulance blev rekvireret og den uheldige flygtning blev indlagt på et hospital i Frankfurt under behørig overvågning.

”Vi skal have gennemsøgt stedet grundigt,” sagde Karl Heinz til de øvrige. ”Gennemgå alle værelser med særlig opmærksomhed på kommunikationsudstyr, pc’er og pengeskabe.”

Han havde været forudseende nok til blandt sine folk at medbringe både kriminalteknikere og en låsesmed. Alligevel blev det en lang dag. Eftersøgningen førte til fundet af et kombineret kontor og computerrum med et ret avanceret pengeskab. I et andet rum fandt man endnu et pengeskab. Det sidste indeholdt 24 guldbarrer. I det første fandt man driftsregnskaber for selve vinproduktionen, men også et temmelig indviklet regnskab for indtægter og udgifter i forbindelse med travløb over hele Europa.

I værkstedsbygningerne havde man fundet 12 guldbarrer og en kodet oversigt over det indkomne guld.

Peter Huber havde været nede i garageanlægget, hvorfra Lang var flygtet. På væggen så han et vedligeholdelsesskema for stedets køretøjer. Han foretog en hurtig optælling, der viste, at der manglede en Toyota Landcruiser. Her stod også køretøjets registreringsnummer. Tilbage hos Karl Heinz fortalte han om fundet. Køretøjet blev omgående efterlyst i samtlige delstater. Der var en god chance for, at Ratnoff var forsvundet ad samme rute som Lang, så snart alarmen gik.

Der var på forhånd reserveret lokaler til den endelige debriefing efter dagens opgave. Alle anholdte var for længst indsat i spartansk udstyrede celler. Det var en træt men tilfreds styrke, der efter en grundig gennemgang kunne holde fri efter dagens indsats. Karl Heinz var meget tilfreds. Da han tog afsked med Asger og Anna, der begge var ivrige efter at komme hjem, sagde han, at der naturligvis var meget, der skulle undersøges nærmere. Han skulle nok sende dem kopier af alle rapporter.

”Når I har lappet ham Lang sammen og er færdige med at afhøre ham, vil vi meget gerne have ham til Danmark, så vi kan retsforfølge ham efter alle kunstens regler!” sagde Asger.

”Det vil jeg godt love jer. Tak for fint samarbejde. Jeg er megaglad for den dag, jeg valgte at kontakte dig Asger. Jeg håber, at jeg snart kan få lejlighed til at invitere jer begge på Frankfurts bedste restaurant, så vi kan snakke færdig!”

”Vi glæder os allerede. En ting, vi også er meget ivrige efter at se, er et uddrag af regnskaberne for travløb. Det vil give os et mere nøjagtigt billede af, hvor disse aktiviteter går for sig. Det omfatter rigtigt store beløb.”

Før Anna og Asger blev kørt til lufthavnen, ringede Asger til Rosa:

”Vi har overværet en solid succes i Frankfurt. Derom skal I nok høre nærmere. Vil du overføre alle data til basen og sende folkene hjem. Der er ingen grund til, at vi bliver længere i Skanderborg. Der er briefing og middag på lørdag hos mig kl. 19.00. Denne gang er det kun for ansatte i Rigsvåbnet. Thomas skal møde kl. 17.00 med nystrøget forklæde, siger Anna. Vil du få Bent til at samle os op ved flyet i Aalborg i eftermiddag!”