Kapitel 25

En kostbar transport

Alle forberedelserne i Helsingfors gik som et urværk. Med diskret overvågning blev karavanen indskibet med to mandskabsvogne foran og én bagved de to store transportvogne. På hele turen skulle Bent sidde sammen med chaufføren i den forreste transportvogn og Asger i den bagerste. Mandskabsvognene var offroadere med tonede ruder og alle flot dekoreret med transfers fra cirkusselskabet.

Da færgen lagde til i Mariehamn, kørte karavanen i land og drejede ind på en øde plads bag nogle bygninger. Her skiftede de to elitestyrker plads, og finnerne tog hjem. Turen til Göteborg forløb begivenhedsløst. Den gennemsnitlige marchhastighed havde været 85 km/h. Asger regnede med, at de kunne øge den lidt på turen til Padborg. Nu var det jo motorvej hele vejen. Da de danske AKS’er tog over i Frederikshavn, så Asger flere kendte ansigter blandt de kamuflerede cirkusfolk.

Det samme gentog sig på trafikcentret i Padborg, hvor de tyske elitestyrker tog over efter danskerne. Asger var stået ud for at strække benene. Han mente at genkende nogle af tyskerne fra aktionen ved vingodset. En smart, høj kvinde i cirkustjener-uniform kom forbi og blinkede skamløst til ham. Renate. Karl Heinz havde heller ikke kunnet nære sig fra at deltage. Han lignede en sprechstallmeister, og lod som om han overhovedet ikke kendte Asger.

På vej ned gennem Tyskland kørte de undertiden i styrtregn, som er så karakteristisk for årstiden på disse kanter. Alle havde på skift taget sig en lur, når lejligheden bød sig. Alligevel begyndte trætheden at sætte ind under den monotone kørsel.

Ca. 50 km. fra grænsen mod Schweiz kom angrebet ganske uventet. Det regnede stadig kraftigt. Den forreste bil med elitefolk havde netop passeret frakørslen til en rasteplads, da heftige maskinpistolsalver rev dækkene op i højre side på den forreste transportvogn. Dette trak den straks til højre op ad rampen til rastepladsen. Det samme skete sekunder efter med den anden transportvogn. De to følgebiler med otte elitefolk fulgte efter op ad rampen og standsede straks op. Folkene væltede ud og gik i dækning, mens de var under heftig beskydning. Asger kaldte folkene i den forreste bil, der allerede var klar over, at noget var galt. De kom ræsende tilbage imod trafikretningen ad rastepladsens nedkørselsrampe. Asger tilkaldte kamphelikopteren. Mindst tyve modstandere kom frem fra buskadset omkring opkørslen og forsøgte at tiltvinge sig adgang til transportvognene. Asger kunne ikke få kontakt med Bent i den forreste vogn. De tyske elitestyrker var i heftig ildkamp med angriberne. Så dukkede kamphelikopteren op. Det var for meget for angriberne, og de forsvandt hurtigt i det skovklædte terræn bag rastepladsen.

Asger tilkaldte lederne og beordrede en hurtig opgørelse af skaderne og genetablering af kolonnen. Både Bent og chaufføren på hans vogn var blevet dræbt. Fire af elitefolkene var såret i forskellig grad. Der blev fundet tre døde angribere og en hårdt såret. Navnlig Bents død gik Asger voldsomt på. Kunne Asger have forudset et så fatalt angreb? Svaret var ja. Men selv om han gang på gang i sit hoved rullede filmen tilbage, kunne han ikke finde en mere effektiv løsning på den samlede holdopstilling. Men måske skulle han selv have taget plads i den forreste transportvogn.

Helikopteren landede på rastepladsens parkering. Den medførte yderligere 8 mand, der kunne hjælpe. Karl Heinz fik tilkaldt ambulancer og nye fælge med dæk til de to transportvogne.

Tre timer senere kunne konvojen fortsætte mod målet, nu med kamphelikopteren hængende lige over for at tage modet fra yderligere angreb. Efter 90 minutters kørsel var transporten slut. Hestene blev ført ud, mens guldlasten blev overført til Centralbankens hvælvinger.

Missionen var slut, men med store menneskelige omkostninger. Asger sendte en kort redegørelse til vicerigspolitichefen, til kommandorummet og til de finske opdragsgivere. De fire angribere var ikke udstyret med identifikation. Den ene overlevende havde så stærke indre blødninger, at det ikke var muligt at afhøre ham. Man havde derfor ikke sikkerhed for, hvem der i virkeligheden stod bag angrebet.

Karl Heinz og Asger fløj med helikopteren til Frankfurt, hvor liget af Bent Nedergaard i mellemtiden også var ført hen med en ambulance. Karl Heinz havde sørget for en militærmaskine, der kunne flyve Asger og det dræbte medlem af Rigsvåbnet til Aalborg. Her stod alle medlemmer af Rigsvåbnet i fuld uniform og tog imod. Kommandør Stark havde arrangeret transporten til Frederikshavn.

Stemningen var trist. Den efterhånden fast sammentømrede gruppe havde mistet et værdifuldt medlem. Bent var lige fyldt 33 år. Mens alle fulgte kisten til Frederikshavn, valgte Asger i den ene af bilerne at køre til Hjørring for at aflægge kondolencevisit hos Bents forældre. Da han nåede frem til adressen, blev han meget overrasket over, at vicerigspolitichefen Jørgen Flintholm sad hos forældrene i stilfærdig samtale. En storesøster til Bent var også til stede. Asger blev siddende en times tid og sagde, hvad der nu engang faldt ham ind. Han lovede også forældreparret al den støtte, som Rigsvåbnet kunne give med de praktiske forberedelser til bisættelsen.

Da Flintholm og Asger havde forladt huset, gav Asger udtryk for sin positive overraskelse over, at Flintholm var kommet tilstede.

”Jeg betragter også Rigsvåbnets medlemmer som mine folk. Der er ting, man må gøre selv. Jeg ser også, men vidste det allerede, at du har den samme indstilling. Derfor kommer jeg også til bisættelsen, hvis du vil holde mig orienteret. Hvis du vil køre mig til lufthavnen, kan jeg på vejen høre om begivenhederne fra din egen mund.”

Da Asger nåede hjem til sin lejlighed, havde Anna lavet et let måltid. Men så måtte han også i seng og sov fast de næste 12 timer.

Næste dag var stemningen stadig meget trykket i kommandorummet. Asger brugte god tid til en udførlig beretning om hele forløbet og de teorier, han havde om baggrunden for angrebet.

”Karl Heinz har forsøgt at afhøre den hårdtsårede mand, der indtil videre har overlevet angrebet. Det var ikke meget - blot meget få enkelte ord, han kunne få ud af manden. Ordene kom på gebrokkent engelsk. Lægernes undersøgelser viser, at mandens krop bærer præg af en del kamprelaterede læsioner. Man må antage, at manden er lejesoldat. Indtil videre kan vi kun gætte på, at den russiske mafia har villet have fingre i guldet. Vi ved, at de har et effektivt efterretningssystem. Vi kan gå ud fra, at de har skaffet sig viden om guldtransporten. Alligevel har de nok ikke vidst, at guldet var skjult under det falske gulv under hestene. Så havde de nok ikke valgt at angribe på den måde. Der er ingen beviser på, at Ratnoff er involveret. Men han kunne godt være opdragsgiver.”