Kapitel 29

Fuglen er fløjet

Kort efter klokken 11 stillede Asger og Anna efter ordre fra vicerigspolitichefen. Flintholm mente, at der var overvejende sandsynlighed for, at tyveriet var orkestreret af den russiske mafia. De talte først med indsatslederen Charlie Hansen, der nærmest virkede lettet over at få hjælp.

”Listen over de stjålne genstande er endnu ikke klar,” sagde han. ”Men der er ikke tvivl om, at tyvene har vidst nøjagtigt, hvilke effekter der er mest værd. Indbruddet er nærmest sket med militærisk præcision og fra et sted i bygningskomplekset, som ingen havde forestillet sig. Alle indgange og vinduesåbninger hele vejen rundt om komplekset er nærmest pakket ind i alarmer og kameraer. Men angrebet er kommet fra oven og på det svageste punkt i systemet. Jeg har været i forbindelse med kontroltårnet i lufthavnen. De har kunnet se nogle svage spor på deres radar, men den anvendte helikopter har hele tiden holdt sig meget lavt over terrænet. Kontroltårnet tør ikke engang gætte på fabrikat og størrelse.”

”Hvad gør vi for at spore maskinen?”

”Vi har sat en slags eftersøgning i gang via alle lufthavne og SOK. De har meddelt, at en uidentificeret helikopter har været landet på en parkeringsplads ved Dollerup bakker i nogle minutter, er lettet igen og fløjet sydpå.”

”Dollerup bakker er tæt på Viborg!” udbrød Anna.

”Nej, nej,” sagde Asger. ”De smelter ikke guldet om. Dette guld er langt mere værdifuldt. Det skal sælges til samlere. Men måske spreder de guldet og dermed risikoen. Måske vil de opbevare det flere forskellige steder, mens de prøver at finde aftagere. Jeg ringer til Karl Heinz i tilfælde af, at de finder på at krydse grænsen sydpå.”

Men det var allerede for sent. Helikopteren viste sig at være lejet i Hamborg. Den var allerede afleveret og lejerne forsvundet. Lejeren var Jochen Rütt.

Asger talte længe med Karl Heinz og klagede sin nød. Han måtte bruge nogle kalorier på at lave undersøgelser rundt om stedet, hvor helikopteren var afleveret. Frem for alt skulle han eftersøge helikopterpiloten. Nogen måtte have set noget. Det samme ville Asger gøre omkring Dollerup bakker, hvor den var mellemlandet.

”Nu kommer listen over de stjålne genstande,” udbrød Anna. Det var tydeligt, at det var den oprindelige liste over kunstgenstande, man havde checket af. Af den ny liste fremgik det præcist, hvilke genstande der manglede. Og som man allerede var klar over, var det de mest værdifulde, der var streger under på listen.

Imens ringede Anna til Rosa. Hun var sikker på, at veninden gerne havde villet være med her, hvor tingene skete.

”Søde Rosa, hvordan går det?”

”Er du sikker på, at du vil vide det? Jeg kan høre på den smiskende stemme, at du skal have hjælp til noget, som du ikke selv kan klare!”

”Jeg har svært ved at bede dig om noget, som jeg på forhånd tror, du ikke kan finde ud af. Man har erfaret, at helikopterpiloten Jochen Rütt har lejet maskinen i Hamborg. Asger har netop talt med Karl Heinz, men vi skal have så mange oplysninger som muligt frem om piloten, da han har en central rolle i tyveriet fra Kunsten.”

”Du har henvendt dig på rette sted, lille Anna. For i dag har jeg en ligeværdig hjælper.”

”Sidder Dennis nu igen og glor sultent på dig?”

”Nej slet ikke. I dag hjælper Nikki mig. Hun er skrap.”

”Jamen hvad venter I på, tøser?”

Efter en time kunne Karl Heinz meddele, at man ikke havde kunnet spore Rütts nuværende adresse. Han havde taget sit helikoptercertifikat i Hannover, hvor han også havde boet indtil for to år siden. Bortset fra en enkelt trafikforseelse havde han ikke været i konflikt med loven. Man ville selvfølgelig følge de få spor, man havde, men forventningerne var ikke store.

Lidt senere fik Anna et opkald fra Rosa. Hun og Nikki havde fundet ud af følgende: Jochen Rütt, 36 år, levede sammen med Beate Liebermann i et lejet hus i byen Mardorf på nordsiden af Steinhuder Meer, der ligger et stykke nordvest for Hannover. Han kører i en blå VW Passat. Steinhuder Meer er Nordtysklands største sø på 32 km2 og et kendt ferie- og fritidsressort.

Asger grinede højlydt og nød at ringe til Karl Heinz for at fortælle ham, hvad Rigsvåbnet kunne klare på lang afstand med en kraftig pc og kyndig betjening. Han kunne næsten fornemme tyskerens røde ører.

”Kan man betro jer at sætte manden under overvågning?” spurgte Asger lavmælt.

”Selvfølgelig Asger. Det gør vi straks. Og jeg vil ikke vide, hvilke registre I har formået at hacke jer ind i.”

”Vi gør sandelig ikke noget, der strider mod loven, min ven. Men det kan da godt være, at vores folk er lidt kvikkere end jeres. De er fremfor alt gode til at tolke de oplysninger, der er tilgængelige for dygtige it-teknikere.”