Kapitel 33

Hver en sten skal vendes

Der var kommet besked fra Karl Heinz: Jochen Rütt var i sit hjem ved Steinhuder Meer dækket grundigt op med diskret overvågning. Sammen med sin veninde, Beate Liebermann, havde han foretaget små ture i omegnen, en enkelt til Hannover, men ellers ikke noget, der vakte opmærksomhed.

”Jeg føler mig ikke overbevist om, at det er dem, vi jager, der har henvendt sig i London,” sagde Anna, da Asger og hun sad i Sæby og diskuterede udviklingen.

”Nej, det kan godt være ønsketænkning. Men vi kan kun følge op på alt. Hver en sten skal vendes!”

”Nu skal du fortælle mig om min nabo, Søren Wilhelmsen. Jeg kan mærke, at du ved noget. Har han en lidt skummel fortid? Jeg ved kun, at han har været ansat i udenrigsministeriet. Han glider behændigt af, når jeg forsøger at få noget at vide. Jeg har prøvet at google ham. Men det er som om, han aldrig har levet før nu. Jeg kan mægtig godt lide ham.”

”Jeg ved ikke så meget. Men han er en fin fyr. Han har arbejdet en del sammen med Gunnar Pind i udlandet. Men alt det er belagt med sikkerhedsregler. Sammen med nogle få jævnaldrende har de to en slags netværk, der fungerer livligt trods begges udtræden af aktiv tjeneste. Den højeste ledelse i Rigspolitiet trækker fra tid til anden på deres hjælp. Mere kan jeg ikke fortælle. Men du skal aldrig være bange for at betro dig til Søren, hvis du har brug for det. Jeg har en fornemmelse af, at Gunnar Pind har bedt Søren Willumsen holde diskret øje med din privatadresse. Men jeg ved ikke noget med bestemthed.”

I Bond Street havde man fået en telefonisk henvendelse fra de tidligere kontakter. De ønskede et møde på en lille restaurant i Soho. Nikki og Rosa tog derhen på det aftalte tidspunkt. De blev høfligt modtaget af de samme to mænd, som havde været på besøg i Bond Street. De viste et par fotos af to bronze statuetter, der skulle stamme fra en tidlig colombiansk civilisation. Spørgsmålet var, om man kunne finde købere til statuetterne og tilbyde en pris, der svarede til deres forventninger. Nikki erklærede, at hun bestemt mente, at det kunne gennemføres, i betragtning af hvor unikke genstande der var tale om. Hun var skuffet, men lod sig ikke mærke med noget. Hun var sikker på, at henvendelsen blot var et forsøg på at afgøre seriøsiteten i hendes firma. Hun kontaktede sin ven Joki Sukuma i Japan og bad ham finde købere og en rigtig pris på bronze statuetterne. Der gik et døgn, så havde han fundet en køber i Amsterdam, og Nikki kunne viderebringe pris og oplysninger til sælgerne, der erklærede sig tilfredse. Handelen gik i orden, og sælger påtog sig at levere til kunden i Holland. Kontoret fik nogle få henvendelser om køb og salg, som, man hurtigt afgjorde, ikke havde forbindelse til den gruppe, man efterforskede.

Dennis havde flot erklæret, at Rosa nok skulle finde ud af ejerskabet til Cotswold Race farm. Det gik derfor også Rosa på, at hun hele tiden stødte panden mod en mur. Ejerskabet var svært at gennemskue, fordi en række meget anonyme firmaer ejede hinanden. Hun var trængt ind i flere engelske selskabsregistre, men uden større succes. Hun klagede sin nød til Anna, som på sin side havde en større diskussion med Asger.

”Vi er nødt til at holde Londonkontoret i gang i længere tid. Men vi kan ikke have det halve af styrken bundet i England. Hvad gør vi?”

”Det ser ud til, at du har en stor stjerne hos Clive Milligan. Kan du ikke med slesk tale og billig portvin overtale ham til at drive kontoret i en periode? Og få ham til at hjælpe Rosa med at undersøge ejerforholdene?”

Det gik lettere end ventet. Milligan fandt to folk til at passe kontoret, og det blev aftalt, at de skulle tilbringe en dag sammen med danskerne på kontoret for at lære konstruktionen og rutinerne at kende. De fire danskere livede op ved udsigten til at komme tilbage, og Rosa begyndte at bearbejde Anna med henblik på at holde en middag for at fejre genforeningen, når Rigsvåbnets førende Esser, som hun så ubeskedent sagde, vendte hjem til Vendsyssel.

Milligan og hans folk havde desværre heller ikke større held med at finde ud af ejerskabet. Men de mente alligevel, at de stadig havde nogle uprøvede kanaler.

De hjemmeværende medlemmer af gruppen havde i længere tid sammenlignet løbslister fra Europas førende travbaner for at finde eksempler på sammenfald mellem de personer, der havde interesse for efterforskningen. Af og til stødte de på heste fra stalden i Tolne. Men mere interessant var det, at heste hjemmehørende hos Cotswold Race Farm også, foruden i England, deltog i flere af de store løb i Holland, Tyskland og Frankrig. Med hjælp fra Schengen-partnerne tog efterforskere fra tid til anden rundt til disse løb udstyret med fotos af Vladimir Ratnoff.

Pludselig var der bid. Han var observeret af fransk politi på Vincennes-travbanen ved Paris. En hurtig kontrol viste, at tre heste fra Cotswold farmen deltog. Carl bad om at få Ratnoff mandsopdækket fremover, men yderst diskret. Det lykkedes, og manden blev sporet til et aftenselskab i den mondæne restaurant L’Orée du Bois, der ligger tæt på Stjernepladsen og Boulogneskoven. Bagefter tog han af sted i en taxa, som man beklageligvis mistede kontakten med. Asger var helt oppe i det røde felt og bad sin kontakt Pierre Dujardin om at gøre alt for at opspore taxaen. Franskmanden havde han truffet på et FBI kursus og satte pris på som en seriøs efterforsker. De var i konstant telefonkontakt, og Asger havde let ved at overbevise Dujardin om vigtigheden af at spore russeren, der nærmest kunne betragtes som Asgers arvefjende.

”Bare rolig, mon ami. Vi finder ham!”

”Når du får gravet dig lidt længere ned i hans meriter, vil du sikkert også opdage, at han trækker en række af forbrydelser efter sig hele vejen over Schengen-samarbejdet,” sagde Asger utålmodigt.

Kort efter havde en kontrol af samtlige taxaselskaber afsløret, at Ratnoff sammen med to andre var blevet kørt til lufthavnen i Orly, hvor de var steget på et privatfly, der tilhørte et tysk selskab. Piloten havde til kontroltårnet opgivet lufthavnen i München som destination. Asger fik straks fat i Karl Heinz og bad ham sætte folk på opgaven.