Kapitel 35

Wilhelmstein

Rigsvåbnet var samlet i kommandorummet. Asger kunne berette, at Karl Heinz folk under store vanskeligheder holdt øen i Steinhuder Meer under observation. Man havde i perioder registreret livlig trafik til og fra øen med båd og helikopter. Man havde en positiv identifikation af Vladimir Ratnoff. Han opholdt sig for tiden nogenlunde fast på øen med enkelte afstikkere til fastlandet.

”Hvad pokker er det for en mærkelig ø?” udbrød Thomas irriteret.

Asger grinede og så spørgende på Rosa. Den rødhårede skønhed skubbede læsebrillerne op i panden og anlagde en mine som en universitetsprofessor.

”Den 1,25 ha store kunstige ø Wilhelmstein blev opført i det 18. århundrede af Wilhelm zu Schaumburg-Lippe, også kaldet ”Kanongreven”.

Festung Wilhelmstein skulle tjene militære formål og først og fremmest forsvare fyrstendømmet mod enhver indtrængen. I perioden 1761 – 1767 blev på alle hverdage året rundt tilført 30 m3 jord og sten dagligt, om sommeren i fiskerbåde, om vinteren med slæder over isen. Først blev der dannet en stor, kunstig ø, hvorpå der blev bygget et mindre slot med et rundt tårn i midten. Dernæst blev der lavet 16 mindre øer hele vejen rundt til stjerneformede bastioner. Fyrst Wilhelm havde været artillerist i syvårskrigen og hærfører i Portugal. Der blev fyldt op mellem hovedøen og de 16 fæstningsværker. Så blev der opført 16 huse til matroser, sergenter, tjenestefolk, smedje, lazaret, krudthus, kreaturstalde m.m. Der var 166 kanoner og plads til 800 soldater som fuld krigsbemanding. Om vinteren måtte man med lange save holde fæstningsværkerne isfri. I årene efter opførelsen blev der indrettet krigsskole for uddannelse af officerer. Der blev undervist i ballistik, taktik, fysik, medicin, kemi, historie og fremmedsprog. Efter fyrsten død blev officersuddannelsen flyttet væk, og stedet blev til fængselsø for særligt farlige fanger. I nyere tid er stedet blevet et yndet udflugtsmål for gæster på nærliggende kursteder. Den nuværende ejer fyrst Alexander zu Schaumburg-Lippe lod i årene 2005 – 2009 stedet undergå en gennemgribende renovering for 1 mio. euro.”

”Var det det hele?” spurgte Asger ironisk.

”Nej da. Nu kommer det mest interessante. Den 23. juli er der Uferfest am Nordufer. Nærmere betegnet ved Mardorf. Ved den lejlighed er der masser af både på søen og et kæmpemæssigt fyrværkeri.”

”Rosa, du er din vægt værd i guld,” mumlede Asger og så fraværende ud.

”Sig det bare højt, chef. Jeg tror ikke nogen hørte dig!”

Men Asger var langt væk. Han så en mulighed for, at tyskerne kunne lave en kamufleret landgang på øen under festen. Han måtte tale med Karl Heinz.

I Rigsvåbnets kunstformidlingsfirma i Bond Street aflagde de samme to gentlemen igen besøg. De spurgte efter Nicci Tamiko, men fik det svar, at hun var i Japan for at tilrettelægge oprettelse af kontorer i Rom og Paris. Svaret lod til at tilfredsstille dem, og da man tilbød dem, at hun kunne ringe dem op, lagde de fire fotos på bordet. De var interesseret i at sælge fire kunstgenstande. Hvis kontoret ville sende dem med mail til miss Tamiko, kunne hun vurdere dem og finde en køber.

Så snart Rigsvåbnets kommandorum modtog mailen, var man klar over, at man havde et gennembrud. Billederne forestillede uden al tvivl fire af de stjålne kunstgenstande. Asger besluttede, at Nikki skulle ringe op og sige, at hun anså effekterne for yderst attraktive at dømme efter de modtagne fotos, men at hun gerne ville se dem og have dem i hænderne, før hun kunne prissætte dem. Hun skulle også sige, at hun havde en eller to købere i tankerne. For ikke at virke alt for forhippet ventede hun et døgn, før hun ringede op. Hun forklarede, at hun med den type kostbarheder måtte have dem i hænderne for at kunne udarbejde præcise vurderinger, som hendes købere ville forlange. De svarede, at det så nok måtte blive et sted på fastlandet. Det skulle de lige arrangere, så ville de vende tilbage. Nikki svarede, at de mulige købere heller ikke befandt sig i England, så lidt rejsen alligevel ville være påkrævet. Der gik yderligere et par dage. Så fik Nikki besked på, at hun den følgende torsdag kunne ankomme til lufthavnen i Hannover, så ville hun blive afhentet og bragt til det sted, hvor effekterne kunne beses.

I kommandorummet diskuterede man længe, hvordan man skulle gribe udfordringen an. Asger bestemte, at Thomas og Dennis skulle tage med som henholdsvis kunstekspert og fotograf. Den virkelige grund var naturligvis, at de skulle kunne yde den nødvendige moralske og fysiske styrke. Anna ville have været med. Men Asger argumenterede for, at hun allerede var kendt af ”den onde modpart”. De kunne ikke risikere at medbringe våben, da det straks ville afsløre deres dække, hvis de blev visiteret.

Asger bestemte, at tremandsgruppen skulle ankomme til Hannover via Paris for ikke at rejse mistanke.

Det kom ikke som den store overraskelse, da gruppen ved ankomsten til Hannover blev modtaget af en mand, der førte dem over til lufthavnens heliport. Her blev de straks vist ud til en helikopter, der stod startklar. En slags vagt visiterede dem og forklarede med et undskyldende smil, at dette var fast procedure. Helikopteren lettede, og snart kunne de se Steinhuder Meer. Alle havde tidligere gjort sig bekendt med dette område med hjælp fra Rosa og Google Earth. Dennis fik ubemærket sendt en sms til kommandorummet og slettede så al kommunikation i loggen og navne-registret. De andre to havde ladet deres mobiltelefoner ligge i en boks i lufthavnen.

Asger talte nu næsten dagligt med Karl Heinz. Denne syntes godt om Asgers ide med at arrangere en eller anden happening i ly af den kommende Uferfest. Karl Heinz blev særlig begejstret for ideen, da han hørte, at de kunne knytte de stjålne effekter sammen med Ratnoffs aktiviteter på øen.

Så snart Nikki og hendes to hjælpere blev sat ned med helikopteren, blev de vist hen til et af bastionshusene, som var møbleret som et stort konferencerum. De blev budt på forfriskninger. Kort efter kom en distingveret mand på omkring 60 år ind. Han var middelhøj med et smukt og velfriseret, gråt hår. Han præsenterede sig elskværdigt som Jacob von Grafenfeld. Han takkede Fräulein Tamiko for, at hun havde givet sig tid til at komme.

”Af praktiske grunde har vi arrangeret fremvisningen af genstandene her, hvor vi har det for os selv. Nu får vi de fire kunstgenstande bragt ind, og så skal De blot give Dem tid til at foretage de nødvendige undersøgelser. Deres fotograf er velkommen til at fotografere alt. Blot må jeg bede Dem behandle billeder og informationer med fortrolighed. Vi vil gerne undgå, at enhver offentlighed får viden omkring salget.”

Som på kommando kom fire mænd ind, der hver skubbede sit rullebord med et klæde over.

”Nu vil jeg lade Dem studere genstandene i fred. De kan blot trykke på knappen ved døren, hvis De ønsker noget,” sagde von Grafenfeld og gik ud af rummet. Nikki og hendes to hjælpere havde allerede tidligere drøftet muligheden for, at de kunne blive aflyttet eller holdt under observation. Så de holdt sig til en indstuderet faglig diskussion. De fjernede klædestykkerne fra de fire rulleborde og stod et øjeblik stumme af betagelse over de klenodier, der blev af sløret. Så begyndte Thomas at fotografere og tog også et par totalbilleder af rummet. Dennis og Nikki gennemførte en lærd diskussion om materialer, vægt og alder.

Efter en god times tid trykkede Nikki på knappen. Von Grafenfeld kom ind og spurgte, om alt var tilfredsstillende. Nikki svarede smilende, at hun var godt tilfreds med, hvad hun havde set, og at hun ville tage hjem og affatte en rapport til køberne og med dem aftale et købstilbud til sælgerne i England.

Snart efter lettede helikopteren og de tre blev igen sat af i Hannover lufthavn. For at undgå enhver sporing måtte de igen over Paris for at komme hjem til Aalborg. Der var tre timers ventetid i lufthavnen Charles de Gaulle. De snakkede meget om at tage en overnatning, så de kunne nå en aften på Montmartre, men det ville nok ikke falde i god jord hjemme.