Kapitel 38
Logistik for alvor
Efter at Asger havde overnattet i Annas hus, ville de løbe en tur, før Asger tog videre til Frederikshavn.
”I dag vil jeg bestemme ruten,” erklærede Asger.
”Jamen, så gør du det. Vi finder jo nok hjem alligevel.”
Som så ofte før kom de forbi Sæbygaard. Men denne gang drejede Asger ind gennem porten i de gamle avlsbygninger, fortsatte over voldgraven ad den gamle bro og videre ind i borggården. Han syntes, at de skulle sætte sig lidt på en af de hvide bænke og nyde vejret. De havde ikke løbet nær så langt, som de plejede. Men Anna gik med på spøgen og så afventende på ham.
”Jeg vil så gerne giftes med dig, min elskede. Jeg har spurgt Jesper. Og nu vil jeg foreslå dig, at vi holder ceremonien her i borggården lørdag den 10. september. Jeg har fundet ud af, at vi kan leje riddersalen til spisning og fest. Den er ellers lejet ud året rundt. Men de har fået en afbestilling. Vi har 8 dages betænkningstid. Sig nu ja!”
Det kom i den grad bag på den ellers så kvikke kommissær. De grønne øjne blev pludselig fugtige. Men så stak hun i et mægtigt grin.
”Ja, min skat. Det er vel nok en overraskelse, men det er en fin ide. Men du ved nok, at jeg ikke er vild med præster, religiøse begivenheder og den slags.”
”Derfor vil jeg også foreslå dig, at vi lader kommandør Stark forrette ceremonien. Han vil være rævestolt. Du kan da nok se, at der vil være stil over det, og vi vil have hele borgen for os selv!”
”Hvem skal vi have med, Asger? Rigsvåbnet skal da inviteres med følge? Mine forældre og Emma! Hvem flere?”
”Jeg vil gerne have Jørgen Flintholm og Gunnar Pind med. Det betyder meget for stabiliteten i vores forhold til omverdenen.”
”Selvfølgelig, elskede. Men Asger, kan vi overhovedet nå det på så kort tid? Der er så meget, der skal gøres!”
”Rosa vil elske det. Det er netop en logistikopgave for gespenstet, som du kalder hende. Det vil simpelthen blive perfekt, og du behøver kun at sige ja og nej, når hun lægger forslagene frem for dig.”
”Du har ret. Hun vil overgå sig selv. Hvornår må jeg fortælle det? Alle skal jo helst møde op.”
”Jo før, jo bedre, mener jeg.”
”Jeg synes, du skal sige det på mødet i kommandorummet i morgen. Så vil jeg sidde som den klædeligt rødmende, tilkommende brud i baggrunden.”
Mødet begyndte nogenlunde som vanligt. Asger indledte med at sige, at han i løbet af tre dage ville have en komplet redegørelse over efterforskningen af guldtyverier i hele Schengensamarbejdet, en liste over de omsmelt-ningssteder, man kendte til og en vurdering af, hvor meget guld der var bearbejdet over de seneste seks måneder. Samtidig ville han også se, hvor meget guld der var beslaglagt for hvert land. Stemningen i lokalet var ikke voldsomt entusiastisk, men det skulle hurtigt ændre sig.
”Jeg ved godt, at dette lægger en stor byrde på Rosa. Men hvis du tror, at det er slut med det, har du forregnet dig på det groveste. Ved siden af får du nu dit livs logistikopgave. Hvis du svigter, vil du pådrage dig sanktioner, som du end ikke i dine vildeste mareridt har kunnet forestille dig. Den 10. september skal det vise sig, om du kan leve op til forventningerne. Anna og jeg skal vies med manér på Sæbygaard. Gruppens medlemmer har faktisk mødepligt. Gerne med følge. Påklædning civil. Men jeg siger dig, Rosa, det hele skal bare klappe!”
Det røde gespenst græd som pisket. Hun tænkte slet ikke på, hvor hårdt hun havde arbejdet for sit image som hård i filten. Mødet druknede i piften, klapsalver og lykønskninger. Bagefter sagde Rosa med blanke øjne lavmælt til Anna, at hvis hun kunne gøre mere til det, skulle Anna få det mest veltilrettelagte bryllup, hun kunne ønske sig.
Samme aften overnattede Anna i Asgers lejlighed. Søren Willumsen var som sædvanlig gået en tur ud i sin have ved totiden om natten for at tryne vejret, som han kaldte det. Pludselig hørte han tumult fra Annas hus og skrig og hvæsen fra Hudibras. Han skyndte sig ind efter sit haglgevær og brasede gennem hækken bag husene. I samme øjeblik løb en stærkt forrevet mand forbi gennem haven i retning mod Gasværksvej, bandende på et sprog som Søren helt klart identificerede som russisk. I en rask bevægelse hev Søren geværet op og fyrede begge løb af mod den flygtendes ben. Der lød et smertensskrig. Men manden slap dog ud af haven og Søren hørte derefter en bil ræse væk.
Han ringede straks til Annas mobil og fortalte sin noget søvndrukne nabo, hvad der var sket. Asger kom til telefonen og erklærede, at de ville komme i løbet af en halv time. I Annas hus kunne de konstatere, at nogen havde væltet lidt rundt. Annas pc var tændt, og der var blodspor over det hele. Som de så det, var Hudibras sprunget lige i hovedet på den indtrængende, der helt klart havde villet se indholdet af pc’en. Asger fik hurtigt forhindret, at politiet dukkede op. Der var allerede indløbet anmeldelser fra flere naboer. Søren Willumsen var meget lavmælt og tilbageholdende. Men da Asger kom på tomandshånd med ham, indrømmede han, at hans gamle ven Gunnar Pind havde bedt ham holde konstant øje med, hvad der skete hos Anna.
”Det var et lykketræf og et stort held for mig, at jeg pludselig kom til at bo ved siden af Anna. Hun er en dejlig pige og jeg er glad for at have lært hende at kende. Jeg håber, du er klar over, at hun har en masse gode menneskelige kvaliteter og en empati for andre, der rækker langt ud over, hvad der er normalt?”
”Det behøver du ikke at fortælle mig. Jeg har netop bedt hende gifte sig med mig. Det er dejligt, at hun har så god en nabo, der holder øje med hende. Og det vil være mig og os en stor glæde, hvis du vil møde op som gæst til vores bryllup i september. Det bliver en lille, sluttet kreds. Men det skal nok blive festligt. Måske viser det sig endda, at du kender nogle af gæsterne.”
”Det vil være mig en stor glæde og ære. Mange tak! Jeg kan også fortælle dig, at Gunnar Pind er meget begejstret for dig. Han betragter dig som sin protegé eller vist nærmere som sin søn og følger nøje med i alt, hvad du og din styrke bedriver.”
”Efter blodsporene i haven at tyde ser det ud til, at både Hudibras og du har gjort alt muligt for at forsvare Annas enemærker.”
”Har du og Anna noget udestående med russere, Asger?”
”Jeg er meget overrasket over, at du spørger. Men det har vi i allerhøjeste grad. Og hvorfor spørger du lige om det?”
”Indbrudstyven, der forsvandt i en ventende bil fra Gasværksvej, bandede og svor på russisk. Har du og Anna lagt jer ud med mafiaen?”
”Er du i stand til med sikkerhed at genkende det russiske sprog?”
”Det kan jeg forsikre dig om. Gunnar Pind og jeg har en fælles fortid bl.a. inden for FET og senere PET. Vi har også begge den dengang fornødne uddannelse i østeuropæiske sprog. Blodet skyldes ikke alene det skud hagl i røven, som jeg stod for, men også en resolut indgriben af den kloge kat Hudibras.”
Nattens begivenheder var det store samtaleemne i kommandorummet næste morgen. Der var mange gæt på, hvad formålet med indbruddet egentlig var. Der var jo ikke noget at stjæle bortset fra Annas pc. Og indbruddet var jo en eklatant fiasko set fra den indtrængendes synspunkt. Tyven havde dårligt lagt hænder på pc’en, før Hudibras greb ind.
”Asger afsluttede spekulationerne med at erklære: ”Jeg tror, at vi må se i øjnene, at modparten simpelthen er ved at skaffe sig flest mulige oplysninger om Rigsvåbnet. Det er noget, vi alle må være opmærksomme på fremover.”
Jesper Storm sad på bænken foran sit hus lørdag morgen og planlagde dagens arbejde i atelieret. Det blæste meget kraftigt, og flotte skyformationer trak med god fart over himlen. Men på bænken var der læ, og Jespers tanker var for en kort stund i Provence. Vinden førte en masse fint sand med sig, som efterhånden lagde sig i små driver bag alt, hvad der blot ragede en smule op. Et par stormmåger sad på tagryggen med næbbet op i vinden og diskuterede, om de skulle slå et sving ned over havnen i Hirtshals.
Rosa drejede ind foran huset i sin bil, og Jesper lyste op i et glad smil.
”Hej Jesper. Her kommer jeg med din nyeste model, der fortjener al mulig respekt. Hun bør have ligeså fin en behandling, som jeg har fået.”
”Jamen selvfølgelig, søde Rosa. Det var vel nok en dejlig overraskelse. Velkommen Nikki. Nu skal jeg vise dig rundt.”
”Jeg kommer også af en anden grund, Jesper,” vedblev Rosa. ”Asger har lagt alle bryllupsforberedelserne i mine hænder, og jeg er skrækkelig stolt. Men jeg vil også gøre alt for, at det kan blive et uforglemmeligt bryllup. Derfor har jeg en bøn til dig. I riddersalen på Sæbygaard, hvor festen skal holdes, får jeg anbragt en slags bannere i stativer, 4 meter høje og 1 meter brede. Du skal dekorere dem, dvs. male nogle sjove og genkendelige motiver af Anna i skitseform som den gennemgående figur. Hvad siger du til det?”
”Selvfølgelig Rosa. Det bliver sjovt, og flere ideer falder mig allerede ind. Men lad mig nu vise Nikki rundt. I bliver selvfølgelig og spiser frokost!”