Kapitel 40
Oligarken der blev væk
Asger talte med Karl Heinz, der stadig var lige opsat på at hjælpe og i det hele taget optaget af sagen omkring guldtyveriet.
”Tiden er inde til, at jeg må bede dig om omgående at iværksætte en ransagning af stutteriet ved Frankfurt,” sagde Asger. ”Det kan vise sig at være en fejlsatsning. Men efter min mening er det det bedste, vi kan gøre. Og det skal være nu, hvis vi skal have en chance for at holde skindet på næsen. Meget taler for, at tyvekosterne er i Tyskland.”
”Godt Asger. Vi gør det nu. Jeg er ved at blive vant til at stole på dine fornemmelser. Vi går ind om tre timer. Jeg holder dig orienteret.”
Karl Heinz gik ind med tilstrækkeligt mandskab til, at man kunne holde alle personer isoleret mens ransagningen foregik. Alle mobiltelefoner blev beslaglagt for at undgå enhver kommunikation med verden udenfor. Hippodrome F. bestod imidlertid af mange bygninger, så der gik næsten fire timer. Men så var der også bid. I et aflåst rum fandt man 16 guldeffekter, der tydeligt var i familie med dem, man havde fundet på Wilhelmstein. Nogle hurtige fotooptagelser blev straks sendt til Asger.
Der var vild jubel i kommandorummet. Der skulle ikke meget hovedregning til, før man kunne konstatere, at de nylig beslaglagte effekter, sammen med tingene fra Wilhelmstein, udgjorde alt, hvad der var stjålet fra Kunsten i Aalborg. Kuratoren Margrethe Fischer-Schaumburg var efter en opringning hensat i taknemmelige glædestårer. Hendes fortsatte karriere inden for kunstverdenen syntes reddet.
Men nu var det tid at bringe oligarken Vladimir Ratnoff ind. Patruljevogne var samtidig sendt til Klampenborg, til Jysk Væddeløbsbane i Århus, til hotellet ved Marselisborg og til lufthavnene. Men Ratnoff var væk og havde ikke efterladt sig det mindste spor. Om det skyldtes en fin næse for, hvornår der var problemer undervejs, eller mandens evne til konstant at bevæge sig i uforudsigelige retninger, kunne man kun gisne om. Fra nu af var Ratnoff efterlyst overalt. Man skulle simpelthen have fat i den entreprenante russer.
Karl Heinz havde sendt sin næstkommanderende Peter Huber til Mardorf ved Steinhuder Meer for om muligt at ryste lidt oplysninger ud af Jochen Rütts samlever Beate Liebermann. Hun blev meget skræmt over at høre, at hendes samlever var spærret inde på ubestemt tid. Peter Huber heglede hende gennem et forhør, men fik ikke noget nævneværdigt ud af hende. Hun var selvfølgelig bekendt med, at vennen fløj Ratnoff rundt til mange mærkelige destinationer. Til sidst spurgte Huber hende, om hun ikke vidste, hvor Ratnoff holdt til, når han ikke rejste rundt. Hun kunne kun oplyse, at han enten var på et vingods ved Frankfurt eller i sin villa, der lå ved en stor fransk sø. Jochen havde dog en dag nævnt, at det var Frankrigs næststørste sø. Nærmere kom de ikke.
Da Rigsvåbnet havde modtaget disse oplysninger, blev man enige om, at chancen var stor for, at Ratnoff havde et tilholdssted ved Annecysøen, der jo var den andenstørste sø i Frankrig. Asger tog kontakt til Pierre Dujardin i Paris og satte ham ind i situationen.
”Det er vigtigt, at vi får nogle hurtige informationer,” sagde Asger utålmodigt.
”Vi har nogle dygtige folk i Lyon, der er vant til at håndtere den slags spørgsmål. De kan være fremme i løbet af halvanden time. Jeg melder tilbage, så snart vi har lokaliseret skurken.”
”Tak skal du have. Men tiden er altafgørende. Ratnoff flytter sig utrolig hurtigt. Det er vigtigt, at vi har to mand med ved en evt. indsats. Jeg tager chancen og sender dem til Lyon straks. Kan du påtage dig den nødvendige videre transport?”
”Selvfølgelig. Jeg får dem samlet op i lufthavnen. Vi holder kontakt.”
Anna for op, så snart hun hørte, hvad der var på trapperne.
”Det er altså mig og Thomas, Asger!”
Det passede ham bestemt ikke. Men han var klog nok til at indse, at Anna havde et gammelt regnskab, som skulle gøres op. De to greb deres grej og blev straks kørt til lufthavnen.
Samtidig gik der besked til Clive Milligan og Andy Brockland om at indstille alle aktiviteter omkring Cotswold Racing Farm og om at afvikle kontoret i Bond Street på bedste måde. Der medfulgte et kort referat af sagernes udvikling. Asger sendte en tak for uvurderlig hjælp og gav løfte om senere gentjenester og en uformel snak om samarbejde mellem tjenesterne.
I Roskilde stillede en tysk advokat med stor selvsikkerhed en masse krav om kontakt og dokumentindsigt i forbindelse med varetægtsfængslingen af Jochen Rütt. Han blev dog høfligt men bestemt belært om dansk retspraksis og måtte indtil videre trække sig tilbage med uforrettet sag.