Kapitel 43

En kort glæde

På havnen i Marseilles var balterne i færd med at tømme den anden flaske Vodka for at fejre deres succesrige togt til Annecy. De havde overhovedet ikke anset det for nødvendigt at sætte vagter ud. Forbavselsen var total, da indsatsstyrken entrede skibet ved syvtiden om morgenen. Jan Friolek var mest af alt en fritgående, usoigneret arrigtrold. Hans intelligens rangerede kun lige omkring bondesnuhed. Han havde ikke engang fået stuvet byttet fra Ratnoffs pengeskab af vejen. Han havde kun siddet og rodet lidt i det, mens han solede sig i mandskabets beundring.

Indsatsstyrken mødte altså ikke den mindste modstand og kunne, i kraft af overraskelsesmomentet, på kort tid pacificere hele mandskabet. Alene påklædningen kunne straks vise dem, hvem der hørte til den egentlige skibsbesætning, og hvem der hørte til Frioleks drabanter. Friolek og hans styrke blev kørt til den nærmeste arrest. Resten af søfolkene blev foreløbig interneret på skibet. Hele indholdet fra Ratnoffs pengeskab blev sendt til Pierre Dujardin i Paris. Det samme var tilfældet med to pc’er, som balterne også havde tilegnet sig.

Pierre Dujardin lavede en komplet liste, som han sendte til Rigsvåbnet med kopier af alle papirer fra Ratnoffs pengeskab. En del kontanter og nogle guldbarrer beslaglagde han.

Af praktiske grunde havde Asger arrangeret, at Vladimir Ratnoff og Simon Lang begge kunne anbringes i arresthuset i Frederikshavn. Takket være Schengensamarbejdet havde man kunnet konstatere, at indsamling og omsmeltning af guld og de koordinerede tyverier i samtlige lande næsten var gået i stå. Da en status blev udarbejdet over alle de tyvekoster, man havde kendskab til og beslaglagt, viste det sig at være meget store mængder. Denne del af Ratnoffs forretninger var bragt effektivt til ophør. Asger talte med Karl Heinz om at afholde en slags afsluttende møde for de involverede lande. Den heldige operation ville styrke samarbejdet, og man kunne vedtage faste procedurer på tværs af grænserne ved samme lejlighed. De blev enige om, at mødet nok skulle afholdes i enten Østrig eller Frankrig.

Simon Lang blev overført til arresthuset i Frederikshavn. Men Ratnoff var endnu engang forsvundet fra lovens rækkevidde. På mystisk vis var det lykkedes ham at komme i forbindelse med sit netværk. Den dag han skulle overflyttes, blev hans transport overfaldet, og oligarken blev båret op i en helikopter, der hastigt fløj bort, uden at man var i stand til at arrangere en effektiv forfølgelse. Det var en bitter pille at sluge for Rigsvåbnet.

Asger var glad og lettet over, at Anna var vendt uskadt tilbage. Da hun fortalte om, hvad Ratnoff havde sagt til hende, grinede han.

”Man må indrømme, at han er utrolig dygtig og har en velsmurt organisation. Jeg har fået et lidt mere nuanceret syn på ham efter at have hørt, at det ikke er ham, der har Bents død på samvittigheden. Vel er han da stadig kriminel, og vi vil gå langt for at sætte ham fast, men han har sine helt egne etiske regler.”

I det samme kom logistikeksperten Rosa ind med et smørret grin om munden.

”Vi har netop modtaget en meddelelse fra Pierre Dujardin. Han virker usædvanlig slukøret af en franskmand at være. På mystisk vis er de to Hummere kapret og sejlet bort fra det beslaglagte skib, som samtidig er blevet godt og grundigt sænket i havnen i Marseilles ved hjælp af fire magnetiske miner anbragt under skroget.”

”Det var ligegodt ualmindelig satans!” blev alle enige om, og en beundrende stemning bredte sig i Rigsvåbnets hovedkvarter.