Kapitel 44
Finale
Den 10. september oprandt. Vejret var selvfølgelig strålende. Høj himmel, blå og med kumulusskyer. Flokke af sultne måger slog sig ned på alle de nytilsåede marker.
Kommandør Stark havde udskrevet 24 mand i gallauniform, der bevogtede Sæbygaard og samtidig gav stedet lidt karakter af fordums glans. Han havde også stillet en bil med chauffør til rådighed for Annas forældre, Jesper Storm og Chantal Déforges, der sammen med bedstemor Emma af praktiske grunde var indlogeret på Pension Åhøj, hvor Anna vidste, at de var i gode hænder.
Rosa havde gennem sin nabo, fru Ørnsen, fået fat i seks elever fra musikkonservatoriet, der var villige til at underholde både i borggården og senere i riddersalen. En pakketransport kom og afleverede en mystisk trækasse til vagterne. Kassen lignede en ammunitionskasse. Der sad godt nok manilamærker på, hvorpå der stod: Anna Storm, wedding present. Vagterne turde dog ikke tage nogen chancer og tilkaldte et bombehold for at få undersøgt kassen. Da man endelig kunne åbne den, viste det sig dog, at indholdet var yderst harmløst, men interessant. Imponerende mængder af sortehavskaviar og en lille æske med en meget skønt forarbejdet guldkæde med indlagte grønne jadesten. På et smukt kalligraferet kort stod:
Kære Anna Storm.
Tak for hjælpen i Annecy og tilgiv tidligere fortrædeligheder.
Jeg ønsker Dem et dejligt bryllup.
R.
Ceremonien i borggården var dejlig. Vagtholdets gallauniformer, distinktioner og blankede støvler glimtede i solen. De unge mennesker fra konservatoriet spillede og sang meget smukt. Det gav sig selv, at Asgers mentor Gunnar Pind var best man, en opgave han var synlig stolt af. Kommandør Stark gennemførte en flot og bemærkelsesværdig kort ceremoni. En del af vagterne affyrede en salut. Bedstemor Emma hujede begejstret. For anden gang i løbet af godt et år havde hun gladeligt forladt sit elskede Gassin. Hun havde medbragt det smukkeste patchwork-tæppe, som hun havde lavet i skønne provencestoffer i vinterens løb. Hun havde været helt overbevist om, at Anna på et vist tidspunkt ville gifte sig med Asger.
Riddersalen, der normalt kan rumme godt 100 gæster, havde Rosa fået delt op i to afdelinger ved hjælp af de flotteste bannere, hvorpå Jesper Storm havde malet en forrygende kavalkade af Annas liv. De meget farverige scener kulminerede med en scene, hvor Asger lå såret i en hospitalsseng, mens Anna som en gudinde vogtede over ham. Selskabet var vildt begejstret. Et meget franskinspireret måltid blev indtaget på den ene side af bannerne, før man trak om på den anden side for at nyde kaffen i små grupper.
Vicerigspolitichefen holdt en flot tale, hvor han gik let hen over Rigsvåbnets korte historie, men til gengæld fortalte selskabet hvilke fortræffelige mennesker Asger Bjørn og Anna Storm var. Til sidst piftede Rigsvåbnets medlemmer demonstrerende.
Rosa, der dagen igennem havde høstet fortjent anerkendelse for den eksemplariske tilrettelægning af hele arrangementet, havde skrevet en sang, der var hylende grinagtig. Den handlede for en stor del om, hvor uretfærdigt det var, at alle goder og held konstant faldt i Annas turban, mens Rosa hele tiden måtte pukle urimeligt hårdt for at stille både Anna og Asger tilfreds. Der var en lang og begejstret applaus. Gunnar Pind havde Emma til bords. Han refererede hele sangens indhold på et formfuldendt diplomatfransk for sin borddame, der bagefter gik hen og gav Rosa et ordentligt kram.
”Nå fister!” sagde Rosa med en skæv grimasse til Dennis. ”Mon ikke en københavner kan lære lidt af, hvordan vi gør tingene her nord for Limfjorden?”
Sidst på aftenen kunne man se tre skikkelser, der for en kort stund var søgt væk fra selskabet. De var kommet gennem porten fra borggården, ud på plænen og ned til den vestlige voldgrav. Der var helt stille i landskabet. Et øjeblik skiltes skyerne, og man så en flok lappedykkere padle stille forbi.
”Hvor var det en fantastisk ide at danne Rigsvåbnet,” sagde Jørgen Flintholm. ”Se bare, hvad de allerede har udrettet.”
”Og som en sidegevinst har styrken opnået en popularitet i Schengensamarbejdet, som er mægtig fin”, tilføjede Gunnar Pind.
”Hvis I snart er færdige med at stå og rose hinanden, kunne vi tre musketerer måske drikke en øl sammen,” foreslog Søren Willumsen. ”Jeg tog nemlig tre dåser med ned. I vores alder bliver man tørstig, når man ikke kan få lov at komme tidligt i seng.”
Der lød tre klik, og stilheden sænkede sig igen over det gamle borgområde.