Kapitel 4

IKRA BELUGA

Agner og Dennis var de første til at fremskaffe oplysninger. Men sideløbende med deres øvrige kilder benyttede Dennis sig også skamløst af sit forhold til Rosa. Hun var en ørn med en pc og kunne levere de mest utrolige oplysninger. Asger var klar over, at Rosa, når hun ville, kunne skaffe sig adgang til mange systemer og registre, der ellers var anset for at være lukket for uvedkommende. Ved det næste møde i kommandorummet kunne Agner og Dennis fortælle, at et firma i Skt. Petersborg var blevet bestjålet for 60 guldbarrer. Tyveriet var anmeldt til myndighederne, men man havde hidtil intet svar på, hvor guldbarrerne var forsvundet hen. Firmaet havde i flere år forsynet Letland med guldbarrer til møntfremstilling. Letland udstedte i 1998 en 100 lats guldmønt i 16,2 gram finguld. Mønten blev anset som almindeligt betalingsmiddel.

Det russiske firma kunne opgive karakteristika for guldbarrerne, der svarede nøje til de undersøgelser, som man havde foretaget hos Rigsvåbnet. En af de mest overbevisende ting var et stempel med kyrilliske bogstaver. Agner havde bedt om dokumentation i form af fotos og beskrivelser fra Skt. Petersborg. Mens firmaet hævdede, at det var bestjålet for 60 guldbarrer, havde man kun bjerget 49.

En fiskekutter ved navn Ladoga var meldt stjålet i Skt. Petersborg. Specifikationer af samme bådstørrelse fremskaffet af Dennis viste sig at passe med vraget. SOKs fotos af vraget viste, at navnet Ladoga var overmalet. Det nye navn var IKRA BELUGA.

Men den mest overraskende oplysning stod Rosa selvfølgelig for. Det russiske firma, der havde mistet guldbarrerne, var ejet af en kendt oligark ved navn Vladimir Ratnoff. Denne var i allerhøjeste grad en gammel kending af Rigsvåbnet. Han havde været den mystiske hovedfigur i den russiske mafia, som gruppen havde gjort bekendtskab med nogle måneder tidligere. Han havde til stadighed holdt sig i baggrunden, men havde alle midler og mandskab til rådighed. Samtidig tydede flere ting på, at han havde en betydelig om end noget særpræget humoristisk sans. Som da han f.eks. i Esbjerg havde sprængt én af skulpturerne i en persongruppe væk og derefter havde anbragt en ydmyget frederikshavnsk advokat svinebundet i skulpturens sted. Ratnoff kunne bestemt tage drastiske midler i brug, men han syntes ikke at bruge unødig vold. Ikke desto mindre måtte man regne med, at tabet af guldbarrerne havde tæret hårdt på mandens humoristiske sans.

Anna vidste, at hun virkede på retsmedicineren Ove Kold, som benzin på et bål. Så hun optrådte meget underdanig og tålmodig, da hun ringede til instituttet i Århus. Hun fortalte ham lidt om baggrunden for undersøgelsen og sagde, at gruppen var spændt på at høre retsmedicinerens vurdering af, hvad der var sket med de personer, hvis lig han havde i sin varetægt. Han bed på krogen og blev snart helt veltalende. Skipperen fra kutterens styrehus var slået i baghovedet med et kraftigt slag af et rørlignende instrument og bagefter skudt gennem højre øre, antagelig med et 9 mm projektil, som ikke var blevet fundet. Fiskeren i maskinrummet var henrettet med samme kaliber ammunition, først ved skud i brystet, dernæst gennem højre øre. Begge de henrettede var fiskere. Der var fiskeskæl på deres hænder og tøj. Der var ikke fundet identifikation på de døde og heller ikke personlige papirer på kutteren. Den eller de, der havde henrettet fiskerne, havde fjernet alt dette.

På stranden ved Læsø fandt man en død fisker, der var skudt i brystet. I hans klæder fandt man en tegnebog med personlige papirer med kyrillisk skrift. Det var rimeligt at antage, at han hørte sammen med de lig, man havde fundet på kutteren og således var et tredje besætnings-medlem. Han havde også fiskeskæl på hænder og tøj. Liget blev sendt til instituttet i Århus til nærmere undersøgelse. Tegnebogen med papirerne blev sendt til Rigsvåbnet.

Dagen efter kom en melding fra SOK om, at en mindre coaster havde ankret op på samme position som vraget. Men før man kunne få en helikopter ud for at undersøge stedet, var coasteren igen på vej sydpå, i Kattegat.

På et møde i Rigsvåbnets kommandorum prøvede man at fastlægge begivenhedsforløbet og sammenholde det med de seneste fund.

”Vi kan nok antage, at fiskeren, der blev fundet på Læsø, har arbejdet på kutterens dæk. Måske er skipperen skudt ned som den første. Så er fiskeren på dækket skudt og er faldet overbord. De, der har skudt ham, har ikke haft tid eller lyst til at bjærge hans identifikation. Til sidst er manden i maskinrummet skudt ned,” erklærede Anna.

”Men hvorfor sænke kutteren og miste guldbarrerne?” spurgte Asger.

”Måske havde de kun en lille båd at slippe væk i, der var for skrøbelig til at transportere guldbarrerne,” forsøgte Thomas sig. ”Måske havde de kun en gummibåd. Det kan da godt være, at de har taget en enkelt barre med sig for at kunne betale for kost og logi. Det kunne det ulige antal på 39 bjærgede guldbarrer tyde på. Med en gps og det rette udstyr kunne de komme tilbage senere og bjerge guldet.”

”Coasteren!” udbrød flere i kor.

”Det giver mening,” sagde Asger. ”Coasteren har ligget længe nok på positionen til, at man kunne have sendt et par frømænd ned for at skaffe overblik. De har straks kunnet konstatere, at guldet er forsvundet, og nu vil de sætte alt ind på at finde ud af, hvem der har taget det.”

”Hvem der har stjålet guldbarrerne fra det russiske firma, kan vi indtil videre kun gætte på,” sagde Anna. ”Men som hypotese kan man da godt forestille sig, at den baltiske mafiagruppe, som vi tidligere har mødt, kan være indblandet. Den har i hvert fald en del at hævne overfor Ratnoff.”

Der var enighed om, at man nu havde en nogenlunde præcis opfattelse af hændelsesforløbet.

”Vi når ikke længere i denne omgang,” sagde Asger. ”Agner og Dennis må grave oplysninger frem på grundlag af den dødes papirer. Og find også ud af mest muligt om coasteren, der hedder MOCKBA, så må vi se, hvor det bringer os hen.”