Kapitel 5

Tyveri

Vinteren holdt stadig landet i et fast greb. Overalt var der trafikkaos. To dage før jul var motorvejene så glatte, at man for at dæmpe bilernes hastighed på Fyn lukkede et spor i begge retninger på motorvejen ud for Odense. I næsten et døgn skabte det 20 km lange køer, som det tog ca. fire timer at komme igennem. Over trafikradioen advarede man bilister mod at tage en omvej igennem Odense, hvor navnlig flere rundkørsler var blokeret af lastbiler, der var skredet ud. De lange køer bestod i høj grad af familier, der var på vej hjem for at holde jul hos slægtninge. Bilerne var fyldt op med tissetrængende børn og Fætter BR poser med gaver. Langsomt gik trafikkøerne dog i opløsning, og julefreden sænkede sig over landet. Derefter faldt der mere sne og kuldegraderne blev endnu hårdere. En voldsom duft af stegte ænder og flæskesteg bredte sig over kongeriget.

Samtidig føg vinden vandret over isglatte tuer og forhindringer. Isen blev på denne måde slebet endnu glattere. Det resulterede i, at selv meget tunge køretøjer drejede viljeløst rundt på alle ellers plane flader. Alt var kaos, og selv de mest drevne chauffører følte sig afmægtige overfor Kong vinters dominans.

Først i det nye år modtog Rigsvåbnet endelige beviser for, at guldbarrerne tilhørte firmaet i Skt. Petersborg. Man besluttede sig for, at give russerne landings-tilladelse på Flyvestation Aalborg, så de selv kunne transportere de stjålne guldbarrer hjem. Hele transaktionen foregik uden stor offentlig opmærksomhed, men med den nødvendige sikkerhed. En deling fra flådestationen i Frederikshavn bragte det kostbare gods til flyvestationen. Man fik en kvittering på 39 guldbarrer.

Som en følge af erfaringen med de sager, man hidtil havde arbejdet med, havde Asger besluttet at opgradere træningen for Rigsvåbnet. I de forskellige bataljer fra sidste sommer var tre af mændene blevet såret i forskellig grad, han selv som den mest medtagne. Hele holdets fysiske standard, modstandskraft og selvtillid skulle hæves betydeligt. For at holde rutineopgaverne i gang besluttede han at dele styrken i to hold, som skiftevis skulle træne med jægersoldater og frømænd. Han tog selv Agner, Carl og Bent med sig, mens Anna havde Thomas, Dennis og Rosa. Altså var de to hold på skift på flyvestationen i Aalborg for at deltage i nærkampsteknik, skydeøvelser, våbenlære og forskellige udholdenhedsprøver. Samtidig opfordrede han alle medlemmer til selv at løbetræne tre gange om ugen.

”Det drejer sig om jeres egen sikkerhed. Vi skal virkelig kunne matche færdighederne hos alle de banditter, vi kan møde under forskellige opgaver,” forklarede Asger.

Alle kunne se vigtigheden i at være i den bedste fysiske form og gik til opgaverne med den fornødne alvor.

Asger havde med få ændringer kopieret AKS’ernes kampuniform. Rigsvåbnet havde tidligere haft et fint samarbejde med politiets aktionsstyrke. Uniformen sad godt til kroppen, gav fuld bevægelsesfrihed og var behagelig at have på. Den var allerede gennemprøvet og genial i sin udformning, så han havde sørget for, at hvert medlem i Rigsvåbnet havde to dragter. Den ene lå i de tasker, der stod klar til udrykning.

Vicerigspolitichefen Jørgen Flintholm ringede til Asger. De havde en fast aftale om at tale sammen hver mandag formiddag, så man altid på højeste sted kendte opgaver og resurser.

”Hvordan er I tilfreds med de nye lokaler?”

”Det er den ideelle løsning, og vi kunne aldrig have fundet et sted med højere sikkerhedsniveau. Ingen kan blande sig i, hvad vi går og laver, og kommandør Stark er en glimrende husvært.”

”Godt. Nu skal du høre. Vi har et par folk, der sidder og laver statistik over alle forbrydelser i Danmark. Som du ved, har der været en stærk stigning i røverier, herunder hjemmerøverier. Vores folk har bemærket, at der har været en voldsom stigning i tyveri af guldsmykker og andre guldgenstande. Det mest bemærkelsesværdige er imidlertid, at mens mange kostervarer inden for designermøbler fra tid til anden dukker op på hælermarkedet, ser man næsten aldrig guldvarerne igen. Heller ikke i udlandet, som vi efterhånden har et fint samarbejde med. Det kan næsten kun betyde én ting.”

”Omsmeltning?”

”Afgjort. Jeg vil bede dig gøre dig nogle tanker om dette, og lejlighedsvis vil jeg gerne høre nogle forslag til, hvordan vi kan rode op i det og skaffe os overblik over omfanget. Og frem for alt identifikation af operatørerne.”

Hele styrken var samlet i kommandorummet hos Rosa på én af de dage, hvor ingen var til træning. Asger gjorde rede for sin samtale med Jørgen Flintholm. Han gav samtidigt udtryk for sin tvivl om, hvordan man skulle få indsigt i problemet med omsmeltning af guld.

”Her står vi helt på bar bund. Det er sandsynligt, at der her i landet sker en stor omsmeltning af guld. Men vi kan ikke vide, om registrerede medlemmer af guldsmedelauget er involverede, eller om guldet sendes ud af landet før eller straks efter omsmeltning.”

”Kunne man affatte et brev og sende rundt til samtlige guldsmede i Danmark for at bede om hjælp?” kom det fra Bent Nedergaard.

”Hvor mange taler vi om,” spurgte Asger.

”1159”, lød det omgående fra Rosa.

”Det er da i hvert fald et overkommeligt antal. Dennis og Rosa. Lav et forslag til udformning af brevet!”

”Men man kan vel lige så godt forestille sig, at det enten er uautoriserede folk, der smelter guldet om, enten her eller i udlandet!” brød Agner ind.

”Man kan forestille sig en masse,” sagde Asger alvorligt. ”Men vi må begynde et sted og endevende de muligheder, der dukker op. Du har helt ret i, at det kan dreje sig om uautoriserede folk. Har vi først undersøgt de autoriserede, kan vi i hvert fald udelukke dem. Men de må vel være en slags guldsmede for at kunne råde over det fornødne materiel og kende procedurerne?”

”Hvad med tandguld?” spurgte Thomas. ”Det må være et mægtigt område. Dels tandlæger og tandteknikere, men også de firmaer, der leverer guldet til dette fagområde.”

”Godt tænkt, Thomas. Anna, det må være din opgave.”

”Nå. Lad os så se, hvad vi har samlet sammen,” begyndte Anna. ”Takket være Rosa ryger jeg da ikke lige i grøften. Vi har ca. 20 dentalfirmaer og 1159 praktiserende tandlæger fordelt over det ganske, danske land. Men hvad guld angår, er det i sandhed et noget gråt marked. Flere dagblade har kradset noget i overfladen. Fra den kant har vi følgende oplysninger: Danske tandlæger sælger hvert år for millioner af kroner gamle guldtænder, som de har trukket ud af munden på kunderne. Man ved, at halvdelen af guldet i danske smykker er genbrugsguld, der bl.a. kan stamme fra tænder og omsmeltet bestik. Forgyldte tænder bliver opkøbt i små poser fra tandlæger af både lokale guldsmede og danske guldgrossister. Guldet bliver renset og omsmeltet til guldbarrer. Det største firma der beskæftiger sig med tandguld, er et firma i Farum, der for tre år siden omsatte for godt 20 mio. kr. og havde et overskud på 3 mio. kr. Internationale guldhandlere kimer danske tandlæger ned for at få fat i guld. De betaler ca. 150 kr. pr gram. Ja, det er sådan cirka, hvad jeg med en god venindes hjælp har kunnet finde ud af,” sagde Anna på et møde dagen efter. ”Det vil medføre noget arbejde at komme til bunds i det. Men man begynder vel bare i det ene hjørne, så går resten af sig selv.”

”Det lyder som bedstemor Emmas lommefilosofi,” sagde Rosa muntert.

”Sådan siger hun, der laver de smukkeste patchwork-tæpper. Og Emma er en meget begavet kone, der ikke beskæftiger sig med lommefilosofi.”

”Hvordan fordeler tandlægerne sig rent geografisk?” spurgte Asger for at holde fokus på opgaven.

”Hovedstaden 487, Sjælland 140, Syddanmark 211, Midtjylland 202 og Nordjylland 119. I alt 1159,” læste Anna op.

”Dennis og Rosa. Det er mit indtryk, at I arbejder godt sammen. I må kontakte vore nabolandes politimyndigheder og finde ud af, hvad de tilsvarende tal er hos dem, og hvordan de forholder sig til problemet. Selv kontakter jeg Skat og beder dem foretage nogle stikprøvekontroller. Så må vi se, om vi kan rode op i gryden, så der fremkommer nogle brugbare oplysninger. Men lige en sidste ting. Har I fundet ud af noget om skibet MOCKBA?”

”Næsten intet. Det er hjemmehørende i Skt. Petersborg. Rederiet hedder Moldova. Men det er også alt. Ejerforholdene er meget uklare.”

Da diskussionen langsomt ebbede ud, og Anna mærkede, at Asgers tanker var ved at komme på afveje, tog hun ordet igen: ”Det er efterhånden nogen tid siden, at vi har haft en lille sammenkomst. Jeg vil gerne se jer alle med koner og kærester i mit fiskerhus på lørdag kl. 19.00. For at vi kan have de fornødne siddepladser til rådighed, må I snarest give besked, om I kommer. Som I ved, har jeg ikke så megen plads. Men til gengæld kan jeg love, at der vil være god mad og vin. Jeg glæder mig til at se så mange som muligt.”

Thomas rømmede sig og skrabede med fødderne. Øjeblikket efter var Anna klar over meningen.

”Jeg håber også, at jeg kan overtale Thomas til at give en hånd med i køkkenet. Det gik jo fint sidste gang.”

Thomas gjorde begejstrede håndtegn. At hjælpe Anna og blive beundret af kæresten Sille var lykken for ham.

Mødet druknede i forventningsfuld snak. Succesen var sikret på forhånd.