Kapitel 8

Et krematorieproblem

Politiet i Køge havde modtaget en harmdirrende anmeldelse fra et ægtepar. Hustruens far var omkommet i et færdselsuheld. Ifølge farens livstestamente ønskede han at blive kremeret og var efter en misforståelse sendt direkte til krematoriet. Ægteparret opsøgte straks krematoriet, og hustruen forlangte at se sin far. Her opdagede hun til sin forfærdelse, at alle farens guldtænder var fjernet. Ægteparret forlangte en grundig undersøgelse. Politiet i Køge fandt efterfølgende ud af, at en af de ansatte ved krematoriet gennem længere tid havde haft en lukrativ indtægt ved at befri de indleverede afdøde for deres tandguld. At det var gået så længe hang utvivlsomt sammen med den almindelige danske skik med, at kisten skulle være lukket, så snart de afdøde var ankommet til krematoriet. Efter et grundigt forhør tilstod den guldsøgende medarbejder, at han havde en aftale med en mand, der kom og hentede tænderne en gang om måneden. På spørgsmålet, om hvor mange guldtænder det drejede sig om, blev han meget lang i spyttet. Til sidst mente han dog, at ca. 100 guldtænder om måneden nok ikke var så meget ved siden af. Han fik kontant afregning uden papirer og vidste ikke, hvor manden kom fra. Han kaldte sig Stani og havde en selvsikker fremtoning.

Rosa havde lagt en markør ind, så hver gang ordet ”guld” forekom i politirapporter landet over, kunne hun sætte sig ind i sagen og se, om det havde interesse for Rigsvåbnet. Derfor blev sagen fra Køge også genstand for diskussion i kommandorummet. Anna tog et møde med sekretariatet for sammenslutningen af krematorier. Her blev man enige om, at der skulle sendes et brev rundt fra rigspolitichefens kontor for at vise den alvor, hvormed man betragtede sagen fra Køge. Med henvisning til denne sag ville man bede hver leder om diskret at foretage en kontrol af alle ligbrændingsopgaver så sent som muligt før kremeringen. Herefter ville man gerne have en henvendelse snarest, hvis man fandt unøjagtigheder. Der blev lagt vægt på at fortælle, at det kunne dreje sig om et enkeltstående tilfælde, og at det måtte være i alles interesse, hvis man kunne gennemføre undersøgelsen uden at pressen fik nys om det. Ligeledes blev det understreget, at lederne ikke foretog sig noget overfor de ansatte på krematorierne, så politiet kunne lave en samlet indsats, der var koordineret via Rigsvåbnet. Allerede næste dag kunne vicerigspolitichefen udsende brevet.

Bent Nedergaard tog til Køge og talte med den politimand, der havde optaget rapport. Derefter opsøgte han krematoriet. Lederen var opbragt over det passerede, og følte sin faglige stolthed krænket på det groveste. Den foretagsomme guldjæger var afskediget med øjeblikkelig virkning, og en retssag var under forberedelse. Bent ringede til Asger.

”Jeg er godt klar over, at vi ikke kan gøre ret meget, før vi får svar fra alle de breve, der fra rigspolitichefens kontor er sendt ud til krematorier, og på vores egne henvendelser til tandlæger. Alligevel synes jeg, at det virker som om der er en mulighed for at finde den eller de personer, der opkøber guld på tvivlsom vis. Medarbejderen fra krematoriet i Køge er afskediget. Jeg foreslår, at vi henter ham ind på den lokale politistation og får alt ud af ham; hvad han ved om sin kontakt, signalement osv. Så må vi beslutte, hvordan vi skal etablere en slags overvågning.”

”Godt. Sæt det i gang og ring tilbage, når du ved noget mere. Så tænker vi lidt over det imens.”

I kommandorummet diskuterede man, hvordan man bedst fik hul på problemet. Man kom ikke rigtig nogen vegne.

”Vi skal have fat i de fyre, der aftager guldet, og også gerne i dem der omsmelter det,” sagde Asger.

”Jamen, vi er vel nødt til at gøre det på samme måde, som vi med stor succes tidligere har gjort,” begyndte Anna. ”Jeg ved godt, at vi har sat en del sporingschips overstyr. Men det har givet fine resultater. Som jeg ser det, må vi gøre, ligesom vi gjorde i Sindal; sætte sporing i varerne, se hvem der henter dem og følge dem til det sted, hvor de bliver smeltet om.”

”Og rent praktisk?”

”Vi bygger en chip ind i en guldtand, der ser lidt medtaget ud. Den lægger vi i en portion tænder, der svarer nogenlunde til den mængde, der normalt bliver afleveret fra krematoriet i Køge. Så må vi bare vente på, at manden dukker op,” forklarede Agner.

”Jamen, findes der så små sporingschips?”

”Det gør der hos Dennis, mig og vores tidligere arbejdsgiver. Har I glemt, at vi er ”slipsedrengene” fra PET?”

”Hør lige her!” brød Thomas ind. ”Silles far er tandlæge og en fin fyr. Jeg er sikker på, at han vil indsætte sporingen i en gammel guldtand. Måske kan han også skaffe den fornødne mængde tandguld.”

”Fint, Thomas. Sæt det i gang med det samme. Agner, du skaffer den specielle sporing. Thomas snakker med svigerfar. Du, Anna, tager over og hjælper Bent i Køge, får fat i den afskedigede krematoriemedarbejder og klemmer endnu flere oplysninger ud af ham. Prøv at få en detaljeret beskrivelse af Stani, som henter guldet. Hvor tit kommer han? Hvornår var han der sidst? Hvor mange tænder får han ad gangen osv. Så snart Thomas har den rigtige mængde guld, kommer han over og hjælper med at sætte en fælde op. Find ud af hvad der ville være den mest troværdige udlevering af tandguldet, og så må vi se, hvad der sker.”