Vejen var stort set bare et par hjulspor gennem ukrudtet.
Det gode var, at med så lidt trafik ville der ikke være nogen til at pege og sige, hvilken vej de havde taget. Menneskefloden, der havde strømmet ned ad Kongevejen, var svundet ind til en piblen her.
Det dårlige var, at vejen bugtede sig som en slange, viklede sig ind i endnu smallere stier og syntes at forsvinde helt til tider for blot at dukke op igen et par kilometer længere fremme, netop som de havde opgivet håbet. Arya hadede det. Landet var ellers venligt nok at se på, bølgende bakker og terrasserede marker blandet med enge og skovområder og små dale, hvor piletræerne voksede tæt ved de langsomme, lavvandede åer. Men stien var stadig smal og kroget, og de bevægede sig frem i sneglefart.
Det var vognene, der sinkede dem; de skrumplede af sted med knirkende aksler tynget af de tunge læs. Et dusin gange i løbet af dagen måtte de standse for at få et hjul fri, som havde sat sig fast i et hjulspor, eller måtte spænde et dobbeltspand for for at komme op ad en mudret skrænt. På et tidspunkt, midt i en tæt bevoksning af egetræer, mødte de tre mænd, som trak et læs brænde i en oksekærre, og ingen af parterne kunne komme forbi hinanden. De havde måttet vente, indtil skovmændene havde spændt deres stud fra, ledt den ind mellem træerne, vendt kærren om og spændt studen for igen for at vende tilbage den vej, de var kommet. Studen var endnu langsommere end vognene, så den dag kom de næsten ingen vegne.
Arya kunne ikke lade være med at se sig over skulderen, mens hun spekulerede på, hvornår guldkapperne ville indhente dem. Om natten vågnede hun ved den mindste lyd og greb ud efter Nålens fæste. De slog aldrig lejr nu uden at sætte vagtposter ud, men Arya stolede ikke på dem, især ikke på de forældreløse drenge. De havde måske klaret sig udmærket i Kongshavns smalle stræder, men herude var de fortabt. Når hun var lydløs som en skygge, kunne hun snige sig forbi dem alle i stjernelyset for at tisse uset inde i skoven. På et tidspunkt da Lommy Grønhånd havde vagten, klatrede hun op i en eg og bevægede sig fra træ til træ, indtil hun befandt sig lige oven over hans hoved, og han bemærkede intet. Hun kunne være sprunget ned på ham, men hun vidste, at hans skrig ville vække hele lejren, og Yoren ville måske give hende med kæppen igen.
Lommy og de andre forældreløse behandlede alle Tyren som en ganske særlig person nu, fordi dronningen ville have hans hoved, men det ville han ikke finde sig i. „Jeg har aldrig gjort nogen dronning noget,“ sagde han vredt. „Jeg gjorde bare mit arbejde. Blæsebælg og tænger og hente og bringe. Det var meningen, jeg skulle være våbensmed, og så en dag siger mester Mott, at jeg skal slutte mig til Nattens Vogtere, det er alt, hvad jeg ved.“ Derefter gik han hen for at pudse sin hjelm. Det var en smuk hjelm, rund og buet, med et gittervisir og to store tyrehorn af metal. Arya så ham pudse metallet med olielærred, indtil det skinnede så klart, at man kunne se flammerne fra ildstedet blinke i stålet. Men han tog den aldrig på.
„Jeg vil vædde på, at det er ham forræderens bastard,“ sagde Lommy en aften så dæmpet, at Gendry ikke kunne høre det. „Ulvelorden, ham de snittede på Baelors trappe.“
„Det er han ikke,“ erklærede Arya. Min far havde kun én bastard, og det er Jon. Hun gik ind mellem træerne og ville ønske, hun bare kunne sadle sin hest og ride hjem. Det var en god hest, en kastanjefarvet hoppe med en blis i panden. Og Arya havde altid været en dygtig rytter. Hun kunne sagtens galoppere væk og aldrig se dem igen, hvis det var det, hun ønskede. Men så ville hun ikke have nogen til at spejde foran sig eller kigge bagud eller holde vagt, mens hun tog en lur, og når guldkapperne fangede hende, ville hun være helt alene. Det var sikrere at blive hos Yoren og de andre.
„Vi er ikke så langt fra Guds Øje,“ sagde sortbroderen en morgen. „Kongevejen vil ikke være sikker, før vi har krydset Treforken. Så vi rider langs søens vestbred, der vil de næppe søge efter os.“ Det næste sted, hvor to hjulspor krydsede hinanden, vendte han vognene mod vest.
Her veg agerjorden for skov, der blev længere mellem landsbyerne og fæstningerne, som også blev mindre, bakkerne blev højere, dalene dybere. Det blev sværere at skaffe mad. I Kongshavn havde Yoren læsset vognene med saltet fisk, hårdt brød, spæk, kålroer, sække med bønner og byg og store tromler af gul ost, men alt var blevet spist. De måtte leve af, hvad de kunne finde, og Yoren sendte de to krybskytter Koss og Kurz ud i skoven, og om aftenen vendte de tilbage med en hjort, som hang på en pæl mellem dem, eller der hang nogle vagtler i deres bælter. De yngre drenge blev sat til at plukke brombær langs vejen, eller de skulle klatre over et hegn og fylde en sæk med æbler, hvis de kom forbi en frugtplantage.
Arya var en dygtig klatrer og en hurtig plukker, og hun kunne godt lide at strejfe om på egen hånd. En dag stødte hun på en kanin ved et rent tilfælde. Den var brun og tyk med lange ører og en dirrende næse. Kaniner løb hurtigere end katte, men var ikke halvt så gode til at klatre i træer. Hun gokkede den med sin kæp og hev den op i ørerne, og Yoren stegte den med lidt svampe og løg. Arya fik et helt ben, eftersom det var hendes kanin. Hun delte det med Gendry. De andre fik hver en skefuld, også de tre lænkede mænd. Jaqen H’ghar takkede hende høfligt for traktementet, og Bider slikkede fedtet af sine fingre med et lyksaligt udtryk, men Rorge, den næseløse, lo bare og sagde: „Så nu er hun også jæger. Klumpansigt Klumphoved Kanindræber.“
Uden for en fæstning kaldet Briarwhite blev de omringet af nogle markarbejdere, som forlangte penge for de majskolber, de havde taget. Yoren så deres leer og tilkastede dem nogle kobbermønter. „Der var engang, da en mand i sort blev beværtet fra Dorne til Vinterborg, og selv høje lorder kaldte det en ære at give ham husly,“ sagde han bittert. „Nu forlanger sådan nogle krystere som jer hård mønt for en bid af et ormstukket æble.“ Han spyttede.
„Det er sukkermajs og er mere, end sådan en stinkende, gammel sort fugl som dig fortjener,“ svarede en af dem brutalt. „Forsvind fra vores mark nu, og tag disse luskebukse og knivstikkere med dig, ellers sætter vi dig på en stage i majsen, så du kan skræmme de andre krager væk.“
De ristede sukkermajsene i deres hylster samme aften, vendte dem med lange gaffelgrenede pinde og spiste dem varme direkte fra kolben. Arya syntes, det smagte vidunderligt, men Yoren var for vred til at spise. Der syntes at hænge en sky over ham, der var lige så flosset og sort som hans kappe. Han vandrede rastløst rundt i lejren og mumlede for sig selv.
Næste dag kom Koss spænende tilbage for at advare Yoren om en lejr forude. „Tyve eller tredive mænd i panserskjorter og halvhjelme,“ sagde han. „Nogle af dem har svære hugsår, og en af dem lyder, som om han er døende. Med al den larm han lavede, lykkedes det mig at komme tæt på. De har spyd og skjolde, men kun én hest, og den er halt. Jeg tror, de har været der et stykke tid, sådan som der stinker.“
„Så du et banner?“
„En plettet gul og sort trækat på et mudderbrunt felt.“
Yoren stak et sammenfoldet surblad i munden og tyggede. „Skal ikke kunne sige det,“ indrømmede han. „Det kan være den ene side, det kan være den anden. Hvis de er så medtagede, vil de sandsynligvis tage vores heste, uanset hvem de er. De vil måske tage mere end det. Jeg tror, vi skal gå i en stor bue uden om dem.“ Det kostede dem mange ekstra kilometer og mindst to dage, men den gamle mand sagde, at det var en billig pris at betale. „I får tid nok på Muren. Resten af livet sandsynligvis. Der er ingen grund til at skynde sig.“
Arya så flere og flere mænd bevogte markerne, da de svingede mod nord igen. Ofte stod de tavse ved siden af vejen og sendte kølige blikke efter enhver, der passerede. Andre steder patruljerede de til hest og red langs hegnene med økser spændt fast på sadlerne. Ét sted så hun en mand sidde oppe i et udgået træ med en bue i hånden og et kogger, der hang ned fra en gren ved siden af ham. I samme øjeblik han fik øje på dem, lagde han en pil på buen og så ikke væk et øjeblik, indtil den sidste vogn var ude af syne, alt imens Yoren skumlede. „Ham deroppe i træet, lad os se, hvor godt han synes om det, når De Andre kommer og tager ham. Så vil han skrige på Vogterne, ja han vil.“
Dagen efter så Dobber et rødt skær på aftenhimlen. „Enten er den her vej vendt om igen, eller også går solen ned i nord.“
Yoren gik op på en forhøjning for bedre at kunne se. „Ild,“ meddelte han. Han slikkede på en tommelfinger og holdt den op. „Vinden burde blæse den væk fra os. Men vi må holde øje med det.“
Og holde øje gjorde de. Verden blev mørkere, og ilden syntes at blive klarere og klarere, indtil det så ud, som om hele nord stod i flammer. Fra tid til anden kunne de også lugte røgen, selvom vinden ikke slog om, og flammerne aldrig kom tættere på. Ved daggry var ilden brændt ud af sig selv, men ingen af dem sov særlig godt den nat.
Det var middag, da de ankom til stedet, hvor der havde ligget en landsby. Markerne lå forkullede og øde hen i miles omkreds, husene stod som sorte skaller. Kadaverne af brændte og nedslagtede dyr lå strøet rundt om på jorden dækket af levende tæpper af sortkrager, som lettede med rasende skrig, når de blev forstyrret. Røgen drev stadig ud fra det indre af fæstningen. Dens tømmerpalisade så robust ud på afstand, men havde ikke været robust nok.
Arya red i forvejen og så forbrændte lig spiddet på tilspidsede stager på murene med hænderne tæt foran ansigterne, som om de ville afværge flammerne, der havde fortæret dem. Yoren gjorde holdt, da de var kommet et stykke væk, og bad Arya og de andre drenge om at bevogte vognene, mens han og Murch og Cutjack gik derind. En flok ravne fløj op inde bag murene, da de klatrede igennem den ødelagte port, og burravnene i vognene kaldte på dem med deres kvark og hæse skrig.
„Skal vi gå ind efter dem?“ spurgte Arya Gendry, da Yoren og de andre havde været væk i lang tid.
„Yoren sagde, vi skulle vente.“ Gendrys stemme lød hul. Da Arya vendte sig om for at kigge, så hun, at han havde taget sin skinnende stålhjelm med de store, krumme horn på.
Da de langt om længe vendte tilbage, holdt Yoren en lille pige i sine arme, og Murch og Cutjack bar en kvinde i en slynge lavet af et gammelt, iturevet vattæppe. Pigen var højst to år, og hun skreg hele tiden med en klynkende lyd, som om noget sad fast i hendes hals. Enten kunne hun ikke tale endnu, eller også havde hun glemt, hvordan man gjorde. Kvindens højre arm endte i en blodig stump ved hendes albue, og hendes øjne syntes ikke at se noget, selvom hun så direkte på noget. Hun talte, men sagde kun én ting. „Hjælp,“ skreg hun atter og atter. „Hjælp. Hjælp.“ Rorge syntes, det var morsomt. Han lo gennem hullet i ansigtet, hvor næsen havde siddet, og Bider begyndte også at le, indtil Murch bandede af dem og sagde hold kæft.
Yoren fik dem til at lægge kvinden bag i en vogn. „Og gør det hurtigt,“ sagde han. „Når det bliver mørkt, vil der være ulve her og det, der er værre.“
„Jeg er bange,“ mumlede Hot Pie, da han så den enarmede kvinde vælte rundt i vognen.
„Også jeg,“ tilstod Arya.
Han gav hendes skulder et klem. „Jeg har faktisk aldrig sparket nogen dreng ihjel, Arry. Jeg solgte bare min mors tærter, ikke andet.“
Arya red så langt i forvejen, hun turde, så hun slap for at høre den lille pige skrige eller lytte til kvinden, der hviskede „Hjælp“. Hun huskede en historie, som Gamle Bedste havde fortalt engang, om en mand, der var blevet sat i fængsel i en mørk borg af onde kæmper. Han var meget tapper og klog, og han narrede kæmperne og flygtede … men lige så snart han var uden for borgen, tog De Andre ham og drak hans varme, røde blod. Nu vidste hun, hvordan han måtte have følt det.
Den enarmede kvinde døde ved aftenstide. Gendry og Cutjack gravede en grav til hende på bakkesiden under en grædepil. Når vinden blæste, syntes Arya, at hun kunne høre de lange, nedhængende grene hviske: „Hjælp. Hjælp. Hjælp.“ Hårene rejste sig i nakken, og hun nærmest løb væk fra gravstedet.
„Ingen bål i aften,“ sagde Yoren til dem. Middagen bestod af en håndfuld vilde radiser, som Koss fandt, en kop tørrede bønner og vand fra en nærliggende bæk. Vandet havde en underlig smag, og Lommy sagde, det smagte af lig, der lå og rådnede op et sted oppe ad bækken. Hot Pie ville have slået ham, hvis ikke gamle Reysen havde skilt dem ad.
Arya drak for meget vand bare for at fylde maven med noget. Hun troede ikke, hun ville kunne sove, men faldt alligevel i søvn på en eller anden måde. Da hun vågnede, var det bælgmørkt, og hendes blære var ved at sprænges. Hun var tæt omgivet af sovende svøbt ind i tæpper og kapper. Arya fandt Nålen, rejste sig op og lyttede. Hun hørte en vagtposts dæmpede fodtrin, mænd, der vendte sig i deres urolige søvn, Rorges rallende snorken og den underlige, hvæsende lyd, som Bider lavede, når han sov. Fra en anden vogn lød den rytmiske skraben af stål mod sten, mens Yoren sad og tyggede surblade og hvæssede æggen på sin dolk.
Hot Pie var en af de drenge, der havde vagten. „Hvor skal du hen?“ spurgte han, da han så Arya styre hen mod træerne.
Arya vinkede vagt mod skoven.
„Ikke tale om,“ sagde Hot Pie. Han var blevet dristigere nu, hvor han havde et sværd i bæltet, selvom det kun var et kortsværd, og han håndterede det som en flækkekniv. „Den gamle mand sagde, at alle skulle blive sammen i aften.“
„Jeg skal tisse,“ forklarede Arya.
„Så brug det træ derhenne.“ Han pegede. „Du ved ikke, hvad der er derude, Arry. Jeg hørte ulve lige før.“
Yoren ville ikke bryde sig om det, hvis hun sloges med ham. Hun prøvede at se bange ud. „Ulve? Sådan rigtig?“
„Jeg hørte dem,“ forsikrede han hende.
„Jeg tror ikke, jeg skal tisse alligevel.“ Hun krøb ned under sit tæppe igen og lod, som om hun sov, indtil lyden af Hot Pies fodtrin fortonede sig. Derefter gjorde hun sig fri af tæppet og sneg sig ind i skoven på den anden side af lejren lydløs som en skygge. Der var også vagtposter her, men Arya havde ingen problemer med at styre uden om dem. Bare for at være sikker gik hun dobbelt så langt denne gang. Da hun var sikker på, at der ingen var i nærheden, trak hun bukserne ned og satte sig på hug for at forrette sin nødtørft.
Hun sad og tissede med bukserne nede om anklerne, da hun hørte en raslen i krattet. Hot Pie, tænkte hun i panik, han er fulgt efter mig. Så så hun øjne, der skinnede i skovens mørke, lyse øjne, der genspejlede måneskinnet. Hun fik en knude i maven, greb ud efter Nålen og talte øjne, to fire otte tolv, en hel flok …
En af dem luntede frem mellem træerne. Den stirrede på hende og blottede sine tænder, og det eneste, hun kunne tænke på, var, hvor dum hun havde været, og hvordan Hot Pie ville hovere, når de fandt hendes halvt ædte lig om morgenen. Men ulven vendte om og løb tilbage ind i mørket, og i løbet af et øjeblik var øjnene forsvundet. Skælvende tørrede hun sig og snørede sine bukser og lod en skrabende lyd lede sig tilbage til lejren og Yoren. Hun klatrede op i vognen og satte sig dybt rystet ved siden af ham. „Ulve,“ hviskede hun hæst. „I skoven.“
„Aye. Det skal nok passe.“ Han så ikke på hende.
„De skræmte mig.“
„Gjorde de?“ Han spyttede. „Du lader ellers til at være glad for ulve.“
„Nymeria var en kæmpeulv.“ Arya slog armene om sig selv. „Det er noget andet. Men hun er også væk nu. Jory og jeg kastede sten på hende, indtil hun løb væk, ellers ville dronningen have dræbt hende.“ Det gjorde hende trist at tale om det. „Jeg vil vædde på, at hvis hun havde været i byen, ville hun ikke have ladet dem hugge fars hoved af.“
„Forældreløse drenge har ingen fædre,“ sagde Yoren. „Det har du måske glemt?“ Surbladet havde gjort hans spyt rødt, så det så ud, som om hans mund blødte. „De eneste ulve, vi skal frygte, er dem, der går i menneskehud, som dem der ødelagde den landsby.“
„Jeg ville ønske, jeg var hjemme,“ sagde hun ynkeligt. Hun prøvede sådan at være tapper, at være bister som en hunulv, men somme tider følte hun sig blot som en lille pige.
Sortbroderen trak et frisk surblad ud af ballen i vognen og stak det i munden. „Jeg burde måske have ladt dig blive, der hvor jeg fandt dig, dreng. Jer alle. Jeg har indtrykket af, at der er mere sikkert i byen.“
„Jeg er ligeglad. Jeg vil hjem.“
„Jeg har ført mænd til Muren i hen ved tredive år.“ Fråde skinnede på Yorens læber som bobler af blod. „I al den tid har jeg kun mistet tre. En gammel mand døde af feber, en dreng fra byen blev bidt af en slange, mens han sked, og et fjols prøvede at dræbe mig, mens jeg sov, og fik et rødt smil for sin ulejlighed.“ Han førte dolken hen over halsen som for at vise hende det. „Tre på tredive år.“ Han spyttede det gamle surblad ud. „Et skib nu havde måske været klogere. Vi vil ikke rende ind i flere mennesker på vejen, men stadigvæk … en klog mand var rejst med et skib, men jeg … i tredive år har jeg benyttet Kongevejen.“ Han stak sin dolk i skeden. „Sov nu, dreng. Hører du mig?“
Hun prøvede. Men mens hun lå under sit tynde tæppe, kunne hun høre ulvene hyle … og en anden, svagere lyd, ikke mere end en hvisken båret af vinden, som kunne have været skrig.