Hvidetræ blev landsbyen kaldt på Sams gamle kort. Jon syntes ikke, der var meget landsby over den. Fire faldefærdige etværelses huse bygget af løse sten uden mørtel omgav en tom fårefold og en brønd. Husene havde tage af græstørv, vinduerne var lukkede med lasede huder. Over dem ludede et monstrøst stort urtræ med sine blege hovedgrene og mørkerøde blade.
Det var det største træ, Jon Sne nogensinde havde set; stammen var næsten otte fod bred, grenene bredte sig så vidt, at hele landsbyen lå i skygge under træets løvtag. Det var ikke så meget størrelsen som dets ansigt, der foruroligede ham … især munden, som ikke var en udskåret stribe, men et takket hulrum, der var stort nok til at sluge et får.
Men det der er ikke fåreknogler. Det er heller ikke et fårekranie, der ligger i asken.
„Et gammelt træ.“ Mormont sad på sin hest med rynket pande. „Gammelt,“ gentog ravnen på hans skulder. „Gammelt, gammelt, gammelt.“
„Og kraftfuldt.“ Jon kunne mærke kraften.
Thoren Smallwood sad af ved siden af stammen iført et mørkt brystharnisk og ringpanser. „Se lige det ansigt. Det er ikke så underligt, at mænd frygtede dem, da de kom til Vesterøerne. Jeg gad godt bruge min økse på den forbandede ting.“
„Min far mente, at ingen kunne fortælle en løgn foran et hjertetræ,“ sagde Jon. „De gamle guder ved, når man lyver.“
„Min far mente det samme,“ sagde Gamle Bjørn. „Lad mig tage et kig på det kranie.“
Jon steg af hesten. Slynget over ryggen i en sort skulderskede af læder hang Langklo, en halvandenhånds bastardklinge, som Gamle Bjørn havde givet ham, fordi han havde reddet hans liv. Et bastardsværd til en bastard, spøgte mænd. Den var blevet forsynet med et nyt fæste lavet specielt til ham og udsmykket med en sværdknap i lys sten af form som et ulvehoved, men selve klingen var valyrisk stål, gammel og let og dødeligt skarp.
Han knælede og stak en behandsket hånd ind i svælget. Det indre af hulrummet var rødt af indtørret saft og sodsværtet. Under kraniet så han endnu et mindre kranium med kæben brækket af. Det lå halvt begravet i aske og knoglestumper.
Da han gav Mormont kraniet, løftede Gamle Bjørn det op med begge hænder og stirrede ind i de tomme øjenhuler. „Vildlingene brænder deres døde. Det har vi altid vidst. Nu ville jeg ønske, at jeg havde spurgt dem hvorfor, da der stadig var nogen at spørge.“
Jon Sne huskede væsenet, der rejste sig med skinnende, blå øjne i det blege, døde ansigt. Han vidste godt hvorfor, det var han sikker på.
„Gid knogler kunne tale,“ brummede Gamle Bjørn. „Fyren her ville kunne fortælle os meget. Hvordan han døde. Hvem der brændte ham og hvorfor. Hvor vildlingene er taget hen.“ Han sukkede. „Man siger, at skovens børn kunne tale med de døde, men jeg kan ikke.“ Han kastede kraniet ind i træets mund igen, hvor det landede i en sky af fin aske. „Gennemsøg alle disse huse. Kæmpe, klatr op i toppen af træet, og kig dig omkring. Jeg får også hundene herop. Måske er sporet friskere denne gang.“ Hans tonefald tydede dog ikke på, at han troede ret meget på det sidste.
To mænd gik gennem hvert hus for at sikre, at intet blev overset. Jon blev sat sammen med dystre Eddison Tollett, en gråhåret væbner, tynd som en lanse, som de andre kaldte Sørgmodige Edd. „Det er slemt nok, når de døde kommer gående,“ sagde han til Jon, mens de gik gennem den lille landsby, „men vil Gamle Bjørn også have dem til at snakke? Dét kommer der ikke noget godt ud af, tør jeg vædde på. Og hvem siger, at knoglerne ikke vil lyve? Hvorfor skulle døden gøre en mand sandfærdig eller klog? De døde er sandsynligvis nogle kedsommelige fyre fulde af trættende klager – jorden er for kold, min gravsten burde være større, hvorfor får han flere orme end mig …“
Jon måtte bukke sig for at komme igennem den lave dør. Indenfor fandt han et jordstampet gulv. Der var ingen møbler, ingen tegn på, at der havde boet mennesker her, når undtages lidt aske under røghullet i taget. „Sikke et trist sted at bo,“ sagde han.
„Jeg blev født i et hus, der mindede meget om det her,“ erklærede Sørgmodige Edd. „Det var mine fortryllede år. Senere blev det hårde tider.“ En rede af tør sengehalm fyldte det ene hjørne af rummet. Edd så på den med længsel. „Jeg ville give alt guldet i Casterly Borg for at sove i en seng igen.“
„Kalder du det der en seng?“
„Hvis den er blødere end jorden og har et tag over, så kalder jeg det en seng.“ Sørgmodige Edd snuste. „Jeg kan lugte møg.“
Lugten var meget svag. „Gammelt møg,“ sagde Jon. Det føltes, som om huset havde stået tomt i nogen tid. Han lagde sig på knæ og rodede rundt i halmen med hænderne for at se, om noget var blevet skjult i den, og derefter undersøgte han væggene. Det tog ikke lang tid. „Der er intet her.“
Intet var, hvad han havde ventet; Hvidetræ var den fjerde landsby, de havde passeret, og det havde været det samme med dem alle. Folk var forsvundet med deres sparsomme ejendele, og hvad de nu havde af dyr. Ingen af landsbyerne viste tegn på at være blevet angrebet. De var ganske enkelt … tomme. „Hvad tror du, der er sket med dem alle?“ spurgte Jon.
„Noget værre, end vi kan forestille os,“ sagde Sørgmodige Edd. „Nå ja, jeg kan måske godt forestille mig det, men jeg er helst fri. Det er slemt nok at vide, at man får et frygteligt endeligt uden at skulle tænke over det inden da.“
To af hundene snuste rundt henne ved døren, da de gik ud igen. Andre hunde strejfede omkring i landsbyen. Chett bandede højlydt af dem, hans stemme var tyk af den vrede, som han aldrig syntes at slippe. Lyset, der trængte gennem urtræets røde blade, fik bylderne i hans ansigt til at se endnu mere betændte ud end ellers. Da han så Jon, kneb han øjnene sammen; de kunne ikke udstå hinanden.
De andre huse gjorde dem ikke klogere. „Væk,“ skreg Mormonts ravn og fløj op i urtræet, hvor den satte sig på en gren over dem. „Væk, væk, væk.“
„Der var vildlinge i Hvidetræ for kun et år siden.“ Thoren Smallwood lignede mere en lord, end Mormont gjorde, klædt i sir Jaremy Rykkers glinsende sorte ringpanser og prægede brystharnisk. Hans tunge kappe var rigt garneret med zobelskind og spændt fast med Rykkernes krydsede hamre smedet af sølv. Det var engang sir Jaremys kappe … men væsenet havde taget sir Jaremy, og Nattens Vogtere lod intet gå til spilde.
„For et år siden var Robert konge, og der var fred i riget,“ erklærede Jarman Buckwell, den firskårne, jordbundne mand, som havde befalingen over spejderne. „Meget kan ændre sig på et års tid.“
„Én ting har ikke ændret sig,“ sagde sir Mallador Locke. „Færre vildlinge betyder færre bekymringer. Hvad der end er blevet af dem, så beklager jeg det ikke. De er en flok plyndringsmænd og mordere.“
Jon hørte en raslen fra de røde blade foroven. To grene delte sig, og han fik et glimt af en lille mand, der bevægede sig fra gren til gren lige så let som et egern. Bedwyck var kun fem fod høj, men de grå striber i hans hår forrådte hans alder. De andre rangere kaldte ham Kæmpe. Han sad i en kløft i træet oven over deres hoveder og sagde: „Der er vand mod nord. Det kan være en sø. Nogle få flintestensbakker mod vest, ikke særlig høje. Ellers er der ikke noget at se, mine lorder.“
„Vi kunne slå lejr her i nat,“ foreslog Smallwood.
Gamle Bjørn kiggede op for at få et glimt af himlen mellem urtræets blege grene og røde blade. „Nej,“ erklærede han. „Kæmpe, hvor meget dagslys har vi tilbage?“
„Tre timer, min lord.“
„Vi fortsætter mod nord,“ besluttede Mormont. „Hvis vi når frem til denne sø, kan vi slå lejr på bredden og måske fange et par fisk. Jon, hent noget papir, jeg skulle for længst have skrevet til mester Aemon.“
Jon fandt pergament, en fjerpen og blæk i sin sadeltaske og bragte det hen til kommandanten. I Hvidetræ, skrev Mormont. Den fjerde landsby. Alt tomt. Vildlingene er væk. „Find Tarly, og sørg for, at han får det sendt af sted,“ sagde han og rakte Jon meddelelsen. Da han fløjtede, kom hans ravn flaksende og landede på hovedet af hans hest. „Korn,“ skræppede ravnen og hoppede op og ned. Hesten vrinskede.
Jon satte sig op på sin hest, vendte rundt og satte i trav. Bag det store urtræs skygge stod mændene fra Nattens Vogtere under nogle mindre træer; de striglede deres heste, gumlede på salt kød, pissede, kradsede sig og snakkede. Da der blev givet ordre til at bryde op igen, døde snakken hen, og de klatrede op i deres sadler igen. Jarman Buckwells spejdere red i forvejen, mens Thoren Smallwoods fortrop red i spidsen for selve kolonnen. Derefter fulgte Gamle Bjørn med hovedstyrken, sir Mallador med trosset og pakhestene, og til sidst sir Ottyn Wythers og bagtroppen. To hundrede mand i alt med hundrede ekstra heste.
Om dagen fulgte de vildtvekslerne og strømlejerne, „rangervejene“, som førte dem stadig dybere ind i vildnisset af blade og rødder. Om natten slog de lejr under stjernehimmelen og kiggede op på kometen. Sortbrødrene havde forladt Sorte Borg i højt humør, havde fortalt vitser og udvekslet historier, men nu syntes skovens rugende tavshed at have gjort dem alle triste. Der blev fortalt færre vittigheder, og lunten blev kortere. Ingen ville vedgå, at de var bange – de var trods alt mænd i Nattens Vogtere – men Jon kunne mærke ængstelsen. Fire tomme landsbyer, ingen vildlinge at se nogen steder, selv vildtet var tilsyneladende flygtet. Den Hjemsøgte Skov havde aldrig virket mere hjemsøgt, var selv veteranrangerne enige om.
Mens han red, trak Jon sin handske af for at give sine forbrændte fingre luft. Hæslige ting. Han kom pludselig i tanker om, hvordan han plejede at ugle Aryas hår. Hans lille splejs af en søster. Han spekulerede på, hvordan det mon gik hende. Det gjorde ham lidt trist at tænke på, at han måske aldrig kom til at ugle hendes hår igen. Han begyndte at arbejde med fingrene og åbnede og lukkede dem. Hvis han lod sin sværdhånd blive stiv og klodset, kunne det betyde hans død, vidste han. En mand skulle kunne håndtere sit sværd uden for Muren.
Jon fandt Samwell Tarly sammen med de andre hovmestre, der var ved at give hans heste vand. Han havde tre at se til: hans egen hest og to pakheste, som hver bar et stort bur flettet af vidjer og metaltråde og fuldt af ravne. Fuglene flaksede med vingerne, da Jon nærmede sig, og skreg til ham gennem gitteret. Nogle få skrig lød i mistænkelig grad som ord. „Har du lært dem at tale?“ spurgte han Sam.
„Nogle få ord. Tre af dem kan sige Sne.“
„Det var slemt nok, at én fugl skræppede mit navn,“ sagde Jon, „og sne har en sortbroder ikke lyst til at høre om.“ Sne betød ofte døden i nord.
„Var der noget at se i Hvidetræ?“
„Knogler, aske og tomme huse.“ Jon rakte Sam pergamentrullen. „Gamle Bjørn vil have sendt bud tilbage til Aemon.“
Sam tog en fugl fra et af burene, strøg den over fjerene, gjorde brevet fast og sagde: „Flyv hjem nu, du tapre. Hjem.“ Ravnen kvorkede noget uforståeligt som svar, og Sam kastede den op i luften. Den flaksede op mellem træerne mod himlen. „Jeg ville ønske, den kunne tage mig med.“
„Stadigvæk?“
„Joh,“ sagde Sam, „jo, men … Jeg er altså ikke så bange, som jeg var før. Den første nat, hver gang jeg hørte nogen stå op for at lade vandet, troede jeg, det var vildlingene, som krøb ind for at skære halsen over på mig. Jeg var bange for, at hvis jeg lukkede øjnene, kom jeg måske aldrig til at åbne dem igen … men altså … det blev daggry igen.“ Det lykkede ham at præstere et svagt smil. „Jeg er måske nok fej, men jeg er ikke dum. Jeg er øm, og jeg har ondt i ryggen efter at have redet så meget og sovet på jorden, men jeg er ikke spor bange. Se.“ Han holdt en hånd frem, så Jon kunne se, hvor rolig den var. „Jeg har arbejdet på mine kort.“
Verden er underlig, tænkte Jon. To hundrede tapre mænd havde forladt Muren, og den eneste, der ikke var blevet mere bange, var Sam, den erklærede kujon. „Vi skal nok få en ranger ud af dig,“ sagde han spøgefuldt. „Inden vi ved af det, vil du gerne være forrider ligesom Grenn. Skal jeg tale med Gamle Bjørn?“
„Det kan du lige vove på!“ Sam trak hætten på sin enorme, sorte kappe op og klavrede kluntet op på sin hest igen. Det var en plovhest, stor og langsom og klodset, men den kunne bedre bære hans vægt end de små højlandsponyer, som rangerne red på. „Jeg havde håbet, vi kunne tilbringe natten i landsbyen,“ sagde han længselsfuldt. „Det ville være dejligt at sove under tag igen.“
„Der er for få tage til os alle.“ Jon satte sig op på hesten igen, smilede til Sam som afsked og red væk. Kolonnen var i fuld gang, så han red i en stor bue uden om landsbyen for at undgå trængslen. Han havde set nok af Hvidetræ.
Hvide skød ud fra underskoven så pludseligt, at ponyen sprang til siden og stejlede. Den hvide ulv jagede et godt stykke væk fra marchlinjen, men havde ikke meget mere held end de fouragerende mænd, som Smallwood sendte ud efter vildt. Skovene var lige så tomme som landsbyerne, havde Dywen fortalt ham en aften ved lejrbålet. „Vi er en stor flok,“ havde Jon sagt. „Vildtet er sikkert blevet skræmt væk af al den larm, vi lavede under marchen.“
„Det blev helt sikkert skræmt væk af noget,“ sagde Dywen.
Da hesten var faldet til ro igen, lod den Hvide løbe ved siden af sig uden problemer. Jon indhentede Mormont, der var ved at bane sig vej gennem en bevoksning af tornebuske. „Er fuglen sendt af sted?“ spurgte Gamle Bjørn.
„Ja, mylord. Sam lærer dem at tale.“
Gamle Bjørn snøftede. „Det kommer han til at fortryde. De forbistrede kræ laver en masse larm, men de siger intet, der er værd at høre på.“
De red i tavshed, indtil Jon sagde: „Hvis min onkel også mødte alle disse tomme landsbyer …“
„… ville han have sat sig for at finde ud af hvorfor,“ afsluttede lord Mormont sætningen, „og det kan meget vel være, at nogen eller noget ikke ville have, at nogen skal vide det. Nå, men vi bliver tre hundrede, når Qhorin slutter sig til os. Er der fjender, der venter på os derude, så vil de opdage, at vi ikke er sådan at bide skeer med. Vi finder dem, Jon, det lover jeg dig.“
Eller de finder os, tænkte Jon.