CATELYN

Mens hun sov midt i de bølgende græsmarker, drømte Catelyn, at Bran var hel igen, at Arya og Sansa holdt hinanden i hænderne, at Rickon stadig var et lille barn, som lå ved hendes bryst. Robb, uden krone, legede med et træsværd, og da alle sov trygt, fandt hun Ned smilende i sin seng.

Det var så kært, kært og forsvundet alt for hurtigt. Daggryet meldte sig grusomt som en dolk af lys. Hun vågnede fuld af pine og alene og træt; træt af at ride, træt af at have ondt, træt af den tunge pligt. Jeg vil græde, tænkte hun. Jeg vil trøstes. Jeg er så træt af at være stærk. Jeg vil være fjollet og bange bare én gang. Bare et lille stykke tid, ikke andet … en dag … en time …

Uden for hendes telt rørte mænd på sig. Hun hørte hestenes vrinsken. Shadd klagede over stivhed i ryggen. Sir Wendel råbte på sin bue. Catelyn ville ønske, at de alle bare forsvandt. Det var gode og trofaste mænd, men hun var træt af dem alle. Det var børnene, hun længtes efter. En dag, lovede hun sig selv, mens hun lå i sengen, en dag ville hun give sig selv lov til at være mindre stærk.

Men ikke i dag. I dag kunne det ikke lade sig gøre.

Hendes fingre virkede mere klodsede end sædvanligt, mens hun fumlede med tøjet. Hun burde vel være taknemlig for, at hun overhovedet kunne bruge sine hænder. Dolken havde været af valyrisk stål, og valyrisk stål har et skarpt og dybt bid. Hun behøvede kun at se på arrene for at huske det.

Udenfor rørte Shadd rundt i havregrøden, mens sir Wendel satte en ny streng på sin bue. „Mylady,“ sagde han, da Catelyn dukkede frem. „Der er fugle i dette græs. Kunne du tænke dig en stegt vagtel til morgenmad?“

„Havregrød og brød er nok … for os alle, tror jeg. Vi har stadig mange mil at ride, sir Wendel.“

„Som du vil, mylady.“ Ridderens måneansigt så slukøret ud, spidserne af hans store hvalrosoverskæg vibrerede af skuffelse. „Havregrød og brød, kan det blive bedre?“ Han var en af de tykkeste mænd, Catelyn nogensinde havde kendt, men uanset hvor meget han elskede mad, så satte han sin ære højere.

„Jeg fandt nogle nælder og lavede te af dem,“ meddelte Shadd. „Vil mylady have en kop?“

„Tak, meget gerne.“

Hun holdt kruset mellem sine vansirede hænder og pustede på teen for at afkøle den. Shadd var en af Vinterborg-mændene. Robb havde sendt tyve af sine bedste folk, som skulle føre hende sikkert til Renly. Han havde også sendt fem unge lorder, hvis navne og høje byrd ville give hendes mission ekstra vægt og ære. På vej sydpå havde de set bander af mænd i ringbrynjer mere end én gang og set glimt af røg i den østlige horisont, men ingen havde vovet at genere dem. De var for svage til at være en trussel, men for mange til at være et let bytte. Da de først var kommet over Sortstrømmen, var det værste overstået. I de sidste fire dage havde hun ikke set nogen tegn på krig.

Catelyn havde ikke ønsket det her. Det havde hun fortalt Robb i Flodborg. „Da jeg så Renly sidste gang, var han kun en dreng og ikke ældre end Bran. Jeg kender ham ikke. Send en anden. Min plads er her hos min far, i den tid han nu har tilbage.“

Hendes søn havde kigget ulykkeligt på hende. „Der er ikke andre. Jeg kan ikke selv tage af sted. Din far er for syg. Sortfisk er mine øjne og ører, ham kan jeg slet ikke undvære. Din bror skal forsvare Flodborg, når vi marcherer …“

„Marcherer?“ Ingen havde sagt noget om at marchere til hende.

„Jeg kan ikke sidde på Flodborg og vente på fred. Så ser det bare ud, som om jeg er bange for at drage i felten igen. Når der ikke er nogen kampe at udkæmpe, begynder mænd at tænke på hjemmet og høsten, har far fortalt mig. Selv mine nordlændinge bliver rastløse.“

Mine nordlændinge, tænkte hun. Han begynder endda at tale som en konge. „Ingen er nogensinde død af rastløshed, men ubesindighed er noget andet. Vi har sået frø, lad dem gro.“

Robb rystede stædigt på hovedet. „Vi har kastet nogle frø i vinden, ikke andet. Hvis din søster Lysa ville hjælpe os, havde vi hørt fra hende nu. Hvor mange fugle har vi sendt til Ørneborg? Fire? Jeg ønsker også fred, men hvorfor skulle Lannisterne give mig noget som helst, hvis jeg bare bliver siddende her, mens min hær smelter bort omkring mig lige så hurtigt som sne om sommeren?“

„Så frem for at virke som en kryster vil du hellere danse efter lord Tywins pibe?“ gav hun igen. „Han vil have dig til at marchere mod Harrenhal, spørg din onkel Brynden, om …“

„Jeg har ikke sagt noget om Harrenhal,“ sagde Robb. „Vil du så tage hen til Renly på mine vegne, eller skal jeg sende Greatjon?“

Mindet kaldte et svagt smil frem i hendes ansigt. Det var alt for tydeligt, hvad han var ude på, men alligevel ganske godt fundet på af en dreng på femten. Robb vidste, hvor uegnet en mand som Greatjon Umber ville være til at forhandle med en mand som Renly Baratheon, og han vidste, at hun også vidste det. Kunne hun gøre andet end at gå ind på det og bede til, at hendes far stadig levede, når hun vendte tilbage? Havde lord Hoster været rask, ville han selv være taget af sted, vidste hun. Men det var stadig meget, meget svært at tage afsked. Han kunne ikke engang kende hende, da hun kom for at sige farvel. „Minisa,“ kaldte han hende, „hvor er børnene? Min lille Cat, min søde Lysa …“ Catelyn havde kysset ham på panden og sagt, at hans små havde det godt. „Vent på mig, mylord,“ sagde hun, da hans øjne lukkede sig. „Jeg har ventet på dig, åh, så mange gange. Nu må du vente på mig.“

Skæbnen driver mig mod syd og mod syd igen, tænkte Catelyn, mens hun nippede til den bitre te, når det er mod nord, jeg burde gå, mod nord og mit hjem. Hun havde skrevet til Bran og Rickon denne sidste aften i Flodborg. Jeg vil ikke glemme jer, mine søde små, det må I tro på. Det er kun det, at jeres bror har endnu mere brug for mig.

„Vi burde nå frem til øvre Mander i dag, mylady,“ meddelte sir Wendel, mens Shadd skovlede grød op. „Lord Renly er ikke så langt væk, hvis rygterne taler sandt.“

Og hvad siger jeg til ham, når jeg finder ham? At min søn ikke betragter ham som en sand konge? Hun så ikke frem til mødet. De havde brug for venner, ikke flere fjender, men Robb ville aldrig bøje knæ for at ære en mand, han følte ikke havde noget krav på tronen.

Hendes skål var tom, men hun kunne knap nok huske, at hun havde smagt grøden. Hun stillede den fra sig. „Vi må se at komme af sted.“ Jo før hun fik talt med Renly, jo før kunne hun vende hjem igen. Hal Mollen red ved hendes side med huset Starks banner, den grå kæmpeulv på et snehvidt felt.

De var stadig en halv dags ridt fra Renlys lejr, da de blev opdaget. Robin Flint var redet i forvejen for at spejde, og han kom galopperende tilbage med en beretning om et langøje, der holdt udkig fra taget på en vindmølle i det fjerne. Da Catelyns gruppe nåede frem til møllen, var manden for længst forsvundet. De var nået knap en mil videre, da Renlys forridere omringede dem, tyve ringbrynjeklædte mænd til hest anført af en gråskægget ridder med blåskader på sin våbenfrakke.

Da han så hendes bannere, lod han sin hest trave hen til hende. „Mylady,“ sagde han, „jeg er sir Colen af Greenpools. Det er farligt land, du færdes i.“

„Vort ærinde er vigtigt,“ svarede hun ham. „Jeg kommer som sendebud på vegne af min søn, Robb Stark, konge i Nord, for at forhandle med Renly Baratheon, konge i Syd.“

„Kong Renly er kronet og salvet lord over alle De Syv Kongedømmer, mylady,“ svarede sir Colen, dog ganske høfligt. „Hans Nåde ligger i lejr med sin hær nær Bitterbro, hvor Rosenvejen krydser Mander. Det vil være mig en stor ære at ledsage dig.“ Ridderen hævede en pansret hånd, og hans mænd dannede en dobbeltkolonne, som flankerede Catelyn og hendes garde. Ledsager eller fangevogter? tænkte hun. Hun kunne ikke gøre andet end stole på sir Colens æresfølelse, og lord Renlys.

De så røgen fra lejrbålene, da de stadig var en times ridt fra floden. Derefter begyndte lydene at melde sig i luften hen over gårde og marker og bølgende sletter; først lød det som et fjernt havs utydelige mumlen, men svulmede så op, efterhånden som de kom nærmere. Da de kunne skimte Manders plumrede vand, der glitrede i solen, kunne de skelne mandestemmer, klirren af stål, hestes vrinsken. Men ingen lyd eller røg kunne forberede dem på selve hæren.

Tusinder af madbål fyldte luften med en bleg, røgfyldt dis. Rækkerne af heste alene strakte sig over flere mil. Der måtte være fældet en hel skov til alle de høje stave, der holdt bannerne. Store belejringsmaskiner stod opstillet i Rosenvejens grøfter, blider og rullende murvæddere monteret på hjul, der var højere end en mand til hest. Pikernes stålspidser flammede rødt i sollyset, som om de allerede var blodige, og riddernes og lordernes pavilloner skød op fra jorden som silkeagtige svampe. Hun så mænd med spyd og mænd med sværd, mænd med stålhjelme og ringbrynjer, soldatertøser, der fremviste deres ynder, bueskytter, der satte styrefjer på deres pile, kuske og vogne, svinerøgtere og svin, pager, der løb med beskeder, væbnere, der hvæssede sværd, riddere til hest, staldkarle, der trak af sted med temperamentsfulde stridsheste. „Det er et frygtindgydende skue,“ bemærkede sir Wendel, da de red over den ældgamle stenbro, som Bitterbro havde sit navn efter.

„Det er det,“ medgav Catelyn.

Det virkede, som om næsten hele ridderskabet i syd var kommet på Renlys bud. Højhavens gyldne rose sås alle vegne: Den var syet på soldaternes og tjenernes ærmer, flagrede og blafrede fra de grønne silkebannere, som prydede lanser og piker, den var malet på skjoldene, der hang uden for pavillonerne, som tilhørte sønnerne og brødrene og fætrene og onklerne af huset Tyrell. Catelyn fik også øje på huset Florents ræv-og-blomster, Fossoways røde og grønne æbler, lord Tarlys marcherende jæger, Oakhearts egeblade, Tranes traner og Mullendorenes sky af sorte og orange sommerfugle.

På den anden side af Mander havde stormlorderne rejst deres standarter – Renlys egne vasaller, som var edsvorne til husene Baratheon og Stormgrav. Catelyn genkendte Bryce Carons nattergale, Penroses fjer og lord Estermonts havskildpadde, grønt mod grønt. Men for hvert skjold hun kendte, var der et dusin ukendte båret af mindre lorder, der var edsvorne til vasallerne, og af de herreløse riddere og friryttere, som var kommet myldrende for at gøre Renly Baratheon til konge både af gavn og af navn.

Renlys egen standart svævede højt over dem alle. Fra toppen af hans højeste belejringstårn, et monster bygget af eg og ugarvet læder og monteret på hjul, vajede det største krigsbanner, Catelyn nogensinde havde set – et stykke klæde, der var stort nok til at dække mangen en sal, i skimrende guld med Baratheons sorte, kronede hjort, som dansede stolt på bagbenene.

„Mylady, kan du høre den larm?“ spurgte Hallis Mollen, som red nærmere på. „Hvad er det?“

Hun lyttede. Råb og hvinende heste og klirrende stål og … „Jubelråb,“ sagde hun. De var redet op ad en svagt stigende skråning med en række pavilloner i stærke farver på toppen. Da de red ind mellem dem, blev der mere trængsel, og lydene blev højere. Og så så hun det.

Neden for en lille borgs brystværn af sten og tømmer var en melée i fuld gang.

Der var blevet lavet en turneringsplads, og hegn og loger og skrå barrierer var blevet smækket op. Hundreder var stimlet sammen for at se på, måske tusinder. Sådan som jorden så ud, oppløjet og mudret og oversået med stumper af bulede rustninger og brækkede lanser, måtte de have været i gang i en eller flere dage, men nu nærmede afslutningen sig. Færre end tyve riddere sad stadig til hest, og de angreb og gjorde udfald mod hinanden, mens tilskuere og faldne kombattanter heppede på dem. Hun så to stridshingste tørne sammen i fuldt panser og vælte omkuld i et virvar af stål og hestekød. „En dyst,“ erklærede Hal Mollen. Han havde en svaghed for at meddele det indlysende.

„Fremragende,“ sagde sir Wendel, da en ridder i regnbuefarvet kappe snurrede rundt for at levere et baghåndsslag med en langskaftet økse, som splintrede skjoldet hos manden, der forfulgte ham, og fik ham til at svaje i stigbøjlerne.

Den tætte folkemængde foran dem gjorde det svært at komme videre. „Lady Stark,“ sagde sir Colen, „hvis dine folk vil være så venlige at vente her, vil jeg præsentere dig for kongen.“

„Som du siger.“ Hun gav ordren, men måtte hæve stemmen for at blive hørt i al larmen fra dysten. Sir Colen trak sin hest langsomt gennem folkeskaren med Catelyn ridende lige efter sig. Et brøl steg op fra mængden, da en hjelmløs, rødskægget mand med en grif på sit skjold sank til jorden foran en stor ridder i blå rustning. Stålet havde en dybt koboltblå farve, det samme havde den stumpe morgenstjerne, som han svang med så dødbringende en virkning, og hans hest var svøbt ind i huset Tarths kvadrerede sol-og-måneheraldik.

„Røde Ronnet er faldet, pokker tage guderne,“ bandede en mand.

„Loras skal nok ordne den blå …“ svarede en ledsager, inden et brøl overdøvede resten af hans ord.

Endnu en mand var faldet og lå klemt under sin sårede hest, begge skreg af smerte. Væbnere styrtede ud for at komme dem til undsætning.

Det her er vanvid, tænkte Catelyn. Virkelige fjender til alle sider, halvdelen af riget står i flammer, og Renly sidder her og leger krig som en dreng med sit første træsværd.

Lorderne og ladyerne i logerne var lige så optagede af meléen som de stående tilskuere. Catelyn kendte dem godt. Hendes far havde ofte forhandlet med lorderne i syd, og ikke så få af dem havde været gæster på Flodborg. Hun genkendte lord Mathis Rowan, kraftigere og mere rødmosset end nogensinde, med sit hus’ gyldne træ bredt hen over sin hvide doublet. Under ham sad spinkle, elegante lady Oakheart og til venstre for hende lord Randyll Tarly fra Hornbakke med sit langsværd Hjertebane lænet op mod stoleryggen. Andre kendte hun kun på deres våbenmærker og nogle slet ikke.

I deres midte sad et spøgelse med en gylden krone og så på og lo med sin unge dronning ved sin side.

Det er ikke så underligt, at lorderne samler sig omkring ham med sådan en iver, tænkte hun, han er Robert op ad dage. Renly var lige så flot, som Robert havde været, langlemmet og bredskuldret med det samme kulsorte, glatte hår, de samme dybblå øjne, det samme sorgløse smil. Den smalle krans om panden syntes at passe ham godt. Den var af blødt guld, en ring af fornemt smedede roser; foran løftede et hjortehoved af mørkegrøn jade sig prydet med gyldne øjne og gyldent gevir.

Den kronede hjort prydede også kongens grønne fløjlstunika, indvirket med guldtråde på hans bryst: Baratheons våbenmærke med Højhavens farver. Pigen, som delte højsædet med ham, var også fra Højhaven, det var hans unge dronning, Margaery, datter af lord Mace Tyrell. Deres ægteskab var mørtelen, som bandt den mægtige sydalliance sammen, vidste Catelyn. Renly var enogtyve, pigen ikke meget ældre end Robb, en vældig køn pige med dådyrøjne og en manke af krøllet, brunt hår, som faldt ned om hendes skuldre i bløde lokker. Hendes smil var genert og sødt.

Ude på turneringspladsen tabte en ny mand til ridderen i den regnbuefarvede kappe, og kongen råbte sit bifald sammen med alle de øvrige. „Loras!“ hørte hun ham råbe. „Loras! Højhaven!“ Dronningen slog sine hænder sammen i begejstring.

Catelyn vendte sig om for at følge resten af slaget. Der var kun fire mand tilbage i kampen nu, og der var ikke meget tvivl om, hvem kongen og de jævne folk foretrak. Hun havde aldrig mødt sir Loras Tyrell, men selv i det fjerne Nord hørte man fortællinger om den unge Blomsterridders overlegenhed. Sir Loras red på en høj, hvid hingst iført sølvbrynje og kæmpede med en langskaftet økse. En kam af gyldne roser løb hen over midten af hjelmen.

To af de overlevende havde gjort fælles sag. De sporede deres heste hen mod ridderen i den koboltblå rustning. Da de nærmede sig fra hver sin side, holdt den blå ridder sin hest hårdt an og hamrede sit splintrede skjold i hovedet på den ene, mens hans sorte stridshest sparkede ud med en stålbeskoet hov mod den anden. I løbet af ingen tid var den ene slået af hesten, og den anden dinglede. Den blå ridder lod sit splintrede skjold falde til jorden for at gøre sin venstre arm fri, og så var Blomsterridderen over ham. Vægten af stålet syntes knap at formindske den ynde og hurtighed, hvormed sir Loras bevægede sig med sin regnbuekappe hvirvlende omkring sig.

Den hvide hest og den sorte snurrede rundt som elskende til en høstdans, men det var stål, der kyssede. Langøksen lynede, og morgenstjernen hvirvlede rundt. Begge våben var sløvede, men sang alligevel med frygtelige lyde. Det gik hårdest ud over den skjoldløse, blå ridder. Sir Loras lod slagene hagle ned over hans hoved og skuldre, mens der blev råbt „Højhaven!“ fra tilskuerne. Den anden svarede igen med sin morgenstjerne, men hver gang kuglen kom farende, blokerede sir Loras for slaget med sit medtagne, grønne skjold prydet af tre gyldne roser. Da langøksen fangede den blå ridders hånd i tilbagesvinget og sendte morgenstjernen flyvende ud af hans greb, skreg folkemængden som et dyr i brunst. Blomsterridderen hævede sin økse for at levere det endelige slag.

Den blå ridder red ind i det. Hingstene stødte sammen, og det sløvede øksehoved hamrede mod det skrammede, blå brystharnisk … men på en eller anden måde fik den blå ridder taget låsegreb om skaftet med sine stålbehandskede fingre. Han vristede øksen ud af sir Loras’ hånd, og pludselig var de midt i en brydekamp siddende på deres heste, og øjeblikket efter faldt de. Da hestene trak sig væk fra hinanden, styrtede de til jorden med knogleknusende kraft. Loras Tyrell lå underst og tog det værste af stødet. Den blå ridder trak en lang daggert frem og vippede Tyrells visir op. Brølet fra mængden var så højt, at Catelyn ikke kunne høre, hvad sir Loras sagde, men hun så ordene danne sig på hans flækkede, blodige læber. Jeg overgiver mig.

Den blå ridder kom usikkert på benene og løftede sin daggert i retning af Renly Baratheon som sejrherrerens hilsen til sin konge. Væbnere styrtede ind på pladsen for at hjælpe den besejrede ridder op igen. Da de tog hans hjelm af, blev Catelyn forbavset over at se, hvor ung han var. Han kunne ikke have været mere end to år ældre end Robb. Drengen var måske lige så køn som sin søster, men den flækkede læbe, de ufokuserede øjne og blodet, der piblede ned gennem hans filtrede hår, gjorde det svært at bedømme.

„Kom nærmere,“ sagde kong Renly.

Sejrherren haltede hen mod logen. På nærmere hold så den skinnende blå rustning knap så strålende ud; den var fuld af skrammer, buler efter morgenstjerner og stridshamre, lange furer efterladt af sværd og små hak i det emaljerede brystharnisk og hjelmen. Kappen hang i laser. Og at dømme efter den måde, han bevægede sig på, var manden ikke mindre medtaget. Nogle få stemmer hyldede ham med råbet „Tarth!“ og mere underligt „Smukke! Smukke!“, men de fleste var tavse. Den blå ridder knælede foran kongen. „Deres Nåde,“ sagde han med en stemme, der blev dæmpet af den bulede tøndehjelm.

„Du er alt det, din far påstod, du var.“ Renlys stemme hørtes ud over pladsen. „Jeg har set sir Loras slået af hesten en gang eller to … men aldrig helt på den måde.“

„Det gik ikke regulært til,“ klagede en fuld bueskytte i nærheden med en Tyrell-rose syet på sin vams. „Det var et nedrigt trick at trække knægten ned.“

Trængslen var blevet mindre. „Sir Colen,“ sagde Catelyn til sin eskorte, „hvem er denne mand, og hvorfor har de så meget imod ham?“

Sir Colen rynkede panden. „Fordi det ikke er en mand, mylady. Det er Brienne af Tarth, datter af lord Selwyn af Aftenstjernen.“

„Datter?“ Catelyn var forfærdet.

„Brienne den Smukke kalder de hende … dog ikke op i hendes åbne ansigt for at undgå at skulle forsvare disse ord med deres kroppe.“

Hun hørte kong Renly udråbe lady Brienne af Tarth som vinderen af den store melée i Bitterbro, den sidste til hest af et hundred og seksten riddere. „Som sejrherre må du bede mig om en hvilken som helst gunst, du vil tilstås. Hvis det står i min magt, belønner jeg dig.“

„Deres Nåde,“ svarede Brienne. „Jeg beder om at få æren af at blive en del af din Regnbuegarde. Jeg vil være en af dine syv og forpligte mig med mit liv til dig, til at gå derhen, hvor du går, ride ved din side og beskytte dig mod al fortræd og ulykke.“

„Tilstået,“ sagde han. „Rejs dig, og tag din hjelm af.“

Hun gjorde, som han befalede. Og da tøndehjelmen var løftet af, forstod Catelyn sir Colens ord.

„Smukke“ kaldte de hende … som en hån. Håret under visiret var en egernrede af snavsede strå, og hendes ansigt … Briennes øjne var store og meget blå, en ung piges tillidsfulde og troskyldige øjne, men resten … hun havde brede og grove træk, udstående og skæve tænder, munden var for bred, og læberne så fyldige, at de nærmest så ud, som om de var opsvulmede. Kinder og pande var plettet af tusind fregner, og næsen havde været brækket mere end én gang. Catelyns hjerte fyldtes med medlidenhed. Findes der noget mere ulykkeligt væsen på jorden end en hæslig kvinde?

Men da Renly skar hendes forrevne kappe af og fæstnede en regnbue i dens sted, så Brienne af Tarth ikke ulykkelig ud. Hendes smil fik hele ansigtet til at lyse op, og hendes stemme var stærk og stolt, da hun sagde: „Mit liv for dit, Deres Nåde. Ved både de gamle og nye guder sværger jeg, at fra i dag er jeg dit skjold.“ Den måde, hun så på kongen på – så ned på ham, hun var en god hånd højere, selvom Renly var næsten lige så høj, som hans bror havde været – gjorde det ondt at se.

„Deres Nåde!“ Sir Colen af Greenpools svang sig ned fra sin hest og gik hen mod logen. „Med din tilladelse.“ Han gik ned på det ene knæ. „Jeg har den ære at bringe dig lady Catelyn Stark, udsendt som gesandt af sin søn Robb, lord af Vinterborg.“

„Lord af Vinterborg og konge i Nord, sir,“ rettede Catelyn ham. Hun steg af og gik hen til sir Colen.

Kong Renly så forbavset ud. „Lady Catelyn? Det glæder os overordentlig meget.“ Han vendte sig om mod sin unge dronning. „Margaery, min søde, det her er lady Catelyn Stark af Vinterborg.“

„Du skal være så velkommen her, lady Stark,“ sagde pigen og var lutter blid høflighed. „Jeg beklager dit tab.“

„Det er venligt af dig,“ sagde Catelyn.

„Mylady, jeg sværger på, at Lannisterne kommer til at stå til regnskab for mordet på din mand,“ erklærede kongen. „Når jeg indtager Kongshavn, vil jeg sende dig Cerseis hoved.“

Og vil det give mig min Ned tilbage? tænkte hun. „Det er nok at vide, at retfærdigheden er sket fyldest, mylord.“

„Deres Nåde,“ rettede Brienne Blå hende skarpt. „Og man knæler, når man får foretræde for kongen.“

„Der er kun en lille afstand mellem en lord og en nåde, mylady.“ sagde Catelyn. „Lord Renly bærer en krone, og det gør min søn også. Vi kan da godt stå her i mudderet og diskutere, hvilke æresbevisninger og titler man skylder hinanden, men det forekommer mig, at vi har mere presserende ting at tale om.“

Nogle af Renlys lorder reagerede vredt, men kongen lo bare. „Udmærket sagt, mylady. Der bliver tid nok til nåder, når vi er færdige med disse krige. Hvornår vil din søn egentlig marchere mod Harrenhal?“

Indtil hun vidste, om denne konge var ven eller fjende, havde Catelyn ikke tænkt sig at røbe noget som helst om Robbs dispositioner. „Jeg sidder ikke i min søns krigsråd, mylord.“

„Når bare han lader nogle Lannistere blive tilbage til mig, skal jeg ikke klage. Hvad har han gjort med Kongemorderen?“

„Jaime Lannister bliver holdt som fange på Flodborg.“

„Er han stadig i live?“ Lord Mathis Rowan virkede forfærdet.

Renly var forvirret. „Kæmpeulven er åbenbart blidere end løven.“

„Blidere end Lannisterne,“ mumlede lady Oakheart med et bittert smil, „er det samme som at sige tørrere end havet.“

„Jeg kalder det svagt.“ Lord Randyll Tarly havde kort, stikkende, gråt skæg og ry for at tale uden omsvøb. „Det er ikke manglende respekt for dig, lady Stark, men det ville have været mere passende, hvis lord Robb selv var kommet for at hylde kongen frem for at gemme sig bag sin mors skørter.“

„Kong Robb er i krig, mylord,“ svarede Catelyn med iskold høflighed, „han har ikke tid til turneringslege.“

Renly grinede. „Træd varsomt, lord Randyll, jeg er bange for, at du har fundet din overmand.“ Han kaldte på en hushovmester iført Stormgravs livré. „Find et sted til ladyens ledsagere, og sørg for, at de nyder alle bekvemmeligheder. Lady Catelyn får min egen pavillon. Eftersom lord Caswell har været så venlig at lade mig bruge hans borg, får jeg ikke brug for den. Mylady, når du har hvilet dig, vil det være mig en ære, hvis du vil dele vores brød og mjød til festen, som lord Caswell holder for os i aften. En afskedsfest. Jeg er bange for, at vor høje lord længes efter at se ryggen af min sultne horde.“

„Det passer ikke, Deres Nåde,“ protesterede en splejset ung mand, som måtte være Caswell. „Hvad der er mit, er også dit.“

„Hver gang nogen sagde sådan til min bror Robert, tog han dem på ordet,“ sagde Renly. „Har du døtre?“

„Ja, Deres Nåde. To.“

„Så tak guderne for, at jeg ikke er Robert. Min søde dronning er den eneste kvinde, jeg attrår.“ Renly rakte hånden ud for at hjælpe Margaery op. „Vi taler sammen igen, når du har fået chancen for at friske dig op, lady Catelyn.“

Renly førte sin brud tilbage mod borgen, mens hans hushovmester førte Catelyn til kongens grønne silketelt. „Får du brug for noget, skal du bare spørge, mylady.“

Catelyn kunne dårligt forestille sig, hvad hun kunne få brug for, som hun ikke allerede havde fået. Teltet var større end en krostue og udstyret med alle bekvemmeligheder: fjermadrasser og skindtæpper, et stort badekar af træ og kobber, som var stort nok til to, kulbækkener til at holde nattens kølighed ude, henslængte feltstole af læder, et skrivebord med fjerpenne og blækhus, skåle med ferskner, blommer og pærer, en kande vin med et sæt sølvbægre, der matchede, cedertræskister pakket med Renlys klæder, bøger, brætter til spil, en harpe, en høj bue og et kogger fuldt af pile, et par rødhalede jagthøge, et veritabelt arsenal af fine våben. Han nægter ikke sig selv noget, denne Renly, tænkte hun, mens hun så sig omkring. Det er ikke så mærkeligt, at hans hær bevæger sig så langsomt.

Ved siden af indgangen stod kongens rustning vagt; et skovgrønt harnisk med ciselerede samlinger af guld og en hjelm kronet af et stort, gyldent gevir. Stålet var poleret så glansfuldt, at hun kunne se sit spejlbillede i brystharnisket, som stirrede tilbage på hende som fra bunden af en dyb, grøn dam. En druknet kvindes ansigt, tænkte Catelyn. Kan man drukne i sorg? Hun vendte sig brat væk, vred over sin egen skrøbelighed. Hun havde ikke tid til at svælge i selvmedlidenhed. Hun måtte vaske støvet af håret og skifte til en kjole, der passede bedre til en konges fest.

Sir Wendel Manderly, Lucas Blackwood, sir Perwyn Frey og resten af hendes højbårne fæller ledsagede hende til borgen. Man skulle være venlig for at kalde den store sal i lord Caswells borg for stor, men der blev fundet plads til Catelyns mænd på de overfyldte bænke midt blandt Renlys egne riddere. Catelyn fik anvist en plads på forhøjningen mellem rødmossede lord Mathis Rowan og elskværdige sir Jon Fossoway af grønæble-Fossowayerne. Sir Jon kom med spøgefuldheder, mens lord Mathis spurgte til hendes fars, brors og børns helbred.

Brienne af Tarth var blevet placeret i den fjerne ende af højbordet. Hun bar ikke kjole som en dame, men havde stadset sig ud som en ridder i en fløjlsdoublet kvadreret i rosa og azurblåt, bukser og støvler og et smukt ciseleret sværdbælte samt den nye regnbuekappe, som faldt folderigt ned over hendes ryg. Ingen smukke klæder kunne dog skjule hendes grimhed, de enorme, fregnede hænder, det brede, flade ansigt og de udstående tænder. Uden rustningen virkede hendes krop uskøn med brede hofter og tykke lemmer, ludende, muskuløse skuldre, men ikke nogen barm, der var værd at bemærke. Og det var tydeligt ud fra alle Briennes bevægelser, at hun godt vidste det selv og led under det. Hun sagde kun noget for at svare og fjernede sjældent blikket fra sin mad.

Mad var der nok af. Krigen havde ikke gjort indhug i Højhavens legendariske overflod. Mens sangere sang, og gøglere gøglede, indledte de måltidet med pærer pocheret i vin og gik videre til bittesmå, lækre fisk rullet i salt og stegt sprøde og kapuner farseret med løg og svampe. Der var store skiver brunt brød, bjerge af majroer og sukkermajs og ærter, enorme skinker og stegt gås og brikker, der dryppede af kødsaft fra vildt, der var kogt med øl og byg. Som dessert bragte lord Caswells tjenere bakker med kager fra hans borgkøkken, cremesvaner og sukkerspundne enhjørninger, rosenformede citronkager, krydrede honningboller og brombærtærter, æblechips og store hjul af smøragtig ost.

De overdådige retter gjorde Catelyn utilpas, men det gik ikke an at vise skrøbelighed, når så meget afhang af hendes styrke. Hun spiste med måde, mens hun iagttog manden, der ville være konge. Renly sad med sin unge brud til venstre for sig og hendes bror til højre. Bortset fra den hvide linnedbandage om panden så sir Loras ikke ud til at være særlig medtaget efter dagens uheld. Han var virkelig så køn, som Catelyn havde antaget ham for at være. Når hans øjne ikke var udtryksløse, var de levende og intelligente, håret var et naturligt virvar af brune lokker, som mangen en pige måtte have misundt ham. Han havde erstattet sin lasede turneringskappe med en ny af samme strålende, stribede silke, som Renlys Regnbuegarde gik med, fæstnet med Højhavens gyldne rosespænde.

Fra tid til anden rakte kong Renly Margaery en udsøgt bid med spidsen af sin dolk, eller han lænede sig over og gav hende et meget let kys på kinden, men det var mest sir Loras, han hyggede sig med og betroede sig til. Det var tydeligt at se, at kongen nød sin mad og drikke, men han virkede hverken som en grovæder eller en fyldebøtte. Han lo ofte og højt og talte lige venligt med højbårne lorder og lavtstående serveringspiger.

Nogle af hans gæster var mindre beherskede. De drak for meget og pralede for højlydt efter hendes mening. Lord Willums sønner, Josua og Elyas, diskuterede ophidset, hvem der kom først over Kongshavns mure. Lord Varner red ranke med en serveringspige, nussede hende i nakken med den ene hånd, mens den anden gik på opdagelse inde under kjolelivet. Guyard den Grønne, der bildte sig ind, at han var skjald, snuppede en harpe og sang et vers om at binde løvers haler i knuder med enkelte rim i. Sir Mark Mullendore kom med en sorthvid abe og fodrede den med bidder fra sin egen tallerken, mens sir Tanton af rødæble-Fossowayerne klatrede op på bordet og svor at dræbe Sandor Clegane i tvekamp. Denne ed ville måske være blevet taget mere alvorligt, hvis ikke sir Tanton havde stået med den ene fod i sovsekanden, da han sagde den.

Tåbelighederne nåede et højdepunkt, da en rund og trivelig nar kom dansende i en dragt af guldmalet blik med et tøjløvehoved og jagtede en dværg rundt om bordene, mens han slog ham i hovedet med en blære. Til sidst bad Renly om at få at vide, hvorfor han slog sin bror. „Jamen Deres Nåde, jeg er Konemorderen,“ sagde narren.

„Kongemorderen, din naragtige nar,“ sagde Renly, og salen rungede af latter.

Lord Rowan, som sad ved siden af hende, tog ikke del i morskaben. „De er alle så unge,“ sagde han.

Det var sandt. Blomsterridderen havde næppe haft sin anden navnedag, da Robert dræbte prins Rhaegar ved Treforken. Og de fleste af de andre var ikke meget ældre. De havde været små børn under Plyndringen af Kongshavn, og kun store drenge da Balon Greyjoy fik Jernøerne til at gøre oprør. De er stadig ikke plettede af blod, tænkte Catelyn, mens hun så lord Bryce anspore sir Robar til at jonglere med et par dolke. Det er stadig kun en leg for dem, en turnering skrevet med stort, og alt hvad de ser, er chancen for at vinde hæder og ære og krigsbytte. De er drenge, der beruser sig i sang og historie, og som alle drenge tror de, at de er udødelige.

„Krig vil gøre dem gamle,“ sagde Catelyn, „sådan som det er sket med os.“ Hun havde været en ung pige, da Robert og Ned og Jon Arryn havde indledt krigen mod Aerys Targaryen, og en kvinde, da krigen var slut. „Jeg har ondt af dem.“

„Hvorfor det?“ spurgte lord Rowan. „Se på dem. De er unge og stærke, fulde af liv og latter. Og begær, aye, mere begær end de ved, hvad de skal stille op med. Der vil blive avlet mangen en bastard i nat, tør jeg godt love dig. Hvorfor have ondt af dem?“

„Fordi det ikke vil vare ved,“ svarede Catelyn bedrøvet. „Fordi de er sommerens riddere, og vinteren er på vej.“

„Lady Catelyn, du tager fejl.“ Brienne betragtede hende med øjne, der var lige så blå som hendes harnisk. „Vinteren vil aldrig komme til sådan nogen som os. Dør vi i kamp, vil de bestemt synge om os, og det er altid sommer i sangene. I sangene er alle riddere tapre, alle møer smukke, og solen skinner altid.“

Vinteren vil komme til os alle, tænkte Catelyn. For mig skete det, da Ned døde. Den vil også komme til dig, barn, og hurtigere end du bryder dig om. Hun nænnede ikke at sige det.

Kongen reddede hende. „Lady Catelyn,“ sagde Renly. „Jeg trænger til frisk luft. Vil du gå en tur med mig?“

Catelyn rejste sig straks. „Det vil være mig en ære.“

Brienne havde også rejst sig. „Deres Nåde, giv mig et øjeblik til at iføre mig min ringbrynje. Du bør ikke være uden beskyttelse.“

Kong Renly smilede. „Hvis jeg ikke er tryg i hjertet af lord Caswells borg med min egen hær omkring mig, så spiller ét sværd ingen rolle … ikke engang dit sværd, Brienne. Sæt dig ned, og spis. Hvis jeg får brug for dig, kalder jeg på dig.“

Hans ord lod til at ramme pigen hårdere end noget slag, hun havde modtaget denne eftermiddag. „Som du vil, Deres Nåde.“ Brienne satte sig ned igen og slog øjnene ned. Renly tog Catelyns arm og førte hende gennem salen, forbi en vagt, der stod og hang med skuldrene, men rettede sig op så hurtigt, at han nær havde tabt sit spyd. Renly klappede manden på skulderen og lavede sjov med det.

„Denne vej, mylady.“ Kongen ledte hende gennem en lav dør ind til trappetårnet. Da de begyndte at gå op, sagde han: „Sir Barristan Selmy skulle vel ikke være sammen med din søn på Flodborg?“

„Nej,“ svarede hun forundret. „Er han ikke længere hos Joffrey? Han var kommandant for Kongegarden.“

Renly rystede på hovedet. „Lannisterne sagde, han var for gammel og overdrog hans kappe til Hunden. Jeg har fået at vide, at han forlod Kongshavn og svor, at han ville træde i den sande konges tjeneste. Kappen, som Brienne gjorde krav på i dag, var den, jeg gemte til Selmy, i håb om at han ville tilbyde mig sit sværd. Da han ikke viste sig i Højhaven, tænkte jeg, at han måske var taget til Flodborg i stedet.“

„Vi har ikke set ham.“

„Han var ganske vist gammel, men stadig en god mand. Jeg håber ikke, der er sket ham noget. Lannisterne er nogle store fjolser.“ De tog et par trin til. „Den aften, Robert døde, tilbød jeg din mand hundrede sværd og opfordrede ham til at tage Joffrey i sin magt. Havde han lyttet, ville han være regent i dag, og jeg havde ikke været nødt til at gøre krav på tronen.“

„Ned afviste dig.“ Det behøvede ingen fortælle hende.

„Han havde svoret at beskytte Roberts børn,“ sagde Renly. „Jeg var ikke stærk nok til at agere alene, så da lord Eddard afviste mig, havde jeg ikke anden mulighed end at flygte. Var jeg blevet, vidste jeg, at dronningen ville sørge for, at jeg ikke overlevede min bror ret længe.“

Var du blevet og havde støttet Ned, ville han måske stadig være i live, tænkte Catelyn bittert.

„Jeg satte skam pris på din mand, mylady. Han var en loyal ven for Robert, det ved jeg … men han ville ikke lytte, og han ville ikke bøje sig. Her, jeg vil vise dig noget.“ De var nået til toppen af trappen. Renly skubbede en trædør op, og de trådte ud på taget.

Lord Caswells borgtårn var næppe højt nok til at kunne kaldes et tårn, men landskabet var lavt og fladt, og Catelyn kunne se flere mil i alle retninger. Overalt hvor hun kiggede hen, så hun bål. De dækkede jorden som faldne stjerner, og ligesom stjerner var der ingen ende på dem. „Tæl dem, hvis du vil, mylady,“ sagde Renly stilfærdigt. „Du vil stadig stå og tælle dem, når daggryet bryder frem i øst. Hvor mange bål brænder mon omkring Flodborg i aften, gad jeg vide?“

Catelyn kunne svagt høre musik nede fra Store Sal, som sivede ud i natten. Hun turde ikke tælle stjernerne.

„Jeg har hørt, at din søn passerede Snævret med tyve tusind sværd bag sig,“ fortsatte Renly. „Nu hvor lorderne af Treforken er med ham, har han måske over fyrre tusind under sin kommando.“

Nej, tænkte hun, ikke nær så mange, vi har mistet folk i kamp, og andre er draget hjem til høsten.

„Jeg har det dobbelte antal her,“ sagde Renly, „og det her er kun en del af min styrke. Mace Tyrell står klar med ti tusind til i Højhaven, jeg har en stærk garnison, som forsvarer Stormgrav, og inden længe vil dornerne slutte sig til mig med hele deres styrke. Og glem ikke min bror Stannis, som sidder på Dragensten og befaler over lorderne af Det Smalle Hav.“

„Det er vist dig, der har glemt Stannis,“ sagde Catelyn i et mere skrapt tonefald, end hun havde haft til hensigt.

„Hans krav, mener du?“ Renly lo. „Lad os tale åbent, mylady. Stannis ville blive en gyselig konge. Det er heller ikke sandsynligt, at han bliver det. Mænd respekterer Stannis, ja, frygter ham, men meget få har nogensinde elsket ham.“

„Han er stadig din storebror. Hvis nogen af jer kan siges at have ret til Jerntronen, så må det være lord Stannis.“

Renly trak på skuldrene. „Sig mig lige, hvilken ret havde min bror Robert nogensinde til Jerntronen?“ Han ventede ikke på svaret. „Jo, der var noget snak om blodbånd mellem Baratheon og Targaryen, om giftermål for hundred år siden, om næstældste sønner og ældre døtre. Det er kun mestrene, der tager det alvorligt. Robert vandt tronen med sin stridshammer.“ Han slog ud med hånden mod lejrbålene, som brændte fra horisont til horisont. „Nå, men det der er mit krav, og det er lige så gyldigt, som Roberts nogensinde var. Hvis din søn støtter mig, sådan som hans far støttede Robert, vil han ikke finde mig smålig. Jeg vil med glæde bekræfte hans ejerskab til alle hans jorder, titler og æresbevisninger. Han kan regere på Vinterborg, som han vil. Han må endda kalde sig konge i Nord, hvis han så gerne vil, så længe han bøjer knæ og hylder mig som sin lensherre. Konge er kun et ord, men troskab, lenslydighed, tjenester … de ting må jeg have.“

„Og hvis han ikke vil give dig dem, mylord?“

„Jeg vil være konge, mylady, men ikke over et splittet kongerige. Jeg kan ikke sige det mere enkelt. For tre hundred år siden knælede en Stark-konge for Aegon Dragen, da han så, at han ikke kunne gøre sig håb om at vinde. Det var klogt gjort. Din søn må være lige så klog. Når først han har sluttet sig til mig, er denne krig så godt som afgjort. Vi …“ Renly brød pludselig af, forstyrret af noget. „Hvad er nu det?“

Lyden af raslende kæder bebudede, at faldgitteret blev hævet. Nede på gårdspladsen drev en rytter iført en bevinget hjelm sin svedskummende hest frem under gittertænderne. „Tilkald kongen,“ råbte han.

Renly sprang op på et skydeskår. „Jeg står her, sir.“

„Deres Nåde.“ Rytteren sporede sin hest og red nærmere. „Jeg kom, så hurtigt jeg kunne. Fra Stormgrav. Vi er under belejring, Deres Nåde, sir Cortnay gør modstand, men …“

„Men … det er jo umuligt. Jeg havde fået det at vide, hvis lord Tywin forlod Harrenhal.“

„Det er ikke Lannisterne, herre. Det er lord Stannis, der står ved dine porte. Kong Stannis kalder han sig nu.“