En blæsende regn piskede mod Jons ansigt, da han sporede sin hest hen over det opsvulmede vandløb. Ved siden af ham trak kommandant Mormont ned i hætten og mumlede forbandelser over vejret. Hans ravn sad på hans skulder med bruste fjer, lige så gennemblødt og gnaven som Gamle Bjørn selv. Et vindstød fik våde blade til at flakse om dem som en flok døde fugle. Den Hjemsøgte Skov, tænkte Jon sørgmodigt. Kald det hellere Den Druknede Skov.
Han håbede, at Sam holdt hovedet højt nede bag i kolonnen. Han var ikke nogen god rytter, heller ikke i godt vejr, og seks dages regn havde gjort terrænet lumsk, alt var lutter pløre og skjulte sten. Når vinden blæste, fik de vand lige i øjnene. Muren ville strømme af sted mod syd, den smeltende is blande sig med varm regn, brække af og blive til floder. Pyp og Tudse sad nok nu ved ilden i fællessalen og drak kryddervin inden aftensmaden. Jon misundte dem. Den våde uld klæbede til ham og fik det til at klø på kroppen, hals og skuldre smertede under ringpanserets og sværdets vægt, og han var ved at brække sig over kun at spise saltet torsk, saltet kød og hård ost.
Længere fremme blæste et jagthorn en sitrende tone, som næsten druknede i regnens konstante plasken. „Buckwells horn,“ meddelte Gamle Bjørn. „Guderne er gode. Craster er der stadig.“ Hans ravn flaksede med sine store vinger og skræppede „Korn“ og bruste med fjerene.
Jon havde ofte hørt sortbrødrene fortælle historier om Craster og hans borg. Nu skulle han se den med sine egne øjne. Efter syv tomme landsbyer frygtede de nu at finde Crasters Borg lige så død og forladt som resten, men det blev de åbenbart skånet for. Nu får Gamle Bjørn måske omsider nogle svar, tænkte han. Og vi slipper ud af regnen.
Thoren Smallwood svor, at Craster var en ven af Vogterne til trods for sit kedelige ry. „Manden er nærmest sindssyg, det vil jeg ikke benægte,“ sagde han til Gamle Bjørn, „men det ville du også være, hvis du havde tilbragt dit liv i denne forbandede skov. Men han har aldrig nægtet en ranger varme ved sin ild, og han elsker heller ikke Mance Rayder. Han vil give os gode råd.“
Når bare han giver os et varmt måltid og lov til at tørre vores tøj, er jeg glad. Dywen sagde, at Craster var en slægtsmorder, løgner, voldtægtsmand og en kryster, og antydede også, at han handlede med slaver og dæmoner. „Og det standser ikke her,“ tilføjede den gamle skovmand og klaprede med sine trætænder. „Der står en kold lugt om den fyr.“
„Jon,“ befalede lord Mormont, „rid ned langs kolonnen, og giv folkene besked. Og mind officererne om, at jeg ikke vil have noget bøvl med hensyn til Crasters koner. Folkene skal holde grabberne for sig selv og tale så lidt med disse kvinder som muligt.“
„Aye, mylord.“ Jon vendte sin hest om og red tilbage. Det var rart at slippe for regnen i ansigtet, om så bare for et kort øjeblik. Alle, han kom forbi, så ud, som om de græd. Kolonnen strakte sig en halv mil gennem skoven.
Midt i trosset passerede Jon Samwell Tarly, som sad sammensunken i sin saddel under en stor, bredskygget hat. Han red på en bryggerhest i spidsen for de andre. Regnens trommen mod hætterne over burene fik ravnene til at skræppe og flakse. „Har du sat en ræv ind til dem?“ råbte Jon.
Vandet løb fra Sams hatteskygge, da han løftede hovedet. „Nå, hej, Jon. Nej, de hader bare regnen ligesom os andre.“
„Hvordan har du det, Sam?“
„Vådt.“ Det lykkedes den tykke dreng at præstere et smil. „Men der er ikke noget, der har slået mig ihjel endnu.“
„Godt. Crasters Borg ligger et lille stykke fremme. Hvis guderne er gode, lader han os sove ved sin ild.“
Sam så tvivlende ud. „Sørgmodige Edd siger, at Craster er en frygtelig barbar. Han gifter sig med sine døtre og lyder kun de love, han selv laver. Og Dywen fortalte Grenn, at han har sort blod i årerne. Hans mor var en vildlingekvinde, som lå i med en ranger, så han er en bas …“ Det gik pludselig op for ham, hvad han var ved at sige.
„En bastard,“ sagde Jon og lo. „Sig det bare, Sam. Jeg har hørt det ord før.“ Han sporede sin fodsikre, lille nordlandspony. „Jeg skal have fundet sir Ottyn. Pas på med Crasters kvinder.“ Som om Samwell Tarly havde brug for at blive advaret om sådan noget. „Vi tales ved senere, når vi har slået lejr.“
Jon underrettede sir Ottyn Wythers, som stred frem med bagtroppen. Sir Ottyn var en lille mand med et ansigt rynket som en sveske og på alder med Mormont; han så altid træt ud, også på Sorte Borg, og den nådesløse regn havde tappet ham for kræfter. „Det var velkomment nyt,“ sagde han. „Al den væde er trængt ind i mine knogler, og selv min saddel klager over saddelsår.“
På vejen tilbage red Jon i en stor bue uden om kolonnens marchlinje og tog en genvej gennem skovtykningen. Lydene af mænd og heste forsvandt efterhånden, opslugt af det våde, grønne vildnis, og snart kunne han kun høre regnen skylle mod blade og træer og klipper. Det var midt på eftermiddagen, men skoven virkede lige så mørk som skumring. Jon snoede sig mellem klipper og mudderpøle, forbi store egetræer, grågrønne fyrretræer og sortbarkede jerntræer. Nogle steder vævede grenene et løvtag over ham, og han fik et øjebliks pause fra regnens trommen på hovedet. Da han red forbi et lynsprængt kastanjetræ overgroet med vilde, hvide roser, hørte han noget rasle i underskoven. „Hvide,“ kaldte han. „Hvide, kom her.“
Men det var Dywen, der dukkede frem mellem planterne på en pjusket, grå nordlandspony med Grenn ved sin side. Gamle Bjørn havde sendt forridere ud på begge sider af kolonnen, som skulle dække deres march og advare om eventuelle fjender, og heller ikke der tog han nogen chancer, men sendte mændene ud to og to.
„Nå, er det dig, lord Sne.“ Dywen smilede med sine egetræstænder, der sad dårligt i munden på ham. „Jeg troede, mig og drengen skulle i lag med en af De Andre. Er din ulv blevet væk?“
„Han er gået på jagt.“ Hvide brød sig ikke om at følges med kolonnen, men den ville ikke være langt væk. Når de slog lejr for natten, ville den finde tilbage til Jon ved kommandantens telt.
„Jeg ville kalde det en fisketur, så vådt alting er,“ sagde Dywen.
„Min mor sagde altid, at regn var godt for afgrøderne,“ indskød Grenn håbefuldt.
„Aye, afgrøder af meldug,“ sagde Dywen. „Det bedste ved en regn som denne her er, at man slipper for at gå i bad.“ Han lavede en klaprende lyd med sine trætænder.
„Buckwell har fundet Craster,“ fortalte Jon dem.
„Var han da blevet væk?“ Dywen klukkede. „Nu skal I unge bukke ikke gå og snuse til Crasters koner, vel?“
Jon smilede. „Vil du have dem alle for dig selv, Dywen?“
Dywen klaprede med tænderne igen. „Det kan da godt være. Craster har ti fingre og én pik, så han kan kun tælle til elleve. Han vil ikke savne et par stykker.“
„Hvor mange koner har han egentlig?“ spurgte Grenn.
„Flere end du nogensinde vil få, broder. Nå, men det er heller ikke så svært, når man avler sine egne. Der er dit dyr, Sne.“
Hvide travede ved siden af Jons hest med halen i vejret og havde gjort sin hvide pels tyk mod regnen. Den bevægede sig så lydløst, at Jon ikke kunne sige, hvornår den var dukket op. Grenns hest blev sky, da den fik færten af den; selv efter mere end et år var hestene stadig ængstelige, når kæmpeulven var i nærheden. „Kom med, Hvide.“ Jon satte hesten i løb mod Crasters Borg.
Han havde på ingen måde forestillet sig at finde en borg af sten på den fjerne side af Muren, men han havde forestillet sig noget med en vold og en borggård med en træpalisade og et tømmertårn. I stedet fandt de en møddingbunke, en svinesti, en tom fårefold og en vinduesløs, lerklinet bygning, der på ingen måde mindede om en borghal. Den var lang og lav, klinket sammen af bjælker og udstyret med et tørvetag. Bygningen stod på en forhøjning, der var alt for beskeden til at kunne kaldes en høj, omgivet af en jordvold. Små, brune bække strømmede ned ad skrænten, hvor regnen havde lavet gabende huller i forsvarsværkerne, og forenede sig med en brusende bæk, af regnen gjort til en plumret, rivende strøm, som slyngede sig mod nord.
Mod sydvest fandt han en åben port flankeret af et par dyrekranier sat på høje pæle; en bjørn på den ene side og en vædder på den anden. Der hang stadig små lunser af kød på bjørnekraniet, bemærkede Jon, da han red forbi. Indenfor var Jarman Buckwells spejdere og mænd fra Thoren Smallwoods fortrop ved at organisere hestene og kæmpede for at rejse telte. En hær af smågrise rodede rundt omkring tre enorme søer i svinestien. Ikke så langt derfra stod en lille pige nøgen i regnen og trak gulerødder op i en have, mens to kvinder bandt et svin for at slagte det. Dyrets hvin var høje og frygtelige, næsten menneskelige at høre på i dets kvide. Chetts hunde gøede rasende som svar og snerrede og snappede efter hinanden trods hans forbandelser, og et par af Crasters hunde gøede tilbage. Da de så Hvide, stak nogle af hundene af, mens andre begyndte at glamme og knurre. Kæmpeulven ignorerede dem, og det samme gjorde Jon.
Nå, men tredive af os får varmen og bliver tørre, tænkte Jon, da han først havde fået kigget ordentligt på hallen. Måske hele halvtreds. Hallen var alt for lille, til at to hundred mand kunne sove der, så de fleste måtte blive udenfor. Og hvor skulle man gøre af dem? Regnen havde forvandlet halvdelen af gårdspladsen til ankeldybe pytter og resten til sugende mudder. Der var udsigt til endnu en jammerlig nat.
Kommandanten havde betroet sin hest til Sørgmodige Edd, som var ved at rense hestens hove for mudder, da Jon steg af. „Lord Mormont er inde i hallen,“ meddelte han. „Han sagde, du skulle komme ind. Lad hellere ulven blive udenfor, den ser sulten nok ud til at æde et af Crasters børn. Sandt at sige, så er jeg sulten nok til at æde et af Crasters børn, når bare han bliver serveret varm. Gå bare, jeg tager mig af din hest. Hvis der er varmt og tørt derinde, så fortæl mig det ikke, jeg blev ikke bedt indenfor.“ Han børstede en klump vådt mudder ud af en hestesko. „Synes du ikke, det her mudder ligner lort? Hele den her høj er måske bygget af Crasters lort?“
Jon smilede. „Tja, han har vist boet her i lang tid.“
„Du muntrer mig ikke ligefrem op. Gå nu ind til Gamle Bjørn.“
„Hvide, bliv,“ kommanderede han. Døren til Crasters Borg bestod af to store klapper lavet af hjortehuder. Jon skubbede dem op og dukkede sig for at komme under en lav døroverligger. Inde i hallen stod allerede omkring tyve førsterangere omkring ildgruben midt på jordgulvet, mens der dannede sig små søer omkring deres støvler. Hallen stank af sod, møg og våde hunde. Luften var tyk af røg, men stadig fugtig. Regn sivede ind gennem røghullet i taget. Det var ét stort rum, og et par medtagne stiger førte op til hemsen ovenover.
Jon huskede, hvordan han havde haft det, den dag de havde forladt Muren: nervøs som en ung pige, men ivrig efter at få et glimt af mysterierne og underne bag hver ny horisont. Nå, men her er et af underne, sagde han til sig selv og så sig omkring i den snavsede, ækelt lugtende hal. Den stikkende røg fik hans øjne til at løbe i vand. En skam, at Pyp og Tudse ikke kan se alt det, de går glip af.
Craster sad oven for ilden og var den eneste, der havde sin egen stol. Selv kommandant Mormont måtte sætte sig på fællesbænken med sin murrende ravn på skulderen. Jarman Buckwell stod bagved med vandet dryppende fra en lappet ringbrynje og skinnende vådt læder ved siden af Thoren Smallwood, som var iført afdøde sir Jaremys tunge brystharnisk og zobelskindsbesatte kappe.
Crasters lammeskindsvams og kappe af sammensyede huder udgjorde en lurvet kontrast, men rundt om hans ene tykke håndled sad en tung ring, der glinsede som guld. Han så ud til at være en kraftfuld mand, men godt på vej ind i sit livs vinter med en manke af gråt hår, der var ved at blive hvidt. Den flade næse og hængende mund gav ham et grusomt udseende, og han manglede et øre. Så det her er en vildling. Jon mindedes Gamle Bedstes fortællinger om det barbariske folk, som drak blod af menneskekranier. Craster lod nu til at drikke tyndt, gult øl fra et skåret stenbæger. Han havde måske ikke hørt historierne.
„Jeg har ikke set Benjen Stark i tre år,“ fortalte han Mormont. „Og sandt at sige har jeg heller ikke savnet ham et øjeblik.“ Et halvt dusin sorte hvalpe og et svin eller to luskede rundt mellem bænkene, mens kvinder i lasede hjorteskind uddelte horn med øl, holdt ilden i gang og smed snittede gulerødder og løg ned i en gryde.
„Han burde være kommet her forbi i fjor,“ sagde Thoren Smallwood. En hund snuste rundt mellem hans ben. Den peb ynkeligt, da han sparkede den væk.
„Ben ledte efter sir Waymar Royce, som forsvandt sammen med Gared og unge Will,“ sagde lord Mormont.
„Aye, de tre kan jeg godt huske. Den unge lord var ikke ældre end nogen af de her hvalpe. For stolt til at sove under mit tag, ham med hans zobelskindskappe og sorte stål. Mine koner lavede ikke desto mindre store kvieøjne.“ Han skævede til kvinden, der var tættest på ham. „Gared siger, at de jagtede plyndringsmænd. Jeg sagde til ham, at med en kommandant, der var så grøn, gjorde de bedst i ikke at fange dem. Gared var nu ikke så slem af en krage at være. Havde færre ører end mig. Biddet tog dem, ligesom hos mig.“ Craster lo. „Nu hører jeg, at han heller ikke har noget hoved. Gør biddet også sådan noget?“
Jon huskede røde blodstænk i hvid sne, og hvordan Theon Greyjoy havde sparket til den døde mands hoved. Manden var desertør. På vej tilbage til Vinterborg havde Jon og Robb redet om kap og fundet seks kæmpeulveunger i sneen. For tusind år siden.
„Da sir Waymar forlod dig, hvor skulle han så hen?“
Craster trak på skuldrene. „Nu har jeg altså andet at lave end at tage mig af krager, der kommer og går.“ Han tog en slurk øl og satte bægeret fra sig. „Havde ingen god vin fra syd heroppe til en bjørnenat. Jeg kunne godt bruge noget vin og en ny økse. Min har tabt sit bid, det går ikke, jeg har mine kvinder at beskytte.“ Han kiggede rundt på sine kvinder, der vimsede nervøst omkring.
„I er få her, og I er isolerede,“ sagde Mormont. „Hvis du gerne vil have det, kan jeg give dig nogle mænd med som eskorte til Muren.“
Den idé tiltalte åbenbart ravnen. „Muren,“ skreg den og bredte sine sorte vinger ud som en høj krave bag Mormonts hoved.
Deres vært åbenbarede et hæsligt smil og fremviste en mundfuld knækkede, brune tænder. „Og hvad skulle vi så lave der, servere aftensmad for jer? Vi er frie folk her. Craster opvarter ikke nogen.“
„Det er dårlige tider at opholde sig alene ude i ødemarken. De kolde vinde rejser sig.“
„Lad dem bare rejse sig. Mine rødder stikker dybt.“ Craster greb en forbipasserende kvinde om håndleddet. „Fortæl ham det, kone. Fortæl lord Krage, hvor tilfredse vi er.“
Kvinden slikkede sig om sine tynde læber. „Det her er vores sted. Craster gør os trygge. Hellere dø i frihed end leve som slaver.“
„Slaver,“ mumlede ravnen.
Mormont lænede sig frem. „Alle de landsbyer, vi er kommet igennem, er blevet forladt. I er de første levende ansigter, vi har set, siden vi forlod Muren. Folk er forsvundet … om de er døde, flygtet eller taget til fange, skal jeg ikke kunne sige. Det samme gælder dyrene. Der er intet tilbage. Og tidligere fandt vi ligene af to af Ben Starks rangere kun få mil fra Muren. De var blege og kolde med sorte hænder og sorte fødder og sår, som ikke blødte. Men da vi bragte dem tilbage til Sorte Borg, steg de op om natten og ihjelslog. En af dem dræbte sir Jaremy Rykker, og den anden kom efter mig, hvilket fortæller mig, at de husker noget af det, de vidste, da de levede, men der var ingen menneskelig barmhjertighed tilbage i dem.“
Kvinden stod med åben mund, en fugtig, lyserød hule, men Craster fnyste bare. „Den slags problemer har vi ikke haft her … og undlad venligst at fortælle den slags væmmelige historier under mit tag. Jeg er en gudfrygtig mand, og guderne beskytter mig. Hvis der kommer nogen væsner her, skal jeg nok sende dem tilbage til deres grave. Men jeg kunne nu godt bruge en skarp, ny økse.“ Han sendte sin kone af sted med et klask på hendes ben og råbte: „Mere øl, og skynd dig lidt.“
„Ingen problemer med de døde,“ sagde Jarman Buckwell, „men hvad med de levende, mylord? Hvad med din konge?“
„Konge!“ skreg Mormonts ravn. „Konge, konge, konge.“
„Ham Mance Rayder?“ Craster spyttede ind i ilden. „Konge-bag-Muren. Hvad skal frie folk med konger?“ Han så på Mormont med sammenknebne øjne. „Jeg kunne fortælle dig meget om Rayder og hans ugerninger, hvis jeg gad. Det med de tomme landsbyer, det er hans værk. Du ville også have fundet denne hal tom, hvis jeg var sådan en, der bukkede og skrabede for hans slags. Han sender en rytter, fortæller mig, at jeg skal forlade min egen borg og komme krybende hen til ham. Jeg sendte manden tilbage, men beholdt hans tunge. Den er sømmet op på væggen der.“ Han pegede. „Jeg kunne måske også fortælle dig, hvor du skal lede efter Mance Rayder. Hvis jeg gad.“ Det brune smil igen. „Men det bliver der tid nok til. I vil vel gerne sove under mit tag og æde alle mine svin.“
„Et tag vil være yderst velkomment, mylord,“ sagde Mormont. „Vi har haft en hård ridetur og alt for meget væde.“
„Så bliver I mine gæster for en nat. Så glad er jeg heller ikke for krager. Hemsen er til mig og mine, men I kan få al den gulvplads, I vil. Jeg har kød og øl til tyve, ikke mere. Resten af dine sorte krager må pikke efter deres eget korn.“
„Vi har selv taget forsyninger med, mylord,“ sagde Gamle Bjørn. „Vi vil med glæde dele vores mad og vin.“
Craster tørrede sig om sin hængende mund med en behåret håndryg. „Jeg vil smage din vin, lord Krage, det vil jeg. En ting til. Enhver mand, der lægger hånd på mine koner, mister hånden.“
„Dit tag, dine regler,“ sagde Thoren Smallwood, og lord Mormont nikkede stift, men så ikke alt for tilfreds ud.
„Så er det afgjort.“ Craster gryntede. „Har I en mand, som kan tegne et kort?“
„Sam Tarly kan.“ Jon trådte frem. „Sam elsker kort.“
Mormont gjorde tegn til, at han skulle komme nærmere. „Send ham herind, når han har spist. Få ham til at tage pen og pergament med. Og find også Tollett. Bed ham komme med min økse. Som en værtsgave.“
„Hvem er nu ham her?“ sagde Craster, inden Jon nåede at gå. „Han ligner en Stark.“
„Min hushovmester og væbner, Jon Sne.“
„Nåh, en bastard?“ Craster målte Jon med blikket. „Vil en mand i seng med en kvinde, så bør han gifte sig med hende. Det er sådan, jeg gør.“ Han vinkede Jon bort. „Nå, gør så det, du skal, bastard, og sørg for, at den økse er god og skarp, jeg har ingen anvendelse for sløvt stål.“
Jon Sne bukkede stift og gik igen. Sir Ottyn Wythers kom ind, da han var på vej ud, og de var lige ved at støde sammen i hjortehudsdøren. Udenfor lod regnen til at være taget af. Der var rejst telte overalt på grunden, og Jon kunne se flere stikke op mellem træerne.
Sørgmodige Edd fodrede hestene. „Give vildlingen en økse, ja hvorfor ikke?“ Han udpegede Mormonts våben, en kortskaftet stridsøkse med snirkelværk af guld indlagt i det sorte stålblad. „Han vil levere den tilbage, tro mig. Begravet i Gamle Bjørns kranium sandsynligvis. Hvorfor ikke give ham alle vores økser og også vores sværd? Jeg er træt af at høre dem klirre og rasle, mens vi rider. Vi ville rejse hurtigere uden dem, lige til helvedes dør. Mon det regner i helvede? Måske vil Craster hellere have en pæn hat i stedet.“
Jon smilede. „Han vil have en økse. Og også vin.“
„Det var klogt tænkt af Gamle Bjørn. Hvis vi kan få drukket vildlingen på pelsen, vil han måske kun hugge et øre af, når han prøver at dræbe os med den økse. Jeg har to ører, men kun ét hoved.“
„Smallwood siger, at Craster er en ven af Vogterne.“
„Kender du forskellen på en vildling, som er en ven af Vogterne, og en, som ikke er?“ spurgte den dystre væbner. „Vores fjender efterlader vores lig til kragerne og ulvene. Vores venner begraver os i hemmelige grave. Jeg gad vide, hvor længe den bjørn har været spiddet fast på den port, og hvad Craster havde der, før vi kom og hilste på?“ Edd kiggede tvivlende på øksen, mens regnen løb ned ad hans lange ansigt. „Er der tørt derinde?“
„Mere tørt end herude.“
„Hvis jeg sniger mig efter og ikke sætter mig for tæt på ilden, vil de nok ikke bemærke mig før i morgen. Dem under hans tag bliver de første, han myrder, men så dør vi i det mindste tørre.“
Jon kunne ikke lade være med at le. „Craster er kun én mand. Vi er to hundrede. Jeg tvivler på, at han vil myrde nogen.“
„Det er opmuntrende at høre,“ sagde Edd og lød yderst gnaven. „Desuden har en god, skarp økse sine fordele. Jeg vil nødig myrdes med en mukkert. Jeg så en mand blive ramt i panden med en mukkert engang. Huden revnede dårligt nok, men hans hoved blev grødagtigt og svulmede op og blev så stort som et græskar, bare purpurrødt. En nydelig mand, men han fik en hæslig død. Det er godt, at vi ikke giver dem mukkerter.“ Edd gik bort, mens han rystede på hovedet, og hans gennemblødte, sorte kappe kastede regn af sig, mens han gik.
Jon fodrede hestene først, inden han begyndte at tænke på sin egen aftensmad. Han spekulerede på, hvor han mon kunne finde Sam, da han hørte et råb af frygt. „Ulv!“ Han styrtede rundt om hallen i retning af lyden med jorden svuppende under sine støvler. En af Crasters kvinder var trængt op mod borgtårnets mudderstænkede mur. „Gå væk,“ råbte hun til Hvide. „Gå væk!“ Kæmpeulven havde en kanin i munden, og endnu en lå død og blodig på jorden foran den. „Få den væk, m’lord,“ sagde hun bedende, da hun så ham.
„Han gør dig ikke noget.“ Han vidste straks, hvad der var sket; et bur af træ med knuste tremmer lå på siden i det våde græs. „Han må have været sulten. Vi har ikke set så meget vildt.“ Jon fløjtede. Kæmpeulven huggede kaninen i sig, knuste de små knogler mellem sine tænder og luntede hen til ham.
Kvinden betragtede dem med ængstelige øjne. Hun var yngre, end han først havde troet. En pige på femten-seksten år, vurderede han; regnen havde fået hendes mørke hår til at klistre til ansigtet, og hun havde bare, snavsede fødder. Kroppen under de sammensyede skind viste tegn på en begyndende graviditet. „Er du en af Crasters døtre?“ spurgte han.
Hun lagde hånden over sin mave. „Kone nu.“ Hun listede sig væk fra ulven og knælede sørgmodigt ved siden af det ødelagte bur. „Jeg var ved at opdrætte kaniner. Der er ingen får tilbage.“
„Vogterne vil betale erstatning for dem.“ Jon havde ingen mønter selv, ellers ville han have tilbudt hende dem … selvom han ikke rigtig vidste, hvad lidt kobbermønter eller selv en sølvmønt skulle hjælpe på denne side af Muren. „Jeg taler med lord Mormont om det i morgen.“
Hun tørrede hænderne af i sit skørt. „M’lord …“
„Jeg er ikke en lord.“
Men nu var der kommet andre til, som var blevet tiltrukket af kvindens skrig og larmen, da kaninburet blev smadret. „Tro ikke på ham, tøs,“ sagde Lark Søstermand, en led ranger. „Det er selveste lord Sne.“
„Bastard af Vinterborg og bror til konger,“ spottede Chett, som havde forladt sine hunde for at se, hvad der var på færde.
„Den ulv kigger sultent på dig, tøs,“ sagde Lark. „Den kunne måske godt tænke sig den lækre lille bid i din mave.“
Det morede ikke Jon. „Du skræmmer hende.“
„Lad os hellere sige advarer hende.“ Chetts grin var lige så hæsligt som bylderne, der dækkede det meste af hans ansigt.
„Vi må ikke tale med jer,“ kom pigen pludselig i tanker om.
„Vent,“ sagde Jon, men det var for sent. Hun spænede væk.
Lark greb ud efter den anden kanin, men Hvide var hurtigere. Da den blottede tænderne, gled Søstermand i mudderet og landede på sin knoklede røv. De andre grinede. Kæmpeulven tog kaninen i munden og bar den hen til Jon.
„Der var ingen grund til at skræmme pigen,“ sagde han til dem.
„Du skal ikke skælde ud på os, bastard.“ Chett gav Jon skylden for at have mistet sin behagelige stilling hos mester Aemon og med en vis ret. Hvis han ikke havde henvendt sig til Aemon om Sam Tarly, ville Chett stadig skulle passe en gammel, blind mand i stedet for en flok hidsige jagthunde. „Du er måske nok kommandantens yndling, men du er ikke kommandanten … og du ville ikke være så skidefræk, hvis du ikke altid havde det uhyre hos dig.“
„Jeg vil ikke slås med en broder, mens vi er på den anden side af Muren,“ svarede Jon med en mere kølig stemme, end han følte det.
Lark kom op på det ene knæ. „Han er bange for dig, Chett. På Søstrene har vi et navn for folk som ham.“
„Jeg kender alle navnene, så du kan godt spare dig.“ Han gik væk med Hvide ved sin side. Regnen var svundet ind til støvregn, da han nåede frem til porten. Snart ville mørket falde på efterfulgt af endnu en våd, mørk og trist nat. Skyerne ville gå for månen og stjernerne og Mormonts Fakkel og gøre skoven buldrende mørk. Hver tissetur ville blive et eventyr, om end ikke helt den slags eventyr, Jon Sne engang havde forestillet sig.
Inde mellem træerne havde nogle rangere fundet kul og brænde nok til at tænde et bål neden for en skrånende skiferås. Andre havde rejst telte eller lavet primitive bivuakker ved at lægge deres kapper over nogle lave grene. Kæmpen havde presset sig ind i en hul, død egetræsstamme. „Hvad synes du om min borg, lord Sne?“
„Det ser hyggeligt ud. Ved du, hvor Sam er?“
„Bare fortsæt. Hvis du kommer til sir Ottyns pavillon, er du gået for langt.“ Kæmpen smilede. „Medmindre Sam også har fundet sig et træ. Sikke et træ det ville være.“
Det var Hvide, der fandt Sam til sidst. Kæmpeulven skød frem som en bolt fra en armbrøst. Under et klippefremspring, som gav lidt ly mod regnen, var Sam ved at fodre sine ravne. Hans støvler svuppede, når han bevægede sig. „Mine fødder er gennemblødte,“ indrømmede han ynkeligt. „Da jeg steg af min hest, trådte jeg ned i et hul, og vandet gik mig op til knæene.“
„Tag dine støvler af og hæng dine strømper til tørre. Jeg finder noget tørt brænde. Hvis jorden ikke er våd under klippen, kan vi måske få tændt et bål.“ Jon viste Sam kaninen. „Og så skal vi holde gilde.“
„Skal du ikke være hos lord Mormont i salen?“
„Nej, men det skal du. Gamle Bjørn vil have dig til at tegne et kort til ham. Craster siger, han vil finde Mance Rayder for os.“
„Åh.“ Sam så ikke ud til at være alt for ivrig efter at møde Craster, selvom det betød en lun plads ved ildstedet.
„Men han sagde spis først. Tør dine fødder.“ Jon gik ud for at samle brændsel, gravede ned under faldgruberne efter det mere tørre træ, der lå der, og skrællede lag af våde fyrrenåle af, indtil han fandt noget, han kunne tænde op med. Selv da tog det en evighed at få en gnist til at fænge. Han hængte sin kappe ned fra klippen for at holde regnen væk fra sit røgfyldte, lille bål og lavede en lille hyggelig krog til dem.
Mens han knælede for at flå kaninen, trak Sam sine støvler af. „Jeg tror, der vokser mos mellem mine tæer,“ klagede han og vrikkede med dem. „Kaninen vil smage godt. Jeg har ikke engang noget imod blodet og alt det der.“ Han så væk. „Tja, kun en lille …“
Jon satte kaninen på et spid, forede ildstedet med et par sten og lod spiddet balancere på dem. Det var en mager kanin, men en himmelsk duft bredte sig, mens den blev stegt. De andre rangere sendte dem misundelige blikke. Selv Hvide kiggede sultent op, og flammerne skinnede i dens røde øjne, mens den snuste. „Du har spist,“ mindede Jon den om.
„Er Craster lige så barbarisk, som rangerne siger?“ spurgte Sam. Kaninen var stegt en anelse for lidt, men smagte vidunderligt. „Hvordan ser hans borg ud?“
„Det er en møddingbunke med et tag og et kogehul.“ Jon fortalte Sam, hvad han havde set og hørt inde i Crasters Borg.
Da han var færdig med at fortælle, var det mørkt udenfor, og Sam slikkede sine fingre. „Det smagte godt, men nu vil jeg gerne have en lammekølle. En hel kølle, bare til mig, serveret i en sovs af mynte og honning og nelliker. Har du set nogen lam?“
„Der var en fårefold, men ingen får.“
„Hvordan holder han alle sine mænd med mad?“
„Jeg så ingen mænd. Kun Craster og hans kvinder og nogle få unge piger. Jeg gad vide, om han kan forsvare sin borg. Hans forsvarsværker er ikke værd at nævne, det er kun en muddervold. Du må hellere gå op til hallen og tegne det kort. Kan du finde vej?“
„Hvis jeg ikke falder i mudderet.“ Sam kæmpede for at få sine støvler på igen, greb pen og pergament og begav sig ud i nattens mørke med regnen silende ned på hans kappe og bredskyggede hat.
Hvide lagde hovedet på poterne og lagde sig til at sove ved bålet. Jon strakte sig ud ved siden af den, taknemlig for varmen. Han var kold og våd, men ikke så kold og våd, som han havde været for lidt siden. I aften hører Gamle Bjørn måske noget, som vil føre os til onkel Benjen.
Han vågnede til synet af sin egen ånde, som dampede i den kolde morgenluft. Da han bevægede sig, smertede det i knoglerne. Hvide var væk, ilden brændt ud. Jon rakte hånden ud for at trække den stivfrosne kappe, han havde hængt op over klippen, til side. Han krøb under den og rejste sig op i en skov, der var blevet forvandlet til krystal.
Morgengryets blege, lyserøde lys tindrede i grene og blade og sten. Hvert græsblad var som skåret ud af smaragd, hver vanddråbe forvandlet til diamant. Både blomster og svampe var som støbt i glas. Selv mudderpølene havde et strålende, brunt skær. Gennem det flimrende grønne så han sine brødres telte indkapslet i en fin hinde af is.
Så der findes alligevel magi på den anden side af Muren. Han kom til at tænke på sine søstre, måske fordi han havde drømt om dem i nat. Sansa ville kalde det her fortryllelse, og tårer ville vælde op i hendes øjne over dette under, men Arya ville le og råbe og løbe ud for at røre ved det hele.
„Lord Sne!“ hørte han en blød og spag stemme kalde. Han vendte sig om.
Sammenkrøbet på klippen, der havde givet ham ly for natten, sad kaninpigen indsvøbt i en sort kappe, der var så stor, at hun næsten forsvandt i den. Sams kappe, indså Jon med det samme. Hvorfor har hun Sams kappe på? „Den tykke sagde, jeg kunne finde dig her, m’lord,“ sagde hun.
„Vi har spist kaninen, hvis det er den, du er kommet efter.“ Tilståelsen fik ham til at føle sig urimeligt skyldig.
„Gamle lord Krage, ham med den talende fugl, han gav Craster en armbrøst, som er hundred kaniner værd.“ Hun sluttede sine arme om den svulmende mave. „Er det sandt, m’lord? Er du bror til en konge?“
„En halvbror,“ indrømmede han. „Jeg er Ned Starks bastard. Min bror Robb er kongen i Nord. Hvorfor er du her?“
„Den tykke, ham Sam, han sagde tale med dig. Han give mig sin kappe, så ingen vil sige, at jeg ikke hører til her.“
„Bliver Craster ikke vred på dig?“
„Min far drak for meget af lord Krages vin i aftes. Han vil sove det meste af dagen.“ Hendes ånde kom ud i små, nervøse pust af rimtåger. „De siger, kongen udøver retfærdighed og beskytter de svage.“ Hun begyndte at klatre ned fra klippen, men isen havde gjort den glat, og hendes ene fod gled. Jon fangede hende, inden hun begyndte at falde, og hjalp hende sikkert ned på jorden. Kvinden knælede på den isede jord. „M’lord, jeg beder dig …“
„Bed mig ikke om noget. Gå tilbage til din hal, du burde ikke være her. Vi fik ordre til ikke at tale med Crasters kvinder.“
„Du behøver ikke tale med mig, m’lord. Bare tag mig med, når I rejser, det er alt, hvad jeg beder om.“
Alt, hvad hun beder om, tænkte han. Som om det ikke var noget.
„Jeg … jeg vil blive din kone, hvis du gerne vil. Min far, han har nitten nu, én mindre tager han ikke skade af.“
„Sortbrødre har svoret på aldrig at tage koner, ved du ikke det? Og desuden er vi gæster i din fars hal.“
„Ikke dig,“ sagde hun. „Jeg brugte øjnene. Du spiste ikke med, og du sov ikke ved hans ild. Han gav dig ikke gæsteret, så du er ikke forpligtet over for ham. Jeg er nødt til at komme væk for barnets skyld.“
„Jeg kender ikke engang dit navn.“
„Gylda, kaldte han mig. Fordi jeg mindede om en gyldenlak.“
„Et kønt navn.“ Han huskede, at Sansa havde sagt til ham, at sådan skulle han sige, hver gang en dame fortalte ham sit navn. Han kunne ikke hjælpe pigen, men lidt høviskhed kunne måske glæde hende. „Er det Craster, der skræmmer dig, Gylda?“
„Det er for barnets skyld, ikke min. Hvis det er en pige, er det ikke så slemt, så vokser hun op, og han gifter sig med hende. Men Nella siger, det bliver en dreng, og hun har fået seks og ved sådan noget. Han giver drengene til guderne. Når den hvide kulde kommer, gør han det, og den kommer oftere og oftere. Det er derfor, han begyndte at give dem får, selvom han godt kan lide fårekød. Men nu er fårene også væk. Det næste bliver hunde, indtil …“ Hun sænkede blikket og strøg sig over maven.
„Hvilke guder?“ Jon huskede nu, at de ingen drenge havde set i Crasters Borg og heller ingen mænd bortset fra Craster selv.
„De kolde guder,“ sagde hun. „Dem om natten. De hvide skygger.“
Og pludselig var Jon tilbage i Kommandantens Tårn igen. En afhugget hånd klatrede op ad hans læg, og da han vristede den fri med spidsen af sit langsværd, lå den og vred og vendte sig med fingre, der åbnede og lukkede sig. Den døde mand rejste sig op med blå øjne, der skinnede i det sønderflængede og opsvulmede ansigt. Trevler af sønderflænget kød hang fra det store sår i hans mave, men der var intet blod.
„Hvilken farve har deres øjne?“ spurgte han hende.
„Blå. Lige så klare som blå stjerner, og lige så kolde.“
Hun har set dem, tænkte han. Craster løj.
„Vil du tage mig med? Bare ned til Muren …“
„Vi er ikke på vej til Muren. Vi rider mod nord efter Mance Rayder og disse Andre, disse hvide skygger og deres væsner. Vi søger efter dem, Gylda. Dit barn vil ikke være trygt hos os.“
Frygten stod malet i hendes ansigt. „Men I kommer tilbage. Når I er færdige med at føre krig, vil I komme her forbi igen.“
„Måske.“ Hvis nogen af os stadig er i live. „Det må Gamle Bjørn afgøre, det er ham, du kalder lord Krage. Jeg er kun hans væbner. Jeg vælger ikke, hvilken vej jeg skal ride.“
„Nej.“ Han kunne høre nederlaget i hendes stemme. „Jeg er ked af at være til besvær, m’lord. Det er bare det … de sagde, at kongen beskytter folk, og jeg tænkte …“ Hun løb fortvivlet sin vej med Sams kappe flagrende efter sig som store, sorte vinger.
Jons glæde over morgenens kølige skønhed var forsvundet. Pokker tage hende, tænkte han vredt, og pokker tage Sam dobbelt for at sende hende hen til mig. Hvad troede han, jeg kunne gøre for hende? Vi er her for at bekæmpe vildlinge, ikke for at redde dem.
Andre mænd var ved at kravle ud fra deres bivuakker, mens de gabte og strakte sig. Magien var allerede falmet bort, den ishvide klarhed smeltede til almindelig dug i morgensolens stråler. Nogle havde fået tændt et bål; han kunne lugte brænderøg, der sivede ind mellem træerne, og den røgede lugt af bacon. Jon tog sin kappe ned og slog den mod klippen, så den tynde skorpe af is, der havde dannet sig i nattens løb, blev knust, derefter samlede han Langklo op og stak armen gennem en skulderrem. Nogle meter væk ladede han vandet i en frosthård busk, hans tis dampede i den kolde luft og smeltede isen, der hvor den ramte. Bagefter snørede han sine sorte uldbukser og begyndte at gå i retning af lugtene.
Grenn og Dywen var blandt de brødre, der havde samlet sig omkring bålet. Hake rakte Jon en udhulet brødendeskive fyldt med branket bacon og lunser af saltet fisk varmet i baconfedt. Han slugte det grådigt, mens han hørte Dywen prale med at have haft tre af Crasters kvinder i nattens løb.
„Vel har du ej,“ sagde Grenn skulende. „Det ville jeg have set.“
Dywen varpede ham en over øret med håndryggen. „Dig? Set? Du er lige så blind som mester Aemon. Du så ikke engang den bjørn.“
„Hvilken bjørn? Var der en bjørn?“
„Der er altid en bjørn,“ erklærede Sørgmodige Edd i sit sædvanlige dystre, resignerede tonefald. „Én dræbte min bror, da jeg var lille. Bagefter bar den hans tænder i en lædersnor om halsen. Og det var gode tænder, bedre end mine. Jeg har kun haft bøvl med mine tænder.“
„Sov Sam i hallen i nat?“ spurgte Jon ham.
„Jeg vil ikke kalde det at sove. Jorden var hård, sivene stank, og mine brødre snorker frygteligt. Snak du bare om bjørne, men ingen har nogensinde brummet så voldsomt som Brune Bernarr. Men jeg kunne da holde varmen. Nogle hunde kravlede hen over mig i nattens løb. Min kappe var næsten tør, da en af dem pissede på den. Eller det var måske Brune Bernarr. Lagde du mærke til, at regnen standsede, i samme øjeblik jeg var under tag? Den vil begynde igen, nu hvor jeg er ude igen. Både guder og hunde nyder at pisse på mig.“
„Jeg må hellere finde lord Mormont,“ sagde Jon.
Det regnede måske ikke længere, men området var stadig et morads af lavvandede søer og fedtet mudder. Sortbrødre foldede deres telte sammen, fodrede deres heste og tyggede på strimler af saltet kød. Jarman Buckwells spejdere strammede gjorden på deres sadler, inden de red ud. „Jon,“ hilste Buckwell siddende på sin hest. „Sørg for at holde det bastardsværd, du holder dig, hvæsset. Vi kan hurtigt få brug for det.“
Crasters hal virkede dunkel, når man kom ind fra dagslyset. Faklerne var brændt ned, og indenfor mærkede man ikke, at solen var stået op. Lord Mormonts ravn var den førte, der fik øje på ham. Den slog tre dovne slag med sine store, sorte vinger, og så sad den på Langklos fæste. „Korn?“ Den nev i en tjavs i Jons hår.
„Blæs på den forbandede tiggerfugl, Jon, den har lige fået halvdelen af min bacon.“ Gamle Bjørn sad ved Crasters bord og spiste morgenmad sammen med de andre officerer, pandestegt brød, bacon og fåretarmpølse. Crasters nye økse lå på bordet, dens guldindlæg glinsede svagt i skæret fra faklerne. Og dens ejer lå bevidstløst udstrakt på hemsen ovenover, men alle kvinderne var oppe og vimsede rundt og serverede. „Hvad er det for en slags dag i dag?“
„Kold, men regnen er standset.“
„Glimrende. Sørg for, at min hest er sadlet og klar. Vi rider i løbet af en time. Har du spist? Craster serverer jævn, men mættende mad.“
Jeg vil ikke spise Crasters mad, besluttede han pludselig. „Jeg spiste morgenmad sammen med mændene, mylord.“ Jon skubbede ravnen væk fra Langklo. Fuglen hoppede tilbage til Mormonts skulder og afleverede straks en klat. „Det kunne du godt have gjort på Sne i stedet for at gemme den til mig,“ brummede Gamle Bjørn. Ravnen kvorkede.
Han fandt Sam bag hallen stående sammen med Gylda ved det ødelagte kaninbur. Hun var ved at hjælpe ham med at få kappen på igen, men da hun så Jon, sneg hun sig væk. Sam sendte ham et såret, bebrejdende blik. „Jeg troede, du ville hjælpe hende.“
„Og hvordan skulle jeg kunne det?“ sagde Jon skarpt. „Tage hende med svøbt ind i din kappe? Vi fik ordre til ikke at …“
„Jeg ved det,“ sagde Sam brødebetynget, „men hun var bange. Jeg ved, hvad det vil sige at være bange. Jeg sagde til hende …“ Han svælgede.
„Hvad? At vi ville tage hende med?“
Sams ansigt blev blussende rødt. „På vej hjem.“ Han kunne ikke se Jon i øjnene. „Hun skal have en lille.“
„Sam, er du gået fra vid og sans? Vi kommer måske ikke engang tilbage denne vej. Og hvis vi gør, tror du så, at Gamle Bjørn vil lade dig rende af med en af Crasters koner?“
„Jeg tænkte … måske kunne jeg hitte på noget på det tidspunkt …“
„Jeg har ikke tid til det her, jeg har heste, der skal strigles og sadles.“ Jon gik væk lige så forvirret, som han var vred. Sams hjerte var lige så stort som resten af ham, men trods al sin belæsthed kunne han være lige så tykhovedet som Grenn nogle gange. Det var umuligt, og også æreløst. Så hvorfor skammer jeg mig så?
Jon indtog sin vanlige position ved Mormonts side, da Nattens Vogtere strømmede ud forbi kranierne på Crasters port. De fulgte en kroget dyreveksel og red mod nord og vest. Smeltende is dryppede ned rundt om dem, en langsommere slags regn med sin egen dæmpede musik. Nord for borgen strømmede bækken med voldsom kraft fyldt med blade og træstumper, men spejderne havde fundet ud af, hvor vadestedet lå, og kolonnen kunne plaske over. Vandet gik hestene til maven. Hvide svømmede og dukkede op på bredden mere brun end hvid i pelsen. Da den rystede pelsen, sprøjtede mudder og vand i alle retninger. Mormont sagde ingenting, men ravnen på hans skulder skreg.
„Mylord,“ sagde Jon stille, mens skoven lukkede sig omkring dem endnu en gang. „Craster har ingen får. Heller ingen sønner.“
Mormont svarede ikke.
„På Vinterborg fortalte en af tjenestekvinderne os historier,“ fortsatte Jon. „Hun fortalte ofte, der var vildlinge, der ville ligge med De Andre for at føde halvmenneskelige børn.“
„Ammestuesnak. Virker Craster ikke helt menneskelig på dig?“
På et halvt hundred måder. „Han giver sine sønner til skoven.“
Lang tavshed. Og så: „Ja.“ Og „Ja,“ murrede ravnen og kroede sig. „Ja, ja, ja.“
„Du vidste det godt?“
„Smallwood fortalte mig det. Engang for lang tid siden. Alle rangerne ved det, men kun få vil tale om det.“
„Vidste min onkel det?“
„Alle rangerne,“ gentog Mormont. „Du synes, jeg burde stoppe ham. Dræbe ham, om nødvendigt.“ Gamle Bjørn sukkede. „Hvis det så bare var, fordi han ville have færre munde at mætte. Jeg ville med glæde sende Yoren eller Conwys derhen for at hente drengene. Vi kunne opfostre dem til at trække i sort, og Vogterne ville blive så meget stærkere. Men vildlingene tjener grusommere guder end du og jeg. Disse drenge er Crasters ofringer. Hans bønner, kan du kalde det.“
Hans koner må være en anden slags bønner, tænkte Jon.
„Hvor ved du egentlig det her fra?“ spurgte Gamle Bjørn ham. „Fra en af Crasters koner?“
„Ja, mylord,“ tilstod Jon. „Jeg vil helst ikke fortælle hvem. Hun var bange og ville have hjælp.“
„Hele den vide verden er fuld af folk, der vil have hjælp, Jon. Gid nogen ville finde mod til at hjælpe sig selv. Craster ligger stadig og flyder i sin hems, stinkende af vin og sanseløs. På hans bord nedenunder ligger en skarp, ny økse. Hvis det var mig, ville jeg kalde den ‘Besvaret Bøn’ og gøre en ende på det.“
Ja. Jon tænkte på Gylda. Hende og hendes søstre. De var nitten, og Craster var kun én, men …
„Alligevel ville det være skidt for os, hvis Craster døde. Din onkel kunne fortælle dig om de gange, hvor Crasters Borg udgjorde forskellen mellem liv og død for vores rangere.“
„Min far …“ Han tøvede.
„Fortsæt, Jon. Sig, hvad du ville sige.“
„Min far fortalte mig engang, at visse mænd ikke er værd at have. En vasal, som er brutal eller uretfærdig, vanærer sin lensherre såvel som sig selv.“
„Craster er sin egen herre. Han har ikke aflagt nogen ed til os. Han er heller ikke underkastet vores love. Dit hjerte er ædelt, Jon, men tag ved lære af det her. Vi kan ikke rette op på verden. Det er ikke vores formål. Nattens Vogtere har andre krige at udkæmpe.“
Andre krige. Ja. Det må jeg huske. „Jarman Buckwell sagde, jeg måske snart fik brug for mit sværd.“
„Gjorde han?“ Mormont virkede ikke tilfreds. „Craster fortalte en hel del i nat og bekræftede så meget af min frygt, at jeg blev dømt til en søvnløs nat på hans gulv. Mance Rayder er ved at samle sit folk i Frosttinderne. Det er derfor, landsbyerne er tomme. Det er samme historie, sir Denys Mallister hørte fra vildlingen, som hans mænd tog til fange i Slugten, men Craster har nu fortalt hvor, og det gør hele forskellen.“
„Er han ved at opbygge en by eller en hær?“
„Se, det er spørgsmålet. Hvor mange vildlinge er der? Hvor mange mænd i den kampduelige alder? Ingen ved det med sikkerhed. Frosttinderne er et grusomt og ugæstfrit sted, en ødemark af sten og is. Der kan ikke leve ret mange mennesker der. Jeg kan kun se ét formål med at samle dem. Mance Rayder vil angribe mod syd og støde ind i De Syv Kongedømmer.“
„Vildlinge har invaderet riget før.“ Jon havde hørt historier om det fra både Gamle Bedste og mester Luwin på Vinterborg. „Raymun Rødskæg ledte dem mod syd på min tiptipoldefars tid, og før ham var der en konge ved navn Bael Barden.“
„Aye, og længe før dem kom Den Hornede Lord og broderkongerne Gendel og Gorne, og i ældgammel tid Joramun, som blæste i Vinterhornet og vækkede kæmper fra jorden. De løb alle panden mod Muren eller blev knust af Vinterborgs magt på den fjerne side … men Nattens Vogtere er kun en skygge af, hvad vi var, og hvem andre end os er der til at yde vildlingene modstand? Lorden af Vinterborg er død, og hans arving har ladet sin styrke marchere mod syd for at bekæmpe Lannisterne. Vildlingene får måske aldrig sådan en chance igen. Jeg kendte Mance Rayder, Jon. Han er en edsbryder, ja … men han har øjne at se med, og ingen har nogensinde vovet at kalde ham en kryster.“
„Hvad gør vi så?“ spurgte Jon.
„Finder ham,“ sagde Mormont. „Kæmper mod ham. Stopper ham.“
Tre hundrede, tænkte Jon, mod de vildes raseri. Hans fingre åbnede og lukkede sig.