Theon tørrede spyttet af kinden med håndryggen. „Robb flår dig, Greyjoy,“ skreg Benfred Tallhart. „Han vil fodre sin ulv med dit vendekåbehjerte, dit elendige læs fårelort.“ Aeron Fugtighårs stemme skar gennem fornærmelserne som et sværd gennem ost. „Nu må du slå ham ihjel.“
„Jeg har først noget at spørge ham om,“ sagde Theon.
„Rend mig med dine spørgsmål.“ Benfred hang blødende og hjælpeløs mellem Stygg og Werlag. „Du vil kvæles i dem, inden du får nogen svar fra mig, din kryster. Vendekåbe.“
Onkel Aeron var ubønhørlig. „Når han spytter på dig, spytter han på os alle. Han spytter på Den Druknede Gud. Han må dø.“
„Min far gav mig kommandoen her, onkel.“
„Og sendte mig til at rådgive dig.“
Og holde øje med mig. Theon turde ikke gå for vidt over for sin onkel. Ja, han havde kommandoen, men hans mænd havde en tro på Den Druknede Gud, som de ikke havde på ham, og de var skrækslagne for Aeron Fugtighår. Det kan jeg ikke bebrejde dem.
„Det her vil koste dig dit hoved, Greyjoy. Kragerne vil æde blæveret i dine øjne.“ Benfred prøvede at spytte igen, men der kom kun lidt blod ud. „De Andre tage jeres forpulede, våde gud.“
Tallhart, du har spyttet dit liv ud, tænkte Theon. „Stygg, gør ham tavs,“ sagde han.
De tvang Benfred ned på knæ. Werlag flåede kaninskindet fra sit bælte og proppede det i munden på ham for at standse hans råberi. Stygg gjorde sig klar med sin økse.
„Nej,“ erklærede Aeron Fugtighår. „Han skal gives til guden. På den gamle måde.“
Hvad har det at sige? Død er død. „Så tag ham.“
„Du skal med. Det er dig, der kommanderer her. Det er dig, der bør foretage ofringen.“
Det var mere, end Theon kunne klare. „Det er dig, der er præsten, onkel. Jeg overlader guden til dig. Gør mig den samme tjeneste og overlad kampene til mig.“ Han vinkede med hånden, og Werlag og Stygg begyndte at slæbe deres fange ud mod kysten. Aeron Fugtighår sendte sin nevø et bebrejdende blik og fulgte efter. De ville gå ned til grusstranden for at drukne Benfred Tallhart i det salte vand. På den gamle måde.
Det er måske det nådigste, sagde Theon til sig selv, da han begyndte at gå i den modsatte retning. Stygg var ikke ligefrem halshugningsekspert, og Benfred havde en hals, der var tyk som et vildsvins, godt spækket med muskler og fedt. Jeg plejede at håne ham for det, bare for at se, hvor vred jeg kunne gøre ham, huskede han. Var det tre år siden nu? Da Ned Stark var redet til Torrhens Kvadrat for at besøge sir Helman, havde Theon ledsaget ham og tilbragt fjorten dage i Benfreds selskab.
Han kunne høre de rå lyde af sejr fra vejkrumningen, hvor slaget havde stået … hvis man kunne kalde det et slag. Det var mere som at slagte får, hvis sandheden skulle frem. Får flået med stål, men ikke desto mindre får.
Theon klatrede op på en stenbunke og så ned på de døde mænd og døende heste. Hestene havde fortjent bedre. Tymor og hans brødre havde inddrevet de heste, der var sluppet uskadt fra kampen, mens Urzen og Sorte Lorren aflivede de dyr, der var for hårdt sårede til at kunne reddes. Resten af mændene var i færd med at plyndre ligene. Gevin Harlaw trykkede et knæ mod en død mands brystkasse og savede hans finger af for at få fat i en ring. Betaler jernprisen. Min far ville billige det her. Theon overvejede at finde ligene af de to mænd, han selv havde dræbt, for at se, om de havde nogen smykker, der var værd at tage, men tanken gav ham en besk smag i munden. Han kunne forestille sig, hvad Eddard Stark ville have sagt. Men også den tanke gjorde ham vred. Stark er død og i forrådnelse og betyder intet for mig, mindede han sig selv om.
Gamle Botley, som blev kaldt Fiskeskæg, sad skulende og holdt øje med sin bunke af plyndringsgods, mens hans tre sønner byggede på. En af dem var i klammeri med en tyk mand ved navn Todric, som slingrede rundt mellem de dræbte med et ølhorn i den ene hånd og en økse i den anden, klædt i en kappe af hvidt ræveskind, der kun var en anelse plettet af blodet fra dens tidligere ejer. Fuld, bedømte Theon og så manden brøle. Man sagde, at gamle dages jernmænd ofte havde kæmpet i en blodrus og gik så bersærk, at de ikke følte smerte og ikke frygtede nogen fjende, men det her var en ganske almindelig ølrus.
„Wex, min bue og mit kogger.“ Drengen løb hen og hentede det. Theon spændte buen og satte strengen i kærven, da Todric væltede Botley-drengen og slyngede øl i hans øjne. Fiskeskæg sprang bandende op, men Theon var hurtigere. Han sigtede mod hånden, som holdt hårdt om drikkehornet, og ville vise dem et skud, som der ville blive snakket om, men Todric ødelagde det ved at tumle til den ene side, netop som han slap strengen. Pilen ramte ham lige i maven.
De plyndrende soldater stoppede op og måbede. Theon sænkede buen. „Ingen drukkenbolte, sagde jeg, og ikke noget småligt kævl om rovet.“ Todric lå på knæ og var ved at dø under stor larm. „Botley, gør ham tavs.“ Fiskeskæg og hans sønner var hurtige til at adlyde. De skar Todrics hals over, mens han sparkede hjælpeløst, og var i fuld gang med at tage hans tøj og ringe og våben fra ham, før han overhovedet var død.
Nu ved de, at jeg mener, hvad jeg siger. Lord Balon havde måske nok givet ham kommandoen, men Theon vidste, at nogle af hans mænd kun så en blødsøden dreng fra de grønne lande, når de kiggede på ham. „Er der andre, der er tørstige?“ Ingen svarede. „Godt.“ Han sparkede til Benfreds faldne banner, som lå i hånden på den døde væbner, som havde båret det. Et kaninskind var bundet fast under flaget. Hvorfor kaninskind? havde han villet spørge, men da der blev spyttet på ham, havde han glemt sine spørgsmål. Han kastede sin bue tilbage til Wex og gik sin vej, mens han mindedes, hvor opløftet han havde følt sig efter Den Hviskende Skov, og spekulerede på, hvorfor dét her ikke føltes lige så sødmefuldt. Tallhart, din forbandede, overstolte nar, du sendte ikke engang en spejder ud.
De havde moret sig og også sunget, da de var kommet med Tallharts tre træer flagrende over sig, og kaninskind, der flaprede tåbeligt fra deres lansespidser. Bueskytterne, der lå skjult bag tornbladene, havde ødelagt sangen med en regn af pile, og Theon havde selv anført sine soldater for at gøre slagterarbejdet færdigt med dolk, økse og stridshammer. Han havde givet ordre til at skåne deres leder, så han kunne forhøres.
Han havde bare ikke ventet, at det var Benfred Tallhart.
Hans slappe krop var blevet trukket op fra brændingen, da Theon vendte tilbage til Havgassen. Masterne på hans langskibe stod skarpt tegnet mod himlen langs grusstranden. Af fiskerlandsbyen var der intet tilbage undtagen kold aske, som stank, når det regnede. Alle mændene var blevet hugget ned på nær en lille håndfuld, som Theon havde givet lov til at flygte, så de kunne bringe bud til Torrhens Kvadrat. Deres koner og døtre var blevet indkrævet som salthustruer, dem, der var unge og kønne nok. De gamle koner og de hæslige var ganske enkelt blevet voldtaget og dræbt eller antaget som trælle, hvis de havde nyttige færdigheder og ikke så ud, som om de ville give problemer.
Theon havde planlagt dette angreb godt. Han havde ført sine skibe ind til kysten i det kølige mørke lige før daggry og var sprunget ned fra forstavnen med en langøkse i hånden for at lede sine folk ind i den sovende landsby. Han brød sig ikke om noget af det her, men hvilket valg havde han?
Hans tredobbelt forbandede søster sejlede nordpå med Sortvind lige nu og var sikker på at erobre en borg til sig selv. Lord Balon havde sørget for, at der ikke slap et ord ud fra Jernøerne om hans krigsplaner, og Theons blodige arbejde langs Stenkysten ville blive tilskrevet sørøvere. Nordlændingene ville ikke opdage den sande fare, før hamrene faldt på Deepwood Motte og Cailins Fæstning. Og når alt er gjort og vundet, vil de lave sange til den kælling til Asha og glemme, at jeg også var her. Hvis han altså tillod det.
Dagmer Kløftkæbe stod henne ved den rigt udskårne stævn på sit langskib Skumdrikker. Theon havde givet ham til opgave at bevogte skibene; ellers ville mændene have kaldt det Dagmers sejr og ikke hans. En mere prikken mand ville måske være blevet fornærmet, men Kløftkæbe havde bare grinet.
„Dagen er vundet,“ råbte Dagmer ned. „Og alligevel smiler du ikke, dreng. De levende bør smile, for de døde kan ikke.“ Han smilede selv for at vise, hvordan man gjorde. Det var et hæsligt syn. Under den snehvide manke havde Dagmer Kløftkæbe det mest kvalmende ar, Theon nogensinde havde set, et minde om en langøkse, der nær havde dræbt ham, da han var barn. Slaget havde kløvet hans kæbe, knust fortænderne og givet ham fire læber, hvor andre mænd kun havde to. Et stridt skæg dækkede kinder og hals, men håret ville ikke vokse over arret, så en skinnende fure af rynket, forvredent kød delte hans ansigt som en gletsjerspalte i en snebræ. „Vi kunne høre dem synge,“ sagde den gamle kriger. „Det var en god sang, og de sang den tappert.“
„De sang bedre, end de kæmpede. Harper havde været dem lige så meget til nytte, som deres lanser var.“
„Hvor mange liv gik tabt?“
„Af vores?“ Theon trak på skuldrene. „Todric. Jeg dræbte ham, fordi han blev fuld og sloges om byttet.“
„Nogle mænd er født til at blive dræbt.“ En ringere mand ville måske have været bange for at vise et smil, der var så skræmmende som hans, men Dagmer grinte oftere og bredere, end lord Balon nogensinde havde gjort.
Smilet var hæsligt, men fremkaldte hundrede minder. Theon havde ofte set det som barn, når han var sprunget over en mosgroet mur på en hest eller havde kastet en økse og flækket en måltavle. Han havde set det, når han blokerede et slag fra Dagmers sværd, når han ramte en flyvende måge med en pil, når han tog rorpinden i hånden og førte et langskib sikkert gennem et mylder af skumsprøjtede klipper. Han har sendt mig flere smil end min far og Eddard Stark tilsammen. Selv Robb … han burde have fået et smil, den dag han reddede Bran fra vildlingen, men i stedet havde han fået en skideballe, som om han var en kok, der havde ladet maden brænde på.
„Vi to må have en snak, onkel,“ sagde Theon. Dagmer var ikke en rigtig onkel, kun en edsvoren mand, som måske havde et stænk Greyjoy-blod i sig, som gik fire eller fem liv tilbage, og det uden for ægteskab. Ikke desto mindre havde Theon altid kaldt ham onkel.
„Så kom op på mit dæk.“ Der kom ikke noget m’lord fra Dagmer, ikke når han stod på sit eget dæk. På Jernøerne var hver kaptajn konge om bord på sit eget skib.
Han gik op ad planken til Skumdrikkers dæk med fire lange skridt, og Dagmer førte ham ned til den trange agterkahyt, hvor den gamle mand skænkede sig selv et horn med sur øl og tilbød Theon det samme. Han afslog. „Vi fangede ikke nok heste. Nogle stykker, men … nå, men jeg må vel klare mig med det, jeg har. Færre mænd betyder større ære.“
„Hvad skal vi med heste?“ Som de fleste jernmænd foretrak Dagmer at kæmpe til fods eller stående på et skibsdæk. „Heste skider bare på vores dæk og går i vejen.“
„Ja, hvis vi sejlede,“ medgav Theon. „Jeg har en anden plan.“ Han iagttog den anden omhyggeligt for at se, hvordan han ville reagere. Uden Kløftkæbe kunne han ikke gøre sig håb om at få succes. Kommando eller ej, mændene ville aldrig følge ham, hvis både Aeron og Dagmer modarbejdede ham, og han havde intet håb om at få den surmulende præst over på sin side.
„Din far befalede os at plyndre kysten, intet andet.“ Øjne så blege som havskum så på Theon under disse buskede, hvide øjenbryn. Var det misbilligelse, han så i dem, eller en gnist af interesse? Det sidste, troede han … håbede han …
„Du er min fars mand.“
„Hans bedste mand, og har altid været det.“
Stolthed, tænkte Theon. Han er stolt, det må jeg udnytte, hans stolthed er nøglen. „Der findes ingen mand på Jernøerne, der er halvt så dygtig med spyd eller sværd.“
„Du har været for længe væk, dreng. Da du rejste, var det, sådan som du sagde, men jeg er blevet gammel i lord Greyjoys tjeneste. Skjaldene kalder Andrik den bedste nu. Andrik den Usmilende, kalder de ham. En kæmpe af en mand. Han tjener lord Drumm af Gammel Wyk. Og Sorte Lorren og Qarl Pigen er næsten lige så frygtede.“
„Denne Andrik er måske en bedre kriger, men mænd frygter ham ikke på samme måde, som de frygter dig.“
„Aye, det er rigtigt nok,“ sagde Dagmer. Fingrene, der snoede sig om drikkehornet, var tungt besat med ringe, guld og sølv og bronze indlagt med store stykker af safir og granat og drageglas. Han havde betalt jernprisen for hvert og et, vidste Theon.
„Hvis jeg havde en mand som dig i min tjeneste, ville jeg ikke spilde ham på det her barnepjat med at plyndre og hærge. Det her er ikke passende arbejde for lord Balons bedste mand …“
Dagmers grin fik alle hans læber til at krænges og afslørede de brune tandstumper. „Eller for hans ægtefødte søn?“ Han hylede. „Jeg kender dig kun alt for godt, Theon. Jeg så dig tage dine første skridt, hjalp dig med at spænde din første bue. Det er ikke mig, der føler, at jeg er blevet spildt.“
„Jeg burde rettelig have haft min søsters kommando,“ indrømmede han med en kedelig fornemmelse af, hvor surt det lød.
„Du tager det her for tungt, dreng. Din far kender dig bare ikke endnu. Dine brødre døde, du blev taget af ulvene, så din søster var hans eneste trøst. Han lærte kun at stole på hende, og hun har aldrig svigtet ham.“
„Heller ikke jeg. Starkerne ved, hvad jeg er værd. Jeg var en af Brynden Sortfisks udvalgte spejdere, og jeg angreb i den første bølge i Den Hviskende Skov. Jeg var så tæt på at krydse klinge med Kongemorderen selv.“ Theon holdt sine hænder to fod fra hinanden. „Daryn Hornwood kom imellem os og døde for det.“
„Hvorfor fortæller du mig det her?“ spurgte Dagmer. „Det var mig, der stak dig dit første sværd i hånden. Jeg ved, du ikke er nogen kryster.“
„Gør min far det?“
Den hvidhårede, gamle kriger så ud, som om han havde bidt i noget, han ikke kunne lide smagen af. „Det er bare det … Theon, Ulvedrengen er din ven, og disse Starker havde dig i ti år.“
„Jeg er ikke en Stark.“ Det sørgede lord Eddard for. „Jeg er en Greyjoy, og jeg vil være min fars arvtager. Hvordan kan jeg blive det, medmindre jeg udmærker mig ved en eller anden stor bedrift?“
„Du er ung. Der vil komme andre krige, og du vil udrette dine store bedrifter. Lige nu er vi udkommanderet til at plyndre Stenkysten.“
„Lad min onkel Aeron om det. Jeg giver ham seks skibe, dem alle undtagen Skumdrikker og Havgassen, og han kan brænde og drukne alt det, han vil, så hans guder bliver mætte.“
„Kommandoen blev overdraget til dig, ikke til Aeron Fugtighår.“
„Så længe plyndringerne bliver udført, hvad har det så at sige? Ingen præst kan gøre det, jeg har til hensigt at gøre, eller det, jeg vil bede dig om. Jeg har en opgave, som kun Dagmer Kløftkæbe kan udføre.“
Dagmer tog en stor slurk af sit horn. „Lad mig høre.“
Han er fristet, tænkte Theon. Han kan lige så lidt som jeg lide dette røverjob. „Hvis min søster kan erobre en borg, så kan jeg også.“
„Asha har fire-fem gange flere mænd, end vi har.“
Theon tillod sig selv et fiffigt smil. „Men vi har fire gange mere forstand og fem gange mere mod.“
„Din far …“
„… vil takke mig, når jeg overrækker ham hans kongerige. Jeg vil udrette en bedrift, som skjaldene vil synge om i tusind år.“
Han vidste, det ville få Dagmer til at tænke sig om. En skjald havde lavet en sang om øksen, der kløvede hans kæbe i to, og den gamle mand elskede at høre den. Når han var fuld, bad han altid om at få en plyndringssang, noget larmende og stormfuldt, som fortalte om døde helte og vilde bedrifter. Hans hår er hvidt, og hans tænder er rådne, men han har stadig appetit på ære.
„Hvilken rolle skulle jeg så spille i din plan, dreng?“ spurgte Dagmer Kløftkæbe efter lang tavshed, og Theon vidste, at han havde vundet.
„At sprede rædsel i fjendens hjerte, som kun en af dit navn kan gøre. Du skal tage størstedelen af vores styrke og marchere mod Torrhens Kvadrat. Helman Tallhart tog sine bedste folk med sydpå, og Benfred døde her med deres sønner. Hans onkel Leobald vil stadig være der med en lille garnison.“ Hvis jeg havde været i stand til at udspørge Benfred, ville jeg have vidst hvor lille. „Gør ikke nogen hemmelighed af din ankomst. Syng alle de tapre sange, du vil. Jeg vil have dem til at lukke portene.“
„Er Torrhens Kvadrat en stærk fæstning?“
„Stærk nok. Murene er af sten, tredive fod høje, med kvadratiske tårne i hvert hjørne og en kvadratisk fæstning indenfor.“
„Man kan ikke sætte ild til stenmure. Hvordan skal vi tage dem? Vi har ikke mænd nok til at storme selv en lille borg.“
„Du skal slå lejr uden for murene og bygge katapulter og belejringsmaskiner.“
„Det er ikke den Gamle Måde. Har du glemt det? Jernmænd kæmper med sværd og økser, ikke ved at kaste med sten. Der er ingen ære i at udsulte en fjende.“
„Det ved Leobald ikke. Når han ser dig rejse belejringstårne, vil hans gamle kællingeblod isne, og han vil klynke om hjælp. Hold dine bueskytter tilbage, onkel, og lad ravnen flyve. Borgforvalteren på Vinterborg er en tapper mand, men hans forstand og lemmer er stivnet med alderen. Når han hører, at en af kongens vasaller bliver angrebet af den frygtindgydende Dagmer Kløftkæbe, vil han sammenkalde sin styrke og ride Tallhart til undsætning. Det er hans pligt. Sir Rodrik er om noget pligtopfyldende.“
„Enhver styrke, han sammenkalder, vil være større end min,“ sagde Dagmer, „og disse gamle riddere er mere snu, end du tror, ellers ville de aldrig have levet længe nok til at se deres første grå hår. Du sætter os op til et slag, vi ikke kan vinde, Theon. Dette Torrhens Kvadrat vil aldrig falde.“
Theon smilede. „Det er ikke Torrhens Kvadrat, jeg vil erobre.“