Forvirring og klirrende lyde herskede på borgen. Mænd stod på vognlad og læssede vinfade, melsække og bundter af pile med nye styrefjer. Smede rettede sværd ud, jævnede buler i brystharnisker og skoede stridsheste og pakheste. Panserskjorter blev smidt i tønder med sand og rullet hen over Drypstensgårdens knoldede overflade for at skure dem rene. Weeses kvinder havde tyve kapper at reparere og hundrede flere, som skulle vaskes. Høj og lav strømmede ind i septen for at bede. Uden for murene blev telte og pavilloner taget ned. Væbnere kastede spande med vand over madbålene, mens soldater tog deres oliesten frem for at give deres klinger en sidste omgang. Larmen steg og steg: Heste prustede og vrinskede, lorder råbte kommandoer, soldater bandede ad hinanden, soldatertøser skændtes.
Lord Tywin Lannister var omsider på march.
Sir Addam Marbrand var den første kaptajn til at bryde op, en dag før alle de øvrige. Han gjorde en flot figur og red på en fyrig, rød ganger, hvis man havde samme kobberfarve som det lange hår, der vældede ned over sir Addams skuldre. Hesten var dækket af bronzefarvet ridetøj, som skulle matche rytterens kappe og havde det brændende træ som emblem. Nogle af borgens kvinder hulkede, da de så ham tage af sted. Weese sagde, han var en stor rytter og sværdkæmper, lord Tywins mest dristige hærfører.
Jeg håber, han dør, tænkte Arya, mens hun så ham ride ud gennem porten med sine folk strømmende efter sig i en dobbelt kolonne. Jeg håber, de alle dør. De skulle i kamp med Robb, vidste hun. Ved at lytte til snakken, mens hun udførte sit arbejde, havde Arya erfaret, at Robb havde vundet en eller anden stor sejr i vest. Han havde nedbrændt Lannishavn, sagde nogle, eller også havde han tænkt sig at gøre det. Han havde erobret Casterly Borg og henrettet alle, eller han var ved at belejre Guldtanden … men noget var der sket, så meget var sikkert.
Weese fik hende til at løbe med beskeder fra morgen til aften. Nogle gange skulle hun endda uden for borgens mure, ud til mudderet og lejrens vanvid. Jeg kunne flygte, tænkte hun, da en vogn rumlede forbi hende. Jeg kunne hoppe op bag i en vogn og skjule mig eller slutte mig til soldatertøserne, ingen ville stoppe mig. Hun havde måske gjort det, hvis det ikke havde været for Weese. Han havde fortalt dem mere end én gang, hvad han ville gøre ved enhver, som prøvede at stikke af fra ham. „Det bliver ikke noget med at tæve jer, næ nej. Jeg vil ikke røre jer. Jeg vil bare gemme jer til Qohorik, ja, jeg vil, jeg vil gemme jer til Lemlæsteren. Vargo Hoat er hans navn, og når han kommer tilbage, vil han hugge jeres fødder af.“ Måske hvis Weese var død, tænkte Arya … men ikke så længe hun var hos ham. Han kunne se på en og lugte, hvad man tænkte, det sagde han altid.
Weese havde dog aldrig forestillet sig, at hun kunne læse, så han besværede sig ikke med at forsegle de beskeder, han gav hende. Arya kastede et blik på dem alle, men der stod aldrig noget brugbart, kun noget åndssvagt noget om at sende denne kærre til kornmagasinet og denne til våbenarsenalet. En besked var et krav om indfrielse af en spillegæld, men ridderen, hun gav den til, kunne ikke læse. Da hun fortalte ham, hvad der stod, prøvede han at slå hende, men Arya dukkede sig, nappede et sølvbåndsbeslået drikkehorn fra hans saddel og pilede væk. Ridderen brølede og løb efter hende, men hun smuttede ind mellem to vogne, snoede sig gennem en gruppe bueskytter og sprang over en latringrøft. Han kunne ikke følge med i sin brynje. Da hun gav hornet til Weese, sagde han, at en kvik, lille væsel som hende fortjente en belønning. „Jeg har kastet mine øjne på en fed, sprød kapun til aftensmaden. Den deler vi, du og jeg. Det vil du synes om.“
Overalt hvor hun kom, søgte Arya efter Jaqen H’ghar for at hviske et nyt navn til ham, inden alle de, hun hadede, var forsvundet uden for hendes rækkevidde, men midt i kaosset og forvirringen var den lorathiske lejesoldat ikke til at få øje på. Han skyldte hende stadig to døde, og hun var nervøs for, at hun aldrig ville få dem, hvis han red i kamp sammen med de andre. Til sidst tog hun mod til sig og spurgte en af portvagterne, om han var taget af sted. „Er det ikke en af Lorchs mænd?“ sagde manden. „Så skal han ingen steder. Den høje lord har udnævnt sir Amory til Harrenhals borgforvalter. De bliver alle sammen tilbage for at forsvare borgen. De Blodige Gøglere bliver også tilbage for at tage sig af fourageringen. Det vil få den ged til Vargo Hoat til at sprutte, ham og Lorch har altid hadet hinanden.“
Bjerget skulle dog af sted sammen med lord Tywin. Han skulle kommandere over fortroppen, hvilket betød, at Dunsen, Polliver og Raff alle ville smutte bort mellem fingrene på hende, medmindre hun kunne finde Jaqen og få ham til at dræbe en af dem, inden de forsvandt.
„Væsel,“ sagde Weese samme eftermiddag. „Gå hen til våbenarsenalet, og sig til Lucan, at sir Lyonel fik et hak i sit sværd, da han øvede sig, og skal bruge et nyt. Her er hans mærke.“ Han rakte hende et stykke papir. „Skynd dig med det, han skal ride med sir Kevan Lannister.“
Arya tog papiret og løb. Våbenarsenalet lå ved siden af borgens smedje, en lang, højloftet tunnel af en bygning med tyve ovne bygget ind i dens mure og lange stentrug til at afkøle stålet. Halvdelen af ovnene var i brug, da hun trådte ind. Murene rungede af klangen fra hamrene, og kraftige mænd i læderforklæder stod svedende i den stærke varme, mens de bøjede sig over bælge og ambolte. Hun fik øje på Gendry, hvis nøgne bryst var vådt af sved, men de blå øjne under det tykke, sorte hår havde det samme stædige blik, som hun kunne huske. Arya vidste ikke, om hun overhovedet havde lyst til at tale med ham. Det var hans skyld, at de alle var blevet taget til fange. „Hvem af dem er Lucan?“ Hun rakte papiret frem. „Jeg skal hente et nyt sværd til sir Lyonel.“
„Glem sir Lyonel.“ Han tog hende i armen og trak hende til side. „I aftes spurgte Hot Pie mig, om jeg havde hørt dig råbe Vinterborg i fæstningen, da vi alle kæmpede på muren.“
„Det har jeg aldrig gjort.“
„Jo, du gjorde. Jeg hørte det også.“
„Alle råbte noget,“ sagde Arya afværgende. „Hot Pie råbte varme tærter. Han må have råbt det hundred gange.“
„Det var det, du råbte, som betyder noget. Jeg sagde til Hot Pie, at han skulle rense sine ører for voks, at du råbte Helvedesborg! Hvis han spørger dig, så sig hellere det samme.
„Det skal jeg nok,“ sagde hun, selv om hun syntes, at Helvedesborg var noget åndssvagt noget at råbe. Hun turde ikke fortælle Hot Pie, hvem hun egentlig var. Måske skulle jeg nævne Hot Pies navn for Jaqen.
„Jeg henter Lucan,“ sagde Gendry.
Lucan gryntede, da han så beskeden (selvom Arya ikke troede, at han kunne læse den), og hev et tungt langsværd ned. „Det her er for godt til det drog, og sig bare til ham, at jeg sagde det her,“ sagde han, da han gav hende klingen.
„Det skal jeg nok,“ løj hun. Hvis hun gjorde det, ville Weese slå hende til blods. Lucan kunne selv overbringe sine fornærmelser.
Langsværdet var en del tungere, end Nålen havde været, men Arya kunne lide fornemmelsen af det. Vægten af stålet i hendes hænder fik hende til at føle sig stærkere. Jeg er måske ikke en vanddanser endnu, men jeg er heller ikke en mus. En mus kan ikke bruge et sværd, men det kan jeg. Portene stod åbne, soldater kom og gik, ladvognene rullede tomme ind og ud igen, knirkende og svajende under vægten af deres læs. Hun overvejede at gå hen til staldene og sige til dem, at sir Lyonel ville have en ny hest. Hun havde papiret, og stalddrengene ville ikke være mere i stand til at læse det, end Lucan havde været. Jeg kunne tage hesten og sværdet og bare ride min vej. Hvis vagterne prøvede at stoppe mig, ville jeg vise dem papiret og sige, at jeg skulle aflevere det hele til sir Lyonel. Hun havde dog intet begreb om, hvordan sir Lyonel så ud, eller hvor hun kunne finde ham. Hvis de udspurgte hende, ville de vide besked, og så ville Weese … Weese …
Mens hun bed sig i læben og prøvede ikke at tænke over, hvordan det ville føles at få fødderne hugget af, gik en gruppe bueskytter iført lædervamse og jernhjelme forbi med deres buer slynget over skuldrene. Arya hørte stumper af deres samtale.
„… kæmper, siger jeg dig, han har kæmper, som er tyve fod høje, de kommer ned fra den anden side af Muren, følger ham som hunde …“
„… ikke naturligt at overfalde dem så hurtigt, midt om natten og alt det der. Han er mere ulv end menneske, det er alle Starkerne …“
„… pis med dine ulve og kæmper, drengen ville tisse i bukserne, hvis han vidste, at vi kom. Han var ikke mand nok til selv at marchere mod Harrenhal, vel? Han løb den anden vej, ikk’? Han ville løbe nu, hvis han vidste, hvad der var bedst for ham.“
„Det siger du, men drengen ved måske noget, vi ikke ved, måske er det os, der bør løbe …“
Ja, tænkte Arya. Ja, det er jer, der bør løbe, jer og lord Tywin og Bjerget og sir Addam og sir Amory og dumme sir Lyonel, hvem han så end er, løb hellere alle sammen, hvis ikke min bror skal slå jer ihjel, han er en Stark, han er mere ulv end menneske, og det samme er jeg.
„Væsel.“ Weeses stemme smældede som en pisk. Hun opdagede aldrig, hvor han kom fra, men pludselig stod han der foran hende. „Giv mig det der. Det var du længe om.“ Han rev sværdet ud af hånden på hende og langede hende et sviende slag med håndryggen. „Næste gang skal du skynde dig lidt mere.“
Et kort øjeblik havde hun været en ulv igen, men Weeses lussing fik det hele til at forsvinde og efterlod hende kun med smagen af sit eget blod i munden. Hun havde bidt sig i tungen, da han slog hende. Det hadede hun ham for.
„Vil du smage en til?“ spurgte Weese. „Det må du godt. Du skal ikke sende mig disse uforskammede blikke. Gå hen til bryghuset, og sig til Tuffleberry, at jeg har to dusin tønder til ham, men han må hellere sende sine drenge hen for at hente dem, ellers finder jeg nogen, som er endnu mere vilde efter at få dem.“ Arya begyndte at gå, men det gik ikke hurtigt nok for Weese. „Løb, hvis du vil have noget at spise i aften,“ råbte han og havde allerede glemt alt om sine løfter om en fed, sprød kapun. „Og bliver du væk igen, sværger jeg på, at jeg vil tæve dig til blods.“
Det kommer du ikke til, tænkte Arya. Det kommer du aldrig til at gøre igen. Men hun løb. De gamle guder i Nord måtte have styret hendes skridt. Halvvejs henne ved bryghuset, mens hun gik under stenbroen, der forbandt Enketårnet og Kongsbål, hørte hun en rå, snerrende latter. Rorge kom rundt om et hjørne med tre andre mænd med sir Amorys manticorevåbenmærke syet på over deres hjerter. Da han så hende, standsede han og grinede og fremviste derved et gab fuldt af skæve, brune tænder under læderklappen, som han gik med somme tider for at dække over hullet i sit ansigt. „Yorens lille fisse,“ råbte han til hende. „Vi ved vist godt, hvorfor det sorte svin ville have dig på Muren.“ Han lo igen, og de andre lo med. „Hvor er din kæp nu?“ ville Rorge pludselig vide, og hans smil forsvandt, lige så hurtigt som det var kommet. „Jeg lovede vist at kneppe dig med den.“ Han tog et skridt hen mod hende. Arya veg tilbage. „Du er ikke så modig nu, da jeg ikke er i lænker, hva’?“
„Jeg reddede dig.“ Hun sørgede for at holde en meters afstand mellem dem og var parat til at pile af som en slange, hvis han greb ud efter hende.
„Jeg bør vist også pule dig som tak for dét. Kærnede Yoren smør i din fisse, eller foretrak han din stramme, lille røv?“
„Jeg leder efter Jaqen,“ sagde hun. „Jeg har en besked til ham.“
Rorge standsede op. Der var noget i hans øjne … var han måske bange for Jaqen H’ghar? „Badehuset. Flyt dig så.“
Arya snurrede omkring og løb hurtig som en hjort, hendes fødder fløj hen over brostenene hele vejen hen til badehuset. Jaqen lå i et badekar, og dampen steg op omkring ham, mens en tjenestepige hældte varmt vand over hans hoved. Hans lange hår, der var rødt i den ene side og hvidt i den anden, vældede vådt og tungt ned over hans skuldre.
Hun sneg sig frem lydløs som en skygge, men han åbnede straks øjnene. „Hun lister sig ind på små musefødder, men en mand kan høre,“ sagde han. Hvordan kunne han høre mig? tænkte hun, og man skulle tro, at han også hørte dét. „Læder, der sjosker på sten, synger lige så højt som krigshorn for en mand med åbne ører. Kloge piger går barfodede.“
„Jeg har en besked.“ Arya så usikkert på tjenestepigen. Da hun ikke så ud, som om hun ville gå sin vej, bøjede hun sig frem, indtil hendes mund næsten rørte hans øre. „Weese,“ hviskede hun.
Jaqen H’ghar lukkede igen øjnene og flød dovent og halvsovende i badevandet. „Sig til den høje lord, at en mand vil gøre ham sin opvartning, når det er belejligt.“ Hans hånd gjorde en pludselig bevægelse og sprøjtede varmt vand på hende, og Arya måtte springe tilbage for ikke at blive gennemblødt.
Da hun fortalte Tuffleberry, hvad Weese havde sagt, bandede bryggeren højt. „Sig til Weese, at mine drenge har pligter at se til, og sig også til ham, at han er en syfilistisk stodder, og de syv helveder vil fryse til, før han får et horn til af min øl. Jeg skal have de tønder i løbet af en time, og hvis ikke de kommer, vil lord Tywin høre om det.“
Weese bandede også, da Arya vendte tilbage med denne besked, selvom hun dog udelod det med den syfilistiske stodder. Han bandede og svovlede, men gav sig til sidst og sendte seks gnavne mænd hen til bryghuset med tønderne.
Middagsmaden den aften bestod af en pjasket gryderet med byg, løg og gulerødder og en kile muggent, brunt brød. En af kvinderne havde lagt sig i Weeses seng, og hun fik også et stykke moden blåskimmelost og en vinge fra kapunen, som Weese havde talt om samme morgen. Han spiste resten selv med det glinsende fedt dryppende mellem bylderne, som bulnede i mundvigen. Fjerkræet var næsten helt spist, da han kiggede op fra sin brik og så Aryas stirrende blik. „Væsel, kom her.“
Der hang stadig et par mundfulde mørkt kød ved det ene lår. Han glemte det, men nu husker han det, tænkte Arya. Det gav hende dårlig samvittighed over at have bedt Jaqen om at slå ham ihjel. Hun rejste sig og gik hen for enden af bordet.
„Jeg så, du kiggede på mig.“ Weese tørrede sine fingre af på forsiden af hendes kjole. Derefter tog han fat om hendes hals med den ene hånd og slog hende med den anden. „Hvad var det, jeg sagde til dig?“ Han slog hende igen med håndryggen. „Hold dine øjne for dig selv, ellers graver jeg det ene ud med en ske næste gang og giver det til min tæve.“ Han gav hende et voldsomt skub, så hun væltede om på gulvet. Hendes kjole blev fanget af et løst søm i den splintrede træbænk og blev flænset, da hun faldt. „Reparer det der, inden du går i seng,“ meddelte Weese, mens han befriede kapunen for det sidste stykke kød. Da han var færdig, suttede han smaskende på sine fingre og kastede benene hen til sin hæslige, plettede hund.
„Weese,“ hviskede Arya samme aften, da hun bøjede sig over flængen i sin kjole. „Dunsen, Polliver, Nuseren Raff,“ sagde hun og sagde et navn, hver gang hun stak bennålen gennem den ufarvede uld. „Drillepinden og Hunden, sir Gregory, sir Amory, sir Ilyn, sir Meryn, kong Joffrey, dronning Cersei.“ Hun spekulerede på, hvor længe endnu hun skulle inkludere Weese i sin bøn og faldt i søvn og drømte, at når hun vågnede næste morgen, ville han være død.
Men det var Weeses skarpe støvlespids, der vækkede hende som altid. Hovedparten af lord Tywins hær skulle ride den dag, sagde han til dem, mens de spiste havrekiks til morgenmad. „Ingen af jer skal tro, at nu bliver det meget lettere, når m’lord Lannister er væk,“ advarede han om. „Borgen bliver ikke mindre af den grund, kan jeg godt love jer, nu vil der bare være færre hænder til at passe den. Nu kommer I sovetryner til at lære noget om, hvad det vil sige at arbejde, ja, I gør.“
Ikke af dig. Arya smuldrede sin havrekiks. Weese så skulende på hende, som om han kunne lugte hendes hemmelighed. Hun sænkede hurtigt blikket og turde ikke kigge op fra maden igen.
Gårdspladsen lå badet i et blegt lys, da lord Tywin brød op fra Harrenhal. Arya så på fra et buevindue halvvejs oppe i Jammerstårnet. Hans stridshest bar et dækken af emaljerede, højrøde skæl samt en forgyldt halsplade og et pandeharnisk, mens lord Tywin viste sig frem i en tyk hermelinskappe. Hans bror, sir Kevan, så næsten lige så prægtig ud. Ikke færre end fire standartbærere gik foran dem med enorme, højrøde bannere prydet med den gyldne løve. Bag Lannisterne fulgte deres høje lorder og kaptajner, hvis bannere blafrede og flagrede i et orgie af farver: røde okser og gyldne bjerge, purpurfarvede enhjørninger og kamphaner, stribede vildsvin og grævlinger, en sølverne fritte og en jonglør i narredragt, stjerner og solbrud, påfugle og pantere, sparrer og dolke, sorte hætter og blå biller og grønne pile.
Til sidst kom sir Gregor Clegane i sine grå stålplader siddende på en hingst, der var lige så hidsig som sin rytter. Polliver red ved siden af ham med standarten med den sorte hund i hånden og Gendrys hornede hjelm på hovedet. Han var en høj mand, men lignede kun en halvvoksen dreng, når han red i sin herres skygge.
Det løb Arya koldt ned ad ryggen, da hun så dem passere under Harrenhals store jernfaldgitter. Pludselig vidste hun, at hun havde begået en frygtelig fejl. Hvor er jeg dum, tænkte hun. Weese betød ikke noget, ikke mere end Chiswyck havde gjort. Det var disse mænd, der betød noget, dem, hun burde have fået dræbt. I går aftes kunne hun have hvisket hvem som helst af dem døde, hvis ikke hun havde været så vred på Weese for at have slået hende og løjet om kapunen. Lord Tywin, hvorfor sagde jeg ikke lord Tywin?
Måske var det ikke for sent at ombestemme sig. Weese var ikke blevet dræbt endnu. Hvis hun kunne finde Jaqen og sige til ham …
Arya styrtede ned ad vindeltrappen og havde glemt alt om sine huslige pligter. Hun hørte kæderne rasle, da faldgitteret langsomt blev sænket, og dets pigge sank dybt ned i jorden … og så en anden lyd, et skrig af smerte og frygt.
Et dusin mennesker var nået derhen før hende, men ingen af dem var gået tæt på. Arya klemte sig ind mellem dem. Weese lå udstrakt på brostenene, hans hals var et blodbad, og øjnene stirrede tomt op mod en grå skybanke. Hans hæslige, plettede hund stod på hans bryst og slikkede blodet op, der kom dunkende ud af hans hals, og fik også bidt nogle lunser kød af den dødes ansigt.
Til sidst kom nogen med en armbrøst og dræbte den plettede hund, mens den var i gang med et af Weeses ører.
„Sikke noget lort,“ hørte hun en mand sige. „Han har haft den tæve, siden den var hvalp.“
„Det her sted er forbandet,“ sagde manden med armbrøsten.
„Det er Harrens spøgelse, er det,“ sagde husmoder Amabel. „Jeg sover her ikke en nat til, det sværger jeg.“
Arya løftede blikket fra den døde mand og hans døde hund. Jaqen H’ghar stod og lænede sig op ad Jammerstårnet. Da han så hende, løftede han en hånd op mod ansigtet og lagde skødesløst to fingre mod kinden.