„Sig til far, at jeg er draget ud for at gøre ham stolt.“ Hendes bror svang sig i sadlen, en lord til fingerspidserne i sin skinnende rustning og flagrende mudder-og-vand-kappe. En sølvørred prydede kammen på hans tøndehjelm, en tvilling til den, der var malet på hans skjold.
„Han har altid været stolt af dig, Edmure. Og han elsker dig inderligt. Tro mig.“
„Jeg vil give ham bedre grund til det end blot min byrd.“ Han vendte hesten omkring og løftede en hånd. Trompeter gjaldede, en tromme begyndte at smælde, vindebroen blev sænket, og sir Edmure Tully ledte sine mænd ud fra Flodborg med hævede lanser og vajende bannere.
Min hær er større end din, bror, tænkte Catelyn, mens hun så dem forlade borgen. En hær af tvivl og frygt.
Ved siden af hende led Brienne alverdens kvaler. Catelyn havde fået klæder syet efter hendes mål, smukke kjoler, der anstod sig for hendes byrd og køn, men hun foretrak stadig at klæde sig i diverse rustningsstykker og kogt læder med et sværdbælte spændt stramt om livet. Hun ville uden tvivl meget hellere være redet i krig sammen med Edmure, men selv mure så tykke som Flodborgs måtte have sværd til at forsvare sig. Hendes bror havde taget hver våbenduelig mand med til vadestederne og overladt det til sir Desmond Grell at kommandere over en garnison bestående af sårede, gamle og syge sammen med nogle få væbnere og nogle utrænede bondedrenge, der endnu ikke var ved fuld manddom. Og de skulle forsvare en borg fuld af kvinder og børn.
Da den sidste af Edmures fodfolk var sjosket under faldgitteret, spurgte Brienne: „Hvad skal vi gøre nu, mylady?“
„Vores pligt.“ Catelyns ansigt var stramt, da hun begyndte at gå hen over gårdspladsen. Jeg har altid gjort min pligt, tænkte hun. Det var måske derfor, at hendes far altid havde sat hende højest af sine børn. Begge hendes to ældre brødre var døde i den spæde barnealder, så hun havde både været som en søn og en datter for lord Hoster, indtil Edmure blev født. Så var hendes mor død, og hendes far havde sagt til hende, at hun skulle være fruen på Flodborg nu, og det havde hun også påtaget sig. Og da lord Hoster lovede hende til Brandon Stark, havde hun takket ham for at have fundet sådan en prægtig mage til hende.
Jeg gav Brandon min sløjfe og trøstede ikke Petyr en eneste gang, efter han var blevet såret, eller tog afsked med ham, da far sendte ham bort. Og da Brandon blev myrdet, og far sagde, at jeg skulle gifte mig med hans bror, gjorde jeg det med glæde, selvom jeg først så Neds ansigt på vores bryllupsdag. Jeg gav min mødom til denne alvorlige fremmede og sendte ham ud i sin krig og til sin konge og til kvinden, som fødte ham en bastard, for jeg gjorde altid min pligt.
Hendes skridt førte hende til septen, et syvsidet sandstenstempel, som stod midt i hendes mors haver fyldt med regnbuefarvet lys. Der var tætpakket, da de gik ind; Catelyn var ikke den eneste, der havde behov for at bede. Hun knælede foran det malede marmorbillede af Krigeren og tændte et parfumeret lys for Edmure og endnu et for Robb, der befandt sig bag bjergene. Bevar dem og hjælp dem til sejr, bad hun, og skænk de dræbtes sjæle fred, og trøst til dem, de efterlader sig.
Septonen trådte ind med sit røgelseskar og sin krystal, mens Catelyn var ved at bede, så hun blev tilbage for at se ceremonien. Hun kendte ikke denne septon, en alvorlig, ung mand på Edmures alder omtrent. Han forrettede sin tjeneste udmærket, og hans stemme var klangfuld og behagelig, da han sang lovprisningerne til De Syv, men Catelyn længtes alligevel efter at høre de svage, bævrende toner fra septon Osmynd, som havde været død i lang tid nu. Osmynd ville have lyttet tålmodigt til hendes historie om, hvad hun havde set og mærket i Renlys pavillon, og han ville måske have vidst, hvad det betød, og hvad hun skulle gøre for at få manet skyggerne, som forfulgte hende i hendes drømme, i jorden. Osmynd, min far, onkel Brynden, gamle mester Kym, de syntes altid at vide alt, men nu er der kun mig, og jeg synes ikke at vide noget, ikke engang hvad min pligt er. Hvordan kan jeg gøre min pligt, hvis jeg ikke ved, hvori den består?
Catelyns knæ var stive, da hun rejste sig igen, men hun følte sig ikke klogere. Måske skulle hun gå til gudelunden i aften og også bede til Neds guder. De var ældre end De Syv.
Udenfor hørte hun en helt anden slags sang. Rymund Rimer sad ved bryghuset midt i en kreds af lyttende, hans dybe stemme rungede, mens han sang om lord Deremond på den Blodige Eng.
Og der han stod med sværd i hånd
den sidste af Darrys ti …
Brienne stoppede op for at lytte med sine brede skuldre trukket ned og de tykke arme lagt over kors. En flok pjaltede drenge løb forbi, mens de skreg og slog til hinanden med deres kæppe. Hvorfor er drenge så glade for at lege krig? Catelyn spekulerede på, om Rymund gav svaret. Skjaldens stemme svulmede op, da han nærmede sig slutningen på sin sang.
Under hans fødder det røde græs
og rødt hans bannere vajed’
og rød var solen der gik ned
som i sin glød ham baded’
„Kom, kom,“ kaldte den højmodige lord
„sult endnu i mit sværd bor.“
Og med et skrig af vildt raseri
over bækken de fór …
„At kæmpe er bedre end denne venten,“ sagde Brienne. „Man føler sig ikke så hjælpeløs, når man kæmper. Man har et sværd og en hest, somme tider en økse. Når man er i panser og plade, er det svært for andre at gøre en fortræd.“
„Riddere dør i kamp,“ mindede Catelyn hende om.
Brienne så på hende med disse blå og smukke øjne. „Og ladyer dør i barselssengen. Ingen synger sange om dem.“
„Børn er en anden slags kamp.“ Catelyn begyndte at gå hen over gårdspladsen. „En kamp uden bannere eller krigshorn, men ikke mindre barsk. At bære på et barn, bringe det til verden … din mor må have fortalt dig om smerterne …“
„Jeg kendte ikke min mor,“ sagde Brienne. „Min far havde damer … en ny dame hvert år, men …“
„Det var ikke damer,“ sagde Catelyn. „Så drøj fødslen end kan være, Brienne, så er det, der følger efter, endnu drøjere. Nogle gange har jeg det, som om jeg bliver flået fra hinanden. Jeg ville ønske, der var fem af mig, en for hvert barn, så jeg kunne beskytte dem alle.“
„Og hvem skal beskytte dig, mylady?“
Hendes smil var svagt og træt. „Mændene af mit hus. Det fortalte min mor mig i hvert fald. Min far, min bror, min onkel, min mand, de vil beskytte mig … men mens de er væk fra mig, kommer du vel til at udfylde deres plads, Brienne.“
Brienne bøjede hovedet. „Jeg skal prøve, mylady.“
Senere samme dag kom mester Vyman med et brev. Hun fik straks øje på ham og håbede på et par ord fra Robb eller fra sir Rodrik på Vinterborg, men meddelelsen viste sig at være fra en lord Meadows, der benævnte sig borgforvalter for Stormgrav. Brevet var adresseret til hendes far, hendes bror, hendes søn, „eller hvem der nu holder Flodborg“. Sir Cortnay Penrose var død, skrev manden, og Stormgrav havde åbnet sin port for Stannis Baratheon, den ægtefødte og retmæssige arving. Borgens garnison havde svoret deres sværd til hans sag, hver og en, og ingen af dem havde lidt overlast.
„Undtagen Cortnay Penrose,“ mumlede Catelyn. Hun havde aldrig mødt manden, men det gjorde hende ondt at høre om hans bortgang. „Robb bør have det her at vide med det samme,“ sagde hun. „Ved vi, hvor han er?“
„Sidste nyt var, at han marcherede mod Crag, sædet for huset Westerling,“ sagde mester Vyman. „Hvis jeg sender en ravn til Askemark, kan de måske sende en rytter efter ham.“
„Gør det.“
Catelyn læste brevet igen, efter at mesteren var gået. „Lord Meadows skriver intet om Roberts bastard,“ betroede hun Brienne. „Jeg formoder, at han overgav drengen sammen med alle de øvrige, selv om jeg må tilstå, at jeg ikke forstår, hvorfor Stannis så gerne ville have fat i ham.“
„Han frygter måske for drengens krav.“
„En bastards krav? Nej, det er noget andet … hvordan ser dette barn ud?“
„Han er syv eller otte år, køn, har sort hår og klare, blå øjne. Gæster opfattede ham ofte som lord Renlys egen søn.“
„Og Renly støttede Robert.“ Catelyn begyndte at forstå lidt af det. „Stannis vil vise sin brors bastard frem for riget, så mænd kan se Robert i hans ansigt og begynde at undre sig over, hvorfor Joffrey ikke har sådan en lighed.“
„Ville det betyde så meget?“
„De, der støtter Stannis, vil kalde det et bevis. De, der støtter Joffrey, vil sige, at det ingen betydning har.“ Hendes egne børn havde mere Tully end Stark i sig. Arya var den eneste, der mindede om Ned i sine træk. Og Jon Sne, men han var aldrig min. Hun begyndte at tænke på Jons mor, den skyggeagtige, hemmelige kærlighed, som hendes mand aldrig ville tale om. Sørger hun over Ned, ligesom jeg gør? Eller hadede hun ham, fordi han forlod hendes seng til fordel for min? Beder hun for sin søn, som jeg har bedt for min?
Det var ubehagelige og frugtesløse tanker. Hvis Jon var søn af Ashara Dayne af Stjernefald, sådan som nogle hviskede, så var denne lady for længst død; hvis ikke, så anede Catelyn ikke, hvem eller hvor hans mor kunne være. Det spillede heller ingen rolle. Ned var død nu, og alle hans elskede og hemmeligheder var døde med ham.
Men hun blev igen slået af, hvor underligt mænd opførte sig, når det gjaldt deres bastarder. Ned havde altid været voldsomt beskyttende med hensyn til Jon, og sir Cortnay Penrose havde ofret sit liv for denne Edric Storm, men Roose Boltons bastard havde dog betydet mindre for ham end en af hans hunde at dømme efter tonen i det sært kolde brev, som Edmure havde fået fra ham for mindre end tre dage siden. Han havde krydset Treforken og var på march mod Harrenhal som befalet, og han skrev: „En stærk borg og vel garnisoneret, men Hans Nåde får den, om jeg så skal dræbe hver eneste levende sjæl inden for dens mure for at få det til at ske.“ Han håbede, Hans Nåde ville veje det op mod forbrydelserne begået af hans bastardsøn, som sir Rodrik Cassel havde henrettet. „En skæbne, han uden tvivl fortjente,“ havde Bolton skrevet. „Fordærvet blod er altid forræderisk, og Ramsay var lusket, grådig og grusom af natur. Jeg priser mig lykkelig over at være sluppet af med ham. De ægtefødte sønner, som min unge hustru har lovet mig, ville aldrig have været trygge, så længe han levede.“
Lyden af ilende fodtrin bortjog de morbide tanker, hun gjorde sig. Sir Desmonds væbner styrtede gispende ind i værelset og knælede. „Mylady … Lannisterne … gået over floden.“
„Tag en dyb indånding, dreng, og fortæl det langsomt.“
Han gjorde, som hun befalede. „En kolonne af mænd i rustninger,“ rapporterede han. „Over Røde Strøm. De fører en purpurfarvet enhjørning under Lannisternes løve.“
En søn af lord Brax. Brax var kommet til Flodborg, engang da hun var lille, for at foreslå et ægteskab mellem en af sine sønner og hende eller Lysa. Hun spekulerede på, om det mon var den samme søn, der anførte et angreb et sted derude nu.
Lannisterne var kommet fra sydøst under en eksplosion af bannere, fortalte sir Desmond hende, da hun gik ned til brystværnene for at slutte sig til ham. „Nogle få forridere, ikke andet,“ forsikrede han hende. „Lord Tywins hovedstyrke befinder sig et godt stykke sydpå. Vi er ikke i fare her.“
Syd for Røde Strøm lå landet åbent og fladt. Catelyn kunne se milevidt fra vagttårnet. Alligevel var kun det nærmeste vadested synligt. Edmure havde overladt til lord Jason Mallister at forsvare det samt tre andre vadesteder længere oppe ad floden. Lannister-rytterne red forvirrede og usikre rundt i nærheden af vandet. „Ikke flere end halvtreds, mylady,“ vurderede sir Desmond.
Catelyn så rytterne sprede sig ud i en lang linje. Lord Jasons mænd ventede på dem skjult bag sten og græs og tuer. Et trompetstød sendte rytterne plaskende ned i strømmen. Et kort øjeblik gjorde de en tapper indsats og var et prægtigt skue af skinnende rustninger og vajende bannere og solen, der blinkede i lansespidserne.
„Nu,“ hørte hun Brienne sige lavmælt.
Det var svært rigtigt at se, hvad der skete, men hestenes skrig lød højt selv på så lang afstand, og bag det hørte Catelyn den svagere lyd af stål mod stål. Et banner forsvandt pludselig, da dets bærer blev nedlagt, og kort efter drev den første døde mand forbi deres mure båret af strømmen. På det tidspunkt havde Lannisterne trukket sig tilbage i forvirring. Hun så, hvordan de omgrupperede sig, konfererede hastigt og galopperede tilbage, samme vej de var kommet. Mændene på murene råbte spottegloser efter dem, men de var allerede for langt væk til at kunne høre noget.
Sir Desmond klappede sig på maven. „Gid lord Hoster kunne have set det der. Det ville have fået ham til at danse.“
„Jeg er bange for, at min far ikke kommer til at danse mere,“ sagde Catelyn, „og denne kamp er kun lige begyndt. Lannisterne vil komme igen. Lord Tywin råder over dobbelt så mange mænd som min bror.“
„Han kan have ti gange så mange, og det ville ingen rolle spille,“ sagde sir Desmond. „Røde Strøms vestbred er højere end østbredden, mylady, og tæt bevokset med skov. Vores bueskytter har god dækning og frit udsyn til at afskyde deres bolte … og skulle der blive slået en breche, holder Edmure sine bedste riddere i reserve, som er parat til at ride derhen, hvor der er hårdest brug for dem. Floden vil standse dem.“
„Jeg beder til, at du har ret,“ sagde Catelyn alvorligt.
De kom igen samme aften. Hun havde befalet dem at vække hende straks, hvis fjenden vendte tilbage, og et stykke over midnat rørte en tjenestepige blidt ved hendes skulder. Catelyn satte sig straks op. „Hvad er der?“
„Vadestedet igen, mylady.“
Catelyn gik op på taget indsvøbt i en morgenkåbe. Derfra kunne hun se ud over murene og den månelyse flod til det sted, hvor slaget rasede. Forsvarerne havde bygget vagtbål langs bredden, og Lannisterne troede måske, at de ville være mørkeblinde eller uforsigtige. I så fald dummede de sig. Mørket var en risikabel allieret. Da de vadede ud i floden for at kæmpe sig over, trådte mænd ned i skjulte huller og gik plaskende under, mens andre snublede over sten eller skar deres fødder på skjulte fodangler. Mallister-bueskytterne sendte en byge af brandpile hvislende hen over floden, et sært smukt syn set på afstand. En mand, gennemboret af et dusin pile med sit tøj i flammer, dansede og hvirvlede rundt i det knædybe vand, indtil han faldt til sidst og blev revet med af strømmen. Da hans krop drev forbi Flodborg, var både branden og livsgnisten slukket.
En lille sejr, tænkte Catelyn, da kampen var slut, og de overlevende fjender var forsvundet ind i nattens mørke igen, men ikke desto mindre en sejr. Mens de gik ned ad tårnets vindeltrappe, spurgte Catelyn Brienne, hvad hun mente om det. „Det var et strejf af lord Tywins fingerspidser, mylady,“ sagde pigen. „Han sonderer, mærker efter, hvor der er et svagt punkt, en uforsvaret overgang. Hvis han ikke finder en, vil han krumme alle sine fingre til en næve og skabe en.“ Brienne trak skuldrene op. „Det ville jeg gøre, hvis jeg var ham.“ Hendes hånd rakte ud efter fæstet på sværdet og gav det et lille klap som for at sikre sig, at det stadig var der.
Og må guderne så hjælpe os, tænkte Catelyn. Men hun kunne intet stille op. Det var Edmures kamp derude ved floden; hendes kamp var inde i borgen.
Næste morgen, da hun spiste morgenmad, sendte hun bud efter sin fars aldrende hushovmester, Utherydes Wayn. „Bring sir Cleos Frey en kande vin. Jeg vil snart udspørge ham, og hans tunge skal være godt løsnet.“
„Som du befaler, mylady.“
Kort efter ankom en rytter med Mallister-ørnen syet på brystet med en meddelelse fra lord Jason, der berettede om endnu en træfning og endnu en sejr. Sir Flement Brax havde prøvet at gå over ved et andet vadested tredive kilometer mod syd. Denne gang gjorde Lannisterne deres lanser kortere og gik over floden til fods, men Mallister-bueskytter havde sendt en regn af høje pileskud i en bue ned over deres skjolde, mens skorpionerne, som Edmure havde opstillet på flodbredden, kastede tunge sten ud, som brød deres formation op. „De efterlod sig en halv snes døde i vandet, kun to nåede ind på grundt vand, hvor vi gjorde kort proces med dem,“ rapporterede rytteren. Han fortalte også om kampe længere oppe ad floden, hvor lord Karyl Vance forsvarede vadestederne. „Disse fremstød blev også afværget med svære tab for vores fjender.“
Måske var Edmure klogere, end jeg var klar over, tænkte Catelyn. Hans lorder kunne alle se fornuften i hans slagplaner, hvorfor var jeg så blind? Min bror er ikke den lille dreng, jeg husker, ikke mere end Robb er.
Hun ventede, til det blev aften, inden hun aflagde sir Cleos Frey et besøg, idet hun ræsonnerede, at jo længere hun udskød det, des mere fuld ville han sandsynligvis være. Da hun gik ind i tårncellen, faldt sir Cleos straks på knæ. „Mylady, jeg vidste intet om nogen flugt. Gnomen sagde, at en Lannister absolut måtte have en Lannister-eskorte, på min ed som ridder …“
„Rejs dig, sir.“ Catelyn satte sig. „Jeg ved, at intet barnebarn af Walder Frey vil være en edsbryder. Medmindre det tjente hans formål. „Min bror sagde, at du kommer med fredsbetingelser.“
„Ja.“ Sir Cleos kom usikkert på benene igen. Det glædede hende at se, hvor vaklende han var.
„Fortæl,“ befalede hun, og det gjorde han så.
Da han var færdig, sad Catelyn med rynket pande. Edmure havde haft ret, der var slet ingen betingelser bortset fra … „Så Lannister vil udveksle Arya og Sansa med sin bror?“
„Ja. Han sad på Jerntronen og svor det.“
„I vidners nærvær?“
„For øjnene af hele hoffet, mylady. Og foran guderne. Det sagde jeg også til sir Edmure, men han sagde, at det var umuligt, at det ville Hans Nåde Robb aldrig gå med til.“
„Der talte han sandt.“ Hun kunne ikke engang sige, at Robb tog fejl. Arya og Sansa var børn. Kongemorderen, i live og på fri fod, var den farligste mand i riget. Den vej førte ingen steder hen. „Så du mine døtre? Bliver de behandlet godt?“
Sir Cleos tøvede. „Jeg … ja, de virkede …“
Han prøver desperat at finde på en løgn, indså Catelyn, men vinen har gjort ham omtåget. „Sir Cleos,“ sagde hun køligt, „du mistede retten til dit fredsflags beskyttelse, da dine mænd narrede os. Lyv for mig, og du kommer til at hænge ved siden af dem på murene. Tro mig. Nu spørger jeg dig én gang til – så du mine døtre?“
Hans pande var våd af sved. „Jeg så Sansa ved hoffet, den dag Tyrion meddelte mig sine betingelser. Hun så særdeles yndig ud, mylady. Måske en smule bleg. Fortrukket i ansigtet.“
Sansa, men ikke Arya. Det kunne betyde hvad som helst. Arya havde altid været svær at tæmme. Måske var Cersei ikke meget for at vise hende åbent frem af frygt for, hvad hun kunne sige eller gøre. De har måske spærret hende inde. Eller de har måske dræbt hende. Catelyn skubbede tanken væk. „Hans betingelser, sagde du … men Cersei er dronningeregent.“
„Tyrion talte for dem begge. Dronningen var der ikke. Hun var indisponeret den dag, fik jeg at vide.“
„Det lyder sært.“ Catelyn tænkte tilbage på den frygtelige tur gennem Månebjergene og den måde, Tyrion Lannister havde lokket hendes lejesoldat til at gøre tjeneste hos ham i stedet. Dværgen er så klog, at det halve kunne være nok. Hun kunne ikke forestille sig, hvordan han havde overlevet bjergvejen, efter at Lysa havde sendt ham af sted fra Dalen, men det overraskede hende ikke. Han havde i det mindste ingen andel i mordet på Ned. Og han forsvarede mig, da klanmændene angreb os. Hvis jeg kunne stole på hans ord …
Hun åbnede hænderne for at kigge ned på arrene hen over fingrene. Mærkerne efter hans dolk, mindede hun sig selv om. Hans dolk, i hånden på drabsmanden, som han havde betalt for at skære halsen over på Bran. Selvom dværgen selvfølgelig benægtede det. Selv efter at Lysa havde spærret ham inde i en af himmelcellerne og truet ham med månedøren, havde han stadig benægtet det. „Han løj,“ sagde hun og rejste sig brat. „Alle Lannisterne er løgnere, og dværgen er den værste. Drabsmanden var bevæbnet med hans egen kniv.“
Sir Cleos stirrede. „Jeg ved ikke noget om …“
„Du ved ingenting,“ medgav hun og strøg ud af cellen. Brienne slog tavst følge med hende. Det er enklere for hende, tænkte Catelyn med et stik af misundelse. Hun var ligesom en mand på den måde. For mænd var svaret altid det samme og aldrig længere væk end det nærmeste sværd. For en kvinde, en mor, var vejen mere stenet og sværere at kende.
Hun indtog en sen middag i Store Sal sammen med sin garnison for at give dem så meget opmuntring, hun nu kunne. Rymund Rimer sang under alle retterne og skånede hende for at skulle sige noget. Han sluttede af med sangen, som han havde skrevet om Robbs sejr ved Oxcross. „Og stjernerne i natten var hans ulves øjne, og vinden selv var deres sang.“ Mellem versene kastede Rymund hovedet tilbage og hylede, og til sidst hylede det halve af salen med, selv Desmond Grell, som var godt lakket til. Deres stemmer gav genlyd mod loftsbjælkerne.
Lad dem bare synge, hvis det gør dem modige, tænkte Catelyn og legede med sit sølvbæger i hånden.
„Der var altid en skjald på Aftenfald Hall, da jeg var barn,“ sagde Brienne stilfærdigt. „Jeg lærte alle sangene udenad.“
„Det gjorde Sansa også, selvom kun få skjalde orkede at tage den lange rejse mod nord til Vinterborg.“ Men jeg sagde til hende, at der ville være skjalde ved kongens hof. Jeg fortalte hende, at hun kom til at høre al slags musik, at hendes far ville finde en mester, som skulle hjælpe hende med at lære at spille på harpe. Åh, guderne tilgive mig …
„Jeg kan huske en kvinde,“ sagde Brienne, „hun kom fra et sted på den anden side af Det Smalle Hav. Jeg kunne ikke engang sige, hvilket sprog hun sang på, men hendes stemme var lige så smuk, som hun var. Hun havde blommefarvede øjne og var så smal om livet, at min far kunne nå rundt med sine hænder. Hans hænder var næsten lige så store som mine.“ Hun knyttede sine lange, tykke fingre som for at skjule dem.
„Sang du for din far?“ spurgte Catelyn.
Brienne rystede på hovedet og stirrede ned på sin brik som for at finde et svar i sovsen.
„For lord Renly?“
Pigen rødmede. „Aldrig, jeg … hans nar, han kom med nogle grusomme vittigheder somme tider, og jeg …“
„Du må synge for mig en dag.“
„Jeg … nej, jeg har ikke gaven.“ Brienne skubbede sig ud fra bordet. „Tilgiv mig, mylady. Må jeg have lov at gå?“
Catelyn nikkede. Den høje, klodsede pige forlod salen med lange skridt næsten ubemærket midt i al larmen og festlighederne. Må guderne gå med hende, tænkte hun og gik apatisk løs på sin aftensmad igen.
Tre dage senere faldt hammeren, sådan som Brienne havde forudsagt, og der gik fem dage, før de hørte om det. Catelyn sad hos sin far, da Edmures sendebud ankom. Mandens rustning var bulet, hans støvler støvede, og han havde en flænge i sin våbenfrakke, men udtrykket i hans ansigt, da han knælede, var nok til at fortælle hende, at det var gode nyheder. „Sejr, mylady.“ Han rakte hende Edmures brev. Hendes hånd rystede, da hun brød seglet.
Lord Tywin havde prøvet at gå over ved et dusin forskellige vadesteder, skrev hendes bror, men hvert angreb var blevet slået tilbage. Lord Lefford var druknet, Crakehall-ridderen kaldet Strongboar var taget til fange, sir Addam Marbrand var blevet tvunget til retræte tre gange … men det hårdeste slag havde stået ved Stenmøllen, hvor sir Gregor Clegane havde anført angrebet. Så mange af hans mænd var faldet, at deres døde heste truede med at blokere strømmen. Til sidst havde Bjerget og en håndfuld af hans bedste mænd erobret vestbredden, men Edmure havde sendt sin reserve mod dem, og de var blevet knust og trak sig blodige og forslåede tilbage. Sir Gregor selv havde mistet sin hest og vaklede tilbage over Røde Strøm med blodet strømmende fra sine mange sår, mens en regn af pile og sten væltede ned omkring ham. „De kommer ikke over, Cat,“ skrev Edmure med sine kragetæer, „lord Tywin marcherer mod sydøst nu. Det er måske en skinmanøvre eller fuld retræte, men det spiller ingen rolle. De kommer ikke over.“
Sir Desmond Grell var blevet jublende glad. „Åh, gid jeg kunne have været hos ham,“ sagde den gamle ridder, da hun læste brevet for ham. „Hvor er det fjols til Rymund? Der er stof til en sang i det her, ved guder, og en sang, som selv Edmure gerne vil høre. Møllen, der kværnede Bjerget ned, jeg kunne næsten digte det selv, hvis jeg havde haft en skjalds evner.“
„Jeg vil ikke høre nogen sange, før kampene er slut,“ sagde Catelyn måske lidt for skarpt. Men hun gav sir Desmond lov til at sprede historien og indvilgede, da han foreslog at åbne nogle fade for at fejre sejren ved Stenmøllen. Stemningen i Flodborg havde været anstrengt og dyster; de kunne alle trænge til lidt at drikke og nyt håb.
Samme nat genlød borgen af jubel. „Flodborg,“ råbte småfolkene, og „Tully! Tully!“ De var kommet bange og hjælpeløse, og hendes bror havde taget dem ind, hvorimod de fleste lorder ville have lukket deres porte. Deres stemmer svævede ind gennem de høje vinduer og sivede ind under de tunge døre af rødtræ. Rymund spillede på sin harpe akkompagneret af et par trommeslagere og et ungt menneske med et sæt skalmejer. Catelyn lyttede til pigelatter og den begejstrede snak hos grønskollingerne, som hendes bror havde efterladt hende som garnison. Gode lyde … men alligevel blev hun ikke bevæget. Hun kunne ikke dele deres glæde.
I sin fars solværelse fandt hun en tung, læderindbundet kortbog og slog op på kortet over flodområderne. Hendes øjne fandt Røde Strøm og fulgte flodens løb i det blafrende kærtelys. Marcherer mod sydøst, tænkte hun. På nuværende tidspunkt var de nok nået frem til Sortstrømmens udspring, vurderede hun.
Hun lukkede bogen endnu mere ubehageligt til mode end før. Guderne havde skænket dem sejr efter sejr. Ved Stenmøllen, ved Oxcross, i Slaget om Lejrene, i Den Hviskende Skov …
Men hvis vi vinder, hvorfor er jeg så bange?