Lyden var en knap hørlig klirren, en skraben af stål hen over sten. Han løftede hovedet fra poterne, lyttede og snuste i natteluften.
Aftenens regn havde vækket hundred sovende dufte og gjort dem mættede og stærke igen. Græs og tornebuske, brombær smattet ud på jorden, mudder, orme, visne blade, en rotte, der krøb gennem en busk. Han opfangede den lodne, sorte fært af sin brors pels og den skarpe, kobberagtige lugt af blod fra egernet, han havde dræbt. Andre egern bevægede sig gennem grenene foroven, de lugtede af våd pels og frygt, og deres små kløer kradsede i barken. Støjen havde lydt som noget i den retning.
Og han hørte det igen, klirren og skraben. Det fik ham på benene. Det prikkede i ørerne, og hans hale rejste sig. Han hylede, et langt, dybt, skælvende skrig, en hylen, som kunne vække de sovende, men stablerne af menneskesten var mørke og døde. En stille, våd nat, en nat, der drev mænd ind i deres huler. Regnen var standset, men mændene skærmede sig stadig mod fugtigheden trykket sammen omkring bålene inde i deres huler af opstablede sten.
Hans bror kom snigende mellem træerne og bevægede sig næsten lige så stilfærdigt som en anden bror, han svagt kunne huske fra en tid for længe siden, den hvide med øjne af blod. Denne brors øjne var som mørke søer, men han rejste børster. Han havde også hørt lydene og vidste, at de betød fare.
Nu blev denne klirren og skraben efterfulgt af den glidende, dæmpede trippen af skindfødder på sten. Vinden førte et svagt pust med sig af en menneskelugt, som han ikke kendte. Fremmed. Fare. Død.
Han løb hen mod lyden med sin bror spurtende ved siden af sig. Stenhulerne rejste sig foran dem med glatte og våde vægge. Han blottede tænderne, men menneskestenene tog ingen notits af det. En port tårnede sig op med en sort jernslange stramt snoet omkring stang og pæl. Da han tørnede ind i den, rystede porten, og slangen raslede og gled, men holdt. Gennem stængerne kunne han se ned i den lange stengang, der løb mellem væggene til den stenede mark udenfor, men der var lukket. Han kunne presse sin snude ind mellem stængerne, men så heller ikke mere. Hans bror havde mange gange forsøgt at knuse de sorte knogler i porten mellem sine tænder, men de ville ikke brække. De havde prøvet at grave sig under, men der lå store, flade sten under porten halvt dækket af jord og nedfaldne blade.
Han gik snerrende frem og tilbage foran porten og kastede sig så mod den igen. Den bevægede sig lidt, men slog ham tilbage. Låst, hviskede noget. Lænket. Stemmen, han ikke hørte, færten uden lugt. De andre indgange var også spærrede. Hvor der var døre i murene af menneskesten, var træet tykt og stærkt. Der var ingen vej ud.
Jo, der er, lød det med en hvisken, og han følte det, som om han kunne se skyggen af et stort træ dækket af nåle, som stak skråt op af den sorte jord og var ti gange så højt som et menneske. Men da han kiggede sig omkring, var det der ikke. Den anden side af gudelunden, det store fyrretræ, skynd dig, skynd dig …
I nattens mørke hørtes et dæmpet råb, der hurtigt blev afbrudt.
Med lynets hast snurrede han rundt og sprang ind mellem træerne igen, våde blade raslede under poterne, og grene svirpede mod ham, da han for forbi. Han kunne høre sin bror følge lige efter. De styrtede frem til hjertetræet og rundt om den kolde dam, gennem brombærbuskene og en bevoksning af eg og ask og tjørnekrat og videre til den fjerne ende af skoven … og der var den, skyggen, han havde fanget et glimt af uden at se den, det hældende træ, der pegede op mod tagene. Fyrretræet, meldte tanken sig.
Han huskede, hvordan det var at klatre op i det. Nålene, der var overalt og skrabede mod hans nøgne ansigt og faldt ned i hans nakke, den klæbrige saft på hænderne, den skarpe fyrrelugt. Det var et let træ for en dreng at klatre op i, sådan som det hældede med grene så tæt på hinanden, at de næsten udgjorde en stige, der førte helt op til taget.
Knurrende snuste han til træets fod, løftede et ben og markerede det med en strøm af urin. En lav gren strejfede hans ansigt, og han snappede efter den og hev og sled i den, indtil træet revnede og brækkede. Hans mund var fuld af nåle og den bitre smag af saft. Han rystede hovedet og snerrede.
Hans bror sad på halen og hævede sin stemme i en jamrende hylen, en sang, der var sort af sorg. Den vej kunne de ikke tage. De var ikke egern eller menneskeunger, de kunne ikke bugte sig op ad træstammer med bløde, lyserøde poter og klodsede fødder. De var løbere, jægere, snigende dyr.
Et sted i natten, bag stenene, der spærrede dem inde, vågnede hundene og begyndte at gø. Først den ene og så den anden og til sidst dem alle i et mægtigt hylekor. De kunne også lugte det; færten af fjender og frygt.
Han blev opfyldt af en fortvivlet vrede, der var varm som sult. Han løb væk fra muren, ind under træerne, hvor hans grå pels blev spættet af grenenes og bladenes skygger … og så vendte han om og styrtede tilbage. Hans fødder fløj og sparkede våde blade og fyrrenåle op, og for en kort stund var han en jæger, og en kronhjort med gevir flygtede fra ham, og han kunne se den og lugte den og forfulgte den med hver en fjeder spændt i sin krop. Lugten af frygt fik hans hjerte til at hamre, og der løb savl fra hans kæber, og han nåede hen til det hældende træ med kæmpeskridt og kastede sig op ad stammen, og kløerne kradsede på stammen for at få fat. Han sprang opad, op, to spring, tre, uden at tabe fart, indtil han befandt sig mellem de lavthængende, store grene. Grene viklede sig om hans fødder og piskede ham i øjnene, grågrønne nåle spredtes, mens han masede sig igennem dem. Han blev nødt til at sagtne farten. Noget greb fat i hans fod, og han rev den fri med en knurren. Stammen blev smallere under ham, hældningen stejlere, nu gik det næsten lodret opad, og det var vådt. Barken revnede som hud, da han prøvede at få fat med kløerne. Han var en tredjedel oppe, halvvejs oppe, længere oppe endnu, og taget var næsten inden for rækkevidde … og så satte han en fod ned og mærkede den glide på den våde, krumme gren, og pludselig gled han og snublede. Han hylede ynkeligt i frygt og vrede og faldt og faldt og hvirvlede rundt, mens jorden styrtede op for at knuse ham …
Og så var Bran i sin seng igen i sit ensomme tårnværelse, viklet ind i sine tæpper, mens han gispede for at få vejret. „Sommer,“ skreg han højt. „Sommer.“ Skulderen gjorde ondt, som om han var faldet på den, men han vidste, at det kun var genfærdet af det, som ulven mærkede. Jojen havde talt sandt. Jeg er et menneskedyr. Bran greb fat i stangen oven over sig og trak sig op, mens han råbte om hjælp. Ingen kom, og lidt efter kom han i tanker om, at ingen ville komme. De havde fjernet vagten fra hans dør. Sir Rodrik havde haft brug for hver eneste mand, han kunne få fat i, så Vinterborg var blevet efterladt med en symbolsk garnison.
De øvrige var brudt op for otte dage siden, seks hundrede mand fra Vinterborg og de nærmeste fæstninger. Cley Cerwyn havde sluttet sig til dem på marchen med tre hundrede mand mere, og mester Luwin havde sendt ravne i forvejen med breve, som indkaldte soldater fra Hvidehavn og Gravhøjslandet og også fra steder langt inde i Ulveskoven. Torrhens Kvadrat blev angrebet af en skrækindjagende hærfører ved navn Dagmer Kløftkæbe. Gamle Bedste sagde, han ikke kunne slås ihjel, at en fjende engang havde kløvet hans hoved i to med en økse, men Dagmer var så barsk, at han blot pressede de to halvdele mod hinanden og holdt sammen på dem, indtil hovedet var helet. Kunne Dagmer have vundet? Torrhens Kvadrat lå mange dages ridt fra Vinterborg, men alligevel …
Bran trak sig op af sengen og bevægede sig fra stang til stang, indtil han var henne ved vinduerne. Han fumlede lidt med fingrene, da han svingede skodderne tilbage. Gårdspladsen lå øde hen, og alle de vinduer, han kunne se, var sorte. Vinterborg sov. „Hodor!“ råbte han ned, så højt han kunne. Hodor sov oven over staldene, men hvis Bran råbte højt nok, ville han måske høre det, eller nogen ville. „Hodor, skynd dig herhen! Osha! Meera, Jojen, bare nogen!“ Bran satte hænderne for munden. „HOOOOODOOOOOR!“
Men da døren gik op med et brag bag ham, var den mand, der trådte ind, ikke én, Bran kendte. Han var iført en lædervams med påsyede, overlappende jernskiver, holdt en daggert i sin ene hånd og havde en økse spændt fast på ryggen. „Hvad vil du?“ spurgte Bran bange. „Det her er mit værelse. Kom så ud herfra.“
Theon Greyjoy fulgte efter manden ind i soveværelset. „Vi er ikke kommet for at gøre dig noget, Bran.“
„Theon?“ Bran var ør af lettelse. „Har Robb sendt dig? Er han her også?“
„Robb er langt væk. Han kan ikke hjælpe dig nu.“
„Hjælpe mig?“ Han var forvirret. „Du må ikke skræmme mig, Theon.“
„Jeg er prins Theon nu. Vi er begge prinser, Bran. Hvem skulle have drømt om det? Men jeg har taget din borg, min prins.“
„Vinterborg?“ Bran rystede på hovedet. „Nej, det kan du ikke have gjort.“
„Lad os være alene, Werlag.“ Manden med daggerten gik igen. Theon satte sig ved siden af sengen. „Jeg sendte fire mænd over murene med entrehager og reb, og de åbnede en poterne for resten af os. Mine mænd tager dine under kærlig behandling lige nu. Tro mig, Vinterborg er min.“
Bran forstod ingenting. „Men du er jo fars myndling.“
„Og nu er du og din bror mine myndlinge. Så snart kampen er slut, vil mine mænd samle resten af dine folk i Store Sal. Du og jeg skal tale til dem. Du vil fortælle dem, at du har overgivet Vinterborg til mig, og befale dem at tjene og lyde deres nye herre, som de lød den gamle.“
„Det nægter jeg,“ sagde Bran. „Vi vil kæmpe mod dig og smide dig ud. Du kan ikke tvinge mig til at sige, at jeg overgav mig.“
„Det her er ikke en leg, Bran, så hold op med at spille en lille dreng, jeg vil ikke finde mig i det. Borgen er min, men folkene her er stadig dine. Hvis prinsen ikke vil have, der sker dem noget, gør han klogest i at gøre, som han får besked på.“ Han rejste sig og gik hen til døren. „Nogen vil komme og klæde dig på og bære dig ned til Store Sal. Tænk nøje over, hvad du vil sige.“
Ventetiden fik Bran til at føle sig endnu mere hjælpeløs end før. Han sad på vinduesbænken og stirrede ud på de mørke tårne og de skyggesorte mure. På et tidspunkt syntes han, han hørte råb fra den anden side af vagtstuen og noget, der kunne være lyden af sværd, men havde ikke Sommers ører at høre med, ej heller dens næse at lugte med. I vågen tilstand er jeg stadig en krøbling, men når jeg sover, når jeg er Sommer, kan jeg løbe og kæmpe og høre og lugte.
Han havde ventet, at Hodor ville komme, eller måske en af tjenestepigerne, men da døren gik op næste gang, var det mester Luwin, der kom ind med et lys i hånden. „Bran,“ sagde han, „du … ved, hvad der er sket? Du er blevet underrettet?“ Huden var flænget over hans venstre øje, og der løb blod ned ad ansigtet.
„Theon kom. Han sagde, at Vinterborg var hans nu.“
Mesteren satte lyset fra sig og tørrede blodet af kinden. „De svømmede over voldgraven. Besteg murene med hager og reb. Kom våde og dryppende over med stål i hånd.“ Han satte sig i stolen ved døren, mens frisk blod strømmede ud af såret. „Ølmave var på porten, de overraskede ham i tårnet og dræbte ham. Høhoved blev såret. Jeg nåede at sende to ravne, inden de brød ind. Fuglen til Hvidehavn slap væk, men de nedskød den anden med en pil.“ Mesteren stirrede på sivene. „Sir Rodrik tog for mange af vores mænd med, men jeg bærer i lige så høj grad skylden. Jeg forudså ikke denne fare, jeg …“
Jojen forudså den, tænkte Bran. „Hjælp mig hellere med at blive klædt på.“
„Javel.“ Fra den tunge, jernbeslåede kiste for fodenden af Brans seng fandt mesteren undertøj, bukser og bluse frem. „Du er Starken på Vinterborg og Robbs arving. Du må se fyrstelig ud.“ De hjalp hinanden med at få ham klædt på, som det sømmede sig for en lord.
„Theon vil have mig til at overgive borgen,“ sagde Bran, mens mesteren var ved at fæstne kappen med hans yndlingsspænde, et ulvehoved af sølv og jet.
„Det er der ingen skam i. En lord må beskytte sine småfolk. Grusomme steder avler grusomme mennesker, Bran, husk det, når du har med disse jernmænd at gøre. Din far gjorde, hvad han kunne for at blidgøre Theon, men jeg er bange for, at det var for lidt og for sent.“
Jernmanden, som kom for at hente dem, var en firskåren, sværlemmet mand med et kulsort skæg, som dækkede det halve af hans bryst. Han havde intet besvær med at bære drengen, men så ikke begejstret ud for opgaven. Rickons soveværelse lå et halvt sving nede ad trappen. Den fireårige var gnaven over at blive vækket. „Jeg vil have min mor,“ sagde han. „Jeg vil have hende. Og også Pjuske.“
„Din mor er langt væk, min prins.“ Mester Luwin trak en morgenkåbe ned over barnets hoved. „Men jeg er her, og også Bran.“ Han tog Rickon i hånden og førte ham ud.
Nedenunder stødte de på Meera og Jojen, som blev gennet ud fra deres værelse af en skaldet mand, hvis spyd var tre fod højere end han selv. Da Jojen så på Bran, var hans øjne som grønne søer fulde af sorg. Andre jernmænd havde purret Freyerne ud. „Din bror har mistet sit kongerige,“ sagde Lille Walder til Bran. „Du er ingen prins nu, blot et gidsel.“
„Det er du også,“ sagde Jojen, „og jeg og alle de andre.“
„Ingen talte til dig, frøæder.“
En af jernmændene gik foran med en fakkel, men regnen faldt igen og slukkede den hurtigt. Mens de skyndte sig hen over gårdspladsen, kunne de høre kæmpeulvene hyle i gudelunden. Jeg håber ikke, Sommer kom noget til, da han faldt ned fra træet.
Theon Greyjoy havde sat sig i Starkernes højsæde. Han havde taget sin kappe af. Indenunder havde han en panserskjorte af tynde ringe på og en sort våbenfrakke prydet med sit hus’ gyldne kraken. Hans hænder hvilede på ulvehovederne, der var hugget ud i enderne af de brede stenarmlæn. „Theon sidder i Robbs stol,“ sagde Rickon.
„Stille, Rickon.“ Bran kunne mærke den truende stemning omkring dem, men hans bror var for lille. Nogle få fakler var blevet tændt, og der var tændt op i den store arne, men det meste af salen henlå i mørke. Der var ingen steder at sætte sig, for alle bænkene stod stablet op mod væggene, og borgens folk stod sammen i små grupper uden at turde sige noget. Han så Gamle Bedste, hvis tandløse mund åbnede og lukkede sig. Høhoved blev båret ind mellem to af de andre vagter med en blodplettet forbinding omkring sit nøgne bryst. Koparrede Tym græd utrøsteligt, og Beth Cassel skreg af angst.
„Hvad har vi her?“ spurgte Theon og mente Reederne og Freyerne.
„De er lady Catelyns myndlinge og hedder begge Walder Frey,“ forklarede mester Luwin. „Og det her er Jojen Reed og hans søster Meera, søn og datter af Howland Reed af Gråvandsborg, som er kommet for at forny deres troskabsed til Vinterborg.“
„Nogle ville kalde det et dårligt valgt tidspunkt,“ sagde Theon, „men det er det ikke for mig. Her er I, og her bliver I.“ Han rejste sig fra højsædet. „Kom her med prinsen, Lorren.“ Den sortskæggede mand satte Bran ned på stenene, som var han en sæk havre.
Folk blev stadig drevet ind i Store Sal, gennet frem af råb og spydender. Gage og Osha ankom fra køkkenerne med mel på tøjet efter at have bagt morgenbrød. Mikken blev slæbt ind, bandende og råbende. Farlen humpede ind, mens han kæmpede for at støtte Palla. Hendes kjole var blevet revet midtover; hun holdt den oppe med en knyttet næve og gik, som om hvert skridt var en pine. Septon Chayle styrtede hen for at hjælpe hende, men en af jernmændene slog ham i gulvet.
Den sidste mand, der kom ind ad døren, var fangen Hørm, hvis ramme stank ilede forud for ham. Lugten af ham fik det til at vende sig i Brans mave. „Vi fandt ham her spærret inde i en tårncelle,“ meddelte hans eskorte, en skægløs yngling med rødblondt hår og gennemblødt tøj, sikkert en af dem, der var svømmet over voldgraven. „Han siger, de kalder ham Hørm.“
„Det kan jeg slet ikke forstå,“ sagde Theon og smilede. „Stinker du altid så frygteligt, eller har du lige kneppet en gris?“
„Jeg har ikke kneppet nogen, siden de tog mig, m’lord. Jeg hedder egentlig Heke. Jeg tjente Bastarden af Dreadfort, indtil Starkerne gav ham en pil i ryggen i bryllupsgave.“
Det syntes Theon var morsomt. „Hvem giftede han sig med?“
„Hornwood-enken, m’lord.“
„Den gamle heks? Var han blind? Hendes patter er tørre og visnede som tomme vinsække.“
„Det var ikke hendes patter, han giftede sig med hende for, m’lord.“
Jernmændene smækkede de høje døre i for enden af salen. Fra højsædet kunne Bran se omkring tyve af dem. Han har nok stillet nogle vagter ved portene og våbenarsenalet. Men der kunne ikke være mere end tredive i alt.
Theon løftede hænderne for at få ro. „I kender mig alle sammen …“
„Aye, vi ved godt, hvad for en sæk dampende møg, du er!“ råbte Mikken, inden den skaldede mand jog enden af sit spyd i hans mave og derefter hamrede ham i ansigtet med skaftet. Smeden sank ned på knæ og spyttede en tand ud.
„Mikken, ti så stille.“ Bran prøvede at lyde streng og lordagtig, sådan som Robb gjorde, når han gav en kommando, men hans stemme forrådte ham, og ordene kom ud som en skinger kvækken.
„Lyt til din lille lord, Mikken,“ sagde Theon. „Han har mere forstand, end du har.“
En god lord beskytter sit folk, påmindede han sig selv. „Jeg har overgivet Vinterborg til Theon.“
„Højere, Bran. Og kald mig prins.“
Han hævede stemmen. „Jeg har overgivet Vinterborg til prins Theon. I skal alle gøre, som han befaler jer.“
„Kraftedeme nej!“ brølede Mikken.
Theon ignorerede vredesudbruddet. „Min far har sat den gamle krone af salt og sten på sit hoved og udråbt sig som konge af Jernøerne. Han gør også krav på nord i medfør af sin erobring. I er alle hans undersåtter.“
„Rend mig.“ Mikken tørrede blodet af sin mund. „Jeg tjener Starkerne, ikke en eller anden forræderisk blæksprutte fra … argh.“ Spydenden sendte ham ned i stengulvet med hovedet først.
„Smede har stærke arme og svage hoveder,“ bemærkede Theon. „Men hvis resten af jer tjener mig lige så loyalt, som I tjente Ned Stark, vil I få så generøs en lord, som I kan ønske jer.“
Mikken lå på alle fire og spyttede blod. Gør det ikke, ønskede Bran for ham, men grovsmeden råbte: „Hvis du tror, du kan holde nord med den sølle flok af …“
Den skaldede mand jog spydspidsen ned i Mikkens nakke. Stål gled gennem kød og kom ud gennem hans hals i et væld af blod. En kvinde skreg, og Meera slog armene om Rickon. Han druknede i blod, tænkte Bran dumpt. Sit eget blod.
„Er der andre, der vil sige noget?“ spurgte Theon Greyjoy.
„Hodor hodor hodor hodor,“ råbte Hodor med opspilede øjne.
„Vil nogen venligst lukke kæften på den halvhjerne?“
To jernmænd begyndte at tæve løs på Hodor med deres spydender. Stalddrengen faldt om på gulvet og prøvede at værge for sig med hænderne.
„Jeg vil være en lige så god lord for jer, som Eddard Stark var.“ Theon hævede stemmen for at overdøve lyden af træ mod kød. „Men forråder I mig, vil I ønske, at I aldrig havde gjort det. Og tro ikke, at de mænd, I ser her, er hele min styrke. Torrhens Kvadrat og Deepwood Motte vil også snart være i vores hænder, og min onkel sejler op ad Saltspyddet for at erobre Cailins Fæstning. Hvis Robb Stark kan holde Lannisterne fra livet, kan han måske herske som konge af Treforken i fremtiden, men huset Greyjoy holder nord nu.“
„Starks lorder vil tage kampen op med dig,“ råbte Hørm. „Det oppustede svin i Hvidehavn blandt andet, men også Umberne og Karstarkerne. Du får brug for mænd. Sæt mig fri, og jeg er din.“
Theon vurderede ham et kort øjeblik. „Du er klogere, end du lugter, men jeg ville ikke kunne udholde den stank.“
„Nå ja,“ sagde Hørm, „jeg kunne jo vaske mig lidt. Hvis jeg blev sat fri.“
„En mand med en sjælden god forstand.“ Theon smilede. „Bøj knæet.“
En jernmand rakte Hørm et sværd, og han lagde det foran Theons fødder og svor lydighed mod huset Greyjoy og kong Balon. Bran kunne ikke få sig selv til at se på. Den grønne drøm blev til virkelighed.
„M’lord Greyjoy!“ Osha trådte hen over Mikkens lig. „Jeg blev også bragt hertil som fange. Du var der, den dag jeg blev taget.“
Jeg troede, du var en ven, tænkte Bran såret.
„Jeg har brug for krigere,“ erklærede Theon, „ikke for køkkenmadammer.“
„Det var Robb Stark, der anbragte mig i køkkenerne. I det meste af et år er jeg blevet sat til at skure gryder, skrabe fedt og varme halmen for ham her.“ Hun kastede et blik på Gage. „Jeg har fået mere end nok af det. Lad mig få et spyd i hånden igen.“
„Jeg har et spyd til dig lige her,“ sagde den skaldede mand, som havde dræbt Mikken. Han tog et fast greb om sit skridt og grinede.
Osha gav ham et spark mellem benene med sit knoklede knæ. „Du lader den slappe, lyserøde tingest blive derinde.“ Hun vristede spyddet fra ham og brugte enden til at slå ham i gulvet. „Jeg skal have træ og jern.“ Den skaldede mand vred sig på gulvet, mens de andre røvere slap en latterorkan løs.
Theon lo sammen med dem. „Du er god nok,“ sagde han. „Behold spyddet; Stygg kan finde sig selv et nyt. Bøj knæ nu og sværg.“
Da ingen andre styrtede frem for at stille sig i Theons tjeneste, blev de sendt bort med en advarsel om at gøre deres arbejde og ikke lave ballade. Det blev overladt til Hodor at bære Bran tilbage til hans seng. Hans ansigt så hæsligt ud efter alle tævene, næsen var opsvulmet og det ene øje lukket til. „Hodor,“ hulkede han mellem sine flækkede læber, mens han løftede Bran op i sine enorme, stærke arme og blodige hænder, og bar ham ud i regnen igen.