De kunne se bålet glimte i nattens mørke mod siden af bjerget som et stjerneskud. Det brændte mere rødt end de andre stjerner og tindrede ikke, men flammede klart op nu og da og svandt ind til en fjern og mat gnist bagefter.
En halv mil derhen og to tusind fod op, vurderede Jon, og et perfekt sted at holde øje med alt, hvad der bevæger sig i passet nedenunder.
„Vagtposter i Skingerpasset,“ sagde den ældste blandt dem undrende. I sin pure ungdom havde han været væbner for en konge, så sortbrødrene kaldte ham stadig Væbner Dalbridge. „Hvad mon Mance Rayder frygter?“
„Hvis han vidste, at de havde tændt bål, ville han flå de stakler,“ sagde Ebben, en firskåren, skaldet mand, der var muskuløs som en sæk med sten.
„Ild er liv heroppe,“ sagde Qhorin Halvhånd, „men den kan også betyde død.“ Efter hans ordre havde åben ild været forbudt, lige siden de gik ind i bjergene. De spiste koldt, saltet kød, hårdt brød og endnu hårdere ost og sov med alt tøjet på, trykket sammen under en bunke kapper og pelse og taknemlige for hinandens varme. Det fik Jon til at mindes kolde nætter engang for længe siden på Vinterborg, da han delte seng med sine brødre. Disse mænd var også brødre, men sengen, de delte, var af sten og jord.
„De må have et horn,“ sagde Stenslange.
„De må ikke blæse i et horn,“ sagde Halvhånd.
„Det er en lang og brutal klatretur om natten,“ sagde Ebben, mens han holdt øje med den fjerne gnist gennem en spalte i klipperne, som gav dem ly. Himlen var skyfri, de forrevne bjerge steg op sort mod sort helt op til de kolde tinder af sne og is, som skinnede blegt i måneskinnet.
„Og et længere fald,“ sagde Qhorin Halvhånd. „To mand, tror jeg. De er sandsynligvis to mand deroppe, som skiftes til at tage vagten.“
„Mig.“ Rangeren, de kaldte Stenslange, havde allerede bevist, at han var deres bedste klatrer. Det måtte blive ham.
„Og mig,“ sagde Jon Sne.
Qhorin Halvhånd kiggede på ham. Jon kunne høre vinden hyle, mens den for gennem det høje pas oven over dem. En pony vrinskede og skrabede i den magre, stenede jord i hulningen, hvor de havde søgt ly. „Ulven bliver hos os,“ sagde Qhorin. „En hvid pels er for let at se i måneskinnet.“ Han vendte sig om mod Stenslange. „Når I er færdige, så kast en brændende gren ned. Vi kommer, når vi ser den falde.“
„Vi kan lige så godt gå i gang nu,“ sagde Stenslange.
De tog hver en lang rulle reb. Stenslange bar også en sæk med jernspigre og en lille hammer, hvis hoved var pakket ind i tyk filt. De lod deres ponyer blive tilbage foruden deres hjelme, ringbrynjer og Hvide. Jon knælede og lod kæmpeulven gnubbe snuden mod ham, inden de brød op. „Bliv,“ kommanderede han. „Jeg kommer tilbage og henter dig.“
Stenslange gik forrest. Han var en lille, senestærk mand, næsten halvtreds og gråskægget, men stærkere, end han så ud til, og han havde det bedste natsyn, Jon nogensinde havde mødt hos nogen. Han fik brug for det i aften. Om dagen var bjergene blågrå og pudrede med frost, men når solen gik ned bag de forrevne tinder, blev de sorte. Nu malede den opgående måne dem i hvidt og sølv.
Sortbrødrene bevægede sig gennem sorte skygger mellem sorte klipper og arbejdede sig op ad en stejl, snoet sti med ånde, der hang som rim i den sorte luft. Jon følte sig næsten nøgen uden sin ringbrynje, men han savnede ikke vægten af den. Det var hårdt at komme frem, og det gik langsomt. Hvis de skyndte sig, risikerede de bare at brække en ankel eller det, der var værre. Stenslange syntes instinktivt at vide, hvor han skulle sætte sin fod, men Jon var nødt til at passe mere på i det ujævne terræn.
Skingerpasset var egentlig en række af pas, et langt, snoet forløb, der førte op og rundt omkring flere isdækkede, vinderoderede tinder og ned gennem skjulte dale, hvor solen sjældent trængte ned. Bortset fra sine rejsefæller havde Jon ikke set et levende menneske, siden de forlod skoven og begyndte at gå opad. Guderne kunne næppe skabe noget mere grusomt og fjendtligt for mennesker end Frosttinderne. Vinden skar som en kniv heroppe og hvinede som en mor, der begræder sine dræbte børn. De få træer, de så, var forkrøblede, groteske størrelser, der voksede sidelæns ud af sprækker og spalter. Flere steder hang der væltede klippestykker ind over stien, kranset af nedhængende istapper, der lignede lange, hvide tænder set på afstand.
Trods det var Jon ikke ked af, at han var kommet. Der var også vidundere her. Han havde set sollyset glimte i isede, tynde vandfald, der styrtede ned over skarpe klippekanter, og en bjergeng fuld af vilde efterårsblomster, blå brombær og purpurrøde nelliker og bevoksninger af pibergræs i rødbrune og gyldne farver. Han havde kigget ned i kløfter så dybe og sorte, at de næsten måtte ende i et eller andet helvede, og han havde redet på sin nordlandspony over en vindtæret bro af natursten med intet andet end himlen til begge sider. Ørne byggede reder i højderne og kom ned for at jage i dalene; de kredsede ubesværet rundt på store, blågrå vinger, der næsten faldt i et med himlen. På et tidspunkt så han en skyggekat snige sig efter en vædder og så den glide ned ad bjergsiden som flydende røg.
Nu er det vores tur til at slå til. Han ville ønske, han kunne bevæge sig lige så sikkert og lydløst som denne skyggekat og dræbe lige så hurtigt. Langklo sad i skeden på hans ryg, men han fik måske ikke plads til at bruge det. Han havde dolk og daggert med til nærkamp. De vil også have våben, og jeg er ikke i rustning. Han spekulerede på, hvem der ville vise sig at være skyggekatten, når natten var omme, og hvem vædderen.
Et langt stykke tid holdt de sig til stien og fulgte dens slyngede bane langs bjergsiden, opad og hele tiden opad. Somme tider bukkede bjerget om på sig selv, og de tabte bålet af syne, men det viste sig altid igen før eller senere. Stien, som Stenslange valgte, ville aldrig kunne være brugt af heste. Nogle steder måtte Jon presse ryggen mod den kolde sten og flytte sig sidelæns ligesom en krabbe, tomme for tomme. Selv der hvor stien udvidede sig, var det lumsk; der var revner så store, at de kunne opsluge en mands ben, stenblokke, man kunne snuble over, hulninger, hvor vandet samlede sig om dagen og frøs til is om natten. Et skridt og så endnu et, sagde Jon til sig selv. Et skridt og så endnu et, og jeg falder ikke.
Han havde ikke barberet sig, siden de forlod De Første Mænds Næve, og hårene på hans læbe var snart stive af frost. Efter at have klatret i to timer blæste det så kraftigt, at han kun med nød og næppe kunne gå ned i knæ og klamre sig til klippen og bede til, at han ikke blev blæst ned fra bjerget. Et skridt og så endnu et, gentog han for sig selv, da stormen stilnede af. Et skridt og så endnu et, og jeg falder ikke.
Snart var de så højt oppe, at det var bedst ikke at kigge ned. Under dem fandtes kun gabende mørke, og over dem intet andet end månen og stjernerne. „Bjerget er din mor,“ havde Stenslange sagt til ham på en lidt lettere opstigning for nogle dage siden. „Klyng dig til hende, tryk dit ansigt op mod hendes patter, så taber hun dig ikke.“ Jon havde lavet en vittighed af det og sagt, at han altid havde spekuleret på, hvem hans mor var, men havde aldrig regnet med at finde hende i Frosttinderne. Det virkede ikke nær så morsomt nu. Et skridt og så endnu et, tænkte han og klamrede sig til bjerget.
Den smalle sti endte brat et sted, hvor en massiv, sort granitskråning skød ud fra bjergsiden. Efter det klare måneskin var dens skygge så sort, at det føltes som at træde ind i en hule. „Derop,“ sagde rangeren dæmpet. „Vi skal oven over dem.“ Han tog handskerne af og stak dem i bæltet, bandt den ene ende af rebet om livet og den anden om Jon. „Følg efter, når rebet bliver stramt.“ Rangeren ventede ikke på et svar, men begyndte straks at klatre opad med fingre og fødder, hurtigere end Jon ville have troet muligt. Det lange reb foldede sig langsomt ud. Jon iagttog ham nøje, bemærkede, hvordan han gik frem, og hvor han fandt fæste, og da den sidste løkke i hamperebet var rullet ud, tog han sine egne handsker af og fulgte efter, betydeligt mere langsomt.
Stenslange havde ladet rebet glide rundt om den glatte klippespids, han ventede ved, men lige så snart Jon var fremme, rystede han det løs og var væk igen. Denne gang var der ikke nogen bekvem kløft, da han nåede frem til enden af deres tøjr, så han fandt sin filtbeklædte hammer frem og bankede et spiger dybt ind i en revne i stenen med en række forsigtige slag. Men hvor dæmpede lydene end var, gav de genlyd mod stenen, så højt, at Jon krympede sig for hvert slag og var sikker på, at vildlingene også hørte dem. Da spigeret var sikret, fastgjorde Stenslange et reb til det, og Jon begyndte at følge efter. Sug på bjergets patter, påmindede han sig selv. Kig ikke ned. Hold din vægt lige over fødderne. Kig ikke ned. Kig på klippen foran dig. Ja, der er et godt fæste. Kig ikke ned. Jeg kan få vejret igen på den afsats der, jeg skal bare nå derhen. Kig aldrig ned.
På et tidspunkt gled hans fod, da han lagde vægten på den, og hans hjerte holdt op med at slå, men guderne var gode, og han faldt ikke. Han kunne mærke kulden sive ind i fingrene fra klipperne, men han turde ikke tage sine handsker på; handsker kunne smutte, uanset hvor stramt de sad, stof og pels bevægede sig mellem hud og sten, og det kunne få ham slået ihjel heroppe. Hans forbrændte hånd var ved at føles stiv og gjorde også ondt nu. Og så flækkede han sin tommelfingernegl og efterlod blodstænk, hvor som helst han anbragte sin hånd. Han håbede, han stadig havde alle fingre i behold, når de var færdige med at klatre.
Op og op og op gik det, sorte skygger krøb hen over den månelyse klippevæg. Enhver nede i bunden af passet ville sagtens kunne have set dem, men bjerget skjulte dem, så de ikke kunne ses af vildlingene ved deres bål. Men de var tæt på nu. Jon kunne mærke det. Trods det tænkte han ikke på fjenden, der ventede på ham uden at vide noget, men på sin bror på Vinterborg. Bran elskede at klatre. Jeg ville ønske, jeg ejede bare en tiendedel af hans mod.
Væggen var brudt to tredjedele oppe af en skæv revne af isdækket sten. Stenslange rakte en hånd ned for at hjælpe ham op. Han havde taget sine handsker på igen, så Jon gjorde det samme. Rangeren gjorde et kast med hovedet mod venstre, og de krøb omkring tre hundrede meter hen ad klippehylden, indtil de kunne se det matte, orange skær bag randen af skrænten.
Vildlingene havde bygget deres vagtbål i en smal fordybning oven over den snævreste del af passet; foran dem gik det lodret ned, og bag dem beskyttede klippen dem mod den værste vind. Det samme læ gjorde, at sortbrødrene kunne krybe frem på maven og nå så tæt på, at de kunne se ned på mændene, de skulle dræbe.
Den ene sov og lå godt begravet under en stor bunke af skind. Det eneste, Jon kunne se af ham, var hans hår, som lyste rødt i skæret fra bålet. Den anden sad tæt på flammerne og lagde kviste og grene på bålet og brokkede sig over vinden i et klynkende tonefald. Den tredje holdt øje med passet, selvom der ikke var meget at se, kun en mægtig skål af mørke omgivet af bjergenes snedækkede skrænter. Det var vagtposten, som havde hornet.
Tre. Et kort øjeblik blev Jon usikker. Der skulle kun have været to. Men den ene sov. Og uanset om der var to eller tre eller tyve, måtte han stadig gøre det, han var kommet for at gøre. Stenslange rørte ved hans arm og pegede på vildlingen med hornet. Jon nikkede hen mod den ene ved bålet. Det føltes sært at udvælge den, man skulle dræbe. Han havde brugt det halve af sit liv på at træne med sværd og skjold til dette øjeblik. Havde Robb mon haft det på samme måde inden sin første kamp? spurgte han sig selv, men der var ikke tid til at tænke over spørgsmålet. Stenslange bevægede sig lige så hurtigt som sin navnefælle og sprang ned på vildlingene i en regn af småsten. Jon trak Langklo af skeden og fulgte efter.
Det hele syntes at ske på ingen tid. Bagefter kunne Jon beundre modet hos vildlingen, der først rakte ud efter sit horn i stedet for sit sværd. Han fik det ført op til læberne, men inden han kunne blæse i det, slog Stenslange hornet til side med et slag fra sit kortsværd. Jons mand sprang på benene og stødte et brændende træstykke mod hans ansigt. Han kunne mærke flammernes hede, da han veg tilbage. Ud af øjenkrogen så han den sovende røre på sig og vidste, at han måtte gøre det af med manden hurtigt. Da træstykket blev svunget igen, buldrede han ind i det, mens han svingede sit bastardsværd med begge hænder. Det valyriske stål skar sig gennem læder, pels, uld og kød, men vildlingen drejede sig rundt i sit fald og fik vristet sværdet ud af Jons greb. På jorden satte den sovende sig op under sine pelse. Jon fik sin dolk frem, greb manden i håret og jog spidsen af kniven op under hans hage, da han greb ud efter hans … nej, hendes …
Hans hånd stivnede. „En pige.“
„En vagt,“ sagde Stenslange. „En vildling. Gør det af med hende.“
Jon kunne se frygt og ild i hendes øjne. Blodet løb ned ad hendes hvide hals fra det sted, hvor hans dolk havde prikket hul i hende. Ét stød, og det er gjort, sagde han til sig selv. Han var så tæt på, at han kunne lugte løg i hendes ånde. Hun er ikke ældre end mig. Noget ved hende fik ham til at tænke på Arya, selvom de to slet ikke lignede hinanden. „Overgiver du dig?“ spurgte han og vred dolken en halv omgang. Og hvis hun ikke gør?
„Jeg overgiver mig.“ Hendes ord kom dampende ud i den kolde luft.
„Så er du vores fange.“ Han trak dolken væk fra halsens bløde hud.
„Qhorin sagde ikke noget om at tage fanger,“ sagde Stenslange.
„Han sagde heller ikke det modsatte.“ Jon slap sit greb i pigens hår, og hun skubbede sig hurtigt baglæns væk fra dem.
„Hun er en spydkone.“ Stenslange pegede på den langskaftede økse, som lå ved siden af hendes sovepelse. „Hun rakte ud efter den, da du greb fat i hende. Giv hende den mindste chance, så planter hun den mellem dine øjne.“
„Jeg giver hende ikke den mindste chance.“ Jon sparkede øksen langt uden for pigens rækkevidde. „Har du et navn?“
„Ygritte.“ Hun gned sig på halsen, og hendes hænder blev blodige. Hun stirrede på det våde søle.
Han stak dolken i skeden og vristede Langklo fri af liget af manden, han havde dræbt. „Du er min fange, Ygritte.“
„Jeg gav dig mit navn.“
„Jeg hedder Jon Sne.“
Hun for sammen. „Et ondt navn.“
„Et bastardnavn,“ sagde han. „Min far var lord Eddard Stark af Vinterborg.“
Pigen iagttog ham forsigtigt, men Stenslange kom med en skarp kluklatter. „Det er fangen, der skal fortælle dig noget, ikke sandt?“ Rangeren stødte en lang gren ind i bålet. „Men hun siger ikke noget. Jeg har kendt vildlinge, der hellere ville bide deres egne tunger af end svare på et spørgsmål.“ Da enden af grenen flammede lystigt, tog han to skridt og slyngede den ud over passet. Den faldt snurrende gennem mørket, indtil den forsvandt ud af syne.
„Du bør brænde dem, du dræbte,“ sagde Ygritte.
„Det skal der et større bål til, og store bål brænder klart.“ Stenslange vendte sig om og kiggede ud i mørket for at se efter den mindste gnist. „Er der flere vildlinge her i nærheden? Er det derfor?“
„Brænd dem,“ gentog pigen stædigt, „ellers får I måske brug for de sværd igen.“
Jon huskede døde Othor og hans kolde, sorte hænder. „Vi skulle måske gøre, som hun siger.“
„Der findes andre måder.“ Stenslange knælede ved siden af manden, han havde dræbt, tog hans kappe og støvler og bælte og vest af ham og hev derefter liget op over sin magre skulder og bar det hen til kanten. Han gryntede, da han kastede det ud. Kort efter hørte de et vådt, tungt klask et godt stykke under dem. På det tidspunkt havde rangeren klædt det andet lig helt af og slæbte det hen til kanten i armene. Jon tog fat i fødderne, og i fællesskab kylede de den døde mand ud i nattens mørke.
Ygritte så på og sagde ikke noget. Hun var ældre, end han først havde troet; hun kunne være hele tyve år gammel, men var lille af sin alder, var hjulbenet og havde et rundt ansigt, små hænder og braknæse. Hendes uredte manke af rødt hår strittede i alle retninger. Hun så buttet ud, som hun sad sammenkrøbet der, men det meste af det var lag af pels og uld og læder. Under alt dette kunne hun være lige så mager som Arya.
„Blev I sendt ud for at holde udkig efter os?“ spurgte Jon hende.
„Jer og andre.“
Stenslange varmede sine hænder over ilden. „Hvad venter der på den anden side af passet?“
„Det frie folk.“
„Hvor mange er der?“
„Hundreder og tusinder. Flere end du nogensinde har set, krage.“ Hun smilede. Hendes tænder var skæve, men meget hvide.
Hun ved ikke hvor mange. „Hvorfor komme her?“
Ygritte blev tavs.
„Hvad er der i Frosttinderne, som kan interessere din konge? I kan ikke leve her, her findes ingen føde.“
Hun vendte ansigtet bort fra ham.
„Vil I marchere mod Muren? Hvornår?“
Hun stirrede på flammerne, som om hun ikke kunne høre ham.
„Ved du noget om min onkel, Benjen Stark?“
Ygritte ignorerede ham. Stenslange lo. „Hvis hun spytter sin tunge ud, så sig ikke, at jeg ikke advarede dig.“
En lav, rumlende knurren gav genlyd mod klippen. Skyggekat, vidste Jon med det samme. Da han rejste sig, hørte han endnu en, som var tættere på. Han trak sværdet og vendte sig om, mens han lyttede.
„De gør os ikke noget,“ sagde Ygritte. „Det er de døde, de er kommet for. Katte kan lugte blod seks mil borte. De bliver i nærheden af ligene, indtil de har ædt det allersidste trevlede stykke kød og brækket knoglerne for at gøre sig til gode med marven.“
Jon kunne høre deres æderaseri give genlyd mod klipperne. Det gjorde ham utilpas. Varmen fra bålet fik ham til at indse, hvor dødtræt han var, men han turde ikke sove. Han havde taget en fange, så det var hans opgave at bevogte hende. „Var det dine slægtninge?“ spurgte han hende stille. „De to, vi dræbte?“
„Ikke mere end du er.“
„Mig?“ Han rynkede panden. „Hvad mener du?“
„Du sagde, du var Bastarden af Vinterborg.“
„Ja.“
„Hvem var din mor?“
„En eller anden kvinde. Det er de fleste af dem.“ Nogen havde sagt det her til ham engang. Han kunne ikke huske hvem.
Hun smilede igen og fremviste sine hvide tænder. „Og hun sang aldrig sangen om vinterrosen for dig?“
„Jeg har aldrig kendt min mor. Eller sådan en sang.“
„Barden Bael lavede den,“ sagde Ygritte. „Han var Konge-bag-Muren engang for længe siden. Hele det frie folk kender hans sange, men I har måske ikke hørt dem blive sunget i syden.“
„Vinterborg ligger ikke i syden,“ indvendte Jon.
„Jo, den gør. Alt neden for Muren er syd for os.“
Sådan havde han aldrig tænkt på det. „Det afhænger vel alt sammen af, hvor man står.“
„Aye,“ sagde Ygritte. „Det gør det altid.“
„Fortæl mig den,“ opfordrede Jon hende. Der ville gå flere timer, før Qhorin kom op, og en historie ville hjælpe med at holde ham vågen. „Jeg vil gerne høre den historie, du har.“
„Du vil måske ikke kunne lide den så godt.“
„Jeg vil gerne høre den alligevel.“
„Tapre, sorte krage,“ spottede hun. „Nå, men længe før han blev konge over det frie folk, var Bael en stor plyndrer.“
Stenslange snøftede. „Du mener morder, røver og voldtægtsforbryder.“
„Det afhænger også af, hvor du står,“ sagde Ygritte. „Starken på Vinterborg ville have Baels hoved, men kunne ikke fange ham, og det pinte ham voldsomt. En dag kaldte han i sin forbitrelse Bael for en kryster, som kun angreb de svage. Da Bael hørte det, svor han at give lorden en lærestreg. Så han klatrede over Muren, fór ned ad Kongevejen og gik ind i Vinterborg en vinteraften med harpen i hånden og kaldte sig Sygerrik af Skagø. Sygerrik betyder ‘bedrager’ på det gamle tungemål, som De Første Mænd talte, og som kæmperne stadig taler.
Om det er i nord eller syd, så bliver skjalde altid vel modtaget, så Bael spiste ved lord Starks eget bord og spillede for lorden i højsædet det halve af natten. Han sang gamle sange og nye, som han selv havde lavet, og han spillede og sang så godt, at da han var færdig, tilbød lorden ham selv at bestemme sin belønning. ‘Det eneste, jeg beder om, er en blomst,’ svarede Bael, ‘den fagreste blomst, som blomstrer i Vinterborgs haver.’
Nu traf det sig tilfældigvis sådan, at vinterroserne lige var begyndt at blomstre, og der findes ingen mere sjælden eller kostbar blomst. Så Starken sendte bud til sine glashaver og befalede, at den allersmukkeste af vinterroserne skulle plukkes som betaling til skjalden. Og det blev så gjort. Men da det blev morgen, var skjalden forsvundet … og det samme var lord Brandons jomfrudatter. De fandt hendes seng tom bortset fra den blege, blå rose, som Bael havde efterladt på puden, hvor hendes hoved havde ligget.“
Jon havde aldrig hørt den fortælling før. „Hvilken Brandon taler vi om? Brandon Byggeren levede i Heltenes Tid, tusinder af år før Bael. Der var Brandon Brænderen og hans far Brandon Skibsbyggeren, men …“
„Det her var Brandon den Datterløse,“ sagde Ygritte skarpt. „Vil du høre fortællingen eller ej?“
Han skulede. „Fortsæt.“
„Lord Brandon havde ikke andre børn. På hans bud fløj de sorte krager frem fra deres borge i hundredtal, men hverken Bael eller denne jomfru var at finde nogen steder. De ledte i det meste af et år, indtil lorden tabte modet og lagde sig i sin seng, og det så ud, som om linjen af Starker var ved at slutte nu. Men en nat, mens lord Brandon lå og ventede på at dø, hørte han et barn græde. Han fulgte lyden og fandt sin datter i sit soveværelse igen, sovende med et lille barn ved brystet.“
„Så Bael havde bragt hende tilbage?“
„Nej. De havde været på Vinterborg i al den tid og havde gemt sig hos de døde under borgen. Pigen elskede Bael så inderligt og fødte ham en søn, lyder sangen … men sandt at sige, så elsker alle pigerne Bael i de sange, han skrev. Hvorom alting er, så er det sikkert og vist, at Bael efterlod barnet som betaling for rosen, som han havde plukket uopfordret, og at dette barn voksede op og blev den næste lord Stark. Så der kan du se – du har Baels blod i dig ligesom mig.“
„Det her er aldrig sket,“ sagde Jon.
Hun trak på skuldrene. „Måske eller måske ikke. Men det er en god sang. Min mor sang den for mig. Hun var også en kvinde, Jon Sne. Ligesom din.“ Hun gned sig på halsen, der hvor hans dolk havde skåret hende. „Sangen ender med, at de finder barnet, men der er en mere dyster slutning på historien. Tredive år senere, da Bael var Konge-bag-Muren og førte det frie folk mod syd, var det unge lord Stark, som mødte ham ved Det Frosne Vadested … og dræbte ham, for Bael ville ikke gøre sin egen søn fortræd, da de mødtes sværd mod sværd.“
„Så sønnen dræbte faren i stedet,“ sagde Jon.
„Aye,“ sagde hun, „men guderne hader slægtsmordere, også selv om de dræber uafvidende. Da lord Stark vendte tilbage fra slaget, og hans mor så Baels hoved på hans spyd, kastede hun sig ud fra et tårn i sin dybe sorg. Hendes søn overlevede hende ikke i ret lang tid. En af hans lorder skrællede huden af ham og gik med ham som kappe.“
„Din Bael var en løgner,“ sagde han til hende og følte sig sikker nu.
„Nej,“ sagde Ygritte, „men en bardes sandhed er anderledes end din eller min. Nå, men du bad om at få historien, så jeg fortalte den.“ Hun vendte sig bort, lukkede øjnene og så ud, som om hun sov.
Dawn og Qhorin Halvhånd ankom sammen. De sorte sten var blevet grå, og himlen i øst var blevet indigoblå, da Stenslange fik øje på rangerne, som var ved at arbejde sig opad mod dem. Jon vækkede sin fange og holdt hende i armen, mens de gik ned for at komme dem i møde. Der gik heldigvis en anden vej ned ad bjerget mod nord og vest ad stier, som var langt mere fremkommelige end den, der havde ført dem herop. De ventede i en snæver slugt, da deres brødre viste sig med deres ponyer. Hvide løb frem, da den fik færten af dem. Jon satte sig på hug og lod kæmpeulven smække sine kæber omkring sit håndled og hive sin hånd frem og tilbage. Det var en leg, de legede. Men da han kiggede op, så han Ygritte iagttage dem med øjne så store og hvide som hønseæg.
Qhorin Halvhånd kom ikke med nogen bemærkninger, da han så fangen. „Der var tre,“ fortalte Stenslange ham. Ikke andet.
„Vi kom forbi to,“ sagde Ebben, „eller det, kattene havde efterladt af dem.“ Han så surt på pigen, tydeligvis meget mistænksom.
„Hun overgav sig,“ følte Jon sig tvunget til at sige.
Qhorin fortrak ikke en mine. „Ved du, hvem jeg er?“
„Qhorin Halvhånd.“ Pigen lignede et barn ved siden af ham, men hun så dristigt på ham.
„Sig mig sandheden. Hvis jeg faldt i dit folks hænder, og jeg overgav mig, hvad ville jeg så opnå ved det?“
„En langsommere død end ellers.“
Den store ranger så på Jon. „Vi har ingen mad at give hende, vi kan heller ikke afse en mand til at bevogte hende.“
„Vejen foran os er farefuld nok i forvejen, knægt,“ sagde Væbner Dalbridge. „Bare ét råb, hvor vi har brug for tavshed, og vi er alle dødsdømte.“
Ebben trak sin daggert. „Et stålkys vil gøre hende tavs.“
Jons hals snørede sig sammen. Han kiggede hjælpeløst på dem alle. „Hun overgav sig til mig.“
„Så må du gøre det, som skal gøres,“ sagde Qhorin Halvhånd. „Du er blod af Vinterborg og en mand i Nattens Vogtere.“ Han så på de andre. „Kom, brødre. Overlad det her til ham. Det bliver lettere for ham, hvis vi ikke ser på.“ Og han førte dem op ad den stejle, snoede sti på vej mod det blege, lyserøde skær fra solen, som var ved at bryde gennem en bjergkløft, og snart var Jon og Hvide alene med vildlingepigen.
Han troede, Ygritte ville gøre et forsøg på at stikke af, men hun stod bare der og ventede og kiggede på ham. „Du har aldrig dræbt en kvinde før, vel?“ Da han rystede på hovedet, sagde hun: „Vi dør på samme måde som mænd. Men du behøver ikke gøre det. Mance vil tage imod dig, det ved jeg. Der findes hemmelige veje. De krager fanger os aldrig.“
„Jeg er lige så meget krage, som de er,“ sagde Jon.
Hun nikkede resigneret. „Brænder du mig bagefter?“
„Det kan jeg ikke. Røgen kan blive set.“
„Det er rigtigt.“ Hun trak på skuldrene. „Nå, men der er værre steder at ende end i maven på en skyggekat.“
Han trak Langklo op over skulderen. „Er du ikke bange?“
„Det var jeg i nat,“ indrømmede hun. „Men nu er solen oppe.“ Hun skubbede håret til side for at blotte sin hals og knælede foran ham. „Lav et rent og hårdt hug, krage, ellers kommer jeg tilbage og hjemsøger dig.“
Langklo var ikke så langt og tungt et sværd som hans fars Is, men det var stadig valyrisk stål. Han rørte ved æggen for at markere, hvor hugget skulle falde, og Ygritte skælvede. „Det er koldt,“ sagde hun. „Kom så, få det overstået.“
Han løftede Langklo op over hovedet og holdt stramt om grebet med begge hænder. Ét hug, med hele min vægt bag. Han ville i det mindste give hende en hurtig, ukompliceret død. Han var sin fars søn. Var han ikke? Var han ikke?
„Gør det,“ sagde hun opfordrende lidt efter. „Bastard. Gør det. Jeg kan ikke være tapper i al evighed.“ Da slaget ikke faldt, drejede hun hovedet for at kigge på ham.
Jon sænkede sværdet. „Gå,“ mumlede han.
Ygritte stirrede.
„Nu,“ sagde han, „inden jeg genvinder min forstand. Gå.“
Hun gik.