Prolog

Kometens hale trak en flænge hen over dæmringen, hvorfra det blødte ud over Dragenstens stejle klipper, et sår på den lyserøde og violette himmel.

Mesteren stod på den forblæste balkon uden for sine gemakker. Det var her, ravnene kom efter deres lange udflugter. Deres klatter plettede de tolv fod høje gargoiler på begge sider af ham, en helvedeshund og en lindorm, to af de tusind gargoiler, som rugede over den gamle fæstnings mure. Da han kom til Dragensten første gang, havde hæren af stengrotesker gjort ham ilde til mode, men efterhånden som årene var gået, havde han vænnet sig til dem. Nu tænkte han på dem som gamle venner. De tre så i fællesskab op mod himlen med bange anelser.

Mesteren troede ikke på varsler. Og dog … så gammel han var, havde Cressen aldrig set en komet, der var bare halvt så klar, heller aldrig denne farve, denne frygtelige farve, samme farve som blod og flammer og solnedgange. Han spekulerede på, om hans gargoiler nogensinde havde set noget lignende. De havde været her i så meget længere tid end han og ville stadig være her, længe efter at han var død. Hvis stentunger kunne tale …

Tåbesnak. Han lænede sig mod brystværnet, under ham brølede havet, og den sorte sten føltes ru mod fingrene. Talende gargoiler og profetier på himlen. Jeg er en gammel, udslidt mand, der opfører sig som et fjollet barn igen. Havde et langt livs hårdt tilkæmpet visdom forladt ham sammen med hans helbred og styrke? Han var en mester, oplært i Gammelbys store Citadel, hvor han havde vundet sin kæde. Hvad havde han bragt det til, når hans hoved var fyldt med overtro, som om han var en uvidende markarbejder?

Og dog … og dog … kometen brændte også om dagen nu, bleg, grå damp steg op fra Dragebjergets varme skorstene bag slottet, og i går morges havde en hvid ravn bragt bud fra Citadellet selv, længe ventede ord, men ikke mindre skræmmende af den grund, ord, der bebudede sommerens ende. Alt sammen varsler. For mange til at man kunne se bort fra dem. Hvad betyder det alt sammen? havde han lyst til at råbe.

„Mester Cressen, vi har besøg.“ Pylos talte dæmpet, som om det bød ham imod at forstyrre Cressens alvorsfulde meditation. Havde han vidst, hvad det var for noget vrøvl, Cressens hoved var fyldt med, ville han have råbt. „Prinsessen vil gerne se den hvide ravn.“ Den altid korrekte Pylos kaldte hende prinsesse nu, eftersom hendes far, lorden, nu var konge. Konge af en rygende klippe i det store, salte hav, men ikke desto mindre konge. „Hun vil se den hvide ravn. Hendes nar er fulgt med hende.“

Den gamle mand vendte sig bort fra daggryet og støttede sig med hånden mod lindormen. „Hjælp mig hen til min stol, og vis dem ind.“

Pylos tog ham under armen og førte ham indenfor. Som ung havde Cressen haft en rask gang, men det var snart hans firsindstyvende navnedag nu, og hans ben var skrøbelige og usikre. For to år siden var han faldet og havde knust en hofte, og den var aldrig helet ordentligt. Da han blev syg sidste år, havde Citadellet sendt Pylos fra Gammelby, få dage før lord Stannis havde lukket øen … for at hjælpe ham med hans arbejde, blev der sagt, men Cressen kendte sandheden. Pylos var kommet for at erstatte ham, når han døde. Det gjorde ham ikke noget. Nogen måtte overtage hans plads, og det kom til at ske tidligere, end han brød sig om …

Han lod den unge mand anbringe sig bag sine bøger og papirer. „Hent hende. Man må ikke lade en dame vente.“ Han viftede med hånden, et svagt tegn på, at man skulle skynde sig, fra en mand, som ikke længere var i stand til at skynde sig. Hans kød var rynket og plettet og huden så papirtynd, at han kunne se årernes net og knoglernes form under den. Og som de dog skælvede, disse hænder, som engang havde været så sikre og raske i bevægelserne …

Da Pylos vendte tilbage, havde han pigen med, der var genert som altid. Bag hende kom hendes nar sjoskende og hoppende i sin spøjse sidelæns gangart. På hovedet havde han en narrehjelm lavet af en gammel blikspand med et hjortegevir spændt på kronen og behængt med kobjælder. For hvert klodset skridt han tog, ringlede bjælderne, som havde hver sin klang, klangdang, bong-dong, ringeling, klong-klong.

„Hvem besøger os så tidligt?“ spurgte Cressen.

„Det er mig og Patchface, mester.“ Hun blinkede til ham med sine troskyldige øjne, men noget kønt ansigt havde hun desværre ikke. Barnet havde arvet sin fars firskårne kæbeparti og sin mors uheldige ører og var stadig vansiret efter et anfald af gråskæl, som nær havde kostet hende livet i vuggen. På halvdelen af den ene kind og et godt stykke ned ad halsen var hendes kød stift og dødt, huden var revnet og sad i flager, sorte og grå skjolder, som føltes stenagtige at røre ved. „Pylos sagde, vi godt måtte se den hvide ravn.“

„Det må I så sandelig,“ svarede Cressen. Som om han nogensinde ville nægte hende noget. Hun var blevet nægtet alt for meget i sit liv. Hun hed Shireen og blev ti på sin næste navnedag, og hun var det mest bedrøvelige barn, mester Cressen nogensinde havde kendt. Hendes bedrøvelse er min skam, tænkte den gamle mand, endnu et vidnesbyrd om min fiasko. „Mester Pylos, vær så venlig at hente ravnen fra fugleværelset til lady Shireen.“

„Med glæde.“ Pylos var en høflig, ung mand, kun femogtyve år gammel, men alvorsfuld som en mand på tres. Havde han så bare haft lidt mere humor, lidt mere liv i sig; det var tiltrængt her. Triste steder trænger til noget lyst og let, ikke alvorsfuldhed, og Dragensten var uomtvisteligt trist, et ensomt citadel i den våde ødemark omgivet af storme og salt med bjergets rygende skygge i baggrunden. En mester må rette sig efter, hvor han bliver sendt hen, så Cressen var kommet hertil sammen med sin herre for tolv år siden, og han havde tjent ham godt. Men han havde aldrig elsket Dragensten og heller aldrig rigtig følt sig hjemme her. I den seneste tid, når han vågnede fra en urolig drøm, hvor den røde kvinde havde figureret på en foruroligende måde, vidste han ofte ikke, hvor han var.

Narren vendte sit ternede hoved for at se Pylos klatre op ad jerntrappen til fugleværelset, og bjælderne ringlede ved bevægelsen. „Nede i havet har fuglene skæl i stedet for fjer,“ sagde han, klange-lang. „Jeg ved det, jeg ved det, åh, åh, åh.“

Selv som nar var Patchface ynkelig. Hans vitser havde måske fået folk til at brøle af latter engang, men denne evne havde havet taget fra ham og dertil halvdelen af hans forstand og hele hans hukommelse. Han var slap og lasket, spjættede og rystede og talte usammenhængende det meste af tiden. Pigen var den eneste, der lo af ham nu, den eneste, der brød sig om, hvorvidt han levede eller døde.

En hæslig, lille pige og en bedrøvelig nar, og med mester bliver det tre … se, det er en historie, som kan få mænd til at græde. „Sæt dig her hos mig, barn.“ Cressen gjorde tegn til, at hun skulle komme nærmere. „Det er tidligt at komme på besøg her lige efter daggry. Du burde ligge i din seng.“

„Jeg har drømt,“ fortalte Shireen ham. „Om dragerne. De kom for at æde mig.“

Barnet havde været plaget af mareridt, så længe mester Cressen kunne huske. „Vi har talt om det her før,“ sagde han blidt. „Dragerne kan ikke blive levende. De er hugget ud i sten, barn. I gamle dage var vores ø den vestligste udpost i Valyriens store frisamfund. Det var valyrierne, som opførte dette citadel, og de havde metoder til at forme sten, som vi har mistet. En borg må have tårne, hvor som helst to mure mødes i en vinkel, som forsvar. Valyrierne udformede disse tårne som drager for at få deres fæstninger til at tage sig mere skræmmende ud, ligesom de kronede murene med tusind gargoiler i stedet for simple tinder og skydeskår.“ Han tog hendes lille, lyserøde hånd i sin egen skrøbelige og plettede og gav den et blidt klem. „Så der er ikke noget at være bange for, ser du.“

Shireen lod sig ikke overbevise. „Hvad med tingen på himlen? Dalla og Matrice snakkede om den ved brønden, og Dalla sagde, at hun hørte den røde kvinde fortælle mor, at det var drageånde. Hvis dragerne ånder, betyder det så ikke, at de bliver levende?“

Den røde kvinde, tænkte mester Cressen gnavent. Det er ilde nok, at hun har fyldt morens hoved med sit idioti, behøver hun også at forgifte datterens drømme? Han ville tale et alvorsord med Dalla og formane hende til ikke at udsprede den slags historier. „Tingen på himlen er en komet, søde barn. En stjerne med en hale, som er faret vild på himmelhvælvet. Den forsvinder snart, og så viser den sig ikke igen i vores levetid. Vent og se.“

Shireen nikkede tappert. „Mor sagde, at den hvide ravn betyder, at sommeren er slut.“

„Det er rigtigt, mylady. De hvide ravne kommer kun fra Citadellet.“ Cressen fingererede ved kæden om halsen, hvert led var smedet af et forskelligt metal, hvert led symboliserede hans mesterskab i endnu en disciplin; det var mesterkæden og viste, hvilken orden han tilhørte. I sin stolte ungdom havde han båret den med lethed, men nu føltes det kolde metal tungt mod hans hals. „De er større og kløgtigere end andre ravne og opdrættes til kun at udbringe de mest betydningsfulde budskaber. Den her kom for at fortælle os, at Konklavet er trådt sammen og har vurderet alle rapporterne og målingerne foretaget af mestre i hele riget og erklæret denne lange sommer omsider afsluttet. Ti år, to måner og seksten dage varede den, den længste sommer i mands minde.“

„Bliver det koldt nu?“ Shireen var et sommerbarn og havde aldrig kendt til rigtig kulde.

„Med tiden,“ svarede Cressen. „Hvis guderne er gode, vil de skænke os et varmt efterår og en rig høst, så vi kan forberede os på den kommende vinter.“ Småfolkene sagde, at en lang sommer betød en endnu længere vinter, men mesteren så ingen grund til at skræmme barnet med den slags historier.

Patchface ringlede med sine bjælder. „Det er altid sommer under havet,“ messede han. „Havfruerne går med havanemoner i håret og væver kjoler af sølvalger. Jeg ved det, jeg ved det, åh, åh, åh.“

Shireen fniste. „Jeg ville gerne have en kjole af sølvalger.“

„Under havet sner det op,“ sagde narren, „og regnen er knasende tør. Jeg ved det, jeg ved det, åh, åh, åh.“

„Kommer det virkelig til at sne?“ spurgte barnet.

„Det gør det,“ sagde Cressen. Men jeg beder til, at der går nogle år, og at det så ikke vil vare alt for længe. „Nå, der kommer Pylos med fuglen.“

Shireen udstødte et glædesskrig. Selv Cressen måtte indrømme, at fuglen var et imponerende syn, hvid som sne og større end en høg, med de funklende sorte øjne, som betød, at det ikke var en albino, men en raceren, hvid ravn fra Citadellet. „Kom her,“ kaldte han. Ravnen spredte sine vinger, hoppede ud i luften og flaksede støjende gennem værelset og landede på bordet ved siden af ham.

„Jeg vil gøre din morgenmad klar til dig nu,“ meddelte Pylos. Cressen nikkede. „Det her er lady Shireen,“ sagde han til ravnen. Fuglen bevægede sit blege hoved op og ned, som om den bukkede. „Lady,“ skreg den hæst. „Lady.“

Barnets mund stod på vid gab. „Den taler!“

„Nogle få ord. Som sagt, det er kloge fugle.“

„Klog fugl, klog mand, klog klog nar,“ sagde Patchface med ringlende lyde. „Åh, klog klog klog nar.“ Han begyndte at synge. „Skyggerne kommer for at danse, mylord, danse mylord, danse mylord,“ sang han og hoppede fra den ene fod til den anden. „Skyggerne kommer for at blive, mylord, blive mylord, blive mylord.“ Han gjorde et ryk med hovedet for hvert ord, og bjælderne i geviret klirrede og klang.

Den hvide ravn skreg og flaksede væk for at sætte sig på jernrækværket til trappen op til fugleværelset. Shireen så ud til at krympe. „Han synger det der hele tiden. Jeg har sagt, han skal holde op, men det vil han ikke. Det gør mig bange. Få ham til at stoppe.“

Og hvordan skal jeg bære mig ad med det? tænkte den gamle mand. Engang kunne jeg måske have gjort ham tavs for evig, men nu …

Patchface var kommet til dem som dreng. Lord Steffon, højtelsket i erindringen, havde fundet ham i Volantis på den anden side af Det Smalle Hav. Kongen – den gamle konge, Aerys II Targaryen, som ikke havde været helt så gal dengang – havde sendt lorden ud for at finde en brud til prins Rhaegar, som ingen søstre havde at gifte sig med. „Vi har fundet en aldeles storartet nar,“ skrev han til Cressen, et par uger før han skulle vende hjem fra sin frugtesløse mission. „Han er kun en dreng, men adræt som en abe og vittig som et dusin hoffolk. Han jonglerer og stiller gåder og tryller, og han kan synge nydeligt på fire tungemål. Vi har købt ham fri og håber at kunne tage ham med hjem. Robert vil fryde sig over ham, og måske vil han med tiden endda lære Stannis at le.“

Det gjorde Cressen bedrøvet at mindes det brev. Ingen havde nogensinde lært Stannis at le, mindst af alle drengen Patchface. Stormen kom pludseligt hylende, og Vragbugten levede op til sit navn. Lordens tomastede galej, Vindstærk, forliste inden for synsvidde af hans borg. Fra brystningen havde hans to ældste sønner set deres fars skib blive knust mod klipperne og opslugt af vandet. Et hundred roere og sømænd gik ned med lord Steffon Baratheon og hans hustru, og i flere dage efterlod hvert tidevand en ny høst af opsvulmede lig på stranden neden for Stormgrav.

Drengen skyllede op på den tredje dag. Mester Cressen var kommet ned sammen med de andre for at hjælpe med at sætte navne på de døde. Da de fandt narren, var han nøgen, hans hud var hvid og rynket og pudret med vådt sand. Cressen havde troet, at det var endnu et lig, men da Jommy tog fat i anklerne for at trække ham op til begravelsesvognen, hostede drengen vand op og satte sig op. Jommy havde til sin dødsdag svoret på, at Patchfaces kød var fugtigkoldt.

Ingen gav nogensinde en forklaring på disse to dage, hvor narren havde været forsvundet i havet. Fiskerne yndede at sige, at en havfrue havde lært ham at indånde vand til gengæld for hans sæd. Patchface selv havde intet sagt. Den vittige og kloge dreng, som lord Steffon havde skrevet om, nåede aldrig til Stormgrav; det var en anden dreng, de fandt, nedbrudt på sjæl og legeme, knap nok i stand til at sige noget og endnu mindre til at være vittig. Men hans narreansigt efterlod ingen tvivl om, hvem han var. Det var skik i fristaden Volantis at tatovere slaver og tjenestefolks ansigter; fra hals til isse var drengens hud mønstret af narrens røde og grønne firkanter.

„Staklen er gal og lider og er til ingen nytte for nogen, mindst af alt sig selv,“ erklærede gamle sir Harbert, der var Stormgravs borgforvalter i disse år. „Det venligste ville være at fylde hans bæger med valmuemælk. En smertefri søvn, og så er det slut. Han ville velsigne dig, hvis han havde hjerne til det.“ Men det havde Cressen nægtet, og i sidste ende havde han vundet. Om Patchface havde nogen fornøjelse af den sejr, kunne han ikke sige, ikke engang i dag så mange år efter.

„Skyggerne kommer for at danse, mylord, danse mylord, danse mylord,“ sang narren, virrede med hovedet og fik bjælderne til at klinge og klingre. Bongdong, ringeling, bong-dong.

„Lord,“ skreg den hvide ravn. „Lord, lord, lord.“

„En nar synger, hvad han vil,“ sagde mesteren til sin ængstelige prinsesse. „Du skal ikke tage dig af det, han siger. I morgen husker han måske en anden sang, og så hører du ikke mere til den her.“ Han kan synge nydeligt på fire tungemål, havde lord Steffon skrevet …

Pylos skred ind ad døren. „Mester, tilgiv mig.“

„Du har glemt grøden,“ sagde Cressen og morede sig. Det her lignede slet ikke Pylos.

„Mester, sir Davos vendte tilbage i går aftes. De snakkede om det i køkkenet. Jeg tænkte, at du gerne ville have det at vide med det samme.“

„Davos … i aftes, siger du? Hvor er han?“

„Hos kongen. De har været sammen det meste af natten.“

Der var engang, da lord Stannis ville have vækket ham på et hvilket som helst tidspunkt af natten for at få hans råd. „Jeg burde have været underrettet,“ klagede Cressen. Han viklede sine fingre fri af Shireens. „Tilgiv mig, mylady, men jeg skal tale med din far. Pylos, ræk mig din arm. Der er alt for mange trappetrin i denne borg, og det virker på mig, som om de føjer flere til hver nat bare for at ærgre mig.“

Shireen og Patchface fulgte dem ud, men barnet blev hurtigt træt af den gamle mands sneglefart og styrtede i forvejen, og narren tumlede efter hende med sine afsindigt bimlende kobjælder.

Da Cressen gik ned ad vindeltrappen i Sødragetårnet, blev han mindet om, at borge ikke er venlige steder for den skrøbelige. Lord Stannis befandt sig i Det Malede Bords Kammer over Stentrommen, Dragenstens midterste borgtårn, som havde sit navn efter de dundrende og rumlende lyde, som lød i de gamle mure, når det stormede. De måtte krydse svalegangen, passere gennem de midterste mure og indermurene med deres vogtende gargoiler og sorte jernporte og gå op ad flere trapper, end Cressen brød sig om at tænke på, for at nå frem til lord Stannis. De unge mænd tog to trin ad gangen; for gamle mænd med dårlige hofter var det tortur. Men lord Stannis ville ikke drømme om at komme til ham, så mesteren fandt sig tålmodigt i prøvelsen. Han havde i det mindste Pylos til at hjælpe sig, og dét var han taknemlig for.

De sjoskede hen ad svalegangen og forbi en række spidsbuede vinduer med udsigt over den ydre borggård, ringmuren og fiskerlejet længere ude. I gården afskød bueskytter deres pile mod skydevolden, når der blev sagt „i hak, træk, slip“. Pilene lød ligesom en flok fugle, der går på vingerne. Vagter gik deres runder på murene og kiggede ud mellem gargoilerne på hæren, der havde slået lejr udenfor. Morgenluften var diset af røgen fra madbålene, mens tre tusind mænd satte sig for at spise morgenmad under deres lorders bannere. Bag lejrområdet lå ankerpladsen, hvor skibene trængtes. Ingen båd, som var kommet inden for Dragenstens synsvidde i det sidste halve år, havde fået lov at sejle videre. Lord Stannis’ Furie, et tredækkers krigsskib med tre hundrede roere, så næsten lille ud ved siden af nogle af de mavesvære galeoner og kogger, som omgav hende.

Vagterne uden for Stentrommen kendte mestrene af udseende og lod dem passere. „Vent her,“ sagde Cressen til Pylos. „Det er bedst, jeg ser ham alene.“

„Det er en lang klatretur, mester.“

Cressen smilede. „Tror du, jeg har glemt det? Jeg har gået op ad denne trappe så mange gange, at jeg kender hvert trin ved navn.“

Da han var halvvejs oppe, fortrød han sin beslutning. Han var standset for at få vejret og lade smerterne i sin hofte falde lidt til ro, da han hørte den slæbende lyd af støvler mod sten og stod ansigt til ansigt med sir Davos Søstærk, der var på vej ned.

Davos var en spinkel mand, hvis lave byrd stod skrevet i det ganske almindelige ansigt. En slidt, grøn kappe, plettet af salt og skumsprøjt og falmet af solen, svøbte sig om hans tynde skuldre, og indenunder bar han en brun vams og bukser, som matchede de brune øjne og håret. Omkring halsen hang en slidt læderpung i en lædersnor. Hans tynde skæg var fuldt af grå stænk, og en læderhandske skjulte hans lemlæstede venstre hånd. Da han fik øje på Cressen, stoppede han op.

„Sir Davos,“ sagde mesteren. „Hvornår vendte du tilbage?“

„I morgenens mulm og mørke. Mit bedste tidspunkt på dagen.“ Man sagde, at ingen kunne navigere et skib om natten halvt så godt som Davos Korthånd. Før lord Stannis havde slået ham til ridder, havde han været den mest berygtede smugler i De Syv Kongedømmer, og det var aldrig lykkedes nogen at fange ham.

„Og?“

Manden rystede på hovedet. „Som du selv advarede ham om. De vil ikke kæmpe, mester. Ikke for hans skyld. De elsker ham virkelig ikke.“

Nej, tænkte Cressen. Det kommer de heller aldrig til. Han er stærk, dygtig, retskaffen … aye, mere retskaffen end klogt er … men det er ikke nok. Det har aldrig været nok. „Talte du med dem alle?“

„Dem alle? Nej. Kun med dem, der ville se mig. De elsker heller ikke mig, disse højbårne. For dem vil jeg altid være Løgridderen.“ Hans venstre hånd og de stumpede fingre lukkede sig sammen til en næve; Stannis havde kappet alle fingrene over ved det sidste led, alle undtagen tommelen. „Jeg spiste sammen med Gulian Swann og gamle Penrose, og Tartherne indvilgede i et midnatsmøde i en lund. De andre … tja, Beric Dondarrion er savnet, nogle siger død, og lord Caron er hos Renly. Han er nu Bryce den Orange fra Regnbuegarden.“

„Regnbuegarden?“

„Renly har skabt sin egen kongegarde,“ forklarede den tidligere smugler, „men disse syv går ikke i hvidt. De har hver deres egen farve. Loras Tyrell er deres kaptajn.“

Det var netop sådan noget, som ville tiltale Renly Baratheon; en prægtig ny ridderorden, som bekendtgjorde sig med pragtfulde nye klæder. Allerede som dreng havde Renly elsket stærke farver og overdådigt tøj, og han havde også elsket sine lege. „Se mig!“ råbte han, mens han leende løb gennem Stormgravs sale. „Se mig, jeg er en drage,“ eller „Se mig, jeg er en troldmand,“ eller „Se mig, se mig, jeg er regnguden.“

Den kække lille dreng med det viltre, sorte hår og de smilende øjne var en voksen mand nu, enogtyve år, og han legede stadig sine lege. Se mig, jeg er en konge, tænkte Cressen bedrøvet. Åh, Renly, Renly, kære, søde barn, ved du, hvad du gør? Og ville det betyde noget for dig, hvis du gjorde? Er der andre end mig, der bryder sig om ham? „Hvilke grunde gav lorderne for deres afslag?“ spurgte han sir Davos.

„Tja, nogle af dem sagde det på en pæn måde, og andre sagde det bramfrit, nogle kom med undskyldninger, andre med løfter, og nogle løj bare.“ Han trak på skuldrene. „I sidste ende er ord bare luft.“

„Du kunne ikke give ham noget håb?“

„Kun falsk håb, og det ville jeg ikke,“ sagde Davos. „Han hørte sandheden fra mig.“

Mester Cressen mindedes den dag, da Davos var blevet slået til ridder efter belejringen af Stormgrav. Lord Stannis og en lille garnison havde holdt stand i borgen i næsten et år mod lorderne Tyrells og Redwynes store hær. Selv havet var lukket for dem og blev overvåget dag og nat af Redwynes galejer, som førte Arbors vinrøde bannere. I Stormgrav var hestene for længst blevet spist, hundene og kattene var borte, og garnisonen måtte leve af rødder og rotter. Så kom der en nat med nymåne, hvor sorte skyer skjulte stjernerne. Indhyllet i dette mørke havde smugleren Davos udfordret både Redwynes afspærring og klipperne i Vragbugten. Hans lille skib havde sort skrog, sorte sejl, sorte årer og et lastrum fyldt til randen med løg og saltede fisk. Det var ikke det store, men det havde holdt garnisonen i live, længe nok til at Eddard Stark kunne nå frem til Stormgrav og bryde belejringen.

Lord Stannis havde belønnet Davos med fede jorder på Kap Vrede, en lille borg og et ridderslag … men han havde også dekreteret, at han skulle miste et led på hver finger på venstre hånd for at bøde for alle sine år med smuglerier. Davos havde underkastet sig straffen på den betingelse, at Stannis selv svang kniven; han ville ikke acceptere straf fra ringere hænder. Lorden havde brugt en slagters flækkekniv, som lavede et rent hug. Bagefter havde Davos valgt navnet Søstærk til sit nye hus, og som banner førte han et sort skib på et lysegråt felt – med et løg på sejlene. Den tidligere smugler holdt af at sige, at lord Stannis havde gjort ham en tjeneste ved at give ham fire fingernegle færre at rense og klippe.

Nej, tænkte Cressen, sådan en mand ville hverken indgive falsk håb eller mildne en hård sandhed. „Sir Davos, sandheden kan være en bitter drik, selv for en mand som lord Stannis. Han tænker kun på at vende tilbage til Kongshavn, når han får magten til det, for at slå sine fjender ned og kræve, hvad der retmæssigt er hans. Men nu …“

„Hvis han fører sin spinkle hær til Kongshavn, bliver det kun for at dø. Han har ikke folk nok. Det fortalte jeg ham, men du ved, hvor stolt han er.“ Davos holdt sin behandskede hånd op. „Mine fingre vokser ud igen, før denne mand lader sig lede af fornuft.“

Den gamle mand sukkede. „Du har gjort, hvad du kunne. Nu må jeg gentage, hvad du har sagt.“ Han genoptog mødigt sin opstigning.

Lord Stannis Baratheons tilflugtssted var et stort, rundt værelse med vægge af nøgne, sorte sten og fire høje og smalle vinduer, der vendte ud mod de fire verdenshjørner. Midt i værelset stod det store bord, som det havde navn efter, en solid, udskåret træplade, som var blevet fremstillet efter ordre fra Aegon Targaryen i tiden før Erobringen. Det Malede Bord var over halvtreds fod langt og måske halvt så bredt på sit bredeste sted, men kun fire fod der, hvor det var smallest. Aegons snedkere havde formet det efter Vesterøerne og savet hver bugt og halvø ud, indtil der ikke var en eneste lige linje i bordet. På bordets overflade, der var mørknet af næsten tre hundrede års fernis, var malet De Syv Kongedømmer, sådan som de havde set ud på Aegons tid med deres floder og bjerge, borge og byer, søer og skove.

Der stod én stol i værelset, som omhyggeligt var stillet dér, hvor Dragensten lå ud for Vesterøernes kyst. Stolen var hævet, så man havde et godt udsyn over bordpladen. I den sad en mand i en stramt snøret lædervams og bukser af grov, brun uld. Da mester Cressen trådte ind, kiggede han op. „Jeg vidste, du ville komme, gamle mand, uanset om jeg tilkaldte dig eller ej.“ Der var ingen antydning af varme i hans stemme; det var der sjældent.

Stannis Baratheon, lord af Dragensten og af gudernes nåde den retmæssige arving til Jerntronen i Vesterøernes syv kongedømmer, var bredskuldret og senestærk med en stramhed i ansigtet og kødet, der mindede om læder, der var blevet tørret i solen, indtil det var hårdt som stål. Hård var det ord, mænd brugte, når de talte om Stannis, og hård var han. Selvom han endnu ikke var fyldt femogtredive, havde han kun en tynd krans af sort hår tilbage, der slog en krølle bag ørerne som skyggen af en krone. Hans bror, afdøde kong Robert, havde ladet skægget vokse i sine sidste år. Mester Cressen havde aldrig set det, men man sagde, det havde været vildtvoksende, tykt og voldsomt. Som om det var en reaktion på det, sørgede Stannis for at holde sine egne bakkenbarter kortklippede og veltrimmede. De lå som blåsorte skygger hen over hans firskårne kæbe og de knoklede hulninger i kinderne. Øjnene lignede dybe sår under de tunge øjenbryn og var lige så mørkeblå som havet om natten. Munden ville have gjort selv de morsomste narre fortvivlede; det var en mund, der var skabt til misbilligelse, skulen og skarpe kommandoer, tynde, blege læber og stramme muskler, en mund, der havde glemt, hvordan man smilede, og aldrig havde prøvet at le. Somme tider, når verden blev meget stille og tavs som natten, kunne mester Cressen bilde sig ind, at han kunne høre lord Stannis skære tænder en halv borg væk.

„Der var engang, hvor du ville have vækket mig,“ sagde den gamle mand.

„Der var engang, hvor du var ung. Nu er du gammel og syg og har brug for din søvn.“ Stannis havde aldrig lært at være blød i mælet, at forstille sig eller smigre; han sagde, hvad han tænkte, og til helvede med dem, der ikke brød sig om det. „Jeg vidste, du hurtigt ville erfare, hvad Davos havde at sige. Det gør du altid, ikke sandt?“

„Jeg ville ikke være til nogen hjælp for dig, hvis jeg ikke gjorde,“ sagde Cressen. „Jeg mødte Davos på trappen.“

„Og han fortalte vel det hele? Jeg burde have kortet hans tunge af sammen med fingrene.“

„Så havde han været dig et ringe sendebud.“

„Det var han under alle omstændigheder. Stormlorderne vil ikke kæmpe for mig. De kan åbenbart ikke lide mig, og det retfærdige i min sag betyder intet for dem. Krysterne vil gemme sig bag deres mure og vente på at se, hvad vej vinden blæser, og hvem der sandsynligvis vil sejre. De dristige har allerede erklæret sig for Renly. For Renly!“ Han spyttede navnet ud, som var det gift på tungen.

„Din bror har været lord af Stormgrav i de sidste tretten år. Disse lorder er hans edsvorne vasaller …“

„Hans,“ brød Stannis ind, „når de rettelig burde være mine. Jeg har aldrig bedt om at få Dragensten. Jeg har aldrig ønsket mig den. Jeg tog den, fordi Roberts fjender var her, og han befalede mig at udrydde dem. Jeg byggede hans flåde og udførte pligtskyldigt hans arbejde, som en lillebror bør over for sin storebror, og som Renly bør over for mig. Og hvad var Roberts tak? Han udnævner mig til lord af Dragensten og giver Stormgrav og dens indtægter til Renly. Stormgrav tilhørte huset Baratheon i tre hundrede år; den burde retmæssigt være overgået til mig, da Robert satte sig på Jerntronen.“

Det var en gammel klage og havde aldrig været mere dybfølt end nu. Det her var kernen i hans lords svaghed; for Dragensten, så gammel og stærk den end var, nød kun troskab fra en håndfuld mindre lorder, hvis klippefyldte øbesiddelser var for tyndtbefolkede til at kunne stille med de mænd, som Stannis havde brug for. Selv med lejesoldaterne, som han havde fået sejlet over Det Smalle Hav fra fristæderne Myr og Lys, var hæren i lejren uden for hans mure alt for lille til at kunne vælte huset Lannister.

„Robert gjorde dig uret,“ svarede mester Cressen forsigtigt, „men han havde gode grunde. Dragensten havde længe været sæde for huset Targaryen. Han skulle bruge en mands styrke til at regere her, og Renly var kun et barn.“

„Han er stadig et barn,“ erklærede Stannis med en vred stemme, der rungede i den tomme sal, „et tyvagtigt barn, som pønser på at hugge kronen fra mit hoved. Hvad har Renly nogensinde gjort for at fortjene en trone? Han sidder i rådet og spøger med Lillefinger, og ved turneringerne ifører han sig sin prægtige rustning og finder sig i at blive slået af sin hest af en bedre mand. Det er summen af min bror Renly, som mener, han burde være konge. Hvorfor gav guderne mig brødre, spørger jeg bare?“

„Jeg kan ikke svare for guderne.“

„Det virker på mig, som om du sjældent kan svare på noget som helst nu for tiden. Hvem er mester for Renly? Jeg skulle måske sende bud efter ham, det kan være, jeg synes bedre om hans råd. Hvad tror du, denne mester sagde, da min bror besluttede sig for at stjæle min krone? Hvilket råd gav din kollega til denne forræder af mit eget blod?“

„Det ville overraske mig, hvis lord Renly bad om råd, Deres Nåde.“ Den yngste af lord Steffons tre sønner var vokset op til at blive en dristig, men ubesindig mand, som handlede impulsivt frem for at tænke sig om. På den måde og mange andre måder mindede Renly om sin bror Robert og meget lidt om Stannis.

„Deres Nåde,“ gentog Stannis bittert. „Du håner mig med noble titler, men hvad er jeg konge af? Dragensten og et par klipper i Det Smalle Hav, dér har du mit kongerige.“ Han steg ned fra sin stol og stillede sig foran bordet, så hans skygge faldt hen over Sortstrømmens munding og den malede skov, hvor Kongshavn nu lå. Der stod han og grublede over riget, som han søgte at gøre krav på, et rige, som var så tæt på og dog så langt væk. „I aften skal jeg spise middag med mine vasaller. Celtigar, Velaryon, Bar Emmon, hele det usle slæng. Det er en sølle forsamling, hvis sandheden skal siges, men det er, hvad mine brødre har efterladt mig. Piraten fra Lys, Salladhor Saan, vil være der med den sidste regning på, hvad jeg skylder ham, og Morosh Myreren vil advare mig ved at snakke om tidevand og efterårsstorme, mens lord Sunglass mumler fromt om De Syvs vilje. Celtigar vil forlange at få at vide, hvilke stormlorder der slutter sig til os, Velaryon vil true med at tage sine tropper med hjem, medmindre vi angriber straks. Hvad skal jeg sige til dem? Hvad skal jeg gøre nu?“

„Dine sande fjender er Lannisterne, mylord,“ svarede mester Cressen. „Hvis du og dine brødre gjorde fælles sag mod dem …“

„Jeg vil ikke forhandle med Renly,“ svarede Stannis i et tonefald, som ikke tålte nogen modsigelser. „Ikke så længe han kalder sig konge.“

„Så ser vi bort fra Renly,“ gav mesteren sig. Hans lord var stædig og stolt; når han først havde besluttet sig, kunne intet lave om på det. „Andre kan måske være nyttige for dig. Eddard Starks søn er blevet udråbt til konge i Nord med hele Vinterborgs og Flodborgs magt bag sig.“

„En grønskolling,“ sagde Stannis, „og endnu en falsk konge. Skal jeg acceptere et splittet rige?“

„Et halvt kongerige er vel bedre end intet rige,“ sagde Cressen, „og hvis du hjælper drengen med at hævne mordet på sin far …“

„Hvorfor skulle jeg hævne Eddard Stark? Manden betød intet for mig. Jo, Robert elskede ham skam. Elskede ham som en bror, hvor ofte har jeg ikke hørt det? Jeg var hans bror, ikke Ned Stark, men det skulle man aldrig have troet, sådan som han behandlede mig. Jeg holdt Stormgrav for ham og så gode mænd sulte, mens Mace Tyrell og Paxter Redwyne holdt gilde inden for synsvidde af mine mure. Takkede Robert mig? Nej. Han takkede Stark for at have hævet belejringen, da vi til sidst måtte tage til takke med rotter og ræddiker. Jeg byggede en flåde på Roberts befaling og indtog Dragensten i hans navn. Gav han mig hånden og sagde: Godt klaret, bror, hvad skulle jeg have gjort uden dig? Nej, han bebrejdede mig, at jeg havde ladet Willem Darry liste af med Viserys og barnet, som om jeg kunne have forhindret det. Jeg sad i hans råd i femten år og hjalp Jon Arryn med at styre hans rige, mens Robert drak og horede, men da Jon døde, udnævnte min bror mig så til sin Hånd? Nej, han styrtede hen til sin kære ven Ned Stark og tilbød ham æren. Og lidet hjalp det nogen af dem.“

„Det kan godt være, mylord,“ sagde mester Cressen blidt. „Der er blevet øvet stor uret mod dig, men fortiden er støv. Fremtiden kan stadig vindes, hvis du går sammen med Starkerne. Der er også andre, du kan føle på tænderne. Hvad med lady Arryn? Hvis dronningen myrdede hendes mand, vil hun utvivlsomt kræve retfærdighed. Hun har en ung søn, Jon Arryns arving. Hvis du trolovede Shireen med ham …“

„Drengen er svag og sygelig,“ indvendte lord Stannis. „Selv hans far så, hvordan det stod til, da han bad mig opfostre ham på Dragensten. Han kunne måske have haft gavn af at gøre tjeneste som page, men den forbistrede Lannister-kvinde fik lord Arryn forgivet, inden det kunne ske, og nu skjuler Lysa ham i Ørneborg. Hun vil aldrig give slip på drengen, det kan jeg godt love dig.“

„Så må du sende Shireen til Ørneborg,“ sagde mesteren indtrængende. „Dragensten er et trist hjem for et barn. Narren kan tage med hende, så hun har et velkendt ansigt hos sig.“

„Velkendt og hæsligt.“ Stannis rynkede tankefuldt panden. „Men … det er måske et forsøg værd …“

„Skal den retmæssige lord af De Syv Kongedømmer tigge om hjælp fra enker og tronranere?“ spurgte en kvindestemme skarpt.

Mester Cressen vendte sig om og bøjede hovedet. „Mylady,“ sagde han, ærgerlig over at han ikke havde hørt hende komme.

Lord Stannis skulede. „Jeg tigger aldrig nogen om noget. Husk lige det, kvinde.“

„Det glæder mig at høre, mylord.“ Lady Selyse var lige så høj som sin mand, mager i krop og ansigt med udstående ører, en spids næse og en ganske svag antydning af overskæg på overlæben. Hun plukkede det dagligt og forbandede det jævnligt, men det vendte altid tilbage. Hendes øjne var blege, munden streng og stemmen som en pisk, som hun lod smælde nu. „Lady Arryn skylder dig sin troskab, det samme gør Starkerne, din bror Renly og resten af dem. Du er deres eneste sande konge. Det vil være upassende at tigge og forhandle med dem om det, der retmæssigt er dit af Guds nåde.“

Guds, sagde hun, ikke gudernes. Den røde kvinde havde vundet hendes hjerte og sjæl og vendt hende bort fra De Syv Kongedømmers guder, både gamle og nye, for at tilbede den ene, som de kaldte Lysets Herre.

„Din gud kan beholde sin nåde,“ sagde lord Stannis, som ikke delte sin kones lidenskabelige, nye tro. „Det er sværd, jeg har brug for, ikke velsignelser. Har du en hær skjult et sted, som du ikke har fortalt mig om?“ Der var ingen ømhed i hans tonefald. Stannis havde altid befundet sig skidt i kvinders selskab, selv sin egen kones. Da han var draget til Kongshavn for at sidde med i Roberts råd, havde han efterladt Selyse på Dragensten sammen med deres datter. Han havde kun skrevet få breve og aflagt endnu færre besøg; han gjorde sin pligt i ægtesengen et par gange om året, men fandt ingen nydelse i det, og de sønner, han engang havde håbet på at få, var aldrig kommet.

„Mine brødre og onkler og fætre har hære,“ sagde hun til ham. „Huset Florent vil samles under dit banner.“

„Huset Florent kan højst stille med to tusind sværd.“ Man sagde, at Stannis kendte styrken i hvert eneste hus i De Syv Kongedømmer. „Og du har en del mere tiltro til dine brødre og onkler, end jeg har, mylady. Florents besiddelser ligger for tæt på Højhaven, til at din onkel tør risikere Mace Tyrells vrede.“

„Der er en anden udvej.“ Lady Selyse kom nærmere. „Se ud ad dine vinduer, mylord. Der er tegnet, du har ventet på, stillet til skue på himlen. Det er rødt, rødt som flammen, rødt som den sande guds brændende hjerte. Det er hans banner – og dit! Se, hvordan det folder sig ud på himlen som en drages hede ånde, og du er Dragenstens herre. Det betyder, at din tid er kommet, Deres Nåde. Intet kan være mere vist. Du er bestemt til at sejle væk fra denne øde klippe, ligesom Aegon Erobreren gjorde det engang, for at nedlægge alt og alle foran dig, ligesom han gjorde. Du skal bare sige ordet og tage imod kraften fra Lysets Herre.“

„Hvor mange sværd vil Lysets Herre give mig i hånden?“ ville Stannis igen gerne vide.

„Så mange, du har brug for,“ lovede hans kone. „Stormgravs og Højhavens sværd til at begynde med og alle deres vasaller.“

„Davos vil fortælle dig noget andet,“ sagde Stannis. „Disse sværd er edsvorne til Renly. De elsker min charmerende lillebror, sådan som de engang elskede Robert … og sådan som de aldrig har elsket mig.“

„Ja,“ svarede hun, „men hvis Renly nu døde …“

Stannis så på sin lady med sammenknebne øjne, indtil Cressen ikke længere kunne holde mund. „Tænk ikke den tanke, Deres Nåde, uanset de dumheder Renly har begået …“

„Dumheder! Jeg kalder det forræderi.“ Stannis henvendte sig til sin kone igen. „Min bror er ung og stærk, og han har en mægtig hær hos sig foruden disse regnbueriddere.“

„Melisandre har skuet ind i flammerne og set ham død.“

Cressen var forfærdet. „Brodermord … mylord, det her er ondskab, det er utænkeligt … jeg beder dig, lyt til mig.“

Lady Selyse sendte ham et afmålt blik. „Og hvad vil du så sige til ham, mester? At han kan vinde et halvt kongerige, hvis han kravler hen til Starkerne på sine knæ og sælger vores datter til Lysa Arryn?“

„Jeg har hørt dit råd, Cressen,“ sagde lord Stannis. „Nu vil jeg høre hendes. Du kan gå.“

Mester Cressen bøjede et stift knæ. Han kunne mærke lady Selyses øjne i ryggen, da han langsomt sjoskede ud af værelset. Da han var nået ned for enden af trappen, kunne han knap holde sig oprejst. „Hjælp mig,“ sagde han til Pylos.

Da Cressen var trygt tilbage i sine egne gemakker, sendte han den yngre mand bort og haltede hen til sin balkon endnu en gang for at stå mellem gargoilerne og stirre ud over havet. Et af Salladhor Saans krigsskibe strøg forbi borgen, dets muntert stribede skrog skar sig gennem det grågrønne vand, mens årerne steg og faldt. Han fulgte skibet med blikket, indtil hun forsvandt bag et næs. Gid min frygt kunne forsvinde lige så let. Havde han levet så længe for at opleve dét her? …

Når en mester iførte sig sin kæde, gav han samtidig afkald på håbet om at få børn, men Cressen havde ikke desto mindre ofte følt sig som en far. Robert, Stannis, Renly … tre sønner havde han opfostret, efter at det vrede hav havde taget lord Steffons liv. Havde han gjort det så dårligt, at han nu måtte se den ene dræbe den anden? Han kunne ikke tillade det, ville ikke tillade det.

Det var kvinden, der var ondets rod. Ikke lady Selyse, men den anden. Den røde kvinde kaldte tjenestefolkene hende af frygt for at udtale hendes navn. „Jeg vil udtale hendes navn,“ sagde Cressen til sin helvedeshund af sten. „Melisandre. Hende.“ Melisandre af Asshai, troldkvinde, skyggebinder og præstinde for R’hllor, Lysets Herre, Ildens Hjerte, Flamme- og Skyggeguden. Melisandre, hvis galskab ikke måtte få lov at sprede sig ud fra Dragensten.

Hans gemakker virkede dunkle og dystre efter morgenens lysklarhed. Med fumlende hænder tændte den gamle mand et lys og bar det ind på sit arbejdsværelse ved siden af trappen op til fugleværelset, hvor hans salver, drikke og mediciner stod nydeligt arrangeret på hylderne. På den nederste hylde bag en række små, tykke lerkrukker med salve fandt han en lille flaske af indigoblåt glas, som ikke var større end hans lillefinger. Den raslede, da han rystede den. Cressen pustede støvlaget væk og tog den med tilbage til sit bord. Han sank sammen i sin stol, tog proppen af og hældte flaskens indhold ud på bordet. Et dusin krystaller, som ikke var større end frø, raslede hen over pergamentet, som han havde været i gang med at læse. De skinnede som juveler i lyset fra kærten med en så purpurfarvet glans, at mesteren greb sig selv i at tænke, at han aldrig havde set denne farve før.

Kæden omkring halsen føltes meget tung. Han rørte let ved en af krystallerne med spidsen af lillefingeren. En så lille ting, der har magt over liv og død. Den var fremstillet af en bestemt plante, som kun voksede på øerne i Jadehavet en halv verden borte. Bladene skulle lagres og ligge i blød i en væske af limefrugter og sukkervand og visse sjældne krydderurter fra Sommerøerne. De kunne fjernes bagefter, men brygget skulle tyknes med aske og have tid til at krystallisere. Det var en langsom og vanskelig proces, og det var dyrt og besværligt at skaffe sig de fornødne ingredienser. Alkymisterne fra Lys vidste dog, hvordan man bar sig ad, og det gjorde De Ansigtsløse fra Braavos også … og mestrene i hans orden, men det talte man ikke om uden for Citadellets mure. Hele verden vidste, at en mester smedede sin sølvlænke, når han lærte kunsten at helbrede – men verden foretrak at glemme, at mænd, som kunne helbrede, også var i stand til at slå ihjel.

Cressen kunne ikke længere huske navnet, som asshaierne gav bladet, eller det navn, som giftblanderne fra Lys gav krystallet. I Citadellet blev det blot kaldt for kvæleren. Opløst i vin fik det en mands halsmuskler til at knytte sig strammere sammen end nogen næve og lukke hans luftrør. Man sagde, at ofrets ansigt blev lige så purpurfarvet som det lille krystalfrø, der fremkaldte hans død, men det samme skete nu også, når man fik noget mad galt i halsen.

Og netop denne aften skulle lord Stannis beværte sine vasaller, sin hustru … og den røde kvinde, Melisandre af Asshai.

Jeg må hvile mig, sagde mester Cressen til sig selv. Jeg får brug for al min styrke, når det bliver mørkt. Mine hænder må ikke ryste, mit mod ej heller svækkes. Det er en frygtelig ting, jeg vil foretage mig, men det må gøres. Hvis der findes guder, vil de sikkert tilgive mig. Han havde sovet så dårligt i den seneste tid. En lur ville kvikke ham op inden prøvelsen, der ventede ham. Han vaklede træt hen til sin seng. Men da han lukkede øjnene, kunne han stadig se lyset fra kometen, rød og flammende og lyslevende midt i sine drømmes mørke. Måske er det min komet, tænkte han døsigt, lige inden søvnen overmandede ham. Et varsel om blod, som spår om mord … ja …

Da han vågnede, var mørket faldet på, der var helt sort i soveværelset, og det værkede i alle kroppens led. Cressen fik hevet sig op med dunkende hoved. Han greb ud efter sin stok og kom usikkert på benene. Så sent, tænkte han. De har ikke kaldt på mig. Han blev altid indkaldt til gilderne og blev placeret nær saltkarret, tæt på lord Stannis. Hans herres ansigt viste sig for ham, ikke den mand han var, men den dreng han havde været, som stod frysende i skyggerne, mens solen skinnede på hans ældre bror. Uanset hvad han gjorde, så havde Robert gjort det før ham, og bedre … Stakkels dreng … han måtte skynde sig for hans skyld.

Mesteren fandt krystallerne der, hvor han havde lagt dem, og samlede dem op fra pergamentet. Cressen ejede ingen hule ringe af den slags, som giftblanderne i Lys efter sigende yndede, men et utal af store og små lommer var syet ind i de løse ærmer i hans lange kappe. Han skjulte kvælerfrøene i en af dem, åbnede døren og kaldte: „Pylos? Hvor er du?“ Da ingen svarede, kaldte han igen, denne gang højere. „Pylos, jeg skal have hjælp.“ Der kom stadig ikke noget svar. Det var underligt; den unge mesters celle lå kun en halv drejning nede ad vindeltrappen, inden for hørevidde.

Til sidst måtte Cressen råbe på tjenestefolkene. „Skynd jer,“ sagde han til dem. „Jeg har sovet over mig. De må være i gang med gildet nu … og drikker … Jeg skulle have været vækket.“ Hvad var der sket med mester Pylos? Det begreb han virkelig ikke.

Han måtte atter krydse den lange svalegang. En brise fra nattens mørke mættet af den skarpe duft af hav strøg sagte ind gennem de store vinduer. Det flakkende skær fra faklerne oplyste Dragenstens mure, og i lejren uden for borgen kunne han se hundredvis af brændende madbål, som om en mark med stjerner var faldet ned på jorden. Ovenover flammede kometen rød og ondsindet. Jeg er for gammel og klog til at frygte den slags ting, sagde mesteren til sig selv.

Dørene ind til Store Sal var placeret i munden på en stendrage. Han bad tjenestefolkene om at vente udenfor. Det var bedst at komme alene; han måtte ikke vise sig svag. Cressen støttede sig tungt til sin stok, klatrede op ad de sidste få trin og humpede ind under portåbningens gittertænder. Et par vagter åbnede de tunge, røde døre foran ham og slap en pludselig eksplosion af larm og lys ud. Cressen trådte ned i dragens gab.

Bag lyden af klirrende knive og tallerkner og dæmpet bordsamtale hørte han Patchface synge „… dans, mylord, dans mylord“ akkompagneret af ringlende kobjælder. Samme forfærdelige sang, som han havde sunget om morgenen. „Skyggerne kommer for at blive, mylord, blive mylord, blive mylord.“ Omkring de lavere borde sad der riddere, bueskytter og kaptajner for lejesoldaterne, som rev humpler sort brød af til at dyppe i fiskestuvningen. Her var der ingen højlydt latter, ingen larmende råben af den slags, som ødelagde værdigheden ved andre mænds gilder; sådan noget ville lord Stannis ikke tillade.

Cressen fandt vej hen til forhøjningen, hvor lorderne sad sammen med kongen. Han måtte gå i en stor bue uden om Patchface. Narren dansede rundt med klingende bjælder og hverken så eller hørte ham komme. Da han hoppede fra det ene ben til det andet, tumlede han ind i Cressen og slog stokken væk under ham. De væltede begge to omkuld på gulvet i et virvar af arme og ben under brølende latter fra de omkringsiddende. Det var utvivlsomt et komisk syn.

Patchface lå sprællende hen over ham, hans spraglede narreansigt pressede sig tæt mod Cressens eget. Han havde tabt sin blikhjelm med gevir og bjælder og det hele. „Under havet falder man op,“ erklærede han. „Jeg ved det, jeg ved det, åh, åh, åh.“ Narren rullede fnisende væk, sprang på benene og opførte en lille dans.

Mesteren prøvede at få det bedste ud af situationen, smilede svagt og kæmpede for at komme op, men hans hofte gjorde så ondt, at han et kort øjeblik halvt frygtede, at han havde brækket den igen. Han mærkede stærke hænder tage fat under hans arme og løfte ham på benene igen. „Tak, sir,“ mumlede han og vendte sig om for at se, hvilken ridder der var kommet ham til undsætning …

„Mester,“ sagde lady Melisandre med en dyb stemme, der klang af Jadehavets musik. „Du burde passe bedre på.“ Hun var som altid klædt i rødt fra top til tå i en lang, løs dragt af bølgende silke, der skinnede som ild, med hængende ærmer og dybe slidser i kjolelivet, der afslørede glimt af et mørkere, blodrødt stof indenunder. Omkring halsen havde hun et rødgyldent, halsbånd, der sad strammere end nogen mesters kæde, prydet af en enkelt, stor rubin. Hendes hår havde ikke den orange farve eller jordbærfarve, som man finder hos almindelige rødhårede, men en dyb farve som blankpoleret kobber, som skinnede i lyset fra faklerne. Selv hendes øjne var røde … men huden var glat og hvid, lydefri og flødefarvet. Hun var slank og yndefuld, højere end de fleste riddere, havde fyldige bryster, et smalt liv og et hjerteformet ansigt. Når først en mand havde fæstnet blikket på hende, så han ikke den anden vej lige med det samme, heller ikke en mester. Mange kaldte hende smuk. Hun var ikke smuk. Hun var rød, og frygtelig, og rød.

„Jeg … takker dig, mylady.“

„En mand i din alder må se sig for,“ sagde Melisandre høfligt. „Natten er mørk og fuld af rædsler.“

Han genkendte sætningen fra en eller anden bøn i hendes tro. Det spiller ingen rolle, jeg har min egen tro. „Kun børn frygter mørket,“ sagde han til hende. Men mens han sagde disse ord, hørte han Patchface begynde på sin sang igen. „Skyggerne kommer for at danse, mylord, danse mylord, danse mylord.“

„Se, dét er en gåde,“ sagde Melisandre. „En klog nar og en naragtig, klog mand.“ Hun bøjede sig frem og samlede Patchfaces hjelm op fra gulvet og satte den på Cressens hoved. Kobjælderne ringlede med en dæmpet lyd, da blikspanden gled ned over hans ører. „En krone, som svarer til din kæde, lord mester,“ forkyndte hun. Rundt om dem lo mændene.

Cressen kneb læberne sammen og kæmpede for at undertrykke sit raseri. Hun syntes, han var svag og hjælpeløs, men hun skulle blive klogere, inden natten var omme. Han var måske nok gammel, men han var stadig en mester fra Citadellet. „Jeg har ikke brug for nogen krone, kun sandheden,“ sagde han til hende og tog narrens hjelm af hovedet.

„Der findes sandheder i denne verden, som man ikke lærer om i Gammelby.“ Melisandre vendte sig bort fra ham i et brus af rød silke og gik tilbage til højbordet, hvor kong Stannis og hans dronning var bænket. Cressen rakte den gevirprydede blikspand tilbage til Patchface og ville følge efter.

Mester Pylos sad på hans plads.

Den gamle mand kunne ikke andet end standse og stirre. „Mester Pylos,“ sagde han til sidst. „Du … du vækkede mig ikke.“

„Hans Nåde befalede mig at lade dig sove.“ Pylos havde i det mindste anstændighedsfølelse nok til at rødme. „Han sagde, at der ikke var brug for dig her.“

Cressen så over på ridderne og kaptajnerne og lorderne, der sad tavse. Gamle, gnavne lord Celtigar bar en kappe med et mønster af røde krabber lavet af granater. Den flotte lord Velaryon havde valgt søgrøn silke, den hvide og gyldne søhest på halsen matchede hans lange, lyse hår. Lord Bar Emmon, en trivelig dreng på fjorten år, var indsvøbt i lilla velour besat med hvidt sælskind, sir Axell Florent var enkelt klædt i rødbrunt og ræveskind, fromme lord Sunglass bar månesten ved halsen og på håndled og finger, og den lysiske kaptajn, Salladhor Saan, var et solbrud af skarlagensrød satin, guld og juveler. Kun sir Davos var simpelt klædt i en brun doublet og en grøn uldkappe, og kun sir Davos mødte hans blik med medlidenhed i øjnene.

„Du er for syg og for forvirret til at være mig til nogen nytte, gamle mand.“ Det lød i så høj grad som lord Stannis’ stemme, men det kunne det ikke være, det kunne det bare ikke. „Pylos vil rådgive mig fremover. Han arbejder allerede med ravnene, eftersom du ikke længere kan klatre op til fugleværelset. Du skal ikke slå dig selv ihjel i min tjeneste.“

Mester Cressen glippede med øjnene. Stannis, mylord, min triste, gnavne dreng, den søn, jeg aldrig fik, du må ikke gøre det her, ved du ikke, i hvor høj grad jeg har draget omsorg for dig, levet for dig, elsket dig trods alt? Ja, elsket dig, højere end selv Robert eller Renly, for du var den ene uelskede, den ene, der havde mest brug for mig. Men alt, hvad han kunne sige, var: „Som du befaler, mylord, men … men jeg er sulten. Må jeg ikke få en plads ved dit bord?“ Ved din side, jeg hører hjemme ved din side …

Sir Davos rejste sig fra bænken. „Det vil være mig en ære, hvis mesteren vil sidde her ved siden af mig, Deres Nåde.“

„Som du vil.“ Lord Stannis vendte sig bort for at sige noget til Melisandre, som havde sat sig til højre for ham, på hæderspladsen. Lady Selyse sad til venstre for ham og fremviste et smil, der var lige så skært og blegt som hendes juveler.

For langt væk, tænkte Cressen trist og så derhen, hvor sir Davos var bænket. Halvdelen af vasallerne sad mellem smugleren og højbordet. Jeg må tættere på hende, hvis det skal lykkes at putte kvæleren i hendes bæger, men hvordan?

Patchface sprang rundt, mens mesteren langsomt fandt hen til Davos Søstærks bord. „Her spiser vi fisk,“ erklærede narren lykkeligt og viftede med en torsk, som var det et scepter. „Under havet spiser fisken os. Jeg ved det, jeg ved det, åh, åh, åh.“

Sir Davos rykkede lidt væk for at gøre plads på bænken. „Vi burde alle være klædt i narredragt i aften,“ sagde han dystert, da Cressen satte sig, „for det her er et naragtigt forehavende. Den røde kvinde har set sejr i sine flammer, så Stannis vil presse på med sit krav uanset styrkeforholdet. Inden hun er færdig, frygter jeg for, at vi alle kommer til at se, hvad Patchface så – havets bund.“

Cressen lod sine hænder glide op i ærmerne som for at varme sig. Hans fingre fandt de hårde klumper, som krystallerne lavede i ulden. „Lord Stannis.“

Stannis vendte sig bort fra den røde kvinde, men det var lady Selyse, som svarede. „Kong Stannis. Du forglemmer dig, mester.“

„Han er gammel, hans sind er adspredt,“ sagde kongen brysk til hende. „Hvad er der, Cressen? Sig frem.“

„Eftersom du har til hensigt at sejle, er det afgørende, at du gør fælles sag med lord Stark og lady Arryn …“

„Jeg gør ikke fælles sag med nogen,“ sagde Stannis Baratheon.

„Ikke mere end lys gør fælles sag med mørke.“ Lady Selyse tog hans hånd.

Stannis nikkede. „Starkerne er ude efter at stjæle det halve af mit kongerige, netop som Lannisterne har stjålet min trone og min egen kære bror sværdene og tjenesterne og bastionerne, som retmæssigt er mine. De er alle tronranere, og de er alle mine fjender.“

Jeg har mistet ham, tænkte Cressen fortvivlet. Hvis han bare kunne nærme sig Melisandre uset … han skulle kun have adgang til hendes bæger et kort øjeblik. „Du er den retmæssige arving efter din bror Robert, den sande lord af De Syv Kongedømmer og konge af andalerne, rhoynarne og De Første Mænd,“ sagde han desperat, „men selvom det er tilfældet, kan du ikke gøre dig forhåbninger om en sejr uden allierede.“

„Han har en allieret,“ sagde lady Selyse. „R’hllor, Lysets Herre, Ildens Hjerte, Flamme- og Skyggeguden.“

„Guderne er usikre allierede i bedste fald,“ protesterede den gamle mand, „og denne gud har ingen magt her.“

„Det mener du ikke?“ Rubinen på Melisandres hals fangede lyset, da hun drejede hovedet, og et kort øjeblik syntes det at gløde lige så klart som kometen. „Hvis du vil sige sådan noget vrøvl, mester, burde du tage din krone på igen.“

„Ja,“ sagde lady Selyse. „Patches’ hjelm. Den passer godt til dig, gamle mand. Jeg befaler dig at tage den på igen.“„

Under havet går ingen med hatte,“ sagde Patchface. „Jeg ved det, jeg ved det, åh, åh, åh.“

Lord Stannis’ øjne lå i skygge under hans tunge pande, munden var stram, mens hans kæbe tavst arbejdede. Han skar altid tænder, når han var vred. „Nar,“ snerrede han, „min hustru befaler. Giv Cressen din hjelm.“

Nej, tænkte den gamle mester, det her er ikke dig, sådan bærer du dig ikke ad, du var altid retfærdig, altid hård, men aldrig grusom, aldrig, du forstod ikke spot, lige så lidt som du forstod latter.

Patchface dansede tættere på med ringlende kobjælder, klangelang, ding-ding, klink-klank-klink-klank. Mesteren sad tavs, mens narren satte den gevirprydede spand på hans pande. Cressen bøjede hovedet under vægten. Hans bjælder klemtede. „Han skulle måske synge sine råd fremover,“ sagde lady Selyse.

„Nu går du for vidt, kvinde,“ sagde lord Stannis. „Han er en gammel mand, og han har tjent mig godt.“

Og jeg vil tjene dig lige til det sidste, min kære herre, min stakkels, ensomme søn, tænkte Cressen, for pludselig så han en udvej. Sir Davos’ bæger stod foran ham, stadig halvt fuldt af sur rødvin. Han fandt en hård krystalflage i sit ærme og holdt den stramt mellem tommel- og pegefinger, mens han rakte ud efter bægeret. Rolige bevægelser, behændige, jeg må ikke fumle nu, bad han, og guderne hørte ham. I et lynsnart øjeblik var hans fingre tomme. Hans hånd havde ikke været så rolig i årevis eller halvt så flydende i sine bevægelser. Davos så det, men ingen anden, det var han sikker på. Med bægeret i hånden rejste han sig op. „Jeg har måske været en nar. Lady Melisandre, vil du dele et bæger vin med mig? En skål til ære for din gud, din Lysets Herre. En skål for hans magt?“

Den røde kvinde studerede ham. „Hvis du synes.“

Han kunne mærke alles blikke på sig. Da han rejste sig fra bænken, greb Davos fat i hans ærme med fingrene, som lord Stannis havde afkortet. „Hvad laver du?“ hviskede han.

„Noget, som må gøres,“ svarede mester Cressen, „for rigets og min herres sjæls skyld.“ Han gjorde sig fri af Davos’ hånd og spildte en dråbe vin i sit hastværk.

Hun mødte ham neden for højbordet med alles blikke hvilende på dem. Men Cressen så kun hende. Rød silke, røde øjne, den røde rubin på hendes hals, røde læber, der krusedes til et svagt smil, da hun lagde sin hånd over hans og rundt om bægeret. Hendes hud føltes feberagtigt varm. „Det er ikke for sent at spilde vinen, mester.“

„Nej,“ hviskede han hæst. „Nej.“

„Som du vil.“ Melisandre af Asshai tog bægeret fra hans hånd og drak længe og dybt. Der var kun en halv slurk vin tilbage, da hun rakte ham bægeret igen. „Nu er det din tur.“

Hans hænder rystede, men han stålsatte sig. En mester fra Citadellet må ikke være bange. Vinen smagte surt. Han lod det tomme bæger glide ud af fingrene og splintres mod gulvet. „Han har magt her, mylord,“ sagde kvinden. „Og ild renser.“ Rubinen skinnede svagt rødt på hendes hals.

Cressen prøvede at svare, men ordene sad fast i halsen. Hans hoste blev til en frygtelig, tynd pibelyd, mens han kæmpede for at få vejret. Jernfingre strammede grebet om hans hals. Mens han sank i knæ, rystede han stadig på hovedet, fornægtede hende, fornægtede hendes magt, fornægtede hendes magi, fornægtede hendes gud. Og kobjælderne i hjortetakkerne sang nar, nar, nar, mens den røde kvinde så ned på ham i medlidenhed, og lysflammerne dansede i hendes røde, røde øjne.