Han drømte, han fløj over byens tage. Det var mere virkeligt end virkeligheden. Det var perfekt.
Højt oppe under himlen i den gyldne morgensol sloges et par hættemåger om en McDonald skumemballage, som en turist havde smidt ud fra en af kanalrundfartsbådene.
En smule gullig mayonnaisedressing og et par mundfulde rester af sesambolle og hakket oksekød med tomat og ost var stadig tilbage i æsken. De vrede klageskrig fra mågerne slog ind over Københavns havnefront ved Islands Brygge og gav genlyd mellem de strømlinjede bygninger i glas og stål, der spejlede deres facader i havnebassinets glitrende overflade.
Ekkoerne forplantede sig fra granitbelægningerne foran bygningerne og døde ud mellem bilerne på parkeringspladserne bag bygningerne, idet det lykkedes den ene måge at vriste skumemballagen til sig og dykke lodret ned mod vandet i et forsøg på at undslippe konkurrenten. Men den havde forregnet sig, for nu dryssede indholdet af emballagen i spredt uorden mod vandoverfladen. Den anden måge satte efter og styrtdykkede med et aggressivt skrig.
Bag en af de blanke glaspartier vågnede Ludvig Werge ved lyden af mågernes skrig. Vågnede er måske lidt af en overdrivelse. Klokken var kun 6.45 og han følte, at han netop havde lagt kinden mod puden. Han ænsede skrigene fra mågerne, der blandede sig ind i den drøm, han var midt i, og som han alligevel havde glemt alt om i det sekund, han åbnede øjnene til to smalle sprækker og prøvede at fokusere på mobilen på sengebordet.
Han lukkede atter øjnene og lyttede efter de sædvanlige lyde, som soveværelset plejede at give fra sig på dette tidspunkt af døgnet, hvor det stadig var et spørgsmål, om han var sig selv, eller blot et af de mange jeg’er, som overmandede hans person i løbet af natten og trak ham gennem uendelige verdener af skønhed, skræk og forvirring.
Inden han kunne tage stilling til, om han var vågen eller drømte, bemærkede han, at noget ikke var helt, som det plejede. Idet mågernes fjerne klagen fortog sig og blandede sig med lyden fra en bil, der startede og kørte væk fra parkeringspladsen bag ejendommen, lagde han mærke til en lyd, som ikke var i rummet.
Det var en lyd, han egentlig ikke plejede at bide mærke i. Den var en naturlig del af hans liv og som sådan ikke noget, han overhovedet adskilte fra sig selv men blot registrerede på linje med fornemmelsen af sit eget hjerteslag.
Lyden af hendes åndedrag manglede.
Natalies åndedrag.
Ludvig Werge lyttede efter i stilheden, men kunne stadig intet høre. Var hun allerede stået op? Han lyttede efter andre lyde i lejligheden. Lyde der fortalte, at hun bevægede sig rundt i køkkenet med små trætte skridt og satte vand over til kaffe, eller lyden af hendes morgenurin, der dryppede i toiletkummen, mens hun tålmodigt ventede på, at hendes blære var tømt. Eller bare lyden af døren, der gik på toilettet og hendes skridt over askeparkettet mod køkkenalrummet, hvor de altid spiste morgenmaden med udsigt over vandet. Men han kunne intet høre. Han åbnede øjnene og vendte ansigtet mod hendes seng, der stod ved siden af hans med en meters fri gulvplads imellem.
Sengen var tom.
Dynen lå slået op, ud til den ene side. Der var stadig aftryk efter hendes hoved på puden, som om det kun var få øjeblikke siden, hun var stået op. Han løftede sig op på albuerne og mærkede en underlig fornemmelse i hovedet. Som om der sad en tung varm tevarmer over hans kranium. En tevarmer, som blev fastholdt af et stramt bælte, der fik blodet til at pulsere i tindingerne. Som om han var syg eller havde spist noget, han ikke kunne tåle. Som en art forgiftning, der var ved at fortage sig, men stadig huserede i kroppen.
Han havde en stærk fornemmelse af, at det hele var en drøm, at han kun behøvede at vente lidt endnu, til han vågnede og opdagede, at alt var, som det skulle være. Med et suk lod han sig synke tilbage på puden og prøvede at trække vejret dybt og roligt for at komme af med den kvælende tyngde. Med en fortvivlet stemme råbte han ud i rummet, ud i lejligheden, efter sin kone.
Natalie, er du der? Kommer du lige herind?
Der kom ikke noget svar. Han tog en dyb indånding og åbnede atter øjnene.
En sky på himlen drev væk fra solen. Det gyldne lys trængte ind gennem en sprække i gardinet og trak en stribe hen over gulvet mod hans seng. Han lå og tog sig sammen til at stå op, samtidig med, at han håbede på, det hele snart gik i sig selv igen. At han vågnede og opdagede Natalie ved sin side.
Men det skete ikke. Alarmen i mobiltelefonen gik i gang med det stykke af Mendelssohn, han blev vækket af hver morgen. Violinkoncert i E-mol. Violinens stemme klingede sørgmodigt ud i det store lyse soveværelse fra mobilens spinkle højtaler.
Han satte sig op og stirrede på den tomme seng overfor.
Det lignede hende ikke at stå op før ham. Hun var ikke noget a-menneske. Hun foretrak at blive liggende, mens han ordnede sig og gjorde klar til sin morgenmad. Når han havde sat sig med avisen, ville hun komme trippende ud på bare fødder og være tavs, eventuelt lade en let hånd glide over hans nakke.
De snakkede ikke så meget om morgenen, men følte alligevel altid en tæt forbindelse med hinanden. Han elskede at iagttage hende, når han havde spist sin mad og drak den sidste tår kaffe.
Hun var så smuk at se på. Det var en skønhed, der kom fra hendes væsen, indefra, fra det uforklarlige, der ikke fandtes et dækkende ord for, men som nogen i mangel af bedre kaldte sjælen. En skønhed som kun han sansede, fordi han følte, at han kunne se gennem hendes fysiske ydre ind til det, der virkelig var hende. Det sårbare og fine, hun kun delte med ham, ikke med nogen anden. Dét der kun var deres. Deres alene.
Han spekulerede ind i mellem på om andre mænd så hende på samme måde. Måske ville de fornemme hendes væsen, når de passerede hende på gaden, måske ville de stoppe op og stirre efter hende, draget mod hende af den stråleglans, der udgik fra hende.
Måske ville de tænke på hende senere, når de var alene. Hendes blidhed og hendes kvindelighed. Hendes harmoniske stærke krop. Hendes bløde bryster, hendes glatte ben. Hendes øjnes smil. Han mærkede et stik af jalousi ved tanken. Men de andre mænd ville ikke, som han, kunne slappe af i visheden om, at hun var hans, alene. At hun kun gav sig til ham.
Han kom med besvær på benene og fortrængte den uro, der ulmede i ham. Der var selvfølgelig en forklaring på, at hun ikke lå i sengen. Der var altid en forklaring. Han kaldte en gang til bare for en sikkerheds skyld.
Natalie, er du der?
Lyden af hans stemme blev opslugt af stilheden. Der kom ikke noget svar. Han gik ud på toilettet på gangen. Hun var heller ikke dér. Han havde håbet hun måske var syg og var stået op for at brække sig. En kedelig, men alligevel acceptabel forklaring på hendes fravær. Han gjorde sig i stand og tog sit tøj på, som han havde efterladt på stolen pænt lagt sammen aftenen før. Han bemærkede, at hendes tøj ikke lå på stolen, som det plejede. Hun havde forladt lejligheden? Uden at sige det til ham? Måske var hun bare vågnet tidligt og var gået en tur langs havnen?
Måske ville hun vende tilbage om et øjeblik og slutte sig til ham i køkkenet. Med et lille smil og en let hånd, der strøg over hans nakke. Hun ville fortælle, at hun havde det lidt skidt, morgenkvalme. Alt ville være, som det skulle være. Han ville foreslå, at hun tog en dag fri, men hun ville ryste på hovedet, så hendes mørke hår hoppede på hendes skuldre og le mildt af hans omsorg for hende, men det kunne hun da ikke. Hun skulle udnytte tiden inden barnet kom. Hun var tæt på et gennembrud i sin forskning og kunne ikke slippe tøjlerne på grund af lidt kvalme. Han ville se stolt på hende og sige, at hun nok skulle nå det hele, og så ville de ikke snakke mere om det. Alt dette ville ske, når bare hun dukkede op igen.
Ludvig forlod badeværelset og gik ud i køkkenet. Det stod rent og ryddet, præcis som de havde efterladt det aftenen før. Ikke en plet var der at se på de sorte granitflader, ikke en krumme på skærebrættet af eg. Vandet i elkedlen var koldt. Han tændte for det og tog brødet frem og skar to skiver med den elektriske brødkniv. Der var selvfølgelig en god forklaring. Han kendte den bare ikke, beroligede han sig selv med. Der var altid en god forklaring på uforståelige begivenheder. Han bemærkede, at brødet ikke var så friskt. Måske var hun gået til bageren for at overraske ham med friskt morgenbrød?
Han dryssede Nescafe i en kop og hældte det kogende vand oveni. Med omhyggelige bevægelser smurte han et tyndt lag smør på brødskiverne. Han var sulten og kunne ikke vente til hun kom tilbage. Da han havde smurt sine madder,lagt ost på den ene og mandler og rosiner på den anden, puttede han en sjat mælk i kaffen og satte sig hen på sin sædvanlige plads ved bordet. Han kom i tanke om, at han havde glemt at hente avisen. Han rejste sig med besvær. Han var stadig en smule svimmel, og kvalmen var heller ikke helt forsvundet.
Avisen lå på måtten foran entredøren i gangen. En smule skævt. Hun havde ikke samlet den op. Det var typisk hende. Det var hans avis. Hun læste ikke i den. Han samlede avisen op og gik tilbage og satte sig og stirrede ud over havnefronten og vandet. Kunne ikke tage sig sammen til at læse. Hendes fravær gjorde ham rastløs. To hættemåger flaksede forbi ruden i slagsmål om nogle madrester. De skreg arrigt. Pibende og hæst på én gang.
Han spiste maden og drak kaffen i en nærmest kakofonisk tilstand. Håbede, at det snart ville vise sig at være overstået. Efter en halv time gav hans mobil signal til, at han skulle gøre sig klar til at gå. Men han kunne ikke tage sig sammen. Hun måtte da snart dukke op? Rastløst rejste han sig og gik ud i entreen og klædte sig på. Han havde pakket sin taske allerede aftenen før, og den stod klar ved døren.
Derpå gik han ud i opgangen. Måtten var sparket til side. Det tåbelige avisbud. Han havde ellers klaget over det flere gange. Med et suk rettede han måtten med den ene fod. Inde ved væggen fik han øje på noget, der glimtede. Han bukkede sig ned og samlede det op. Det var en ørenring af guld. Han genkendte den med det samme. Han havde selv købt den i Spanien sidste sommer og foræret den til Natalie. Den var formet som en lille måne med fine små kratre. Hvorfor lå den der?
Han studerede ørenringen og tænkte på turen til Spanien. De følte begge en teenageagtig fornemmelse af rebelsk og eventyrlig frihed som at pjække fra skole, da de boardede flyet i Kastrup. Bare stikke af fra det hele, de to, alene. De kyssede og drak champagne i elleve kilometers højde. I Malaga lejede de en firhjulstrækker og kørte på må og få fra landsby til landsby i Andalusiens bjerge. Ind i mellem stillede de bilen og begav sig ud på lange strabadserende vandreture i det tørre bjerglandskab. De elskede og faldt udmattede i søvn i hinandens arme på små beskedne hoteller, hvor maden blev lavet af værtens mor og smagte af den kraft, som kom fra de massive bjerge og den høje klare himmel.
Han puttede ørenringen i lommen og gik ned ad trappen. På vej ned tog han sin mobil frem og ringede til hende. Efter nogle ringetoner gik telefonsvareren i gang. Hendes stemme var så levende at høre på. Og så var det alligevel ikke hende.
Da klartonen lød indtalte han en besked:
Natalie, jeg kan ikke helt forstå, hvor du er henne lige nu. Det er fredag morgen, klokken er 7.45 og jeg er på vej til skolen. Jeg regner med, at du er gået ud for at ordne et eller andet. Kan du ikke ringe, så jeg ikke behøver at bekymre mig? Vi ses, skat. Jeg køber lidt ind på vejen hjem.