Røret blev lagt på. Ludvig sad med hamrende hjerte og stirrede på displayet på telefonen, der fortalte, at samtalen var afbrudt i den anden ende. Bussen svingede ind foran Hovedbanen. Han steg ud og gik ned mod S-toget. Han skulle kun et par stop, så var han ved gymnasiet. Han følte sig temmelig forvirret. Måske havde manden hos politiet ret. Måske skulle han bare vente og se tiden an? Måske dukkede hun op. Måske allerede inden for få timer?
Mens han stod og ventede på S-toget, overvejede han muligheden af, at hun kunne være stukket af fra ham. Det var en helt umulig tanke. De elskede hinanden. Det var han sikker på. Hun kunne aldrig finde på at forlade ham.
Det var snart syv år siden, de mødte hinanden. Til en fest hos nogle fælles bekendte fra filmbranchen var de faldet i snak. De var endt med at snakke sammen i køkkenet. En større gruppe mennesker havde fundet vej derud og snakken gik, mens de tilstedeværende nippede til resterne fra buffet’en. Det var den typiske situation, hvor festen var endt i køkkenet.
Natalie stod i udkanten af gruppen og lyttede med en skælmsk mine til en instruktør, der brokkede sig over, at han havde været nødt til at indgå en fed reklamefilmkontrakt for at få råd til sit nye sommerhus.
Ludvig var faldet i snak med hende med en bemærkning om, at hun lignede en skuespillerinde fra Hollywood, han ikke lige kunne huske navnet på, hvortil hun havde svaret, at den havde hun hørt før, og at han lignede en følsom manuskriptforfatter, som ikke kunne få afsat sin film, fordi den ikke handlede om noget der foregik mellem fire personer i en toværelses lejlighed og kunne laves for ingen penge. Han smilede afværgende og fortalte, at han var gymnasielærer, og hun forklarede, at hun var biolog og lige havde fået en stilling som forsker på universitetet.
Han skænkede op i hendes glas. Hun foretrak hvidvin. Mens de nippede til vinen, nød han hendes humoristiske måde at beskrive sine nye kollegaer på. Hendes beskrivelse af den gamle professor, der forskede i dybhavsfisk og selv lignede en. Og om hvordan hun den første dag var blevet sat til at tømme hans skraldespand, fordi han troede, hun var en fra rengøringspersonalet. Han kom med nogle bemærkninger om hans egen biologilærer i skolen, der havde lignet en spidsmus på coke, og de var begyndt at snakke, om man måske blev det, man tænkte mest på og havde kigget sig rundt i forsamlingen, mens de prøvede at holde latteren tilbage.
Da et nummer med Depeche Mode lød inde fra stuen, behøvede de blot at se på hinanden, før de var enige om, at det vist var på tide at tage en dans.
Ludvig følte sig lidt akavet. Han var altid pinligt berørt, når han skulle ud på et dansegulv. Som om det, at han bevægede kroppen mere end højst nødvendigt afslørede noget ved ham, som han ikke havde lyst til at afsløre. Dans var i virkeligheden en ret intim affære, mente han. Det handlede dybest set om sex. Om parring, hvis man skulle koge det ned til sin essens. Det var jo en form for parringdans man udførte. Fuldstændig som i dyrenes verden.
I menneskernes verden havde man bare vedtaget, at det kun var for sjov. Men det var jo ren indbildning. Hvorfor dansede mænd så sjældent sammen, med mindre de var bøsser eller meget berusede? Selvfølgelig fordi alle inderst inde vidste, at dans handler om fremvisning af kroppen med en erotisk hensigt. Og set i det perspektiv havde han både lyst til og ikke lyst til at hoppe rundt og vride underlivet foran en smuk kvinde, mens en masse andre kiggede på.
Han havde med tiden udviklet en humoristisk dansestil, hvor han gjorde grin med sig selv og dansede rundt med fjollede attituder, mens han citerede moves fra forskellige film og musikvideoer. Hans favoritter var Grease og Saturday Night Fever med John Travolta, men han kunne også finde på at fyre noget af fra en Nick & Jay video, hvis det kom over ham.
Natalie smilede over hans gags på dansegulvet. Selv bevægede hun sig som en kat med smidige rytmiske bevægelser. Han rykkede tættere på hende. Da musikken skiftede til et langsomt nummer, lagde han vovet en arm om hendes skulder. Hun lænede sig ind mod ham. Han lod den anden arm glide ind bag hendes lænd og trak hende ind til sig. Han var sikker på, hun mærkede, at han voksede mod hende. Hun fjernede sig ikke, men fortsatte sin rolige vuggen mod hans underliv.
Han tænkte på Hanne. Han var fri af Hanne nu.
Da nummeret sluttede, kom en mørkhåret fyr i et sort jakkesæt hen og trak hende ind til sig med et anstrengt smil.
Kommer du, skat? sagde han og kyssede hende på munden. Da han havde markeret sit ejerskab, så han på Ludvig med smalle øjne.
Jeg hedder Jens. Jeg er Natalies kæreste.
Ludvig sank sit spyt og løftede en enkelt finger til hilsen. Natalie skar en afvæbnende grimasse, mens hun lod sig trække væk fra dansegulvet af kæresten. Ludvig blev stående og kæmpede mod skuffelsen, der føltes næsten som et kvælergreb om halsen. Han forsøgte at smile og vinke til Natalie, da hun forsvandt ud i entreen med sin jaloux kæreste. Hun sendte ham et undskyldende blik, inden hun forsvandt.
Hun ringede til ham næste mandag, netop som han skulle ind til en time. Han stoppede op på gangen, da hun præsenterede sig. Eleverne, der skulle til time, sværmede forbi ham.
Forstyrrer jeg?
Hendes stemme lød sprødt i hans ører.
Han havde fortrængt hende fra sine tanker, siden fredag aften. Det havde kun været en flirt. Han var faldet tilbage i de kendte rammer uden andet signal end en velkendt lille smertefuld skurren fra et mørkt sted i sit indre. Det sted, hvor drømmene blev arkiveret, når de var for store og for uhåndterlige til at kunne foldes ud.
Øh ... nej, overhovedet ikke, stammede han. Hvad ville hun? Hvorfor ringede hun? Han prøvede at koncentrere sig i larmen fra eleverne.
Jeg tænkte, om du har lyst til at drikke en kop kaffe efter arbejdet?
Kaffe?
Ja, eller øl. Hvad du nu har lyst til. Der er ingen tvang.
Jo, jo det vil jeg da gerne. Hvor henne?
Hun nævnte en lille cafe i centrum, som han udmærket kendte. Hun kunne være der klokken fire.
Så var hun væk. Han stod stille og tog en dyb indånding, mens han vippede lidt frem og tilbage på fodsålerne. Det føltes som en drøm. Han tænkte på Hanne. På hendes pludselige død. Han ville ikke plages af dårlig samvittighed. Han havde egentlig forestillet sig, at der skulle være en vis sørgeperiode. Det var ligesom den måde man forholdt sig til den slags på. Nu blegnede billedet af hende alligevel. Det føltes som en lettelse. Han rettede sig op og gik ind til undervisningen fyldt med entusiasme.
Han kom alt for tidligt til deres aftale. Han havde aflyst et møde sidst på dagen og var taget ind til centrum med S-toget. Han frygtede selvfølgelig, at nogen skulle opdage ham. En veninde til Hanne, som ville fortælle det videre til hendes bekendtskabskreds, at han havde været inde i byen den eftermiddag for at møde en anden kvinde. Derfor prøvede han at undgå at blive set ved at gå en omvej og komme ud i gaden, hvor cafeen lå via en lille ubefærdet sidegade. Det var latterligt. Skulle han ikke kunne gå, hvor han ville og møde, hvem han ville? Åbenbart ikke.
Han hastede frem til cafeen langs husmuren og skyndte sig ind gennem døren som en mand på flugt fra noget. Der var ikke nogen, han kendte i lokalet. Et ledigt bord bagest virkede som det perfekte sted at sidde. Herfra kunne han overskue døren og i værste fald vende ryggen til, hvis der skulle dukke nogen op, som kendte Hanne. Han ventede et kvarter, før Natalie kom ind ad døren. Da hun endelig viste sig, havde han pillet en serviet, der var efterladt på bordet, i bitte små stykker. Han fejede papirstykkerne ned i hånden og lod dem drysse ned bag sin stol. Hun strålede i en smart rød jakke og med håret sat op med et rødt hårspænde. Han sank og tog en dyb indånding. Hun kom hen til ham og smilede bredt.
Er her ledigt? spurgte hun koket.
Det skulle jeg mene, smilede han tilbage.
Hun tog jakken af og satte sig. Han kunne ikke få nok af at se på hende. Alt ved hende var perfekt. Han prøvede at finde på et eller andet at sige, men kunne ikke komme i tanke om noget, som ikke ville lyde påtaget og fjollet.
Skal vi bestille noget, spurgte hun og gjorde et kast med hovedet op mod baren. Han nikkede forfjamsket og kom på benene.
Nu skal jeg.
Hun bestilte en cafe au lait. Han tog det samme. Lidt efter sad de og nippede til mælkeskummet og stirrede hinanden ind i øjnene.
Har du en kæreste? spurgte hun. Han drak forfjamsket.
Jeg har nemlig lige fyret min, grinede hun og satte koppen fra sig på bordet.
Skal man ikke først lige snakke om vejret og sådan noget, sagde Ludvig og lod skuldrene falde.
Det var godt at danse med dig, sagde hun og tog hans hånd.
I lige måde.
Men du svarede ikke på mit spørgsmål?
Øh... nej... egentlig ikke.
Hm ... er det noget, der holder. Hun sendte ham et bekymret blik.
Næ, det tror jeg ikke det er, svarede han og mærkede smilet vokse i ansigtet.
De fnisede som to teenagere.
S-toget gled ind på perronen. Ludvig gik ind og satte sig på en plads ved vinduet. Han skulle kun tre stop, før han var på Østerport. Derfra var der 10 minutters gang til skolen. Han kunne stadig ikke slippe den fornemmelse, han havde haft hele morgenen af, at han befandt sig i en parallel virkelighed. En forkert virkelighed. Det hang ikke sammen, at hun var forsvundet, mens han sad i toget på vej til arbejde. Han skulle være blevet hjemme. Han skulle have gjort noget. Bare et eller andet. Ringet rundt til hendes veninder. Kontaktet hendes forældre. Toget satte sig i bevægelse. Perronen gled ud af hans synsfelt, mens hans blik fulgte skinnerne, der snoede sig som vrede slanger over baneområdet.
Hans mobil gav signal om, at han havde modtaget en sms. Han trak den frem med rystende fingre og åbnede beskeden.
Den var fra hende.
Han læste teksten flere gange uden egentlig at forstå, det han læste.
”Kære Ludvig, jeg er ked af at det skulle ske på denne måde. Men jeg har besluttet mig for at forlade dig. Spørg ikke hvorfor. Jeg er rejst bort. Prøv ikke at få fat mig. Natalie.”
Ikke andet. Endelig tog han sig sammen til at ringe hende op. Der blev ikke svaret. Han registrerede, at toget kørte ind på Østerport Station. Vaklende kom han på benene og stavrede ud i det fri på perronen. Det var umuligt at få styr på tankerne, der væltede frem i ham. Hvorfor? Hvorfor? Hvad havde han gjort galt? Hvordan kunne han overse, at det ville komme så vidt?
De havde elsket aftenen før. Intet havde peget på, at hun ville forlade ham. Og mest afgørende af alt: Hun var gravid og ventede deres fælles barn. Det var ufatteligt. Det kunne ikke passe.
Han mærkede sorgen sno sig om lungerne og luftrøret som en slags fremmedlegeme, der havde invaderet hans krop. Som en alien i en sciencefictionfilm, der truede med at tage livet af ham. Han prøvede at trække vejret dybere, prøvede at få kontrol over sine ben, der var på nippet til at forsvinde under ham. Han kom ud på gaden og gik i retning ned mod skolen.
Han havde smerter i maven og kunne akkurat fokusere på det stykke fortov, der lå lige foran ham. Alt andet forsvandt for hans blik. Meter for meter bevægede han sig fremad. Han opdagede, at han hyperventilerede og prøvede at stoppe luftstrømmen ved at knibe læberne sammen. Han var tæt på at skrige højt flere gange, men det lykkedes ham at kontrollere sig og komme frem til skolen uden at bryde sammen. Da han gik ind ad døren til bygningen, havde han endelig fået kontrol over sit åndedræt og kunne løfte blikket fra jorden. Han hilste lavmælt på de kollegaer, der passerede forbi ham på gangen, da han gik direkte til klasselokalet uden at hænge sit overtøj i lærernes garderobe, som han plejede.
Han satte sig på sin plads og stirrede ud gennem vinduet på et punkt på himlen. Eleverne kom dryssende efter, at det havde ringet ind. Efter nogle minutter, hvor han ikke havde rørt sig på stolen, var der en af pigerne, Maja, som spurgte, om timen ikke var gået i gang. Han kom ud af sin skal og mødte hendes spørgende blik.
Jo, selvfølgelig svarede han, rejste sig besværet og tog et stykke kridt ved tavlen. Han skrev, mens han talte.
Den franske revolution 1789, begyndte han. Han kunne det udenad. Mens han talte, opdagede han, at han befandt han sig et sted inde bag ved kroppens skal. Inde bag huden og musklerne og knoglerne, et sted der var meget lille og meget stort på samme tid. Et sted som på en og samme tid ingen udstrækning havde og dog en uendelig udstrækning, et sted han ikke kunne placere fysisk, et sted hvorfra han kunne høre sig selv aflire sit foredrag. Han fortalte om, hvordan kimen til det moderne individ blev grundlagt med den franske revolution, hvis forfatning dannede grundlag for de moderne demokratiske staters opfattelse af individet og borgeren som et unikt væsen med rettigheder og muligheder for at realisere sig selv. Et unikt væsen som havde medfødte rettigheder ved det at være menneske.
Han kom til sig selv. Han havde været borte et stykke tid, men vidste ikke hvor længe. Eleverne sad og stirrede på ham. Frygtsomme og bekymrede. Han stod helt stille og kiggede mod et punkt på væggen bagest i lokalet.
Er der noget galt? spurgte en dreng. Ludvig stirrede på ham. Han kunne pludselig ikke huske, hvad drengen hed.
Jeg tror, jeg må aflyse timen, sagde han. Jeg har det ikke så godt.
Han samlede sin taske op fra bordet og tog sin jakke fra stolen. Så gik han ud af lokalet. Der var helt stille bag ham. En enkelt elev rømmede sig i stilheden. Han lukkede døren bag sig og gik mod udgangen ad de øde gange. Hans skridt gav genlyd mellem væggene. Gennem glasruderne i dørpartierne kunne han se de andre klasser, der modtog undervisning. Deres lærere gestikulerede, tegnede og skrev på tavlen. Eleverne lyttede med vekslende grader af opmærksomhed. Da han nåede ud på gaden, gik han ned mod Østerport.