Han kom langsomt til sig selv i S-toget. Hvis Natalie havde forladt ham, havde de levet på en løgn. Han havde i hvert fald. Det var umuligt at fatte, hvordan han kunne have overset det. Havde hun simpelthen spillet skuespil over for ham? Eller havde han bare ikke villet se det komme?
Han prøvede systematisk at gennemgå det seneste halve år for at se, om der var signaler, han havde overset eller ignoreret, fordi tanken om, at han ikke skulle være sammen med hende mere, havde været for ubærlig. Var der en anden mand inde i billedet? Havde hun haft en anden ved siden af? Hun var jo et meget erotisk væsen. Hun elskede sex. Nogle gange mere end han. Måske havde han ikke givet hende det, hun længtes efter. Måske havde hun søgt andre mænd for at få mere vildskab, mere passion?
Ludvig krympede sig ved tanken.
Kunne det være nogen fra hendes arbejdsplads? Han løb igennem sin indre liste over hendes kollegaer. Der var et par mænd, som måske kunne komme i betragtning. De var godt nok gift. Den ene, Carsten, var nyudnævnt professor og gik altid elegant klædt i dyre jakkesæt, var kronraget og lignede en blanding mellem en berømt fransk arkitekt og en forfatter. Han var typen, som kvinder typisk ville sende lange blikke efter. Og Natalie kunne matche ham. Måske var hun blevet fristet? Der havde været den der konference i efteråret i London, hvor Carsten også var med. Han havde ikke kunne komme i kontakt med hendes mobil i nogle timer lørdag aften. Da han fik fat i hende næste morgen undskyldte hun sig med, at musikken til festen havde været for høj. Han havde købt hendes forklaring. Der havde ikke været nogen grund til at tvivle på hende. Da hun kom hjem, elskede de lidenskabeligt. Havde det bare været hendes dårlige samvittighed, der drev hende?
Den anden mand, Ludvig kunne forstille sig, var en gammel studiekammerat, som var kollega til Natalie i hendes egen forskningsafdeling for marinebiologi. Ludvig vidste, de havde et godt, kammeratligt forhold. Han var atletisk og lynende begavet. Torben, hed han. De arbejdede tæt sammen. Nogle gange var der lange aftener, de tilbragte sammen, når der skulle skrives videnskabelige artikler. Og de var også begge to med i en forening, der støttede bevarelsen af dyrelivet i de arktiske områder. De holdt møder i foreningen mindst en gang om måneden. Var hun virkelig faldet for ham?
Ludvig rodede sig i håret. Men var Torben ikke lykkelig gift? Han havde selv set ham sammen med konen til en fest på fakultetet. Det lignede den store kærlighed. Hun så sød ud. Pæn og smart i tøjet. Hun havde oven i købet humor. Fyrede konstant små jokes af om maden og udsmykningen. På den anden side. Hvem ville ikke gerne bytte sit trygge ægteskab ud med en hed affære med Natalie? Han ville selv have gjort det, hvis det ikke lige var, fordi han allerede havde hende. Var hun virkelig stukket af med Torben?
Da han stod af S-toget, havde han besluttet at gå systematisk til værks. Han måtte ringe rundt og forhøre sig. Nogen måtte vide noget. Hvad havde hun sagt på universitetet? Var hun mødt op der? Han fandt mobilen frem og ringede sekretæren op.
Mette Olsen.
Det er Ludvig Werge, jeg skulle tale med Natalie Werge.
Beklager hun har sygemeldt sig i dag. Vi ved ikke, hvornår vi kan vente hende tilbage, lød det i den anden ende.
Hvornår ringede hun?
Hun ringede ikke, hun sendte en mail, sagde sekretæren og fortsatte: Er du ikke hendes mand?
Jo, jeg troede hun var på arbejde, så ...
Der kom en mail lidt i ni fra hendes mailadresse. Hun skriver, at hun er syg og måske ikke kommer hele ugen.
Sekretærens stemme slog over i et mere fortroligt tonefald.
Skal jeg vende tilbage, hvis hun kontakter os igen?
Ja, det må du meget gerne. Farvel
Ludvig lukkede telefonen.
I det samme nåede han frem til bussen og steg på. Han satte sig på et ledigt sæde ved vinduet og gennemgik sin telefonliste for at se, om han havde numrene på nogle af Natalies veninder. Det skete ind i mellem, at de ringede til ham fordi hendes telefon var optaget, for at høre om han kunne give hende en besked. Han plejede at gemme numrene.
Han fandt et nummer, som han ringede til.
Hej, det er Anne, lød det.
Hej, det er Ludvig. Jeg ville lige høre, om du har set noget til Natalie i dag?
Næ, er hun ikke på arbejde?
Hun har meldt sig syg, sagde han, men hun er ikke hjemme. Hun er ... hun er væk.
Væk?
Ja forsvundet, faktisk.
Forsvundet?
Ved du noget? Har du set hende?
Nej, så ville jeg da sige det.
Hun er ikke hos dig?
Hvorfor skulle hun være det?
Hun sendte en sms, om at hun ... om hun havde forladt mig.
Hans stemme knækkede over. Han tav. Veninden blev også tavs i den anden ende af røret.
Helt ærligt Ludvig. Det kommer bag på mig. Hun har intet sagt. Det virkede som om ...
Er der andre, hun kunne være ... som hun måske kunne ...
Jeg ved det ikke, sagde Anne. Du kunne prøve hos Majbritt.
Anne gav Majbritts nummer til Ludvig. Han takkede og sagde farvel. Inden hun lagde på, lovede hun at ringe, hvis hun hørte noget. Han sad og gloede på ryglænet foran sig og vidste ikke, om han kunne stole på hende. Veninder kunne være utroligtloyale. Måske havde Natalie siddet lige ved siden af, mens Anne spillede overrasket? Han prøvede at ringe Majbritt op. Der var telefonsvarer på. Han indtalte en besked. Havde hun set Natalie i dag? Hun måtte gerne ringe.
Bussen nåede frem til hans kvarter ved havnen. Han stod af og begyndte at gå ned mod vandet. Skulle han ringe til hendes forældre og forhøre sig? De boede i Gentofte i en gammel villa ud til Dyrehaven. Natalie var deres eneste barn. De havde ingen forbindelse. Hun havde slået hånden af dem mange år, før hun mødte Ludvig. Han ville ikke gøre dem bekymrede. Især ikke hendes mor. Hun ville tro, hendes datter var død, hvis han ringede og fortalte, at hun var forsvundet. Ikke endnu. Han måtte være mere afklaret, før han kontaktede dem. Måske vendte hun tilbage allerede i aften. Eller gav et livstegn fra sig.
Han sendte en sms til hende. Hvis hun modtog den, kunne hun i det mindste svare. Han valgte at fortælle en hvid løgn for at få hende ud af busken.
”Kære Natalie, kan du ikke give livstegn fra dig? Din mor er ved at gå til af nervøsitet, Kærlig hilsen Ludvig”.
Han kom frem til parkeringspladsen bag lejligheden. De fleste biler var væk. Hans og Natalies bil stod stadig på sin plads. Viceværten gik og fejede ved husmuren. Han løftede blikket, da Ludvig gik forbi.
God formiddag, sagde han og nikkede venligt. Ludvig nikkede tilbage. Viceværten fejede videre. Nogen havde knust en flaske mod granitbelægningen. Skårene klirrede mod fejebakken, da han skubbede dem op med kosten. Ludvig passerede ham.
Øh ... lagde du også mærke til det i nat? spurgte viceværten. Ludvig stoppede op og drejede sig rundt.
Hvad tænker du på?
Ja, du ved jo, jeg bor lige ud til parkeringspladsen, der ovre på den anden side.
Viceværten pegede over pladsen mod sin lejlighed, der var en lille toværelses med udgang direkte til parkeringspladsen.
Og? Ludvig kunne allerede mærke irritationen over hans langsommelighed. Viceværten var en fredelig og venlig mand, der altid var parat til at hjælpe med selv det mindste praktiske problem. Men han gav sig altid meget god tid til at snakke, når han fik mulighed for det.
Ja, jeg blev vækket i nat af en bil, der kørte væk i høj fart. Den ramte en af granitsøjlerne ved udkørslen. Den gav en fæl lyd fra sig, og jeg kom på benene og trak gardinet fra. Den var allerede rundt om hjørnet. En stor grå satan, du ved, sådan en SUV, som de kaldes. Sikkert en eller anden spritbilist, som ikke kunne finde hjem. Jeg kunne ikke falde i søvn bagefter. Lå og vendte og drejede mig.
Hvad tid var det? spurgte Ludvig.
Ja, den var præcis 25 minutter i 3, sagde viceværten og lænede sig mod kosten.
Så du nummerpladen?
Nej, det gik så stærkt, sagde viceværten og genoptog fejningen. Glasskårene klirrede mod fejebakken.
Ludvig gik over mod gadedøren og lukkede sig ind.
På vej op ad trappen stak han hånden i lommen og mærkede den ørenring han havde fundet ved måtten om morgenen. Hvorfor havde hun tabt den der? Havde den bil, som viceværten havde hørt om natten, noget med hendes forsvinden at gøre? Var der nogen, som havde hentet hende? Havde hun aftalt noget med nogen? Tankerne gjorde ham tung. Han kunne kun med besvær slæbe sig op ad trappen til lejligheden.
Da han nåede afsatsen stødte han ind i Gitte, Flemmings kone. Gitte var arkitekt og tegnede unikke liebhaversommerhuse, der blev opført i Nordsjælland. Gitte var en flot kvinde. Store bryster, lange ben og et ansigt som en græsk gudinde. Flemming og hun passede godt sammen. Ludvig kunne godt finde på at fantasere om hende i ny og næ. Hun havde en blussende erotisk udstråling, som var svær at ignorere, selv for en mand i et lykkeligt forhold.
Hejsa, Ludvig, sagde hun og smilede. Hun sagde altid ”hejsa”, så man følte hun næsten kærtegnede én. Hun arbejdede kun tre dage om ugen for at kunne være hjemme resten af dagene sammen med hendes og Flemmings datter, som var tre år gammel.
Hej, sagde Ludvig og gik frem mod sin entredør. Han kunne ikke overskue at snakke med Gitte lige nu. Han trængte til at være i fred og tænke sig om.
Bag Gitte dukkede hendes og Flemmings barn op. Det var en lille pige med lyse slangekrøller. Hendes blå øjne var klare og opvakte. Hun var klædt i en flæsenederdel og en lille jakke med paletter. Næsten som en voksen, tænkte Ludvig. Eller næsten som dukke, der forestillede en voksen.
Barnet smilede imødekommende. Sarah, som pigen hed, havde flere gange været ind hos ham og Natalie for at blive passet. Natalie kunne ikke få nok af hende. Især ikke nu hvor hun var blevet gravid. Ludvig smilede høfligt tilbage. Sarah var det perfekte barn. Natalie og han havde ofte talt om, at de håbede deres barn blev lige så kvik, smuk og hvilende i sig selv som Sarah. Det gav i stik hjertet ved tanken om, at Natalie ikke bare var forsvundet. Hun var også gravid med deres barn.
Er alt okay? spurgte Gitte og lagde hovedet på skrå. Han prøvede at stramme sig an.
Ja, jo, jeg holder bare fri i dag. Influenza, du ved.
Gitte bakkede lidt tilbage, trak pigen med sig og skærmede hende bag sin hofte.
Ja, man skal passe på den slags, sagde hun.
Det siger doktor Grossman også, tilføjede hun for at lægge vægt bag ordene.
Nå, men vi skal til violin, fortsatte Gitte undskyldende. Ludvig fik øje på violinkassen i hendes hånd. Sarah blev undervist efter Suzuki-metoden, havde de fortalt. Hun skulle ifølge sine forældre være lidt af et geni.
Gitte gik forbi Ludvig i en god sikkerhedsmæssig afstand, der skulle nedsætte risikoen for at overføre influenzavira og gik hen til elevatoren. Sarah kiggede efter Ludvig med sine klare blå øjne. Ludvig smilede sammenbidt og låste døren til lejligheden op.
Hej, forresten, sagde Gitte og vendte sig, mens døren til elevatoren gled op. Ludvig blev stående i døråbningen til lejligheden og prøvede at skjule sin utålmodighed.
Ja ... jeg ville bare høre, om I også lagde mærke til den støj, der var på trappen i nat?
Ludvig stivnede.
Hvornår?
Jeg ved ikke, ved to- tretiden, tror jeg.
Hvad hørte du?
Ikke noget særligt, bare sådan du ved trin og skosåler mod gulvet.
Jeg hørte ikke noget.
Måske var det bare avisbudet, der var tidligt på den? Måske skal jeg klage igen. De der udenlandske bude er nogle klodsede fyre.
Hun trådte ind i elevatoren med sin datter i hånden. Døren lukkede sig bag dem.
Ludvig gik ind i lejligheden, slog låsen til og satte sin taske fra sig i entreen. Han burde ringe til politiet en gang til. Senere måske. Eller i hvert fald den næste dag. Der var noget som ikke stemte. De måtte da kunne gøre noget. Sætte en eftersøgning i gang. Han gik ind i stuen, smed sig på sofaen og stirrede ud over havnebassinet gennem panoramavinduerne. Hvis der ikke skete noget, var han også nødt til at ringe til Natalies forældre og fortælle dem, hvad der var hændt. Måske havde de hørt noget? Måske havde hun efter alle årene uden kontakt, valgt at lukke dem ind i sit liv?