Grossman havde taget imod dem en sensommereftermiddag på sit kontor i den snehvide bygning ud mod Øresund. Privathospitalet, der lå omkranset af birketræer og grønne plæner dekoreret med hvide marmorskulpturer af løver og engle, var indrettet i et gammelt kurhotel fra starten af 1900-tallet. Fra Grossmans kontor kunne man i det klare vejr, der spændte en lys og sart blå himmel ud over kysten, skimte den svenske bred i horisonten som en diset stribe mellem Sundet og himlen.
De havde begge taget fri fra jobbet. Grossman var en meget travl mand og det gjaldt om at slå til, da hans sekretær ringede dagen før og meddelte dem, at der var opstået et ledigt hul i lægens kalender. De havde taget bilen. Turen op nordpå var foregået i tavshed.
Det havde ikke været en let periode, fra de besluttede at få et barn, til de fandt ud af, at det ikke kunne lade sig gøre. Natalie havde kigget langt efter Gitte og Flemmings lille Sarah, som med sin blotte tilstedeværelse i ejendommen og sit kønne og perfekte ydre hver dag mindede dem om, at deres drøm om et barn, om en familie, var uden for rækkevidde, med mindre de var villige til at adoptere. En løsning, som ingen af dem havde lyst til.
Natalie holdt Ludvigs hånd med et fast greb, da de efter at være budt velkommen af sekretæren i forkontoret, trådte indenfor i Grossmans store kontor, hvor afrikanske folkloregenstande; skjold, spyd og masker prydede væggene. Et zebraskind lå foran en italiensk sofa i rødt læder, som stod i den ene side af rummet. Grossman, der sad ved et enkelt designet skrivebord i hvidolieret egetræ, var en atletisk mand med et kraftigt hår, der var klippet helt tæt ind til det muskuløse kranium. Han lignede mere en konkurrencesvømmer end en højt specialiseret læge og forsker i kunstig befrugtning.
De vidste begge, at det at besøge Grossman og bede om hans hjælp måske var deres sidste mulighed. Kunstig befrugtning var ikke noget, de havde overvejet, før Gitte og Flemming havde forklaret dem, hvordan deres Sarah var blevet skabt.
De havde på dette tidspunkt været hele vejen gennem systemet og en overlæge på Rigshospitalet havde slået fast, at hverken Natalie eller Ludvig ville kunne få børn på den naturlige facon. Natalies æggestokke var blevet ødelagt af en ondartet infektion på en studierejse, hun havde foretaget til Galapogos, da hun var helt ung. Og Ludvigs sædceller viste sig at være så godt som ikke eksisterende. De kunne ikke engang anvendes ved mikroinsemination. Der var ingenting de kunne bygge på, havde overlægen på Rigshospitalet understreget.
De vidste begge, at Grossman kunne noget, som de færreste var i stand til. Han kunne skabe liv ud af ingenting.
William Grossman rejste sig, gik rundt om bordet og hilste på dem begge med silkebløde håndtryk fra velplejede hænder.
Velkommen og sid ned, sagde han med en lys, næsten kvindelig stemme, som ikke umiddelbart syntes at komme fra hans store krop. Ludvig og Natalie tog plads i de to Y-stole, der var placeret foran skrivebordet. De holdt stadig hinanden i hånden.
Grossman sagde: I er jo sikkert bekendt med, at lovgivningen inden for de sidste fem år er blevet meget gunstigere indstillet over for det arbejde, vi udfører her på klinikken. Vi, dvs. vores investor, har patentet på metoden, vi anvender i det skandinaviske område, ligesom vi også har rettighederne i Tyskland, Beneluxlandene og Rusland, forklarede Grossman med sin lyse røst, som Ludvig skulle vænne sig til kom ud af den atletiske krop, der tog plads over for dem i en læderbetrukket kontorstol.
I er kommet det rigtige sted hen. Vi har en løsning på jeres problem, som I har beskrevet det. En løsning, som betyder, at I vil få et barn, som er skabt af jeres eget arvemateriale og således helt identisk med et barn, bragt til verden under det, man tidligere kaldte naturlige omstændigheder.
Natalie krammede Ludvigs hånd og smilede befriet til Grossman, der så venligt på dem begge, idet han førte sine stærke og velmanicurerede hænder sammen med fingerspidserne mod hinanden.
I al sin enkelthed skaber vi en ægcelle fra stamceller fra kvindens menstruationsblod. Fra manden henter vi celler fra mundhulen og omdanner dem til sædceller. Herefter er vi i stand til at foretage en såkaldt reagensglasbefrugtning, som derpå føres ind i livmoderen. Der vil være en hormonel behandling i forbindelse med graviditeten, som normalt ved kunstig befrugtning. Til gengæld vil vi have fuldstændig kontrol over embryoet, gennem vores højt udviklede metoder til udvikling og styring af genomer. Alt vil være underlagt videnskabelig kontrol, og intet vil blive overladt til tilfældighederne, som det er tilfældet under en såkaldt normal graviditet.
Grossman smilede beroligende.
Der er faktisk kun fordele forbundet med at få børn på denne måde. Barnet bliver med garanti fejlfrit og renset for gener, der kan have uheldige konsekvenser.
Uheldige konsekvenser? Natalie slap Ludvigs hånd og lænede sig spørgende frem mod skrivebordet. Grossman smilede afvæbnende.
Vi bærer alle rundt på gener, som kan forårsage sygdomme eller fysiske eller psykiske skavanker. I ved hareskår, Downs syndrom, blindhed, hjerneskader af forskellig art. Ja, sågar flyveører eller rødt hår kan for nogen være et problem. Her på klinikken har vi et af verdens mest avancerede laboratorier og vores videnskabelige forskere er i stand til at manipulere alle uønskede genomer væk fra arvematerialet. I kan anskue det på denne måde. Mennesket har 98 procent gener til fælles med chimpansen. Det fortæller noget om, hvor lidt der egentligt skal til for at skabe meget forskellige resultater. Det er detaljerne, der skaber forskellen, når vi taler dannelse af liv. Disse detaljer har vi 100 procent kontrol over her. Som forældre behøver I absolut intet at frygte.
Ludvig sank sit spyt. I al den tid Natalie havde forsøgt at blive gravid, havde den slags overvejelser hele tiden ligget i baghovedet hos ham. En lille lurende frygt for, at det barn, de prøvede at skabe sammen, skulle have en eller anden slags sygdom eller en hjerneskade. Det var ikke et emne, de havde talt om. Han vidste faktisk ikke, hvad Natalies holdning var til at få et barn med genetiske fejl. Han gættede i sit stille sind på, at hun havde det på samme måde som han.
Hun kastede et hurtigt sideblik på Ludvig og greb igen hans hånd. De smilede forlegne til hinanden og vendte atter blikkene mod Grossman, som havde holdt et øjebliks pause i sin talestrøm. Han nikkede og lod spidsen af den ene pegefinger glide over næseryggen.
Hvis I ønsker det, kan vi allerede nu træffe de indledende aftaler. I kan i første omgang tage stilling til, om I er interesserede i at bringe et barn til verden på denne måde og lave en aftale med min sekretær om den første helbredsundersøgelse, hvor I også skal indlevere det cellemateriale, vi bruger i vores arbejde med at skabe fuldt gyldige æg og sædceller.
Han trak en skuffe ud under skrivebordet og hev et prospekt frem. Det var trykt på højglanspapir med blåtonede nordiske billeder af børn og forældre på forsiden. Med en næste andægtig attitude anbragte Grossman tryksagen på bordet foran dem.
De stirrede betagede og en anelse overraskede på brochuren, som ved første øjekast mindede om en reklame for boligindretning. Fertilitetsklinikkens lysegrønne logo med de to hænder, der holder en blomst, var anbragt diskret på forsidens nederste kant sammen med et logo for noget, der hed Nanotech. Et lille firkantet lyseblåt logo med en hvid prik i midten. Under logoet stod der Beyond imagination. Ludvig skubbede brochuren hen foran Natalie og lænede sig hen mod hende, så de i fællesskab kunne kigge i den.
Her er hele processen beskrevet samt de priser, vi opererer med for forskellige serviceniveauer i selve graviditetsforløbet og efterfølgende i barnets liv til det bliver femten år, sagde han med forklarende smil.
Følger I barnet til det bliver femten?
Det er et tilbud, vi giver. Dermed garanterer vi for, at barnets fysiske og grundliggende psykiske tilstand er i orden, hvad det rent genmæssige angår, naturligvis under forudsætning af, at I som forældre varetager pleje og udvikling efter de standarder, der gælder i aftalen. Men det er bare rent formalia. Jeg vil anbefale, at I tager denne folder med hjem sammen med de papirer, der indgår i kontrakten. Tag eventuelt en advokat med på råd, så I ved, hvad aftalen indebærer ...
Indebærer? sagde Natalie og samlede brochuren op fra bordet og bladrede i den. Billeder af lykkelige familier i harmoniske omgivelser prydede første opslag.
Nå ja, det er jo ikke helt gratis. I skal ikke regne med at få nogle væsentlige tilskud fra det offentlige, sagde Grossman og førte fingrene sammen og hvilede hagen mod spidsen af to pegefingre.
Ludvig mødte Natalies blik. De havde allerede drøftet prisen, inden de henvendte sig til Grossmans klinik. Prisen lå i omegnen af 50.000 euro afhængig af, hvor mange tillægsydelser, de købte. Gitte og Flemming havde betalt 55.000 euro for den store pakke og havde ikke fortrudt, sagde de. Det var mange penge, men stadig mindre end prisen for en mellemstor bil med ekstraudstyr. Der var jo tale om at barn. Et menneskeliv. Set i det perspektiv var det rørende billigt, var de blevet enige om.
De havde allerede været i banken og lagt deres realkreditlån om. Bankrådgiveren, en venlig mand, som selv var far til to børn, hvis foto prydede hans skrivebord, havde ønsket dem tillykke med familieforøgelsen. Som om det allerede var en realitet.
Han havde faktisk allerede hørt om Grossman, fortalte bankrådgiveren, mens de skrev papirerne under. Han havde hørt, at fertilitetslægen også var en højt estimeret international genforsker. Hans dokumenterede succesrate for gennemførte graviditeter var 87 procent. Et meget højt tal i branchen. Desuden var prisen direkte afhængig af, hvorvidt Grossman havde succes med sit arbejde. Hvis det i sidste ende ikke resulterede i et barn, betalte man kun et administrativt gebyr på 5.000 euro. Så den økonomiske del af familieforøgelsen var også på plads. De havde besluttet ikke at involvere en advokat. Ludvig mente nok, han selv kunne gennemskue kontrakten. De havde tillid til Grossman og desuden havde Gitte og Flemming jo anbefalet ham og havde selv et barn på samme betingelser.
Natalie gav Ludvigs hånd et fortroligt klem. De smilede til Grossman.