Ludvig lagde brevet fra retten på skrivebordet og gik en runde i lejligheden uden at kunne finde ro. Så gik han på toilettet og tissede, mens han overvejede, hvad han nu kunne gøre. Hun var forsvundet. Var det hendes måde et løse problemet på? Ved at gå under jorden. Var det derfor, hun ikke reagerede på hans telefonopkald? Fordi hun vidste, at myndighederne på et tidspunkt ville begynde at lede efter hende?
Men det var jo komplet uholdbart. Skulle de så aldrig se hinanden igen? Ville hun leve under en anden identitet? Han kunne ikke holde tanken ud. En vrede mod hende byggede sig op inde i ham. Men det var måske slet ikke dét, der var sket. Hun kunne lige så godt være offer for en ulykke, eller en forbrydelse. Han var kommet ind i stuen, mens han havde spekuleret og sank sammen på gulvet. Det værste var uvisheden. Han vidste ikke, hvad han skulle forholde sig til. Han fik øje på hendes computer på sofabordet. En tanke slog ned i ham. Måske havde hun efterladt sig et spor på Facebook?
Han kom på benene og gik hen og tændte for computeren. Den var uden adgangskode. Han vidste, at hun gemte adgangskoderne til sine netværk på harddisken. Det tog et øjeblik, så var han på. Hendes profilbillede smilede til ham fra skærmen. Hans hals snørede sig sammen. En veninde havde skrevet på hendes væg. Hej søde, tak for en hyggelig aften forleden. Det må vi gøre noget oftere. Hendes statuslinje sagde: Jeg venter mig, er det ikke vidunderligt?
Han havde sagt, at de skulle gå lidt stille med graviditeten, indtil det var helt sikkert, og alt var, som det skulle være. Men hun havde ikke kunne vente med at fortælle det til alle. Hun var så lykkelig. Det var før kravene fra Nanotech kom frem. Han kiggede i hendes indbakke. Der var et par gamle beskeder fra nogle af hendes gymnasievenner, som havde fundet hende på Facebook for nylig. Det nyeste var en besked fra Torben om at ses til møde i havbeskyttelsesforeningen. Helt neutralt. Ikke noget usædvanligt. Hvis Torben havde noget kørende, viste han det i hvert fald ikke her. Han lukkede computeren. Det eneste underlige ved den var, at hun ikke havde taget den med sig. Det lignede hende ikke.
Han rejste sig og gik ud i køkkenet og åbnede køleskabet. Hun spiste altid økologisk. Efter graviditeten var hun holdt op med at spise rødt kød. Der var købt ind for nylig, måske allerede dagen før. Det var hende, der havde bilen, så hun købte ind på vejen hjem fra instituttet. Datoen på den økologiske mælk var fra dagen før, kunne han konstatere, da han tog den ud af køleskabet. Han stillede den tilbage og lukkede lågen.
Hurtig åbnede han skabet med kosttilskud, der var lige ved siden af køleskabet. Der manglede tilsyneladende ikke noget. Hun ville ikke planlægge at tage væk uden sine kosttilskud. Hun var fanatisk med sine kosttilskud. Ikke mindst efter graviditeten. Det var først i dette øjeblik, han blev klar over, at noget var anderledes i lejligheden.
Da han først registrerede det, var det indlysende og nemt at konstatere. Men det kom alligevel som et chok, da han kiggede i retning af kanariefuglens bur. Den sad ikke på sin pind. Dens kvidren lød ikke som et bagtæppe for al anden aktivitet. Det var hendes fugl. Hun havde købt den en dag, da de stadig troede, at de aldrig ville kunne få et barn. Det var et skørt indfald, sagde hun. Hun ville egentlig gerne have en hund. Men man måtte ikke have hunde og katte i ejendommen. En fugl havde hun altid ønsket sig som barn. Hun fortalte, at hun var gået forbi en dyrehandel og havde set den i vinduet. Hun kaldte den Darwin.
Havde hun taget den med sig? Langsomt gik han over mod buret, som stod på et lille bord ved vinduet. Da han kom nærmere kunne han se, at Darwin stadig var i buret. Den lå med bugen i vejret. På savsmuldet i bunden af buret. Den rørte sig ikke. Dens farver var smukke og flød ind i hinanden på raffineret vis. Nogle steder som tonede overgange, andre som bratte skift. Fra bugens lysegule til ryggens blå og grønne farver.
Ludvig stak hovedet frem og studerede den nærmere. Den havde lukkede øjne. Fine små sammenknebne øjne. Forsigtigt åbnede han den lille tremmelåge og rørte ved fuglen med en finger. Der kom ingen reaktion. Den virkede stiv. Den måtte have været død et stykke tid. Aftenen før havde den været spillevende. Natalie havde talt om, at hun måske skulle købe en mage til den. Så den ikke kom til at kede sig.
Han trak fingeren til sig og satte sig tungt i sofaen. Hvorfor var den død? Havde det noget med Natalies forsvinden at gøre? Han repeterede listen over ting, som ikke hang sammen med, at hun skulle have forladt lejligheden frivilligt. Ørenringen ved måtten, den tilbageværende computer, hun havde ikke pakket noget tøj, bilen stod på parkeringspladsen. Dertil kom den bil viceværten havde hørt om natten, og den støj Gitte havde hørt på trappen.
Ludvig fik en indskydelse og gik ud til døren til opgangen. Han åbnede den og satte sig på hug og studerede nøglehullet. Han mente, han kunne se nogle ridser, som måske kunne stamme fra noget andet end en nøgle, der havde ramt ved siden af låsen. Han prøvede at ræsonnere. Hvordan så en frisk ridse ud i forhold til en gammel? Den måtte være lysere. Måske mere tydelig.
De ridser han kunne se levede afgjort op til det kriterium. De kunne godt have været lavet om natten med et eller andet stykke værktøj, der skulle dirke låsen op. Han lod en finger glide over kanten af døren og undersøgte dørkarmen for mærker. Hans blik faldt på brevsprækken. Der sad en lille rest tape på døren lige ved brevsprækken. Havde den siddet der dagen før? Han kunne ikke huske det.
Han pillede i tapestumpen. Den sad godt fast. Han lod den sidde og åbnede brevsprækken. Sprækken i dørpladen var mindre end selve sprækken i brevsprækken. Avisbuddet havde flere gange brokket sig over, at aviserne havde svært ved at komme igennem. Der var små mærker efter rundt metal i savkanten i dørens plademateriale. Døren var malet før brevsprækken var monteret. Malingen på pladen var blevet presset hårdt af et stykke rundt metal og små dele af malingen var splintret og blevet til grater, som var drysset ned på gulvet mellem måtten og dørtrinnet. Han fugtede en finger og duppede lidt af graterne op fra gulvet og kiggede på det. Det var helt klart den samme maling.
Hvordan hang det sammen med, at hun havde sendt ham en sms. Og en mail til arbejdspladsen? Han gik tilbage til computeren og åbnede mailprogrammet. Der var ikke nogen mail i sendt-bakken til instituttet. Hun kunne selvfølgelig have sendt den et andet sted fra. Men det lignede hende ikke. Hun kunne ikke finde ud af at gå på sin mail fra en browser. Hun var ikke typen, der kunne huske url’er og adgangskoder udenad.
Han havde selv sat hendes mailprogram op for nylig, da de skiftede bredbåndsudbyder. Ludvig fandt koderne i den mappe, han havde lagt dem i og gik ind på mailen via browseren. Og ganske rigtigt. Der var sendt en mail derfra om morgenen klokken 8.45. Der var hun ikke i lejligheden.
Hvis nogen var brudt ind og havde bortført hans kone, hvorfor havde han så ikke bemærket noget? Hvorfor havde hun ikke skreget op? Det hang ikke sammen. Han tog sin mobiltelefon frem igen. Han blev nødt til at ringe til Carsten for at høre, om han havde set noget til hende. For at lukke den mulighed. Også selv om han efterhånden var overbevist om, at der havde fundet en forbrydelse sted. Der skete så meget for tiden. Forbrydere fra østlandene brød ind i folks hjem og slog dem ihjel. Måske kunne de også finde på at bortføre folk. Måske ville de kræve løsepenge?
Carsten tog telefonen med det samme.
Ja? sagde han uden at præsentere sig. Sådan var han. Arrogant som ind i helvede.
Det er Ludvig, Natalies mand.
Ja?
Jeg ville høre, om du har set noget til Natalie fornyelig. I dag for eksempel.
Er hun stukket af?
Det ved jeg ikke. Jeg ved faktisk ikke, hvor hun er, for at være helt ærlig.
Så må jeg skuffe dig. Jeg så hende til et møde på instituttet i sidste uge. Siden har jeg været bortrejst og kom hjem i går. Jeg har ikke været på instituttet i dag. Har du prøvet der?
Ja, der er hun ikke.
Shit, så må jeg melde pas.
Okay, jeg ville bare høre.
Ludvig stemme knækkede over.
Op med humøret, du. Hun dukker nok op igen, skal du se. Kvinder er nogle gange lidt mærkelige. Er der ikke noget med, at hun er gravid?
Jo, men der er lang tid til, hun skal føde.
Tillykke med det.
Jo tak.
Nå, men jeg må løbe.
Carsten lagde røret på. Ludvig lukkede telefonen. Hun var ikke flyttet ind hos Carsten. Så meget kunne han godt konkludere. Carsten var typen, der ikke ville skåne ham, hvis det var tilfældet. Han var lidt af en kyniker. Charmerende når det gjaldt om at få folk med på sine ideer, men iskold når han havde fået, hvad han havde brug for. Han havde ikke snuppet Natalie.
Ludvig overvejede, hvad han egentlig kunne gøre. Han kunne ikke bare sidde og vente på, at en bortfører henvendte sig med krav om løsepenge. Eller at Natalie ringede og gav en forklaring på sin pludselig forsvinden. Måske var situationen en kombination af intention og en forbrydelse. At Natalie af egen fri vilje havde forladt ejendommen, måske for at gå en tur? Hun klagede over snurren i benene forårsaget af graviditeten. Og så, måske, havde hun været udsat for en forbrydelse, mens hun gik? En overfaldsmand eller en flugtbilist, der havde smidt hende i havnen for at slette sine spor?
Ludvig kunne høre lyden af elevatordøren, der gled op ude på trappeafsatsen. Det var Gitte, der kom tilbage fra violinspillet med Sarah. De småsnakkede, mens de gik fra elevatoren forbi døren og hen til deres egen lejlighed. Ludvig kom på benene og gik ud i entreen. Han måtte spørge Gitte en gang til. Hvad var det for en støj, hun havde hørt om natten? Han åbnede døren, idet Gitte var ved at lukke sin entredør. Sarah sagde et eller andet inde i lejligheden bag hende. Gitte stoppede midt i bevægelsen med at lukke døren, da hun fik øje på Ludvigs fortvivlede udtryk. Hun sendte ham er bredt imødekommende smil.
Hej, Ludvig? Er der noget i vejen?
Hun lindede lidt på døren og bad Sarah bag sig være stille. Ludvig rømmede sig. De var gode naboer, men han følte alligevel en vis blufærdighed, hvis han skulle indvie Gitte i sine private problemer.
Det var bare, den der støj du hørte i nat. Hvad tid var det?
Gitte grundede et øjeblik. Hendes kønne ansigt fik et par alvorlige folder mellem øjenbrynene, mens hun genkaldte sig tidspunktet. Hun skubbede en hårlok om bag øret, inden hun svarede.
Ja, altså, jeg havde lige været oppe og drikke noget vand og tage en pille. Du ved, en sovepille. Doktor Grossman har ordineret dem, fordi jeg har haft så svært ved at sove siden fødslen. Uret i køkkenet viste fem minutter i halv tre, da jeg gik ind i soveværelset igen. Det var kort tid efter, at jeg hørte støjen på trappen.
Hørte du også bilen nede på parkeringspladsen? spurgte Ludvig.
Gitte rystede på hovedet.
Nej, jeg må være faldet i søvn lige efter. De piller slår dejlig hårdt. Jeg sover så vidunderligt på dem.
Gitte kiggede direkte på Ludvig.
Er du sikker på, at der ikke er noget galt?
Ludvig rystede på hovedet.
Nej , det er ikke noget.
Du ser ud, som om der er et eller andet helt galt?
Det er bare ...
Har du problemer? Nysgerrigt åbnede Gitte døren lidt op, og smilede igen imødekommende. Hun havde et overvældende sexet smil. Midt i sin fortvivlelse kunne han mærke den erotiske impuls, hun vakte i ham, selvom han selvfølgelig elskede Natalie.
Vil du have en kop kaffe, jeg laver alligevel en kop, når vi kommer hjem fra violin og Sarah skal øve sig.
Ludvig gav efter for trangen til at dele sin fortvivlelse med nogen. Han trådte ud på opgangen, smækkede efter sig og gik hen til Gitte og Flemmings dør. Det var første gang, han var inde i Flemming og Gittes lejlighed uden, at Flemming var tilstede. På en måde føltes det lidt forkert. Især fordi han ind i mellem havde haft erotiske tanker om Gitte.
Han smuttede forbi hende, og hun lukkede døren bag ham. Sarahs violin lød inde fra stuen, hvor hun stod ved vinduet og bevægede buen frem om tilbage og frembragte en sønderrivende lyd af harpiksindsmurt hestehår mod kattetarm udspændt over trækasse.
Hun er et naturtalent, det siger læreren, sagde Gitte og smilede stolt. Ludvig havde hende mistænkt for at invitere ham indenfor udelukkende for, at han skulle høre datteren spille. Han nikkede høfligt og fremtvang et anerkendende smil.
Kom lad os gå ud i køkkenet, sagde Gitte og gik foran ham gennem stuen. Han bildte sig ind, at hun vuggede ekstra i hofterne, da han gik bag hende. Sarah spillede videre uden at se til deres side. Ludvig fulgte efter Gitte. Hun lukkede dobbeltdøren mellem stuen og køkkenafdelingen, så de kunne tale sammen.
Drikker du espresso eller latte? spurgte hun og tog opstilling ved en blank rød maskine, der ved et tryk på en knap begyndte at brumme faretruende.
En latte, tak, sagde han. Hun hældte med øvede hænder mælk op og varmede den med dampen, mens kaffen blev presset gennem filteret ned i to kopper. Hun hældte mælken på to glas og fyldte efter med den færdige espresso. Forsigtigt anbragte hun de to glas på det lille bord ved vinduespartiet.
Det er økologisk kaffe. Man støtter en skole i Kenya, når man køber det.
Ludvig satte sig og nippede til kaffen. Det føltes helt hyggeligt, hvis man kunne abstrahere fra Sarahs violinspil i rummet ved siden af. Gitte tog plads over for ham, lavede trutmund og sugede af mælkeskummet.
Hvad er der er galt? spurgte Gitte og så alvorligt på ham.
Ludvig sukkede. Han ville helst ikke blande sin nabo ind i det med Natalie. Det var alt for kompliceret.
Betaler I for Sarah, jeg mener resten af livet? spurgte Ludvig.
Gitte kiggede på ham med et stolt smil.
Det er alle pengene værd, Ludvig. Hendes øjne blev blanke. Hun tog en lang tår af kaffen og lyttede tilsyneladende til den skærende lyd fra violinen, der kom inde fra stuen. Ludvig mente at kunne genkende melodien til ”Se den lille kattekilling”.
Gitte kiggede på sin datter ind gennem dobbeltdørens glas. Hun stod med lukkede øjne, mens hun filede på violinen.
Er Sarah ikke bare et vidunderligt barn?
Ludvig nikkede og drak af sin kaffe.
Han havde en tom fornemmelse indeni. Han tømte sit glas med kaffe.
Jeg må hellere se at komme videre, sagde han og rejste sig. Gitte greb hans hånd, så han var nødt til at sætte sig igen.
Nej, bliv et øjeblik.
Der var noget bedende i hendes blik. Hun slap ham. Med en anelse af flovhed. Han så spørgende på hende. Hun prøvede at smile.
Det er bare ... begyndte hun, men stoppede midt i sætningen. Han stirrede på hende. Hendes udtryk var nyt. Han havde ikke set det på hende før. En skrøbelig og usikker side hun ellers aldrig viste frem. Der var et eller andet galt. Noget hun brændte inde med. Noget alvorligt. Han nikkede opfordrende.
Det er bare noget med ... Flemming.
Hun fuldførte sætningen med en stor kraftanstrengelse og kiggede ned i bordet. Ludvig kunne allerede mærke, at han ikke orkede at høre på noget om hende og Flemming. Flemming var hans tennispartner. De snakkede om biler og om politik på et overfladisk plan, hvor de hele tiden undgik at melde direkte ud, hvem de stemte på til valgene. Det handlede egentlig bare om at undgå direkte verbale konfrontationer og finde ud af, hvor de var enige, hvis de ikke gik for meget i dybden.
Ludvig havde Flemming mistænkt for at ligge en del til højre for midten på de fleste spørgsmål, men han var et rart menneske, og praktiserede sin forbrugerjournalistik ud fra en holdning om, at forbrugerne var Gud på markedet, som han sagde. Kritiske forbrugere var bannerførerne i samfundets udvikling. Ludvig var ikke direkte uenig. Flemming var hyggelig nok at være sammen med. Folks politiske holdninger betød ikke nødvendigvis noget for deres måde at opføre sig på ansigt til ansigt med andre. Han orkede ikke at høre om Gittes og Flemmings private forhold og gjorde mine til at rejse sig igen, men Gitte var allerede i gang.
Vi har det ikke så godt for tiden, fortsatte hun og tvang sit blik op fra bordpladen.
Har du ikke hørt noget?
Hørt noget?
Ja, gennem væggen. Støj.
Støj?
Han slår mig.
Slår han dig? Er du sikker?
Ludvig ville egentlig ikke have spurgt på den måde, men det kom bare ud af munden på ham. Han havde ikke bemærket noget. Der var ikke trængt nogen lyde ind gennem døren til hans lejlighed.
Med en overraskende hurtig bevægelse hev hun op i sin bluse, så han kunne se bh’en. En fiks sort sag, der støttede op om hendes fyldige bryster.
Brystvorterne kunne tydeligt ses gennem det tynde stof. En række blå mærker på hendes skulder og overkrop fik det til at krympe sig inden i ham.
Har du ikke meldt det til politiet?
Hun trak blusen ned igen og rystede fortvivlet på hovedet. Nu strømmede ordene ud af hende, som når en ventil på en trykkoger blev udløst.
Det er alt for kompliceret. Vores familie vil blive ødelagt. Vi har jo også Sarah at tænke på. Ifølge kontrakten skal vi være gift og samboende, indtil hun fylder atten. Det er en del af aftalen, ellers mister vi vores rettigheder. Det er forfærdeligt. Jeg er så bange og ked af det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, Ludvig.
Vil du have, jeg snakker med ham, hørte Ludvig sig selv spørge. Han ærgrede sig. Det var ikke noget, han havde trang til at involvere sig i. Slet ikke nu.
Gitte så indtrængende på ham og greb igen hans hånd over bordet.
Det ville være godt. Måske vil han forstå det, hvis det kommer fra en mand. Men du må ikke sige, jeg har sagt noget, vel? Han kan blive så vred.
Hvordan skal jeg så nævne det?
Kan du ikke bare snakke om vold i hjemmet, sådan i almindelighed. Dreje samtalen ind på det. Få sagt, at det ikke er værdigt. At det er ydmygende for den, der bliver slået. Jeg tror det vil hjælpe, hvis en anden mand kommer ind på emnet. Det er som om, han ikke regner det for noget at slå mig med en knyttet næve.
Jeg skal prøve, sagde Ludvig og trak sin hånd til sig. Hun slap ham kun modvilligt. Han havde stadig hendes hud med de blå mærker på nethinden. Bag ham holdt Sarah op med at øve sig på violinen. Ludvig rejste sig med et undskyldende udtryk i ansigtet.
Jeg bliver virkelig nødt til at løbe.
Nu skal jeg følge dig ud, udbrød Gitte og sprang op.
De gik gennem stuen og ud til døren i entreen. Ludvig sagde farvel uden at se på Gitte. Da han kom ud i opgangen, vendte han sig for at sige noget om, at han nok skulle vende det dér med Flemming, men hun lukkede hurtigt døren bag ham.
Han gik tilbage til sin lejlighed og ringede til politiet en gang til. Det kunne ikke være rigtigt, at han skulle vente et døgn, før de kunne begynde at se på sagen. Han blev stillet om til den samme betjent, han havde talt med tidligere.
Mit navn er Ludvig Werge.
Jeg kan godt høre, hvem det er. Du fik besked på at ringe i morgen, ikke sandt?
Jo, men der er meget, der tyder på, at min kone har været udsat for en forbrydelse eller en ulykke.
Så længe vi ikke ved noget eksakt, enten gennem en melding fra en kidnapper, eller at hendes lig måske dukker op i havnen, har vi absolut ingen grund til at gøre noget, før der er gået 48 timer efter hendes forsvinden. Det betyder, at vi to ikke skal tale sammen før i overmorgen. Og lur mig om ikke hele mysteriet er opklaret til den tid. Hun kan have besøgt en elsker eller bare taget en lille sviptur. Har du undersøgt hendes computer? Mange laver dates via nettet. Hvis hendes profilkode er gemt i browseren kan du se, hvem hun har været i kontakt med, sagde betjenten.
I må da gøre noget ...
Desværre ikke endnu. Vi har vores procedurer. Farvel ...
Røret blev lagt på. Ludvig bandede. Han besluttede at gå ned på politistationen og anmelde Natalies forsvinden til en almindelig vagthavende. Der var ingen grund til, at det skulle ske gennem den særlige afdeling hos Rigspolitiet, som han uvægerligt blev stillet om til, når han forsøgte at komme igennem på telefonen. Han gik ud i gangen og tog en af sine pæne jakker fra skabet og kiggede sig i spejlet og rettede på håret. Han ville ikke finde sig i den behandling. Han skulle vise dem, at han havde rettigheder som borger. Han havde ikke tænkt sig at blive spist af med dens slags bureaukratisk manipulation.