Nøjagtigt 28 minutter efter, at han havde forladt lejligheden, steg han af bussen ved Station 1 på Halmtorvet. Det var en meget uvirkelig fornemmelse, han havde, da han stod foran den grå betonbygning. Som om han spillede med i en film men havde glemt at læse manuskriptet. Hvem skulle han henvende sig til? Hvad skulle han sige? En politibil drejede i det samme ind foran indgangen og to betjente trak en farvet mand i håndjern ud af bilen, og skubbede ham ind gennem døren til stationen. Ludvig fulgte i kølvandet på dem, idet han gik ud fra, at de kunne vise ham vejen. Inde i bygningen fortsatte de forbi en lang skranke, der lå i et stort lokale umiddelbart inden for døren og videre ind i nogle lokaler bagved, mens de puffede til manden, der uden protester fulgte med. Ludvig stoppede op for at finde nogen at henvende sig til.
Der var tilsyneladende ingen, der tog notits af ham. Fire betjente i lyseblå uniformsskjorter sad fordybede over deres computere og skrev uden at lægge mærke til ham. Han strammede sig an og gik frem til skranken og lagde en albue op på disken og rømmede sig. Ingen af de tilstedeværende betjente reagerede. En kløede sig eftertænksomt i næsen, mens en anden kneb øjnene sammen, for ligesom at fokusere på noget, han netop havde skrevet på sin skærm. Alle fire betjente var unge med meget kort hår og brede skuldre under uniformsskjorterne. Ludvig rømmede sig igen. Men resultatet var det samme. Ingen reagerede på hans tilstedeværelse.
Undskyld, kunne jeg komme til at tale med den vagthavende? spurgte Ludvig ud i luften, og forsøgte at få sin stemme til at udtrykke en vis autoritet. Alle fire betjente løftede ansigterne og kiggede i retning af ham på samme tid. De kiggede, men ingen af dem sagde noget. Deres ansigter var tomme. De hverken be- eller afkræftede, at de havde fået øje på ham. Han kunne i princippet lige så godt have været usynlig. Og den eneste grund til, at de kiggede i hans retning kunne være, at det var derfra, lyden af en stemme var kommet. Han rømmede sig og lagde den anden albue på disken og prøvede at se afslappet ud.
Jeg skulle tale med den vagthavende. Som på fælles kommando genoptog alle fire betjente deres arbejde ved skærmene og holdt op med at se i hans retning. Ordene sad fast i munden på Ludvig. Han ville gerne sige noget. Men han kunne ikke. En ældre betjent i en krøllet uniformsjakke kom i det samme ind fra gaden og gik mod døren bag i lokalet, der førte ind til resten af stationen.
Undskyld, jeg skal tale med en vagthavende, prøvede Ludvig og stillede sig i vejen for ham.
Hvad? Betjenten så surt på ham med blodskudte øjne, der næsten forsvandt under de buskede øjenbryn. Han lignede Robert de Niro i en rolle som dranker. Det var virkelig, som om han var med i en film.
Det er min kone, hun er forsvundet, fremstammede Ludvig.
Det siger de alle sammen, brummede betjenten.
Jamen, I må da kunne gøre noget, sagde Ludvig. Betjenten skubbede let til ham og forsøgte at komme forbi ham.
Jeg tror, hun har været udsat for en forbrydelse, sagde Ludvig med skinger stemme. De fire betjente, der sad ved computerne, stirrede på ham et kort øjeblik, inden de atter genoptog deres arbejde. Ludvig greb fat i betjentens ærme, da han gik forbi, Han stoppede og vendte sig mod Ludvig. Der gik nogle lange sekunder, hvor han granskede Ludvigs ansigt. Ludvig prøvede at virke afslappet og troværdig, uden at han egentlig havde nogen idé om, hvordan han skulle opnå den effekt.
Okay, kom med ind på mit kontor. Du får fem minutter.
Betjenten drejede rundt og gik videre. Ludvig fulgte efter. De kom ind i en smal, hvidmalet gang med døre på hver side for hver fjerde meter. Grå døre i hvide karme. Der var numre på dørene, enkelte havde også et navneskilt med hvide bogstaver fastgjort på en sort rillet baggrund med et ”Kristensen”, et ”Jensen”, et ”Olsen” eller et ”Mortensen” .
Den ældre betjent foran ham travede af sted uden at tage notits af ham. De kom ned for enden af gangen, hvor en dør førte ud til en trappe. Ludvig fulgte efter to etager op, hvorefter betjenten gik ind ad en dør, der førte ind til en ny gang med nummererede døre. De mødte kun ganske få andre betjente, mens de gik. Bag de lukkede døre kunne Ludvig høre den svage lyd af stemmer, der talte i telefon, eller lyden af fingre, der ramte tastaturer i en evig rytmisk gentagelse. Endelig nåede de enden af gangen, og betjenten stoppede op.
Der stod ”Zukav” på døren. Z’et havde løsnet sig og sad lidt skævt. Betjenten stak en nøgle i låsen og åbnede den. Han gik ind uden et ord, og Ludvig fulgte efter. De kom ind på et hvidmalet kontor, hvor det eneste, der fyldte op i rummet, var et skrivebord med to stole og et stort lukket arkivskab. Deres skridt gav genlyd mellem de tomme vægge. Det virkede som om kontoret enten lige var taget i brug eller ikke blev brugt særlig meget. Der herskede en pinlig orden, og der var ingen personlige kendetegn af nogen art.
Betjenten tog sin jakke af og åbnede en bærbar computer, der stod på skrivebordet. Han så ikke på Ludvig, der uopfordret valgte at tage plads i stolen, der var anbragt foran skrivebordet.
Det er egentlig slet ikke mit område, sagde betjenten. Han kløede sig i nakken.
Han fortsatte: Men det vil jeg skide på. Ham, der har området, er en idiot. Jeg har endnu ikke hørt om en sag, han har opklaret. Så han overlever nok, hvis jeg tager en enkelt af hans sager.
Han havde talt uden at se på Ludvig. Nu kiggede han på ham og sagde: De siger, at Deres kone er forsvundet?
Ja, i nat, mens jeg sov.
Betjenten sænkede blikket og skrev på den bærbare. Langsomt og omhyggeligt med to fingre. Lyden fra tasterne gav genlyd i det lille lokale.
Og De hørte ikke noget? spurgte betjenten uden at se op.
Nej, jeg vågnede med en ubehagelig følelse i hovedet. Og så opdagede jeg, at hun var væk.
Har hun fjender?
Skal De ikke spørge, om hun er stukket af med en anden mand?
Betjenten så op og mødte Ludvigs blik med udtryksløse øjne.
Hvis hun var stukket af med en anden, ville De vide det, ikke sandt? Så ville De ikke komme her, vel? De ville vide, det var spild af tid.
Ludvig nikkede. Han havde ret. Hun var ikke stukket af med en anden mand.
Fjender?
Ludvig grundede. Natalie var ikke et menneske, der samlede på fjender. Han kunne ikke komme på nogen.
Tænk Dem grundigt om. Man kan have fjender uden at vide det. Det er de værste.
Ludvig prøvede at tænke. Natalie var vellidt på instituttet. Hun var den type, som folk undte at blive forfremmet og få de gode forskerstipendier. Fordi hun altid hjalp sine kollegaer og ikke var arrogant og selvhævdende. Han havde svært ved at forestille sig, at hun havde fjender i det miljø.
Naboer? Forretningsforbindelser? Politiske slagsmål? Gæld? Jalousi? Misundelse? Der er altid noget i et menneskes liv, som ikke er perfekt, messede betjenten.
Hun ... hun er med i en forening, der arbejder for at redde dyrelivet ved polarhavene. Hun skrev en del kronikker til aviserne, og sidste efterår var hun med til at lænke sig til et skib, som skulle fragte olieboringsudstyr til Grønland. Der var en masse ballade, inden skibet efter tolv dage endelig kunne lægge fra kaj. Hun og hendes venner i foreningen fik fjorten dages fængsel. Da hun kom ud, blev hun opsøgt af en advokat fra oliefirmaet, som truede med at gøre livet surt for hende, hvis hun fortsatte sit arbejde i foreningen.
Hvilket hun gjorde?
Hun ville ikke lade sig knægte af den slags pression. Hun har sine politiske rettigheder ...
Ja, ja ... men ikke til at begå ulovligheder ...
Man kan nogen gange blive nødt til at gå over en grænse.
Lad os håbe hendes modstandere ikke tænker på samme måde.
Hvis der ikke var mennesker som Natalie, ville verden blive regeret af diktatorer.
Hm ... måske er det allerede tilfældet.
Hvad mener De?
Der sker så meget, vi ikke hører om ... hvorfor hørte De ikke noget? Man går da ikke bare ind i en lejlighed og fjerner et menneske, uden at andre hører noget?
Min nabo fortalte, at hun hørte noget støj på trappen.
Hvorfor lagde De så ikke mærke til noget? Plejer De at sove tungt?
Næ, egentlig ikke. Jeg plejer at vågne, når Natalie går på toilettet.
Var der noget, der tydede på, at nogen havde været inde i lejligheden, da De stod op?
Jeg ved ikke rigtig.
Ludvig tænkte et øjeblik.
Kanariefuglen var død her til formiddags, sagde han.
Kanariefuglen?
Natalie havde den i et bur i køkkenet.
Betjenten masserede sit ansigt. Et kort øjeblik lignede han et rynket æble.
Gas.
Gas?
Det tyder på, at nogen har brugt gas. Der findes forskellige former for gas, man kan bruge ved indbrud.
Og som kanariefuglen ikke kunne tåle.
Og som kan give visse bivirkninger som for eksempel hovedpine og kvalme.
Ludvig nikkede. Han havde været tung i hovedet om morgenen. Utilpas.
Man kan faktisk dø af det, hvis man får for meget, sagde betjenten og stirrede på et punkt på væggen bag ved Ludvig.
Jeg lagde mærke til, at det var som om, et stykke rundt metal var blevet anbragt i brevsprækken, sagde Ludvig.
Røret til gassen, sagde betjenten. Gerningsmændene har brugt gas, som er blevet ledt gennem brevsprækken.
De spurgte, om Natalie havde fjender.
Ja?
Vi har lige haft et sammenstød i retten med en fertilitetslæge, som mente, vi skyldte ham penge.
Mange penge?
På sigt flere millioner.
Okay ...
Han fik rettens ord for, at han kunne inddrage barnet, hvis vi ikke betalte.
Men han burde vel vente på myndighedernes indgriben, sagde betjenten og skrev på sin bærbare. Han så op og fortsatte: Jeg undersøger, om han har bedt om assistance herfra.
Telefonen ringede. Betjenten tog den og talte kort et øjeblik. Ludvig følte sig lidt til overs. Da samtalen var slut, rettede betjenten igen opmærksomheden mod Ludvig.
Vi bliver nødt til at slutte her. Send mig hendes data og et vellignende foto.
Han tog et stykke papir i skuffen og skrev en e-mail adresse ned, inden han skubbede papiret over bordet til Ludvig. Det var en privat gmail.
Er det ikke officielt? spurgte Ludvig.
Betjenten rystede på hovedet.
Er De vanvittig. Det ville ikke gå.
Skal jeg betale for det?
Selvfølgelig. Jeg arbejder ikke gratis, at De ved det.
Er det ... er det ikke ulovligt, jeg mener, at politiet tager penge for ...¨
Overhovedet ikke. Jeg er pensioneret. Det er en bibeskæftigelse. Bare rolig, det kan trækkes fra i skat.