Ludvig trådte ud i solens skarpe lys og missede med øjnene efter opholdet på politistationen. Han var ikke kommet videre i forhold til at få startet en eftersøgning af Natalie ud over, at en ældre tilsyneladende pensioneret betjent havde lovet at se på sagen, som privatperson. Nå, men det var da bedre end ingenting, tænkte han og begav sig ned mod busstoppestedet. Han ville straks gå hjem og sende en mail med foto og persondata på Natalie til Zukav.
Han steg på bussen, som i det samme holdt ved stoppestedet. Han sank tilbage i et sæde, lukkede øjnene et øjeblik og blev overvældet af en voldsom følelse af sorg, der skyllede igennem ham som en sort syrlig væske, der trak al energi ud af hans lemmer. Bussen satte i gang. Han stirrede ud på gaden. Han ville ønske, han kunne græde. Men gråden blev siddende i halsen som en prop.
Da han kom tilbage til ejendommen, havde han fornemmelsen af, at han var gået forkert. Det hele lignede godt nok noget, han kendte. Alligevel var det som at gå i en filmkulisse. Som om der inde bag ved facaderne intet var. Kun stivere og støttepiller, som holdt kulisserne på plads. De kunne vælte hvert øjeblik, det skulle være.
Ved et kraftigt vindpust ville de svaje og styrte til jorden akkompagneret af lyden fra træ, der flækkede og pap, der brækkede. Bagved ville der intet være, kun en stor kunstig blå himmel, malet på en hvælving højt over hans hoved. Og sceneteknikerne og lysfolkene ville komme løbende ind fra siderne for at redde settet, så optagelsen kunne fortsætte uden for store økonomiske tab.
Han ville selv blive dirigeret hen til et andet studie, hvor indendørsscenerne blev afviklet, mens de byggede kvarteret op igen. Bagefter ville de fortsætte, som om intet var hændt.
Tidligt hjemme? hørte han en velkendt stemme spørge. Han drejede hovedet og så ind i Flemmings afslappede blik.
Øh, ja ... svarede Ludvig.
Gittes blå skulder og sorte bh spøgte i baghovedet.
Husk vi skal spille tennis i aften, sagde Flemming. Jeg har købt en ny ketcher. Kulfiber i skaftet og et helt nyt materiale til strengene. Jeg kommer til at lave serveesser i en uendelighed, grinede han.
Ludvig nikkede uengageret.
Øh du, Flemming, der er lige noget, jeg må spørge dig om.
Flemming slog følge med Ludvig hen mod opgangen.
Om hvad dog? Flemming smilede ironisk.
Ludvig tøvede. Han kunne ikke finde den rette måde at starte på. Han ville nødig anklage sin nabo for noget, der ikke var hold i. Gittes blå mærker kunne strengt taget stamme fra alt muligt. Måske lavede hun dem selv. Eller hun var blevet overfaldet. Eller havde en elsker, der slog hende?
Nå ja, jeg tænkte bare. Hvordan har du og Gitte det egentlig?
Flemming standsede op med et overrasket grin smurt ud over ansigtet.
Okay ... øh. Vi har selvfølgelig vores kriser ind i mellem. Men vi finder altid en løsning. Du ved, taler om tingene.
De var nået hen til elevatoren og Ludvig trykkede på knappen til tredje.
Vil du med ind og drikke en øl? spurgte han.
Flemming flyttede sig uroligt i den lille elevatorkasse.
En øl? Så tidligt på dagen?
Eller en kop te, hvis du hellere vil?
Flemming så på sit titaniumbelagte dykkerur. I det samme stoppede elevatoren ved tredje sal. Døren gled op. Ludvig gik først ud.
Der er noget, jeg gerne vil snakke om.
Jamen, okay, så. Hvis det virkelig ...
Tak, sagde Ludvig. Han fandt sin nøgle frem og åbnede døren til lejligheden.
Flemming skævede nervøst mod sin egen dør længere henne af repos’en.
Kommer du? spurgte Ludvig. Flemming opgav sin modstand mod at drikke te med sin nabo, selvom det var uden for normen. Man snakkede, når man mødte hinanden på parkeringspladsen. Og man spillede tennis sammen, snakkede bagefter om vejret og om biler og måske om noget, der havde stået i avisen eller været vist på tv.
Men man kom ikke i hinandens lejligheder og drak te og snakkede uden, at det var aftalt på forhånd. Det var forkert. Han vidste ikke hvorfor, men det var forkert. Han kunne ikke finde en måde at afværge Ludvigs helt upassende forslag, uden at det ville blive endnu mere pinligt. Så han havde ikke andre muligheder end at følge med ind i Ludvigs lejlighed.
Den lignede hans og Gittes en del, kunne han konstatere, da han trådte ind i det åbne indgangsparti. Samme hvide enkelthed. Samme udsigt. Samme designermøbler med små variationer. Det var egentligt forbløffende, så ens de boede. Flemming huskede ellers, at de havde gjort meget ud af at indrette sig og give deres lejlighed det helt unikke præg, de mente de som individer stod for. De havde fundet møblerne i en nyåbnet eksklusiv forretning inde ved Kgs. Nytorv, som var lidt dyrere end gennemsnittet. Det gav dem sikkerhed for, at ikke hvem som helst købte de samme møbler. De havde talt længe med ekspedienten om deres personlige stil og var blevet rådet til at købe møbler af en ny arkitekt, som man forventede sig meget af.
Ludvig satte vand over og bød Flemming en plads på en stol ved panoramavinduet. Flemming satte sig. Han indstillede sig på at spendere den næste halve time på at høre om Ludvigs genvordigheder.
Ludvig rømmede sig. Flemming prøvede at finde et passende ansigtsudtryk i rollen som den lyttende og medfølende nabo. Han ville nødig falde ud af rollen. Mest fordi han ikke ville vide, hvad han skulle sætte i stedet. Han kunne under ingen omstændigheder vise, at han helst ville have undgået denne situation. Hvis ikke Ludvig var så insisterende. Nu gjaldt det bare om at få det overstået.
Nå, hvordan går med dig og Gitte? spurgte Ludvig.
Det går fint, skulle jeg mene.
Ludvig skævede til kedlen. Vandet gik i kog. Han rejste sig og gik hen og tog et tebrev frem fra skuffen med te og lagde det ned i tekanden. Elkedlen slog fra, og han hældte vandet på kanden.
Ludvig kom tilbage til bordet og stillede tekanden mellem dem, tog to kopper og placerede dem ved siden af.
Hvordan har du det med, at nogle mænd slår deres koner?
Flemming stoppede midt i en bevægelse med hånden på vej til at tage tekanden.
Slår deres koner? Hvad mener du?
Flemmings mobiltelefon ringede i det samme. Han trak den hurtigt op af lommen.
Det er Gitte, sagde han med en undskyldende mine og åbnede for opkaldet. Han rejste sig og gik ud i gangen, mens han talte.
Ludvig blev siddende ved bordet og prøvede at følge med i samtalen mellem Flemming og Gitte. Han opfangede, at Flemming sagde noget, der kunne lyde som en irettesættelse, men ordene var utydelige, fordi han dæmpede stemmen og nærmest hvæsede ind i telefonen. Det var ikke til at sige, hvad det handlede om, bortset fra at det var tydeligt, at Flemming var vred over et eller andet. Ludvig skævede ud mod gangen, hvor Flemming stod med ryggen til, mens han talte. Så sluttede samtalen. Flemming lagde på og vendte sig mod Ludvig med et udglattende smil.
Problemer? spurgte Ludvig i håb om at dreje samtalen hen på det med, at Flemming måske slog Gitte.
Nej, nej overhovedet ikke. Det er bare Sarah, der er faldet nede på legepladsen og har slået sig . Det er ikke noget alvorligt, forsikrede Flemming og lagde sin mobiltelefon i lommen. Han fortsatte: Jeg bliver nødt til smutte nu. Gitte er helt oppe og køre over det. Du ved, kvinder.
Han vinkede akavet, gik hen mod døren og åbnede den.
Ludvig blev siddende. Døren lukkede sig efter Flemming.
Da Ludvig endelig tog sig sammen til at smage på den kop te, han havde skænket op, var den blevet lunken.
Han skød ideen om at hjælpe Gitte ud af hovedet. Han havde nok at tage sig af med Natalies forsvinden. Hun måtte klare sig selv. Måske var det heller ikke noget alvorligt. Flemming havde ikke virket, som om han havde følt sig truffet. Han rejste sig og gik ind til sin computer på arbejdsværelset og sendte en mail med et vellignende foto og hendes persondata til Zukav. Så var det gjort. Hvad kunne han mere foretage sig? For en sikkerheds skyld sendte han en mail til sit arbejde og meldte sig syg resten af ugen. Han kunne ikke undervise under nogen omstændigheder. Han måtte foretage sig noget. Bare et eller andet.
Det spinkle håb, han havde prøvet at holde fast i i løbet af dagen om, at hun havde forladt ham og ville give livstegn fra sig på et tidspunkt, var svundet ind til ingenting. Han hældede mere til, at det var en forbrydelse. Nogen var brudt ind i lejligheden. Nogen havde bedøvet dem begge og bortført Natalie.
Han prøvede at forestille sig, hvor hun var i dette øjeblik. Hvis det virkelig var Grossmans folk, der stod bag, havde de vel ført hende til et sted, hvor de opbevarede folk, som bar deres ejendom i maven. Kunne det være, at dette sted rent faktisk var på hospitalet, hvor Grossman skabte børnene? Det ville være oplagt. De skulle alligevel vente på, at barnet kom ud, så de kunne overtage det. Ludvig rejste sig fra computeren opfyldt af en pludselig energi. Han ville tage ud til Grossman. Finde Natalie og befri hende. Det lød enkelt. Bagefter ville det svære komme. De måtte begge gå under jorden. Flygte til udlandet.
Han gik ind i soveværelset og pakkede en lille kuffert med det allermest nødvendige. Også nogle af Natalies ting. Toiletsager og undertøj. Det ville hun sikkert sætte pris på. Han stod et øjeblik med et par af hendes trusser mellem hænderne. Helt almindelige hvide bomuldtrusser med en lille blonde og lav talje. Han krammede desperat trusserne. Det eneste formildende var, at Grossman, hvis han stod bag bortførelsen, havde en interesse i at behandle hende ordentligt. Af hensyn til barnet.
Han fandt de ekstra bilnøgler, som han gemte i skuffen med sokkerne, tog kufferten i den ene hånd og gik ud af lejligheden.
Ludvig nåede ned til bilen. Viceværten stod og fejede ved cykelskuret. Han kiggede op, da Ludvig åbnede døren.
Ud at rejse?
Ludvig så ned på kufferten han holdt i hånden.
Øh ... ja bare en lille tur.
Ludvig stillede kufferten bag sædet, satte sig ind og smækkede døren. Han startede bilen. Viceværten genoptog fejningen. Ludvig kørte ud fra parkeringspladsen. Himlen havde på få minutter trukket sig sammen i en koksgrå masse af skyer, og de første tunge regndråber ramte forruden, da han svingede ud på gaden. En fugtig varme blæste ind gennem udluftningskanalerne. Han tastede fertilitetsklinikken ind på GPS’en og kørte nordpå. Regnen hang som gardiner over vejbanen. Bilerne satte farten ned og hobede sig op på vejen med de kraftige røde baglygter tændte. Det lignede en uendelig rødglødende slange, der bugtede sig gennem landskabet.