Han parkerede et stykke fra Grossmans klinik på en lille sidevej og gik det sidste stykke til fods. Regnen var holdt op, og de sorte vandpytter på vejen blinkede i solen. Han havde ingen plan for, hvad han ville foretage sig. Måske håbede han, at Grossman bare ville indrømme, at han havde fået nogen til at hente Natalie og derefter ville udlevere hende uden protester. I takt med at han nærmere sig indkørslen, begyndte hans hjerte at hamre hårdere og hårdere i brystkassen.
Det gik op for ham, at han ikke anede, hvordan han skulle gribe sagen an. Skulle han henvende sig til Grossman? Eller bare snige sig ind som en anden spion i en film. Han måtte blankt erkende, at han ikke havde nogen som helst forudsætninger for at lege redningsmand.
Ludvig nåede frem til indkørslen til klinikken uden at finde ud af, hvad han egentlig skulle foretage sig. Da han gik op gennem den lille allé, der førte ned mod hovedbygningen, som han havde besøgt flere gange sammen med Natalie, lagde han mærke til nogle lave bygninger et stykke længere nede ad kysten bag nogle træer. Han havde ikke bemærket bygningerne ved de tidligere besøg. Eller hvis han havde bemærket dem, havde han troet, at det var en naboejendom, som ikke havde noget med Nanotech at gøre. Nu lagde han mærke til, at der førte en lille asfalteret vej fra hovedbygningen hen til de andre bygninger. Han skiftede retning og gik over det våde græs mod bygningerne bag træerne. De var opført i pudsede mursten med lave tage. Lange rækker af ens vinduer blev brudt af enkelte døre. Han nåede til asfaltvejen og kom frem til den første af bygningerne. Da han kiggede ind gennem en rude, kunne han se lokaler, der lignede en form for laboratorium. Kolber og reagensglas. Elektroniske mikroskoper og sterile gennemsigtige arbejdsbokse med indbyggede handsker. Medarbejdere i hvide kitler gik rundt eller sad fordybede ved deres computere. Ludvig gik videre og nåede frem til en af dørene. Han tog i den. Den var låst. Selvfølgeligt var den låst.
Han fortsatte i hurtig gang videre langs med bygningen og nåede frem til en dobbelt glasdør. Han kunne se en reception bag glasset og tog i håndtaget. En kvinde bag disken kiggede op fra et ugeblad og lukkede ham ind ved at trykke på en knap bag disken.
Fortumlet trådte han ind. Uforberedt på hvad han skulle sige. Kvinden så på ham gennem brune brillestel. Hendes makeup sad perfekt. Hun var omkring de tredive år gammel. Under en hvid kittel var hun klædt i en lilla skjorte.
Ludvig prøvede at finde en måde at komme forbi hende på, der ikke virkede påfaldende. Han greb til det eneste, han kunne komme på.
Jeg har en aftale med Grossman.
Grossman? Han er her ikke før senere på dagen, sagde kvinden og slog op i en elektronisk kalender på sin skærm.
Det er en særaftale. Vi lavede den i morges. Måske er den ikke ført ind i kalenderen? foreslog Ludvig.
Kvinden sagde: Det er underligt. Der plejer at være styr på den slags. Jeg prøver lige at ringe hans sekretær op. Hvad var navnet?
Erik Jensen, sagde Ludvig. Han håbede, at kunne købe sig tid. Kvinden fik fat i en person i den anden ende. De snakkede dæmpet sammen et kort øjeblik. Ludvig kunne ikke udlede noget af de få enstavelsesord, som slap ud af kvindens perfekt malede mund. Hun lagde røret på og så på Ludvig.
Hun sagde: Der har vist været et lille problem. Grossmans sekretær er syg i dag. Hendes vikar har ikke helt styr på det med kalenderen. De kan gå ned ad gangen og til venstre. De kan vente uden for Grossmans kontor, indtil han dukker op.
Tak, sagde Ludvig og smilede høfligt. Kvinden smilede mekanisk tilbage og rettede atter blikket mod sit ugeblad. Ludvig gik ned ad gangen mod Grossmans kontor med en ubehagelig fornemmelse af at være på vej ud i noget, han ikke kunne overskue.
Han nåede frem til det kontor, Grossman havde i laboratoriebygningen. Et skilt på døren fortalte, at doktor Grossman holdt til på den anden side af døren. Der stod en sofa i rødt læder på gangen. Magen til den, der prydede Grossmans kontor i hovedbygningen, huskede Ludvig fra de tidligere besøg. Ludvig satte sig i de bløde sæder, og tænkte over sit næste træk. Han havde kun siddet ned i nogle få sekunder, da han ved en pludselig indskydelse rejste sig og tog i håndtaget ind til kontoret og trykkede det ned. Døren gik op. Han smuttede ind uden at overveje det nærmere, og stod på Grossmans forskningskontor. Kontoret var helt enkelt indrettet. Et skrivebord med en hvid computer. En læderkontorstol. Et arkivskab. Fra vinduet kunne Ludvig se Øresund glitre blåt gennem træbevoksningen.
Han regnede ikke med, at han havde særlig lang tid at handle i. Hvis kvinden kontaktede Grossman, ville han være fremme inden for få minutter. Især hvis han havde grund til ikke at ønske Ludvigs tilstedeværelse på området. Han åbnede arkivskabet og prøvede at se, om det rummede oplysninger om Natalie. Der var ikke noget under hverken Werge eller Natalie. Han bladrede løst i de forskellige lommer uden at falde over noget, der gav mening. Det meste af det var korrespondance med udenlandske forskere. Han trak et af brevene frem. En kinesisk forsker, professor i bioteknologi, takkede Grossman for nogle gode dage i Shanghai og fortalte, at hans metode havde hævet succesraterne betragteligt i de forsøg, han havde gennemført på kinesere.
Ludvig løb de forskellige mapper igennem uden at finde andet end forskellige korrespondancer med forskere og forretningspartnere over hele verden. Grossman var åbenbart typen, der udskrev sine breve og arkiverede dem. Måske stolede han ikke på den digitale uforgængelighed. Ludvig vendte sig mod Grossmans computer. Den stod på vågeblus og gik i gang, da han rørte ved tastaturet. Men en adgangskode gjorde, at han ikke kunne komme videre. I det samme gik døren bag ham op. Han snurrede rundt. Grossman stod i døren med rynkede bryn.
Han kløede sig på næsen og spurgte: Har vi en aftale?
Ludvig nikkede forfjamsket og svarede: Har vi ikke?
I givet fald har jeg i hvert fald glemt alt om den.
Det er angående ... Natalie. Hvor er hun?
Undskyld, jeg forstår ikke lige, hvad du taler om?
Hvor har du hende? Det er dig, der har hentet hende, ikke?
Grossman gik ind i kontoret, mens hans blik scannede rummet for uregelmæssigheder. Han noterede sig det åbentstående arkivskab og computeren, som var tændt. Da han nåede hen til bordet, satte han sig i kontorstolen og så direkte på Ludvig, der trak sig tilbage fra bordet mod væggen.
Grossman sagde: Jeg forstår virkelig ikke, hvad du taler om.
Hun er forsvundet. Nogen har bortført hende.
Ludvigs stemme knækkede over. Han rømmede sig. Grossmans ansigt forblev udtryksløst.
Hvis du antyder, det skulle være noget, jeg er involveret i, må jeg desværre skuffe dig.
Ludvig vred sine hænder. Grossman sad tydeligvis og løj ham op i hans åbne ansigt. Han trådte frem og hvilede med begge hænder mod bordpladen.
Hvor spærrer du dem inde? Hvor holder du dem fanget?
Grossman så roligt på ham og rystede langsomt på hovedet.
Som jeg siger, har jeg ikke noget at gøre med det du taler om.
Jeg vil vide, hvor hun er!
Hvis du ikke tager det roligt, må jeg tilkalde vagten, sagde Grossman og lagde en hånd demonstrativt på telefonen på bordet.
Ludvig rettede sig op og gik fortvivlet frem og tilbage foran skrivebordet. Grossman lagde sine arme over kors og lænede sig tilbage i stolen. Afventende.
Jeg vil undersøge ejendommen. Jeg vil vide, om du taler sandt. Hvem skulle ellers have taget hende?
Du velkommen til at se det hele igennem. Vær min gæst. Grossman rejste sig. Ludvig åndede tungt ud.
Kom med denne vej, sagde Grossman og gik ud af kontoret. Ludvig fulgte efter. Det virkede formålsløst. Grossman så ud, som om han mente det.
Ludvig fulgte efter ned gennem gangen. Grossman åbnede hver eneste dør, de kom forbi og lod Ludvig inspicere rummene. Ludvig var meget grundig i de første rum og gav sig god tid til at åbne større skabe og depotrum. Men efterhånden, som de arbejdede sig gennem bygningen, blev han mere og mere overfladisk. Til sidst nøjedes han med at kaste et blik ind i de rum, som Grossman gav ham adgang til. Hvis der var folk, som arbejdede derinde, blev han bare stående på gangen og kiggede gennem døråbningen. Det var nyttesløst. Natalie opholdt sig ikke i bygningen.
Skal vi gennemgå den næste bygning også? spurgte Grossman uden at vise tegn på, at han kedede sig. Ludvig nikkede. Han var nødt til at gå det hele igennem. Ellers ville det være spild af tid.
De gennemgik den anden bygning på samme måde og endte efter en halv time ude på parkeringspladsen foran bygningerne. Det blæste op, og trækronerne svajede og hvislede bag dem. Grossman smilede for første gang, siden han var dukket op på kontoret.
Som du kan se, befinder denne ”Natalie” sig ikke her på ejendommen.
Ludvig rystede på hovedet. Han kunne ikke greje Grossman. Grossman fangede Ludwigs blik. Han smilede afvæbnende, så man kunne se hans hvide tænder og noget af gummerne.
Så, hvis du vil have mig undskyldt. Jeg har et møde.
Lægen drejede om på hælene og gik tilbage mod bygningerne. En sort Audi trillede i det samme ind på parkeringspladsen og standsede foran bygningerne. En mand steg ud i selskab med en kvinde. Ludvig stirrede på parret. Det var retsformanden og hans sekretær. De genkendte ham ikke, men gik hen til Grossman og gav hjerteligt hånd og sagde noget, Ludvig ikke opfangede. Ludvig stod som frosset på stedet og iagttog de tre, der fortsatte ind i den af bygningerne, der husede Grossmans kontor. Da de var forsvundet, gik der nogle lange sekunder, inden Ludvig kunne tage sig sammen til at forlade ejendommen og bevæge sig tilbage mod sin bil. Han havde en følelse af, at nogen holdt øje med ham og stoppede op flere gange undervejs og så sig tilbage over skulderen. Der var ingen mennesker at se i nærheden. En enkelt person klædt i en hvid kittel spadserede fra laboratoriebygningerne mod hovedbygningen. Men vedkommende var langt væk og tilsyneladende optaget af en telefonsamtale.
Ludvig nåede frem til sin bil uden at kunne ryste følelsen af at blive iagttaget af sig.
Jeg er ved at blive paranoid. Den her sag gør mig paranoid, tænkte han og låste sig ind i bilen. Han sad et øjeblik og prøvede at sunde sig og samle tankerne. Han havde ikke fået noget ud af besøget hos Grossman. Natalie havde ikke vist sig. Retsformanden og hans sekretærs uventede tilstedeværelse var til gengæld ildevarslende. Var tingene overhovedet gået for sig på den rigtige måde i retssalen? Ludvig trykkede på starteren og kørte ud fra kantstenen.
Han kiggede i bakspejlet og fór sammen, da han stirrede ind i ansigtet på en dreng på omkring fjorten år. Drengen sad på bagsædet og kiggede på ham. Helt roligt uden at fortrække en mine. Bilen slog et slag på vejen og dækkene peb mod asfalten. Ludvig rettede op, svingede ind til siden og bremsede hårdt.
Han vendte sig i sædet og spurgte: Hvem er du?
Drengen så undersøgende på ham uden at sige noget. Han var klædt i slidt streetwear, der ikke så ud til at være blevet vasket i ugevis. Hans hvide hår var halvlangt og strittede i alle retninger. Hans blege ansigt var magert og bar præg af manglende hygiejne.
Hvordan er du kommet ind? spurgte Ludvig. Drengen løftede den ene hånd og viste et fladt aflangt stykke metal, som Ludvig genkendte som et værktøj vejhjælpen brugte, hvis man havde smækket sig ude af sin bil uden nøgler. Han sukkede.
Hvad vil du? Er du fulgt efter mig?
Drengen trak tøvende på skuldrene.
Kan du ikke tale?
Ludvig blev mødt af et spørgende udtryk.
Men du forstår dansk?
Ingen reaktion.
English? Deutch?
Drengen nikkede. Ludvig overvejede, hvordan han kunne finde ud af, hvem den mærkelige dreng var.
Deutch? Kanst du schrieben? spurgte han.
Drengen rystede på hovedet.
Jamen, hvad vil du mig? Hvordan skal jeg vide, hvad du vil?
Drengen viftede med hånden som tegn til, at Ludvig skulle sætte bilen i gang.
Skal vi køre hjem til mig?
Drengen nikkede.
Ved du noget om Natalie? røg det ud af Ludvig.
Drengen trak på skuldrene og fik en bekymret rynke mellem øjenbrynene. Ludvig tolkede det som et ”måske”. Han satte i gang igen og iagttog i bakspejlet drengen, der helt roligt sad og kiggede ud på trafikken, mens de kørte tilbage mod byen. Ludvig kunne ikke forstå, hvad drengen ville, eller hvem han var. Under normale omstændigheder havde han sat drengen af et sted og bedt ham klare sig selv. Men det var ikke normale omstændigheder, og der var et eller andet ved drengens ro, som sagde ham, at drengen havde opsøgt ham med et formål. Der var et eller andet, han ville fortælle ham. Hvis han var i stand til at tale. Det måtte han finde ud af, når de kom hjem til lejligheden.